Aktieselskabet A i likvidation klager over, at skatteankenævnet har medregnet avance ved salg af anparter i B, 227.514 kr., til indkomsten.

Det er oplyst, at det klagende selskab tidligere har drevet rederivirksomhed under navnet C A/S, hvor C A/S den 15. december 1997 ændrede navn til det klagende selskabs navn, Aktieselskabet A, og i den forbindelse blev det besluttet, at selskabet ikke længere skulle drive aktiv virksomhed, og at selskabet skulle træde i solvent likvidation.

Det fremgår af C A/S´ formålsparagraf, at "selskabets formål er at drive skibsfart, søtransport, landtransport, finansiering, leasing og dermed beslægtet virksomhed, dels direkte, dels ved indskud i andre selskaber i ind- og udland".

Selskabets aktivitet har efter det oplyste bestået i skibsfartsdrift, og selskabet har endvidere virket som administrationsselskab for skibe ejet af andre selskaber, herunder et søsterselskab, og som korresponderende reder. Denne managementaktivitet har dels omfattet egne kontrakter med skibsredere, dels bemanding af fremmede skibe og endelig administrative opgaver i forbindelse med skibsvirksomhed. Af regnskabet for C A/S for 1996 fremgår det, at selskabet således som administrationsselskab har varetaget udbetaling af hyre til søfolk ombord på skibene, hvor den udbetalte hyre er refunderet fuldt ud af selskaberne, der disponerer skibene. Selskabets hovedindtægt har således bestået i administrationshonorar.

Om baggrunden for likvidationen af selskabet, C A/S har, det klagende selskabs repræsentant oplyst, at i slutningen af 1995 og begyndelsen af 1996 frasolgtes en stor del af den skibsflåde, som selskabet deltog i administrationen af, hvilket medførte, at selskabet skulle tilføres nye skibe, såfremt det skulle fortsætte sin virksomhed. Bestræbelserne herpå var ikke vellykkede, og selskabets ledelse besluttede herefter at afvikle den samlede erhvervsmæssige aktivitet. Dette skete successivt således at de sidste managementkontrakter ophørte i begyndelsen af indkomståret 1997.

Det fremgår videre af sagen, at C A/S havde regnskabsperiode, der var sammenfaldende med kalenderåret. For indkomståret 1996 har selskabet selvangivet en skattepligtig indkomst på 937.337 kr.

I indkomståret 1995 har selskabet indtægtsført en negativ saldo på skibe overført fra året 1994 med 3.913.873 kr., hvorfor selskabets saldo ved skibe primo 1996 var 0. I regnskabet for 1996 har selskabet under saldoen for skibe angivet en avance på 227.514 kr. ved salg af anparter i K/SB , hvorfor saldoen på skibe ultimo 1996 herefter er opgjort til - 227.514 kr., som er fremført til 1997.

Det klagende selskabs repræsentant har vedrørende den anførte avance ved salg af anparterne i K/S B oplyst, at anparterne var erhvervet af C A/S den 30. december 1993 af selskabets søsterselskab. Søsterselskabet har ligeledes drevet rederivirksomhed, og forestod påmønstring og betaling af sømænd. Anparterne i K/S B blev ifølge oplysninger fra det klagende selskab modtaget ved, at C A/S i forbindelse med sin forretningsmæssige aktivitet med søsterselskabet havde oparbejdet et større tilgodehavende hos dette, som delvist blev nedbragt ved erhvervelsen af anparterne. Det klagende selskabs revisionsfirma er ikke i besiddelse af nærmere dokumentation vedrørende tilgodehavendet hos søsterselskabet og den dertil knyttede erhvervelse af anparterne fra søsterselskabet den 30. december 1993 . Anparterne i K/S B blev herefter solgt den 20. maj 1996.

Skatteankenævnet har fundet, at avancen ved salg af anparterne i K/SB, 227.514 kr., skal medregnes til selskabets indkomst i indkomståret 1996. Skatteankenævnet har som begrundelse herfor anført, at det er nævnets vurdering, at selskabets aktivitet inden for skibsfart, sø- og landtransport og management m.m., der er udøvet aktivt af selskabet, udgør én virksomhed, medens selskabets passive investering i et kommanditselskab udgør en anden og selvstændig virksomhed. Nævnet har derfor fundet, at der foreligger ophør af selvstændig virksomhed i forbindelse med afståelse af selskabets anparter i K/S B , hvorfor der skal foretages avanceopgørelse i salgsåret 1996, jf. afskrivningslovens §§ 6, 12 og 13, samt ligningsvejledningen afsnit E.I.3.1.1. Ankenævnet har videre anført, at det følger af selskabsskattelovens § 8, at selskaber skal opdele fortjeneste og tab som hidrørende fra henholdsvis næringsvirksomhed og anlægsvirksomhed. Nævnet har videre bemærket, at det ikke er det klagende selskabs formål at handle med fordringer.

