åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.2.1.2.1 Indtægter, SL § 4" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om de regler, der bestemmer, hvilke indtægter der skal regnes med til bruttoindkomsten.

Afsnittet indeholder:

  • Indtægter generelt
  • Retserhvervelsesprincippet
  • Realisationsprincippet
  • Udenlandsk indkomst, globalindkomstprincippet
  • Indkomstens form, usædvanlige betalingsmidler
  • Værdi af brugsret, ejendomsværdiskat
  • Pensioner, understøttelser, aftægtsydelser, livrente mv.
  • Besparelser
  • Forældelse, gældseftergivelse
  • Spil
  • Strafbar erhvervelse
  • Renter
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Indtægter generelt

SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Alle indtægter, både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter, regnes med ved indkomstopgørelsen uden hensyn til den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført til erhvervelsen. Se SL § 4.

Det er altså principielt uden betydning, om indtægten er resultat af positive indkomstbestræbelser, fx virksomhed som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende eller en uventet erhvervelse, fx en gevinst eller en gave.

Indtægt ved ikke erhvervsmæssig virksomhed, som hobbyvirksomhed og honorarindkomst er også omfattet af bestemmelsen i SL § 4. Se afsnit C.C.1.1.2 om beskatningen af hobbyvirksomhed og afsnit C.C.1.2.3 om honorarmodtagere, der hverken er selvstændigt erhvervsdrivende eller i tjenesteforhold.

Erstatninger for tab af indtægter, der er skattepligtige efter SL § 4, beskattes også efter bestemmelsen. Se afsnit C.C.2.1.6 om erstatninger.

Se også

Se også afsnit

Retserhvervelsesprincippet

Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.

Princippet bygger på en fortolkning af SL § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (...) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

Se også

Se også afsnit C.C.2.5.3.1.2 og C.C.2.5.3.2, hvor der står mere om retserhvervelsesprincippet og dets betydning for periodiseringen af de forskellige former for indtægt.

Realisationsprincippet

Det er et grundlæggende princip, at indkomst og tab skal være realiseret, før de påvirker indkomsten. Princippet udledes af SL § 5, hvorefter værdiforøgelser og værditab på den skattepligtiges formuegenstande ikke påvirker indkomsten. Princippet har betydning for, om en indkomst skal beskattes, men også for, i hvilket indkomstår den skatteretligt hører til.

Se også

Se også afsnit

Princippet fraviges dog fx ved reglerne om behandlingen af varelagre. Se mere i afsnit C.C.2.3.1 om, hvordan varelagerets værdi indvirker på indkomstopgørelsen, og om, hvordan varelagerreglerne hænger sammen med statsskattelovens regler.

Se også de særlige regler for beskatning af kursgevinster i afsnit C.B.1 om reglerne i kursgevinstloven.

Udenlandsk indkomst, globalindkomstprincippet

Det er uden betydning for skattepligten, om indtægten erhverves i Danmark eller i udlandet (globalindkomstprincippet). Se SL § 4.

Se afgørelsen i SKM2004.87.HR, hvor Højesteret fandt, at skatteyderen var skattepligtig af et beløb, der var indbetalt fra hans tyske selskab til hans personlige virksomhed i Danmark. Skatteyderen fik ikke medhold i sin påstand om, at beløbet var tilbagebetaling af et lån, som ikke havde med den danske virksomhed at gøre.

I særlovgivningen og især i de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som er indgået med en række lande, er der foretaget begrænsninger i dette globalindkomstprincip. Se nærmere i afsnit C.F "Subjektiv skattepligt og dobbeltbeskatning".

For selskaber gælder det særlige territorialprincip, hvorefter indtægter og udgifter, som vedrører et fast driftssted eller en fast ejendom i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, som udgangspunkt ikke regnes med ved den danske indkomstopgørelse.  Se afsnit C.D.2.3.1 Territorialprincippet - SEL § 8, stk. 2, der også beskriver undtagelserne til reglen.

Indkomstens form, usædvanlige betalingsmidler

Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller i form af et andet aktiv af økonomisk værdi.

