Parter:
A
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat B, X-by)
Afsagt af dommerne:
3 dommere
Den 13. november 1998 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgerens,
A, indkomst for indkomståret 1993:
"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:
|
Personlig indkomst |
|
|
Værdi af fri bil til rådighed i henhold til statsskattelovens § 4, litra b: |
|
|
Selvangivet: |
|
|
2.500 kr. x 12 måneder |
30.000 kr. |
|
Skønsmæssigt ansat til: |
|
|
Fiat Uno 4.000 km x 3,00 kr. |
12.000 kr. |
|
Mercedes-Benz 4.000 km x 8,00 kr. |
32.000 kr. |
|
I alt |
44.000 kr. |
Det er oplyst, at klageren er direktør for C A/S, X-vej, Y-by. Klageren ejer 55 pct. af aktiekapitalen
og er således ligeledes hovedaktionær i selskabet. Selskabet har den 25. juni 1992 leaset en
Mercedes-Benz 201 WDB indregistreret første gang den 20. december 1990. Bilen har den 9.
november 1993 haft en kilometerstand på 120.198 ifølge faktura fra G A/S. C A/S har den 9.
december 1996 købt bilen for ca. 100.000 kr. På dette tidspunkt har bilen kørt ca. 170.000 km
Selskabet har solgt bilen den 15. januar 1997.
Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at C A/S ejer en Fiat Uno. Klageren har ikke selv
bil. Det er oplyst, at der ikke er ført kilometerregnskab for bilerne. Ifølge selskabets regnskab for
perioden 1. oktober 1992 - 30. september 1993 har selskabets samlede udgifter til "autodrift,
personbiler" udgjort 182.749 kr., herunder leasingafgift.
Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bil til rådighed for i alt 8.000
km's kørsel i det påklagede indkomstår fordelt med 4.000 km's kørsel i hver af bilerne.
Skatteankenævnets afgørelse er begrundet med, at nævnet endnu engang har gennemgået
klagerens redegørelse vedrørende den erhvervsmæssige anvendelse. Klageren har redegjort for den
erhvervsmæssige anvendelse ved at oplyse, at Mercedes-bilen er en direktionsvogn, der af de
ansatte endvidere anvendes til messebesøg m.m. Der er ikke fremlagt konkrete opgørelser over den
erhvervsmæssige anvendelse i form af kilometerregnskab eller lignende. Klageren har oplyst, at
Mercedes-bilen har kørt ca. 17.000 km om året, medens Fiat Unoen har kørt 35.000 km om året.
Endvidere har skatteankenævnet anført, at Højesterets dom af 23. november 1994, der er
offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1994.843, er anvendelig ved afgørelsen i den
foreliggende sag. I den foreliggende sag har klageren som hovedaktionær på samme måde som
skatteyderen i dommen rådighed over begge selskabets biler. Skatteankenævnet finder ikke, at
klageren har sandsynliggjort, at bilerne ikke er anvendt til privat kørsel, hvorfor det er med rette, at
der er foretaget beskatning vedrørende Mercedes-bilen. Skatteankenævnet er dog efter klagerens
forklaringer af den opfattelse, at privat kørsel har været ligeligt fordelt mellem bilerne. Nævnet har
derfor skønsmæssigt ansat privat kørsel til 4.000 km pr. bil.
Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at han alene anses for skattepligtig
af privat kørsel i Fiat Unoen med 8.000 km x 3 kr., i alt 24.000 kr.
Klageren har anført, at ankenævnets synspunkt er, at når Højesteret i TfS 1994.843
(dissens) beskatter en hovedaktionær af en privat kørsel, som hovedaktionæren på et tidspunkt har
"indrømmet", så skal klageren også beskattes. Klageren er imidlertid ikke hovedaktionær, idet han
kun ejer 55 pct. af aktiekapitalen i C A/S, og han har hverken indrømmet at have eller kørt
privat i selskabets Mercedes. Desværre har en ny samarbejdspartner - en løst tilknyttet
konsulent - på et møde i skatteforvaltningen i anden anledning givet udtryk for sin opfattelse af
forholdene, nemlig at når klageren havde selvangivet privat kørsel, så måtte det være af den
Mercedes, som han havde set stå foran selskabet. Hvad skulle det ellers være for en bil? Der er
nemlig ikke andre. Den Fiat Uno, som klageren kører i og beskattes af, står nemlig uden for hans
privatbolig, der ligger få sekunders gang fra selskabet.
