A klager over, at skatteankenævnet for indkomståret 1995 har foretaget efterbeskatning af hans investeringsfondshenlæggelser med 124.900 kr.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indtil 1. januar 1996 ejede to landbrugsejendomme, henholdsvis B hvorpå der er en vindmølle af ældre dato, og C. Pr. 1. januar 1996 overdrog klageren C til sin ægtefælle. Overskuddet af begge landbrugsejendomme beskattes fortsat hos klageren som den der udfører arbejdsopgaven. I 1996 købte klagerens ægtefælle en vindmølle for 1.850.000 kr. som hun lod opføre på C. Klagerens ægtefælle indgav for 1996 selvstændig regnskabsopgørelse for vindmøllen. Vindmøllen er skattemæssigt anset for værende et driftsmiddel efter afskrivningslovens afsnit 1. I forbindelse med opgørelsen har klagerens ægtefælle forlods afskrevet investeringsfond med 124.900 kr. Beløbet er af klageren i 1995 fratrukket som fradrag for investeringsfond uden indskud. Klageren har ikke selv i 1996 anskaffet driftsmidler, hvortil han har kunnet anvende investeringsfondsfradraget fra 1995. For så vidt angår opgørelsen af indkomsten fra vindmølledriften er det oplyst, at klageren har valgt at opgøre indkomsten efter reglerne i ligningslovens § 8 P, mens klagerens ægtefælle opgør den skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler.
Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse for indkomståret 1995 ikke godkendt forlods afskrivning på vindmølle, hvorefter de omhandlede investeringsfondshenlæggelser er efterbeskattet i medfør af investeringsfondslovens § 10 A. Skatteankenævnet har begrundet afgørelsen med, at klagerens ægtefælles vindmølle er en selvstændig virksomhed, og at klagerens investeringsfondshenlæggelser ikke kan overføres til brug i ægtefællens virksomhed. Ægtefællen anses ikke for at kunne opfylde arbejdstidskravet vedrørende vindmøllevirksomheden. Skatteankenævnet har endvidere anført, at såfremt vindmølledrift og landbrug på C skal betragtes som en erhvervsmæssig enhed, jf. TfS 1992.579 LSR og TfS 1996.85 LSR, skal overskuddet beskattes hos den der i overvejende grad driver virksomheden, jf. kildeskattelovens § 25 A, stk. 1, hvilket vil sige hos klageren. Herefter vil overskuddet af begge vindmøller skulle opgøres efter reglerne i ligningslovens § 8 P. Ved anvendelse af ligningslovens § 8 P, anses vindmøllerne i skattemæssig henseende udelukkende som private, hvorfor der følgelig heller ikke kan anvendes investeringsfondshenlæggelser.
Klagerens repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om ophævelse af den foretagne efterbeskatning af henlæggelser til investeringsfond for indkomståret 1995. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført, at det er klageren der forestår driften af ægtefællens ejendom og virksomhed, hvorefter arbejdstidskravet er opfyldt. Repræsentanten har endvidere anført, at det følger af ligningslovens § 8 P, at det er vindmølleejeren der suverænt bestemmer beskatningsformen, hvilket ikke har noget at gøre med hvordan vindmøllen drives. Det følger endvidere af bestemmelsens ordlyd, at en ægtefælles valg af opgørelsesmetode ikke er bindende for den anden ægtefælle.
Landsskatterettens bemærkninger:
Retten lægger til grund for afgørelsen, at det er klageren der har forestået driften af såvel ægtefællens landbrugsejendom som ægtefællens vindmølle. Efter kildeskattelovens § 25 A, stk. 1, skal indkomst der vedrører en erhvervsvirksomhed, medregnes ved opgørelsen af indkomsten hos den ægtefælle, der driver virksomheden.
Ifølge investeringsfondslovens § 3, stk. 6, kan en ægtefælle der i væsentlig grad har deltaget i driften af den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, jf. KSL § 25 A, anvende sine investeringsfondshenlæggelser til forlods afskrivning på aktiver, der i det pågældende indkomstår anskaffes til virksomheden.
Ifølge ligningslovens § 8 P, stk. 1, kan fysiske personer der ejer vindmøller, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst en gang for alle vælge at medregne indkomst ved vindmølledriften efter reglerne i stk. 2 og 3. Efter stk. 4 anses vindmøllerne herefter udelukkende for benyttet til private formål.
Efter Ligningslovens § 8 P, stk. 5, anses vindmøller hvor indkomsten medregnes efter skattelovgivningens almindelige regler, udelukkende for erhvervsmæssigt benyttet.
Efter bestemmelsens ordlyd finder retten ikke, at klagerens valg af beskatningsform for sin egen vindmølle, får betydning for beskatningen af indkomsten fra ægtefællens vindmølle.
Indkomsten fra ægtefællens vindmølle er valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler. Efter Ligningslovens § 8 P, stk. 5, anses vindmøllen herefter som udelukkende erhvervsmæssigt benyttet.
Betingelsen i investeringsfondslovens § 3, stk. 1 om erhvervsmæssig anvendelse findes således at være opfyldt.
Henset til det oplyste om landbrugenes størrelse, og at det var klageren der forestod driften heraf, anser retten kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats, jf. dagældende investeringsfondslovs § 3 A, stk. 3 for opfyldt, idet landbrugsvirksomheden og vindmøllevirksomheden anses som en erhvervsmæssig enhed, hvoraf følger, at det er tilstrækkeligt, at kravet om en ikke uvæsentlig arbejdsindsats var opfyldt i en af virksomhederne eller i alt for begge aktivitetsområder, jf. punkt 39 i cirkulære nr. 166 af 29.10 1984 og TfS 1992.579 LSR og TfS 1996.85 LSR.
Retten finder herefter, at klageren kunne anvende investeringsfondshenlæggelser til forlods afskrivning på ægtefællens vindmølle, jf. dagældende investeringsfondslov § 3, stk. 1 og 6. Den påklagede ansættelse vil derfor være at nedsætte i overensstemmelse med repræsentantens påstand.