I tilfælde hvor en skatteyder - frivilligt eller tvunget - i forbindelse med sit erhverv modtager betaling i form af andet end kontante penge, fx i form af

  • aktier
  • obligationer
  • fast ejendom
  • løsøregenstande

til fuld afgørelse af et tilgodehavende eller til en nærmere fastlagt del af et tilgodehavende, skal han indtægtsføre et beløb, som svarer til det modtagnes værdi ved modtagelsen.

Se afsnit C.H.2 om fortjeneste og tab ved senere afståelse af det modtagne usædvanlige betalingsmiddel, hvis der er tale om fast ejendom, og se afsnit C.B.1.4.2 om gevinst og tab på fordringer samt afsnit C.B.2.2.1 om afståelse af aktier.

Hvis modtageren af det usædvanlige betalingsmiddel har som erhverv at handle med sådanne genstande, behandles fortjeneste og tab som næring.

Selvom modtageren ikke har det som sit erhverv at handle med den slags genstande, vil fortjeneste og tab ved senere salg evt. kunne blive omfattet af næringsbeskatning efter reglerne om vederlagsnæring. Se afsnit C.C.2.1.3.3.2 Næring.

Hvis håndværkere m.fl., der har udført arbejde ved opførelse af en bygning for et aktieselskab, modtager aktier som betaling for deres (rest-) tilgodehavende, skal aktierne beskattes som almindelige aktier. Se afsnit C.B.2.1.1.11 "Forklaring af håndværkeraktier".

Om Bitcoins, se SKM2014.226.SR i afgørelsesskemaet. Afgørelsen er indbragt for Landsskatteretten.

Værdi af brugsret, ejendomsværdiskat

Beskatning af brugsret til andres aktiver

Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal beskattes. Se SL § 4, litra b. Den økonomiske fordel skal i visse tilfælde beskattes som løn. Se SL § 4, litra a. Se også afsnit C.A.5 om personalegoder. 

Den økonomiske fordel kan også blive beskattet som en udbytteindtægt efter SL § 4, litra e, eller som en gave efter SL § 4, litra c, eller efter reglerne om gaveafgift.

Se også

Se også afsnit

Brugsret til egne aktiver

Den almindelige regel er, at brugsretten til egne aktiver ikke beskattes. Værdien af brugsret over egne løsøregenstande beskattes derfor ikke.

Beskatningen sker kun i det omfang, brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi.

Eksempel: Jagtret

Værdien af jagtret på egen ejendom beskattes ikke. Derimod beskattes værdien af jagtudbyttet, hvis jagtretten faktisk udnyttes. Se LSRM 1971, 22 LSR og LSRM 1971, 23 LSR.

Undtagelse, beskatning af værdi af bolig i egen ejendom mv., ejendomsværdiskat

Værdien af bolig i egen ejendom beskattes. Se SL § 4, litra b, 2. pkt. Med indførelse af ejendomsværdiskatten er indkomstbeskatningen dog afskaffet for hovedparten af ejerboliger, herunder parcelhuse, ejerlejligheder, stuehuse mv. Se afsnit C.H.3.1 "Ejendomsværdiskat af bolig i egen ejendom".

Beskatning af værdien af bolig i egen ejendom efter SL § 4, litra b, er en undtagelse til den almindelige hovedregel om, at brugsretten til egne aktiver ikke beskattes.

Højesteret har fastslået, at en ejer af en beboelsesejendom er skattepligtig af en skønnet lejeindtægt, hvis han overlader benyttelsen af ejendommen til en slægtning eller en anden nærtstående vederlagsfrit eller til en leje, der ikke er uvæsentligt lavere end markedslejen. Hjemlen findes i SL § 4, litra b, 1. pkt., om skattepligt af bl.a. indtægt ved udlejning af fast ejendom - sammenholdt med 2. pkt., hvorefter lejeværdi af bolig i egen ejendom beregnes som indtægt (fikseret leje) for ejeren. Dette uanset om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej. Se SKM2002.547.HR.

På samme måde har Højesteret fundet, at udleje af et erhvervslokale til en samlever til en leje, som var lavere end markedslejen, var omfattet af bestemmelsen i SL § 4, litra b, 2. pkt. Der skulle derfor fastsættes en fikseret leje. Se SKM2007.438.HR.