Endvidere har klageren anført, at Told- og Skatteregion Esbjerg har været ude og tage stikprøver
- det vil sige sammenholdt vask af Mercedesen og påfyldning af benzin med aktiviteter i
virksomheden. Desværre gav denne stikprøve ikke noget gunstigt resultat - for regionen. Der var
nemlig en ganske nøje sammenhæng mellem påfyldningen og erhvervsrelaterede aktiviteter, der
begrundede kørsel i en Mercedes. Stikprøven er derfor naturligt nok forsvundet og aldrig omtalt
siden. Så klagerens påstand er med andre ord, at han ikke skal beskattes af privat kørsel, som
ankenævnet har truffet afgørelse om.
Endelig har klageren henvist til, at han ikke mener, at det af Ligningsvejledningen eller andre
steder fremgår, at det påhviler ham at bevise, at han ikke kører i biler, der ikke tilhører ham. Alligevel
mener han at have sandsynliggjort over for Told- og Skatteregionen, at der alene er kørt i bilen i
virksomhedens interesse.
Landsskatteretten skal udtale:
Klageren har haft adgang til privat kørsel i arbejdsgiverens bil(er) og er derfor skattepligtig af
værdien af den foretagne private kørsel, jf. statsskattelovens § 4, litra b.
Fordelingen af den samlede kørsel på henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel kan
foretages på grundlag af et kørselsregnskab. For at et kørselsregnskab kan anses for
fyldestgørende, skal det efter praksis opfylde følgende betingelser:
Kørebogen skal være ført dagligt med angivelse af
- 1)
- kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels
begyndelse og afslutning,
- 2)
- dato for kørslen,
- 3)
- den daglige kørsels fordeling mellem privat og
erhvervsmæssig kørsel og
- 4)
- bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og
lignende notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre
regnskabets rigtighed.
Foreligger der ikke et fyldestgørende kørselsregnskab, kan omfanget af den private kørsel i
arbejdsgiverens bil(er) ikke anses for dokumenteret, og omfanget må derfor fastsættes efter et skøn.
Da klageren ikke har ført et sådant kørselsregnkab, er der med rette skønnet over omfanget af
klagerens private kørsel. Landsskatteretten kan tilslutte sig skatteankenævnets opfattelse, at
klageren har kørt privat i begge selskabets biler. Landsskatteretten finder endvidere ikke grundlag for
at fravige skatteankenævnets skøn over kørslens omfang eller ansættelse af værdien heraf.
Den påklagede ansættelse vil herefter være at stadfæste".
Parternes påstande
Under denne sag, der er anlagt den 10. februar 1999, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at
hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 14.000 kr.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået frifindelse. Subsidiært har sagsøgte påstået
ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1997 vedrørende fri bil hjemvist til
Landsskatteretten til fornyet behandling. Mere subsidiært har sagsøgte påstået ansættelsen hjemvist
til de kommunale ligningsmyndigheder til fornyet behandling.
Sagen angår
Skattemyndigheden i Y-Kommune traf den 28. juli 1997 afgørelse vedrørende spørgsmålet om
værdi af fri bil for sagsøgeren i det pågældende indkomstår. I afgørelsen hedder det bl.a.:
"...
Ifølge oplysninger modtaget af Deres konsulent D er værdi af fri bil ansat til 2.500 kr. pr. md.
Den årlige kørsel har udgjort ca. 8.000 km.
Værdi af fri bil er skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4b. Værdien
beskattes i 1993 med en sats pr. km svarende til 1/50 promille af bilens nyværdi ved kørsel indtil
10.000 km årligt, dog mindst 3 kr. og højst 8 kr. pr. km, såfremt bilen er under 3 år gammel på det
tidspunkt, hvor arbejdsgiveren anskaffer denne. Der henvises til Ligningsvejledningen 1993, pkt.
