Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2014.504.HR

Sagen vedrørte en skatteyder, der var eneanpartshaver såvel som direktør i et selskab, som drev investeringsvirksomhed. Selskabet købte i august 2006 en personbil af mærket Porsche. Bilen blev solgt i 2008.

Skatteyderens og selskabets adresse var ikke sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen. Det påhvilede derfor som udgangspunkt Skatteministeriet at løfte bevisbyrden for, at selskabet stillede bilen til rådighed for skatteyderens private brug.

Da bilen hverken var egnet til brug for en håndværksmæssig servicering af selskabets ejendomme eller til at blive benyttet i vinterperioder, opfyldte den ikke selskabets erhvervsmæssige behov. På den baggrund vendte Højesteret bevisbyrden om. Højesteret fandt ikke, at skatteyderen havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel.

Spørgsmålet var herefter, om dette forhold var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Sagen vedrørte en situation, hvor hovedanpartshaveren var ansat som lønmodtager i selskabet.

Højesteret fandt, at skatteyderen som eneanpartshaver og direktør i selskabet udøvede en bestemmende indflydelse herover, og at det var en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, at selskabet stillede bilen til rådighed for ham. Den forlængende frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse, og den ændrede skatteansættelse var således rettidig.

Højesteret fastslog dermed, at det er uden betydning for ligningsfristspørgsmålet, om skatteyderen havde fået stillet bilen til rådighed i sin egenskab af lønmodtager i selskabet eller som dettes ejer. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Tidligere

SKM2013.888.VLR

SKM2009.239.HR

En ansat eksportchef havde fået stillet en bil til rådighed. Bilen var parkeret på eksportchefens adresse. Landsretten udtalte, at der for at undgå beskatning må kræves et konkret bevis for, at bilen ikke bliver brugt til privat kørsel. Efter retspraksis kan sådan et bevis kun føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er en privatbil i husstanden. Eksportchefen skulle beskattes af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen stadfæster Vestre Landsrets dom SKM2007.522.VLR

SKM2008.534.HR

En direktør i et selskab, der drev en maskinfabrik, blev beskattet af fri bil. Direktøren var direktør i et selskab, som han via et holdingselskab også var eneejer af. Selskabet havde købt en brugt BMW for 1,3 mio. kr. (bilens nypris var ca. 1,5 mio. kr.). Det var ubestridt, at BMW'en i perioder ikke var parkeret ved skatteyderens bopæl. Landsretten fandt alligevel, at direktøren skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev brugt til privat kørsel i de nævnte perioder. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at direktøren i en lang årrække havde haft bil til rådighed hele året, at ordningen blev ændret i forbindelse med selskabets køb af den væsentlig dyrere bil og at den ændrede ordning ikke var begrundet i virksomhedernes forhold. Uanset at skatteyderen løbende havde ført kørebog, fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde. Landsretten lagde vægt på, at bilen - ud over enkeltstående længere kørsler - hovedsageligt havde været brugt til ærindekørsel i lokalområdet, at kørebogen ofte angav forskelle af ikke uvæsentlige længder for kørsler mellem samme destinationer i lokalområdet, ligesom de anførte afstande næsten konsekvent afveg væsentlig fra Kraks Ruteplans afstandsangivelser. Direktørens forklaring om, at han som regel valgte at køre forskellige omveje af hensyn til trafikken og for at køre bilen varm, kunne ikke begrunde de konsekvente kilometermæssige differencer. Endelig blev der lagt vægt på, at den fremlagte rådighedserklæring ikke angik perioden januar til maj i det pågældende år. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen stadfæster Østre Landsrets dom SKM2007.173.ØLD

SKM2005.138.HR

Der var ikke sammenfald mellem hovedanpartshaverens hjem og selskabets adresse, og bilen holdt efter det oplyste heller ikke ved bopælen. Uanset dette havde anpartshaveren bevisbyrden for, at bilen ikke var til privat rådighed og ikke blev brugt privat. Hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen som eneanpartshaver havde haft rådighed over selskabets bil, at bilen - en sportsvogn - ikke var velegnet til erhvervsmæssig transport, og at anpartshaverens forklaring om, at den også skulle bruges i reklameøjemed, ikke var støttet af oplysninger om, at den faktisk var blevet brugt på denne måde i et omfang af betydning. Højesteret fandt derfor, at selv om det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde været parkeret ved anpartshaverens private bopæl, skulle anpartshaveren under disse omstændigheder sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel og heller ikke blev brugt til privat kørsel. Da der ikke forelå et oprindeligt kørselsregnskab, og da Højesteret ikke tillagde et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab bevismæssig betydning, fandt Højesteret ikke, at anpartshaveren havde løftet sin bevisbyrde. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen stadfæster Østre Landsrets dom SKM2003.327.ØLR