Pensioner, understøttelser, aftægtsydelser, livrente mv.

Pensioner, understøttelser, livrenter, aftægtsydelser og lignende er skattepligtig indkomst efter SL § 4 c. Det gælder, uanset om ydelsen modtages i form af penge eller i form af naturalier.

Alle løbende ydelser er som udgangspunkt skattepligtig indkomst. Det gælder, selv om de træder i stedet for engangsbeløb, der ville være skattefrie.

Løbende ydelser i gensidigt bebyrdende aftaleforhold behandles efter reglerne i LL § 12 B. Se afsnit C.C.6.8.1 "Løbende ydelser omfattet af LL § 12 B". I afsnittet beskrives også definitionen på en løbende ydelse.

xDet er dog ikke alle skattepligtige ydelser, der skal indgå i virksomhedens indkomst. Højesteret fandt fx i SKM2015.262.HR, at sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring for selvstændigt erhvervsdrivende, ikke skulle indgå i virksomhedens indtægter. Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden. Heller ikke flexydelser indgår i virksomhedens indkomst. Se Skatteministerens svar til Skatteudvalget SAU 403 af 18. maj 2016 (Alm. del.).x

Se også

Se også afsnit 

Besparelser

Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, beskattes besparelser ikke. Beskatningen af brugsret til egne og andres goder beskrives ovenfor i afsnittet om brugsret.

Se også

Se også afsnit

Forældelse, gældseftergivelse

En fordel, som er opnået ved forældelse eller gældseftergivelse, er i visse tilfælde skattepligtig. Se nærmere afsnit C.B.1.4.3.3 og afsnit C.B.1.5, der alle handler om beskatning af gevinst ved gældseftergivelse.

Spil

Indtægt ved lotterispil, samt andet spil og væddemål beskattes efter SL § 4, litra f. Beskatning er dog nu reguleret i særlige love. Se afsnit C.A.6.4 "Gevinster og dusører".

Eksempler: Spil

SKM2012.671.VLR vedrørte en række beløb, som skatteyderen havde modtaget gennem et internetbaseret pyramidespil, i form af egentlige spillegevinster, beløb for hvervning af nye medlemmer og formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre.

Egentlige spillegevinster blev beskattet efter SL § 4, litra f, i det omfang, de ikke var skattefritaget, fordi de stammede fra spil, som var godkendt og kontrolleret i et EU-land eller EØS-land.

Beløb, som skatteyderen havde modtaget for at hverve nye medlemmer, og formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre blev også beskattet efter SL § 4.

xI SKM2016.170.SR besvaredes flere spørgsmål om staking (at satse på/betale til et spil/en spiller). Skatterådet bekræftede bl.a., at spilleren ikke ville blive beskattet af den andel af buy-in og fee (betaling for at deltage i en turnering), som blev betalt af staker, idet spilleren under de givne omstændigheder ikke blev anset for at have erhvervet ret til beløbet.x

Se også

Se også afsnit C.A.6.4 "Gevinster og dusører".

Strafbar erhvervelse

At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling udelukker ikke i sig selv, at indkomsten kan beskattes.

Det følger imidlertid af det almindelige retserhvervelsesprincip, at der ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Se afsnit C.C.2.5.3.2.1 om retserhvervelsesprincippet.

Berigelse ved fx tyveri er derfor ikke skattepligtig. Hvis indtægten er opnået gennem en efterfølgende retshandel, fx videresalg af det stjålne, skal indtægten dog beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan konfiskeres, og selv om der kan gøres erstatningskrav gældende.

Se afsnit C.C.2.2.2.17 om fradragsret for tab ved konfiskation.

Den ledende dom på området er TfS 1999, 86 HRD: Skatteyderen havde haft en indtjening ved at sælge stjålne paller. Indtjeningen var ikke blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen. Indtjeningen oversteg det erstatningskrav, som den bestjålne havde gjort gældende. Med henvisning til, at skatteyderen på den måde faktisk havde oppebåret en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling. Videresalgene havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og de videresolgte europaller kunne ikke vindiceres (forlanges tilbage af de bestjålne).