1.8.5.
Ifølge de foreliggende oplysninger har De fra C haft en Mercedes Benz, 201 WDB til rådighed,
der var under 3 år gammel på tidspunktet for selskabets anskaffelse af denne, og værdi af fri bil
ansættes derfor skønsmæssigt til
8.000 km a 8,00 kr. = |
kr. |
64.000 |
Forhøjelse |
kr. |
34.000 |
Deres konsulent D har gjort indsigelse mod skattemyndighedens agterskrivelse af 11/9/96 og
anført, at der foreligger en misforståelse, idet sammenhængen er følgende:
D oplyste, at bilen var en Mercedes. Virksomheden ejer også en Mercedes, men den anvendes
alene til og i virksomheden, altså fuldt erhvervsmæssigt. Derudover ejer virksomheden en Fiat Uno,
som har været anvendt til de omtalte 8.000 km privatkørsel. Værdien, der skal beskattes udgør 8.000
km x 3,00 kr. eller kr. 24.000. D anmoder derfor om, at skatteansættelsen nedsættes med kr. 6.000.
...
Konsulent D har endvidere gjort indsigelse mod skattemyndighedens agterskrivelse af 28/4/97. D
har oplyst, at man har dokumenteret forholdet over for Told- og Skatteregion Esbjerg.D har
endvidere oplyst, at Mercedes-bilen aldrig anvendes privat. Bilen er en direktionsvogn. Kun en gang
har De anvendt bilen, og det var til forretningsmøde i Bremen. Ellers er bilen anvendt af ansatte til
messebesøg og til kørsel til lufthavn samt i øvrigt i forbindelse med forretningsrejser. Bilen har kørt
under 100.000 km samlet. C A/S har den 9/12/96 købt bilen for ca. 100.000 kr. Den havde da kørt ca.
170.000 km.
Skattemyndigheden har fra Told- og Skatteregion Esbjerg fået oplyst, at der er foretaget
arbejdsgiverkontrol i C A/S for indkomstårene 1993/94 og 1994/95. Derimod er forholdet vedrørende
fri bil til hovedaktionæren i hele 1993 ikke undersøgt.
..."
Skatteankenævnets afgørelse vedrørende det omhandlede spørgsmål blev meddelt
sagsøgeren i en skrivelse af 4. november 1997, hvori det bl.a. hedder:
"...
De har redegjort for den erhvervsmæssige kørsel ved at oplyse, at bilen er en direktionsvogn der
af de ansatte endvidere anvendes til messebesøg m.m. Der er ikke fremlagt konkrete opgørelser
over den erhvervsmæssige anvendelse i form af kilometerregnskab eller lignende.
De oplyser i Deres skrivelse af 13. oktober 1997, at Mercedes-Benz har kørt ca. 17.000 km om
året.
Tilsvarende oplyser De, at FiatUno har kørt 35.000 km om året.
Højesteretsdommen af 23.11.1994 (refereret i TfS 1994-843) findes anvendelig ved
for afgørelsen i nærværende sag.
Højesterets bemærkninger:
Som indehaver af 98 pct. af aktiekapitalen i M A-S har appellanten haft rådighed over selskabets
to Mercedes personbiler, og der er ikke i indkomståret 1986 ført noget kørselsregnskab for disse
personbiler. Heroverfor har appellanten ikke sandsynliggjort, at han ikke har anvendt nogen af
personbilerne til privat kørsel, eller at omfanget af sådan kørsel alene har haft en helt bagatelagtig
karakter. Idet det i øvrigt tiltrædes, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes
skøn over privatkørslens skattepligtige værdi, stadfæster Højesteret herefter dommen.
I nærværende sag har De som hovedaktionær (ejer hele aktiekapitalen) rådighed over både Fiat
Uno og Mercedes-Benz.
Skatteankenævnet finder ikke, at De har sandsynliggjort, at bilerne ikke er anvendt til privat
kørsel, hvorfor det er med rette at skatteadministrationen har foretaget beskatning vedrørende
Mercedes-Benz.