Landsretsdomme

xSKM2015.676.VLRx

Appellanten var direktør og hovedanpartshaver i et selskab, der ejede en firmabil på hvide plader, som efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets og appellantens fælles adresse. Selskabet havde ikke ført kørebog. Appellanten gjorde gældende, at bilen ikke havde stået til privat benyttelse og henviste bl.a. til, at der var fremlagt fraskrivelseserklæringer vedrørende bilen, at appellanten og hendes ægtefælle rådede over andre biler, samt at bilen i den overvejende del af ejertiden havde været på værksted grundet en fejl i bilens informationsenhed.

Landsretten fandt det ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Det blev herved tillagt vægt, at der var tale om en eksklusiv bil på hvide plader, der var velegnet til privat brug, at der ved købet af bilen blev givet en privat bil i bytte, og at der ikke løbende var ført kørselsregnskab. Oplysningerne om, at bilen var behæftet med fejl og flere gange var på værksted, kunne ikke føre til andet resultat, idet appellanten fortsat havde rådighed over bilen. Byrettens dom blev derfor stadfæstet. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

xSKM2015.510.ØLRx

Sagens omdrejningspunkt var, om skatteyderen skulle beskattes af fri bil af to biler i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Skatteyderen var både direktør og hovedanpartshaver i det selskab, som stillede bilerne til hans rådighed.

Bilerne var på hvide plader og egnet til privat kørsel. Efter skatteyderens forklaring lagde landsretten desuden til grund, at bilerne var parkeret i nærheden af hans private bopæl. Under de omstændigheder påhvilede det skatteyderen at afkræfte formodningen for, at bilerne stod til hans rådighed.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde afkræftet denne formodning. Således kunne karakteren af den af skatteyderen udøvede erhvervsvirksomhed, en fraskrivelseserklæring, de efterfølgende og ikke-understøttede kørselsregnskaber eller skatteyderens forklaring om, at han ikke havde privat bil, fordi han havde rådighed over sine forældres biler, og at han aldrig som et led i kontrol var blevet standset af SKAT, ikke afkræfte denne formodning. Ikke afkræftet formodning - x

SKM2015.344.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten skulle beskattes efter reglerne om fri bil af en BMW, som var stillet til rådighed for ham af et tysk selskab, hvor han var ansat som direktør. Appellanten havde udover firmabilen rådighed over en privat bil.

Appellanten ejede indirekte 33,3 pct. af aktierne i det tyske selskab på det tidspunkt, bilen blev stillet til rådighed for ham, dog blev hans ejerandel reduceret til 25 pct. i første del af den periode, hvor bilen var stillet til rådighed. Bilen var en almindelig personbil, som appellanten havde rådighed over i det daglige, og som stod parkeret på hans privatadresse. Landsretten fandt på den baggrund, at det påhvilede appellanten at sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og heller ikke blev anvendt til privat kørsel.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der havde været indgået en aftale mellem appellanten og selskabet om, at appellanten ikke måtte anvende bilen til privat kørsel. Appellanten havde til støtte for en sådan aftale fremlagt et referat af et møde i selskabets bestyrelse afholdt i begyndelsen af den i sagen omhandlede periode samt et tillæg til appellantens direktørkontrakt udarbejdet efter den omhandlede periode, hvoraf fremgik, at bilen ikke måtte anvendes privat.

Endvidere fandt landsretten, at et efterfølgende rekonstrueret og ufyldestgørende kørselsregnskab, som var udarbejdet af appellanten på baggrund af hans kalendernotater om møder mv. i Outlook, ikke godtgjorde, at bilen ikke var anvendt til privat kørsel. Landsretten fremhævede i den forbindelse, at appellanten havde kørt i bilen for en anden virksomhed end det tyske selskab, der som hans arbejdsgiver havde stillet bilen til rådighed for ham, hvilke kørsler måtte anses for at være arbejdsgiveren uvedkommende. Det kunne ikke føre til andet resultat, at SKAT i en korrespondance med appellanten om fritagelse for registreringsafgift efter reglerne om udenlandske firmabiler havde tilkendegivet, at bilen kunne anvendes til kørsel for andre virksomheder end det tyske selskab. Den omstændighed, at den anden virksomhed efterfølgende havde betalt det tyske selskab et beløb i leje for kørslerne, kunne heller ikke føre til andet resultat.