Bemærk

Indtægter ved prostitution er også skattepligtig indkomst. Se TfS 1998, 457 ØLD, hvor landsretten fastslog, at indtægt ved prostitution var skattepligtigx - selv om prostitution dengang var strafbar. (Prostitution er i dag ikke i sig selv strafbar, i modsætning til rufferi.)x

Renter

Renter er skattepligtige. Se SL § 4, litra e. Se om beskatningen af renteindtægter efter denne bestemmelse og de særlige bestemmelser i ligningsloven i afsnit C.A.11.1 om renteindtægter.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.717.HR

Landsretten fandt, at det var en læge personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager af et vederlag, idet arbejdet var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette var ikke bestridt under anken til Højesteret.

Landsretten tog også stilling til spørgsmål om omgørelse jf. SFL § 29, stk. 1, og betalingskorrektion, jf. § LL § 2. Højesteret stadfæstede dommen på disse punkter.

Dommen stadfæster SKM2014.846.ØLR, se denne. Spørgsmålet om rette indkomstmodtager var ikke bestridt under højesteretssagen.

 SKM2015.262.HR

Sygedagpenge indgår ikke i virksomhedsindkomsten.

Sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring for selvstændigt erhvervsdrivende, skulle ikke indgå i virksomhedens indtægter. Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden, jf. SKM2003.416.ØLR.

Dette gjaldt, uanset om virksomheden måtte anses for erhvervsmæssigt drevet eller ej.

Principiel dom.

Dommen stadfæster

SKM2014.587.ØLR.

SKM2012.97.HR

Et selskab A ApS, hvis anparter ved bedrageri var blevet overført til et andet selskab B BV, erhvervede under trussel om politianmeldelse selskabet B BV til langt under værdien. Denne fordel skulle ikke beskattes, fordi det blev lagt til grund, at der reelt kun var tale om en genopretning af A´s økonomiske stilling til situationen forud for bedrageriet.

Dommen ændrer SKM2010.404.ØLR.

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder, kunne anses for at være indtægter ved "salg af ejendele" i SL § 5, litra a´s forstand, eller om indtægten var skattepligtig efter SL § 4.

Højesteret fandt, at transferindtægterne måtte anses for at være kompensation til klubben for, at den til fordel for den betalende klub opgav sine rettigheder i henhold til en ansættelseskontrakt, som klubben havde indgået med en spiller. Til- og afgang af spillere - og de hermed i nogle tilfælde forbundne udgifter - måtte anses for at indgå som en sædvanlig del af klubbens driftsaktiviteter med henblik på at optimere de sportslige og økonomiske resultater.

Højesteret fandt derfor, at transferindtægterne ikke vedrørte selve indkomstgrundlaget og ikke kunne anses for at være skattefri formuegevinst, der var fremkommet ved salg af ejendele. Indtægterne var således ikke skattefrie efter SL § 5, stk. 1, litra a, men skattepligtige efter SL § 4 som sædvanligt forekommende løbende indtægter. Transferudgifter kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

(Tidligere instanser SKM2008.706.ØLR og SKM2006.466.LSR).

xSKM2010.70.HRx

xEn agent for to polske tekstilvirksomheder fandtes ikke at have løftet bevisbyrden for, at beløb, som virksomhederne løbende indsatte på hendes konti, ikke tilhørte hende og dermed ikke var skattepligtig indkomst for hende. x

xStadfæster SKM2007.516.ØLR.x

xSe tilsvarende for senere indkomstår SKM2016.194.BR. (Anket til Østre Landsret). (Refereres ikke).x

SKM2004.259.HR

Højesteret fandt, at udlodning fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling var skattepligtig i medfør af SL § 4.

SKM2004.87.HR

Udenlandsk indkomst

Højesteret fandt, at skatteyderen var skattepligtig af et større beløb, der var indbetalt fra hans tyske selskab til hans personlige virksomhed i Danmark.

SKM2002.547.HR

Fikseret lejeindtægt

Højesteret fastslog, at en ejer af en beboelsesejendom er skattepligtig af en skønnet lejeindtægt, hvis han overlader benyttelsen af ejendommen til en slægtning eller anden nærtstående vederlagsfrit eller til en leje, der ikke er uvæsentligt lavere end markedslejen.