Skatteankenævnet er dog efter Deres forklaring af den opfattelse, at privat kørsel har været
fordelt ligeligt mellem Fiat Unoen og Mercedes-Benz, således at Skatteankenævnet skønsmæssigt
ansætter privat kørsel til 4.000 km pr. bil.
..."
I Skatteankenævnets sagsfremstilling, der var vedlagt ankenævnets afgørelse, anføres
det bl.a.:
"Sagens faktiske forhold:
Det af Dem dominerede selskab C A/S anskaffede (leasede) d. 25.6.1992 en Mercedes-Benz
201 WDB. Bilen er første gang indregistreret d. 20.12.1990.
C A/S ejer, ifølge oplysninger fra konsulenten, endvidere en Fiat Uno.
Ifølge kontroloplysninger i sagen er C A/S ejer af en Mercedes-Benz 201 WDB. Der fremgår dog
ikke, at selskabet ligeledes ejer en Fiat Uno.
Der er ikke ført et fyldestgørende kilometerregnskab for bilerne.
C A/S's samlede udgifter til "Autodrift, personbiler" udgør ifølge selskabets regnskab for 1993
(1.10.92-30.9.93) kr. 182.749 indeholdende leasingudgift. Beløbet er ikke yderligere specificeret i
regnskabet.
De ejer ikke selv en bil.
...
Skatteankenævnets vurderinger og begrundelser
*I henhold til Højesteretsdom af 23/11 1994 er det Dem der har bevisbyrden for, at der ikke er
kørt privat i Mercedes-Benz 201 WDB. Dette kunne være sket ved fremlæggelse af fyldestgørende
kilometerregnskab.
Ud fra de foreliggende oplysninger er Skatteankenævnet af den opfattelse, at De ikke har
dokumenteret eller sandsynliggjort, at der ikke er kørt privat i Mercedes-Benz 201 WDB.
Skatteankenævnet ser ikke grundlag for at ændre skatteforvaltningens skøn over kilometerantallet,
idet skatteadministrationens ansættelse følger praksis.
Deres reaktion til det fremsendte forslag til skatteansættelse
Skatteankenævnet har korrekt anført, at C A/S i 1993 ejede 2 biler.
En Mercedes-Benz. Det skal bemærkes, at selskabet solgte bilen i 1997, hvorved det problem,
der er opstået i denne sag, formentlig ikke vil gentage sig.
Det fremgår af nævnets sagsfremstilling, at bilen i november 1993 havde kørt ca. 120.000 km,
medens den ved salget i december 1996 havde kørt 170.000 km. Bilen har m.a.o. kørt 50.000 km
fordelt på 3 år, svarende til ca. 17.000 km om året. Der er nærmere redegjort for den
erhvervsmæssige brug af bilen over for skatteforvaltningen, se venligst dette materiale.
Bilen blev anskaffet i forbindelse med et planlagt salgsfremstød i Tyskland, hvor det er
nødvendigt at signalere en vis økonomisk formåenhed. Selv er jeg et nøjsomt menneske, der bor
enkelt, klæder mig enkelt, og jeg har ikke brug for den ydre status, som en Mercedes repræsentere.
Jeg har aldrig nogensinde brugt denne bil privat. Derimod har jeg anvendt selskabets Fiat Uno, og
som jeg gennem årene har betalt skat af efter reglerne om værdi af fri bil.
Fiat Unoen har til sammenligning kørt gennemsnitlig 35.000 km om året. Det skulle heraf kunne
udledes, at jeg i hvert tilfælde i en vis udstrækning anvender denne bil privat.
Konsulent D's udtalelser skal ikke tillægges vægt, idet han på tidspunktet for disse udtalelser
havde ringe kendskab til mine private forhold. På tidspunktet for udtalelsen havde D udført
konsulentarbejder for selskabet i 1 måned.
Højesterets dom i TfS 1994.843 adskiller sig fra den situation, der er tale om i
nærværende sag.