Skatteankenævnet har videre bemærket, at de aktuelle dokumenter i forbindelse med selskabets erhvervelse af anparterne i K/S B, samt dokumentation for, hvilket tilgodehavende, der blev delvist udlignet i forbindelse med overtagelsen af anparterne, ifølge selskabet er bortskaffet efter 5 års fristens udløb. Nævnet har herefter ikke fundet, at selskabet har løftet bevisbyrden for, at de omhandlede anparter er erhvervet som vederlag i næring, jf. statsskattelovens § 4 - 6, eller i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden.

Det klagende selskabs repræsentant har over for Landsskatteretten påstået, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 1996 ansættes som selvangivet til 937.337, således at den af den stedlige skatteforvaltning foretagne forhøjelse på 227.514 kr. bortfalder. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at det er selskabets opfattelse, at der ikke foreligger en selvstændig virksomhed, der medfører ophørsbeskatning i det indkomstår, hvor anparterne er solgt. Først i det indkomstår, hvor de samlede erhvervsaktiviteter ophører, skal der ske beskatning. Repræsentanten har således gjort gældende, at den pågældende afskrivningslov betingede, at der skulle føres særskilt saldo for driftsmidler omfattet af afskrivningslovens afsnit 1 og en særskilt konto for aktiver omfattet af afskrivningslovens afsnit 3, uanset at aktiverne tilhørte en og samme virksomhed. Selskabets investering i og ejerskab til anparterne er omfattet af selskabets vedtægtsmæssige formål, hvilket er erkendt af skatteankenævnet. Der foreligger ikke doms- eller kendelsespraksis, der antageliggør, at det er skatteretlig praksis, at aktiviteter, der er omfattet af et selskabs vedtægtsmæssige formål opdeles i flere erhvervsvirksomheder, medmindre selskabet selv vælger at opfatte situationen således. Den af skattemyndighederne fremdragne praksis er derfor uden betydning for sagens afgørelse.

Repræsentanten har videre anført, at de erhvervede anparter er anskaffet til delvis udligning af et tilgodehavende hos et søsterselskab til det klagende selskab, således at anskaffelsen direkte har sammenhæng med selskabets øvrige erhvervsaktivitet. Tilgodehavendet hos søsterselskabet opstod ved løbende udlæg, særligt af løn og gager samt administrative omkostninger. Søsterselskabet var på erhvervelsestidspunktet for anparterne i en vanskelig økonomisk situation. Det er således repræsentantens opfattelse, at der ikke skal ske beskatning af avancen ved salget af anparterne i 1996.

Repræsentanten har videre anført, at sagens problem således er, om det klagende selskab skal anses for at drive en eller to virksomheder, således at salget af anparterne i K/S B kan anses for at være salg af en selvstændig virksomhed, eller skal anses for at være bortsalg af en del af selskabets samlede aktivitet. Det er repræsentantens opfattelse, at den praksis, som den kommunale skatteforvaltning og senere skatteankenævnet har henvist til vedrørende personer, ikke kan finde anvendelse i nærværende situation, hvor der er tale om et selskab, drevet i aktieselskabsform. Repræsentanten har i den forbindelse henvist til praksis vedrørende spaltning af virksomheder. I spaltningssagerne ses det, at der er flere forskellige økonomiske aktiviteter i et selskab, og man vælger da ved spaltning at udskille en af aktiviteterne til en selvstændig enhed. Det er her en nødvendig forudsætning for at spaltning kan ske, at der foreligger en selvstændig aktivitet, der kan udskilles for sig. Repræsentanten har i den forbindelse videre påpeget, at inden for personområdet er der således opstillet visse særregler om beskatningen ved anpartsbesiddelse i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, 12 og 13, ligesom der også i øvrigt i skattemæssig henseende ses at være en forskel mellem, om der er tale om personer eller selskaber.

Repræsentanten har videre anført at det hermed blot illustreres, at det ved virksomheder, der drives i aktieselskabsform, ofte forekommer, at selskabet har mange og forskelligartede aktiviteter, uden at man skatteretligt kræver, at der udarbejdes et selvstændigt regnskab for hver aktivitet med driftsmiddelsaldo m.v. for hvert område. Derfor kan den praksis, der er vedrørende beskatning af personer, ikke uden videre overføres til tillige at gælde for selskaber. Selskabets aktiviteter anses her naturligt for at udgøre en enhed, både med hensyn til selskabets juridiske stilling samt i skattemæssig henseende, uanset om selskabets aktiviteter i øvrigt er mange og forskelligartet. Det klagende selskab i nærværende sag driver således en erhvervsøkonomisk virksomhed, hvis hele må betragtes som en samlet enhed, og hvis aktiviteter har tilknytning til skibsdrift, både ved direkte skibsdrift, redervirksomhed m.v., hvor selskabets skibsvirksomhed har omfattet egne skibe samt andres skibe. På den baggrund må selskabets erhvervelse af anparter i B anses for at være en del af hele virksomhedens samlede aktiviteter, som ikke kan udskilles særskilt som en enhed. Den passive kapitalanbringelse i B er således at betragte som en del af selskabets samlede erhvervsøkonomiske virksomhed.