Hjemlen findes i SL § 4, litra b, 1. pkt., om skattepligt af bl.a. indtægt ved udlejning af fast ejendom - sammenholdt med 2. pkt., hvorefter lejeværdi af bolig i egen ejendom beregnes som indtægt for ejeren, uanset om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej.

Principiel.

SKM2002.148.HR

Højesteret fandt, at et beløb, der var udbetalt til en skatteyder i forbindelse med, at han udtrådte af et interessentskab, i skattemæssig henseende måtte betragtes som indkomst, der var skattepligtig efter SL § 4 og ikke som vederlag for goodwill.

TfS 1999, 86 HRD

Strafbar erhvervelse.

Gennem salg af stjålne paller havde skatteyderen haft en indtjening, som ikke var blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen.

Indtjeningen oversteg det erstatningskrav, som den bestjålne havde gjort gældende.

Med henvisning til, at skatteyderen faktisk havde opnået en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling.

Videresalgene havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og de videresolgte europaller kunne ikke vindiceres (kræves tilbage af de retmæssige ejere).

Palledommen.

Principiel.

Landsretsdomme

SKM2013.613.ØLR

En skatteyder blev anset for at være rette indkomstmodtager af knap 3 mio. kr., som var indsat på hans konto, og som stammede fra driften af en gulvvirksomhed.  

Skatteyderen påstod, at han havde udlånt sin bankkonto til en ven, der drev virksomheden.

Retten lagde vægt på en række omstændigheder, der talte for, at skatteyderen havde erhvervet ret til beløbet, og fandt derfor ikke, at han havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var rette indkomstmodtager.

Dommen stadfæster SKM2012.458.BR.

Se også SKM2015.37.BR (ikke refereret her).

 SKM2013.537.ØLR

I 2007 udstedte en virksomhed, "G1", fakturaer til en vognmandsforretning for i alt ca. 2,2 mio. kr. med tillæg af moms. Pengene blev sat ind på As bankkonto, men han forklarede, at det ikke var ham, der drev virksomheden, og at han derfor ikke skulle beskattes af indkomsten derfra.

Landsretten anførte, at betalingerne af fakturaerne var indsat på As bankkonto i Nordea. Han havde herefter bevisbyrden for, at han ikke havde drevet uregistreret personlig virksomhed. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene ved hans, hustruens og sønnens forklaringer.

Landsretten henviste til, at der på fakturaerne var anført A og hans hustrus adresse, hvor sønnen også var tilmeldt. Det var imidlertid sønnens telefonnummer og e-mail-adresse, der var anført på fakturaerne. En af virksomhedens kunder havde i overensstemmelse hermed forklaret, at det efter hans opfattelse var sønnen, der bestemte i G1. Kurator var i sin redegørelse vedrørende et selskab, som sønnen var involveret i, af samme opfattelse. Landsretten henviste også til, at sønnen var sigtet for som leder af et selskab at have begået forsætlig momsunddragelse for ca. 4,4 mio. kr.

Under disse omstændigheder og henset til, at der - bortset fra indbetalingerne på As bankkonto - ikke var fremkommet oplysninger, der støttede en antagelse om, at han, der var uddannet maskinarbejder og i 2007 modtog efterløn/fleksydelse, samtidig drev personlig virksomhed, tiltrådte landsretten, at han havde løftet sin bevisbyrde.

Dommen stadfæster SKM2013.267.BR.
SKM2012.671.VLR

Sagen drejede sig om en række beløb, som skatteyderen havde modtaget gennem et internetbaseret pyramidespil.

Egentlige spillegevinster blev beskattet efter SL § 4 f i det omfang, de ikke var skattefritaget, fordi de stammede fra spil, som var godkendt og kontrolleret i et EU-land eller EØS-land.

Beløb, der var modtaget for at hverve nye medlemmer, samt formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre blev også beskattet efter SL § 4.

Dommen stadfæster SKM2011.770.BR.

SKM2011.660.VLR

Skatteyderen var skattepligtig af værdien af en gratis tildelt mælkekvote.

Se tilsvarende SKM2001.466.LSR.

TfS 1998, 457 ØLD

Indtægter ved prostitution blev anset for at være skattepligtig indkomst.