For det første blev det - af 2 dommere - lagt til grund, at skatteyderen selv havde oplyst, at han
rent faktisk havde anvendt bilen privat. De 2 dommere lagde m.a.o. til grund, at den sag, der skulle
dømmes i, vedrørte et tilfælde, hvor skatteyderen havde haft fri bil til rådighed, og at det derfor var
regelsættet for disse tilfælde, der skulle anvendes. Det betød, at det påhvilede skatteyderen at
"sandsynliggøre" sin ikke-brug af bilen - ikke at "bevise" den. Dommen kan heller ikke tages til
indtægt for, at det påhvilede skatteyderen at føre kørselsregnskab.
Skatteyderen havde herefter ikke været i stand til at sandsynliggøre, f.eks. gennem et
kørselsregnskab, at han ikke har anvendt selskabets biler privat, eller at en sådan kørsel alene har
haft bagatelagtig karakter.
På baggrund af ovenstående må jeg for det første hævde, at jeg aldrig har anvendt selskabets
Mercedes privat, og at D's fejlagtige oplysninger skyldes manglende kendskab til mine private forhold
og aftaler med selskabet.
Jeg må også bestride, at der gælder en praksis, hvorefter reglerne om fri bil til rådighed gælder
umiddelbart over for hovedaktionær i selskabet, der ejer en eller flere personbiler.
Hvis ankenævnet mod forventning lægger til grund, at jeg i et vist omfang har anvendt selskabets
Mercedes må jeg henvise til,
at skatteforvaltningen aldrig har bedt mig om, og at jeg aldrig har afslået at fremlægge yderligere
materiale, der kan sandsynliggøre min påstand om, at jeg ikke har anvendt bilen privat.
Det kan i denne forbindelse henvises til, at D den 10. august 1997 i sin klage til
skatteforvaltningen har vedlagt en kopi af sit brev af 17. marts 1997 til Told- og Skatteregion Esbjerg.
I dette brev kommenteres de benzinbilag for 1993/94, 1994/95 og 1995/96, som regionen havde
ønsket redegørelse for,
Jeg har aldrig modtaget underretning fra skatteforvaltningen om, at redegørelsen ikke var
tilfredsstillende og derfor ikke kunne lægges til grund ved sagsbehandlingen, eller at der måtte
fremskaffes yderligere materiale, der kunne uddybe mit synspunkt.
Endelig må jeg hævde, at skatteforvaltningen ikke har vist interesse for at undersøge, om den
kørsel, som den påstår, har fundet sted, måtte være af "helt bagatelagtig karakter" jf. Højesteret i TfS 1994,843.
..."
I forbindelse med skattesagen har to ansatte hos C A/S - E og F - den 21. januar 1998
hver underskrevet en erklæring om, at de "i betydeligt omfang har anvendt selskabets Mercedes i
forretningsmæssig øjemed til kundemøder, messer, leverandørmøder og andre forretningsmæssige
formål".
Forklaringer
Sagsøgeren har forklaret, at han siden stiftelsen af aktieselskabet C A/S har ejet 55 % af
aktierne. Han ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvem der ejer de øvrige aktier, men der er ikke et
familiemedlem eller anden nærtstående person. Der er tale om en lille virksomhed, der i den periode
beskæftigede mellem 45 og 65 personer, herunder ca. 8 funktionærer. Virksomheden fremstiller
pizza til salg i supermarkeder m.v. Han varetager selv mange funktioner lige fra rengøring til
direktionsarbejde. Han har simpelthen ikke tid til at køre i firmaets biler privat, og han har derfor
formentlig ikke kørt de 8.000 km, som han er beskattet af. Han ved ikke, hvorfor revisoren har
selvangivet værdi af fri bil svarende til 10.000 km om året. Han bor lige over for selskabets bygning.
Det var forskelligt, hvor han parkerede Fiat Unoen, men som oftest ved firmaet. Andre gange
parkerede han af nemheds grunde ved sin bopæl. Han har kun anvendt Mercedesen til
erhvervsmæssig kørsel, især i forbindelse med repræsentative opgaver.F har brugt Mercedesen
meget, herunder til forretningsrejser i Tyskland og Polen. Han har kørt privat i Fiat Unoen, men aldrig
i Mercedesen.