Repræsentanten har videre gjort gældende, at virksomhedsbegrebet er bredere for selskaber end for personer. Dette følger ganske vist ikke af lovreglerne, men dette må alligevel måtte anses for gældende, således at der for selskaber gælder, at disse må anses at drive én virksomhed, uanset at selskabet måtte have mange forskellige aktivitetsgrene. Dette må særligt gælde, når der var tale om forskellige aktiviteter indenfor samme branche og indenfor det vedtægtsmæssige formål. Til belysning af virksomhedsbegrebet måtte man i øvrigt konstatere, at al den praksis som myndighederne havde henvist til, hvor der var taget stilling til om der blev drevet én eller flere virksomheder, alle vedrørte personer. Der foreligger ingen praksis overhovedet om dette spørgsmål for så vidt angår selskaber, så vidt det er repræsentanten bekendt. Repræsentanten har yderligere bemærket, at rent praktisk opdeler selskaber i deres interne bogholderi af regnskabstekniske og styringsmæssige grunde deres regnskaber i overensstemmelse med de forskellige af selskabet drevne aktiviteter, men hidtil har alle selskaber efter repræsentantens opfattelse konsekvent opereret ud fra den antagelse, at når det skattemæssige regnskab skal udarbejdes, skal der anvendes samme afskrivningssats for driftsmidler m.v. uanset hvilken virksomhedsgren driftsmidlet m.v. i øvrigt vedrører. Såfremt man således i overensstemmelse med myndighedernes opfattelse må lægge til grund, at et selskab kan have forskellige virksomheder, må det også få den betydning, at et selskab vil kunne vælge at bruge forskellige afskrivningsprocenter på de driftsmidler m.v., der kan henføres til de forskellige virksomheder i selskabet; særligt for selskaber, der har aktiviteter i udlandet vil dette kunne være interessant i forhold til optimeringen af den skattemæssige situation.

Landsskatteretten udtaler:

Afhændelse af en anpart i et kommanditselskab anses skattemæssigt for at være afhændelse af en ideel anpart af en virksomhed. Det vil sige, at der sker afhændelse af den ideelle anpart af kommanditselskabets aktiver og gæld, og i forbindelse hermed opgøres den skattemæssige avance på de enkelte aktiver og passiver efter skattelovgivningens almindeligt gældende regler herom.

I dagældende afskrivningslovs § 6, stk. 1, 3. pkt., jf. § 13 er det videre fastsat, at ved salg af skibe, og såfremt der i den forbindelse sker virksomhedsophør, og overstiger salgssummerne for de i ophørsåret afhændede skibe saldoværdien ved ophørsårets begyndelse med tillæg af beløb, der i ophørsåret er anvendt til nyanskaffelser, så skal forskelsbeløbet medregnes til den skattepligtige indkomst.

Retten bemærker herefter, at efter det oplyste har det klagende selskabs aktivitet bestået i aktiv skibsdrift af egne og andre skibe, med tilhørende administration, økonomisstyring, egen regnskabsudarbejdelse m.v., medens selskabet i relation til anparterne i K/S B alene må anses for at have været passiv deltager i denne virksomhed, hvorved det bemærkes, at selskabet ikke ved sine anpartsbesiddelser eller i øvrigt har kunnet udøve en væsentlig og aktiv indflydelse på denne virksomhedsdrift. Retten finder derfor, jf. Østre Landsrets dom af 1. juli 1977, UfR 1977.913, at afhændelse af anparterne i K/S B må anses for at være afhændelse af en selvstændig virksomhed. Retten bemærker videre, at der som udgangspunkt ikke gælder særlige regler ved selskabers indkomstopgørelse, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 1, hvoraf det fremgår, at den skattepligtige indkomst for selskaber og foreninger m.v. således opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler, for så vidt de efter deres indhold er anvendelige på disse selskaber m.v. Retten finder derfor, at der skal ske indkomstbeskatning af avancen ved salget af anparterne i K/S B i indkomståret 1996. Det er i den forbindelse uden betydning at anparterne er erhvervet som sket fra et søsterselskab til delvis udligning af et tilgodehavende hos dette. Denne afgørelse har Told- og Skattestyrelsen erklæret sig enig i. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.