Byretsdomme

SKM2015.425.BR

Et selskab havde fra det angolanske finansministerium modtaget et større millionbeløb på sin bankkonto. Selskabet havde herefter overført 57.936.421 kr. til dels en navngiven person, dels en schweizisk bank og havde alene indtægtsført og selvangivet det resterende beløb på 20.050.838 kr.

Retten fandt det ikke godtgjort, at selskabet ikke havde erhvervet ret til hele det indsatte beløb, og selskabet skulle derfor beskattes også af det resterende beløb på 57.936.421 kr. Retten fandt endvidere, at skatteansættelsen var foretaget rettidigt.

Begge selskabets aktionærer var blevet forhøjet med maskeret udbytte svarende til deres ejerandel af det ikke-indtægtsførte beløb, og retssagen omhandlede endvidere den ene aktionær.

Retten udtalte, at det påhvilede aktionæren at godtgøre, at beløbet var afholdt i selskabets interesse, og at der ikke var tilflydt hende nogen økonomisk fordel. Retten fandt ikke denne bevisbyrde løftet.

Retten fandt endvidere, at aktionæren havde udvist grov uagtsomhed ved ikke at foranledige korrekt indberetning af indtægten til SKAT, som derfor havde været berettiget til at ændre skatteansættelsen ekstraordinært, jf. SKFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt imidlertid, at 6-måneders fristen i SKFL § 27, stk. 2, var udløbet, da SKAT sendte varsel om forhøjelsen til aktionæren.

xSelskabet ankede dommen xtil Østre Landsret vedrørende spørgsmålet om beskatningen af selskabet.

xLandsretten har den 24. maj 2016 stadfæstet byrettens dom. Landsretsdommen offentliggøres snarest.x

 SKM2014.130.BR

Skatteyderens virksomhedsindkomst blev forhøjet med ca. 4,8 mio. kr., som var indsat på bankkontoen.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at beløbene vedrørte indkomst i nogle selskaber, som han havde videreformidlet dem til.

 SKM2013.260.BR

Skatteyderen blev beskattet af et beløb, der var indsat på hans bankkonto, idet retten fandt, at han ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbet ikke var hans.

 SKM2012.519.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt det var skatteyderen eller et selskab i den koncern, hvor han var ansat, der var rette indkomstmodtager af en henvisningsprovision

I forbindelse med koncernens køb af en række byggegrunde havde skatteyderen i eget navn indgået aftalen med sælger om henvisningsprovision og modtog en krydset check på beløbet. 

Retten fastslog, at det af skatteyderen påståede handlingsforløb var usædvanligt, og at der derfor påhvilede ham en skærpet bevisbyrde. Det gjorde i den sammenhæng i princippet ingen forskel, at det modsatte hændelsesforløb også ville være usædvanligt og muligvis strafbar returkommission. 

På baggrund af de afgivne forklaringer, revisorerklæringer og postering af beløbet i en af koncernselskabernes bogføring fandt retten imidlertid, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde.

SKM2012.314.BR

Skatteyderen blev beskattet af indtægter ved salg af jern- og metalskrot.

Retten fandt, at han var rette indkomstmodtager af beløbene, og lagde vægt på, at

  • både afregningsbilag og checks var udstedt til ham personligt
  • aftagerne af skrottet havde haft opfattelsen af, at de handlede med ham personligt
  • at det ikke på nogen måde var markeret, at beløbene tilhørte andre.

Skatteyderen havde derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at beløbene tilhørte andre.

SKM2010.570.BR

Et selskab var skattepligtigt af et beløb, som var indsat på selskabets bankkonto. Selskabet havde ikke dokumenteret, at beløbet ikke var erhvervet som skattepligtig indkomst, herunder at beløbet kun var deponeret.

Landsskatteretskendelser

LSRM 1971, 23 LSR

Der var ikke hjemmel til at beskatte værdien af en jagtret på egen ejendom.

Da jagtretten heller ikke faktisk var udnyttet, skete der heller ikke beskatning af selve jagtudbyttet.

Se også LSRM 1971, 22 LSR.

LSRM 1971, 22 LSR

Værdien af en jagtret på egen ejendom blev ikke beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Se også LSRM 1971, 23 LSR.