Han er ikke en type, der lægger vægt på at køre i en stor bil. Faktisk hader han at køre bil. I 1993
boede han alene. Konsulent D blev ansat 1992-93, hvor firmaet var i en nedgangsperiode. Der var
derfor ikke længere råd til dyre rådgivere, som f.eks. statsautoriseret revisor. D skulle komme og
bistå bogholderen ca. en halv dag om ugen, og han var blevet ansat umiddelbart før mødet den 7.
maj 1996 hos skattevæsenet. D kendte intet til selskabets forhold, og han antog derfor, at der var
kørt privat i den Mercedes, som han havde set parkeret foran firmaet. Som følge af denne
misforståelse har sagsøgeren nu kæmpet med skattemyndighederne i 6 år.
Parternes argumenter
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at Landsskatterettens
afgørelse er ugyldig, da den ikke er behørigt begrundet, jf. forvaltningslovens § 24. I
anden række har sagsøgeren gjort gældende, at det må lægges til grund, at han ikke har anvendt
den omhandlede Mercedes personbil til privat brug. Det er derfor med urette, at han er blevet
beskattet af værdien heraf. Sagsøgeren har herved anført, at det savner mening at føre kørebog for
en bil, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Sagsøgeren har endelig bestridt, at
skattemyndighederne har haft grundlag for at ansætte omfanget af den private kørsel i Mercedesen
som sket.
Sagsøgte har gjort gældende, at Landsskatterettens afgørelse er behørigt begrundet. Såfremt det
antages, at afgørelsen ikke fuldt ud lever op til begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, er der i hvert fald ikke
tale om mangler, som kan føre til, at afgørelsen anses for ugyldig. For
det tilfælde, at afgørelsen anses for ugyldig, kan dette ikke føre til, at sagsøgeren får medhold, idet
sagen i så fald må hjemvises til Landsskatteretten til fornyet behandling.
Sagsøgte har herefter vedrørende det materielle spørgsmål gjort gældende, at det er med rette,
sagsøgeren er blevet beskattet af værdien af privat kørsel i C A/S' biler, herunder den omhandlede
Mercedes, som sket. Sagsøgte har herved anført, at sagsøgeren som direktør og hovedaktionær i
selskabet må anses for at have haft rådighed over bilerne. Det påhviler derfor sagsøgeren at bevise,
at han ikke har kørt privat i bilerne, og det gøres gældende, at sagsøgeren, der ikke har ført
kørselsregnskab, ikke har løftet bevisbyrden.
Sagsøgte har herefter anført, at skattemyndighederne under de anførte omstændigheder har
været berettiget til at fastsætte værdien af privat kørsel i køretøjerne, herunder i Mercedesen, og der
er intet grundlag for at anfægte det udøvede skøn.
Såfremt landsretten finder, at skønnet kan tilsidesættes, skal sagen hjemvises til de kommunale
ligningsmyndigheder til fornyet behandling.
Begrundelse og konklusion
Landsskatterettens afgørelse indeholder en begrundelse, som - herunder ved henvisningen til
Skatteankenævnets afgørelse - opfylder betingelserne i forvaltningslovens § 24, og der
er derfor ikke noget grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig.
Sagsøgeren, der ejede 55 % af aktiekapitalen, og som boede umiddelbart over for
virksomheden, har haft rådighed over selskabets to biler, og der er ikke i indkomståret 1993 ført
noget kørselsregnskab for nogen af bilerne.
Da sagsøgeren herefter - jf. Højesterets domme af 4. juni 1996 og 23. november 1994 - ikke har
sandsynliggjort, at han ikke har anvendt begge biler til privat kørsel, eller at omfanget af den private
kørsel for nogen af bilernes vedkommende har været af helt bagatelagtig karakter, er sagsøgeren
med rette blevet beskattet af værdien af privat bil til rådighed efter statsskattelovens § 4,
litra b, også for få vidt angår Mercedes-personbilen.
Da der ikke er grundlag for at tilsidesætte skønnet over omfanget af den private kørsel eller
fordelingen heraf mellem de to biler, tager landsretten herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 6.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.