SKAT

xSKM2016.170.SRx

xSkatterådet besvarede flere spørgsmål om staking (at satse på/betale til et spil/en spiller).

Skatterådet bekræftede bl.a., at spilleren ikke ville blive beskattet af den andel af buy-in og fee (betaling for at deltage i en turnering), som blev betalt af staker, idet spilleren under de givne omstændigheder ikke blev anset for at have erhvervet ret til beløbet.x

 

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt bl.a., at spildevandsforsyningsselskabet var rette omkostningsbærer i relation til betalinger af kommunens udgifter til klimatilpasningsprojekter.

Der blev bl.a. henvist til ordlyden af reglerne for medfinansiering og til ordningens formål.

Udgifterne var således afholdt i selskabets interesse, idet selskabet på den måde opnåede besparelser på udbygningen af det almindelige kloaknet og fremtidssikrede dette.

Selskabet var følgelig også rette indkomstmodtager af de tilsvarende betalinger fra forbrugerne.

Selskabet havde endvidere ikke givet afkald på indtægten til fordel for kommunen.

Selskabet var således skattepligtigt af indtægterne og kunne fratrække udgifterne.

 

 SKM2014.361.SR

Skatterådet bekræftede, at en arbejdsgiversammenslutning A ikke skulle beskattes af en bonus fra en tidligere forsikringsordning C. 

Bonussen blev modtaget på vegne af medlemmerne, og skulle overføres til en ny forsikringsordning i B. Bonussen var refusion af for meget betalt præmie.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at bonussen blev modtaget på vegne af medlemmerne, der havde retlig adkomst til bonussen.

Arbejdsgiversammenslutningen var derfor ikke rette indkomstmodtager.

Medlemmerne var heller ikke skattepligtige af bonussen. Der blev i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at beløbet ikke blev udbetalt til medlemmerne, men anvendt til præmienedsættelser. 

 

SKM2014.226.SR 

Bitcoins.         
Skatterådet besvarede en række spørgsmål om Bitcoins. Rådet forudsatte, at virksomheden, en rådgivningsvirksomhed, ikke drev næring eller spekulation med Bitcoins.

Rådet fandt bl.a., at Bitcoins ikke kan anses for en officiel valuta. Alene den værdi, der fremgår af købs- eller salgsfakturaen for den pågældende handel, herunder eventuelt i fremmed valuta, kan indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Værdien for en vare eller ydelse for den enkelte virksomhed må ikke være påvirket af kursregulering på Bitcoins i en betalingstransaktion.

Rådet fandt, at anvendelsen af Bitcoins fremfor danske kroner eller officiel fremmed valuta til almindelig samhandel var udtryk for spørgers personlige interesse i Bitcoins, og at der derfor ikke var tale om vederlagsnæring for virksomhedens vedkommende.

Anvendelsen af Bitcoins i virksomheden var ikke erhvervsmæssigt begrundet, men et udslag af spørgers personlige interesse. Anvendelsen vedrørte således spørgers privatsfære.

Virksomhedens udgifter til vederlaget til Bitcoins-exchangeren kunne ikke fratrækkes som en driftsomkostning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Beholdninger af Bitcoins er omfattet af begrebet formuegenstande, der som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, jf. SL § 5.

Hvis der efter en konkret bedømmelse er tale om afståelse af formuegenstande som led i næring eller spekulation, hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil der dog kunne ske beskatning af afståelsen efter de regelsæt, der gælder for disse områder.

Afgørelsen er påklaget til Skatteankestyrelsen. 

SKM2009.234.SR

Skatterådet fandt, at såkaldte overdækningsbeløb, der er udbetalt til varmeforbrugere, der er direkte tilsluttet AffaldVarme  Århus' fjernvarmenet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Derimod skulle de forbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene måtte være udgiftsført.

Se også SKM2008.532.SR.

SKM2008.532.SR

Skatterådet fandt, at beløb, som blev udbetalt til varmeforbrugere som led i tilbagebetaling af et overdækningsbeløb, der var godkendt af Energitilsynet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Erhvervsdrivende varmeforbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skulle derimod indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene var udgiftsført.

Se også SKM2009.234.SR.