På den baggrund konkluderede landsretten, at appellanten ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. Beskatning

Dommen stadfæster SKM2013.528.BR

SKM2015.343.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten skulle beskattes efter reglerne om fri bil af en Mercedes Benz, som var stillet til rådighed for ham af et tysk selskab, hvor han var ansat som direktør. Appellanten havde udover firmabilen rådighed over to private biler i husholdningen.

Appellanten ejede indirekte 33,3 pct. af aktierne i det tyske selskab på det tidspunkt, bilen blev stillet til rådighed for ham, dog blev hans ejerandel reduceret til 12,5 pct. i første del af den periode, hvor bilen var stillet til rådighed. Bilen var en almindelig personbil, som appellanten havde rådighed over i det daglige, og som stod parkeret på hans privatadresse. Landsretten fandt på den baggrund, at det påhvilede appellanten at sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og heller ikke blev anvendt til privat kørsel.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der havde været indgået en aftale mellem appellanten og selskabet om, at appellanten ikke måtte anvende bilen til privat kørsel. Appellanten havde til støtte for en sådan aftale fremlagt et referat af et møde i selskabets bestyrelse afholdt i begyndelsen af den i sagen omhandlede periode samt et tillæg til appellantens direktørkontrakt udarbejdet efter den omhandlede periode, hvoraf fremgik, at bilen ikke måtte anvendes privat.

Endvidere fandt landsretten, at et efterfølgende rekonstrueret og ufyldestgørende kørselsregnskab, som var udarbejdet af appellanten på baggrund af hans kalendernotater om møder mv. i Outlook, ikke godtgjorde, at bilen ikke var anvendt til privat kørsel. Landsretten fremhævede i den forbindelse, at appellanten havde kørt i bilen for en anden virksomhed end det tyske selskab, der som hans arbejdsgiver havde stillet bilen til rådighed for ham, hvilke kørsler måtte anses for at være arbejdsgiveren uvedkommende. Det kunne ikke føre til andet resultat, at SKAT i en korrespondance med appellantens direktørkollega om fritagelse for registreringsafgift efter reglerne om udenlandske firmabiler havde tilkendegivet, at bilen kunne anvendes til kørsel for andre virksomheder end det tyske selskab.

På den baggrund konkluderede landsretten, at appellanten ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. Beskatning

Dommen stadfæster SKM2013.529.BR

SKM2014.520.ØLR

A's selskab stillede tre biler, en Audi A6, en Audi A4 Cabriolet og en Audi S6, til rådighed for ham.

Byretten anførte, at det påhvilede A at bevise, at bilerne ikke var stillet til rådighed for ham og ikke blev anvendt til privat kørsel i de perioder, hvor de blev vinteropbevaret i selskabets garage. Han var hovedaktionær i selskabet og tillige direktør og medlem af bestyrelsen. I den situation påhvilede der ham en skærpet bevisbyrde for, at han effektivt havde været afskåret fra at råde over bilerne i de omstridte perioder.

Henset til bilernes karakter og værdi og til at det alene var A, der benyttede bilerne, anførte byretten, at det måtte antages, at anskaffelsen af bilerne ikke eller kun i begrænset omfang var erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold. Videre anførte byretten, at der ikke forelå nogen skriftlig aftale mellem A og selskabet om, at bilerne ikke måtte benyttes til privat kørsel i de omstridte perioder.

Byretten henviste til A's forklaring om, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at nøglen til selskabets garage lå i en bankboks, som han dog havde uhindret adgang til. Nummerpladerne blev ikke afmonteret, og bilerne ikke afregistreret i den periode, hvor de blev vinteropbevaret. Byretten anførte, at A således på et hvilket som helst tidspunkt kunne anvende bilerne privat.

Den omstændighed, at bilerne var omfattet af stilstandsforsikring, der medførte, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at dække skader under kørsel, fandt byretten ikke kunne sidestilles med en effektiv rådighedsberøvelse, der afskar A fra at råde over bilerne.

På den baggrund gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.  Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2014.426.ØLR

Direktør og hovedanpartshaver i selskab med adresse på direktørens bopæl var skattepligtig af fri bil efter LL § 16, stk. 4. Bilen, som var på hvide plader, var parkeret ved hjemmet, og direktøren kunne ikke sandsynliggøre, at bilen ikke blev brugt privat. Der var ingen formel skriftlig aftale herom, og det fremlagte kørselsregnskab ansås for rekonstrueret. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2014.182.ØLR

Han gjorde gældende, at han ikke skulle beskattes af den skattepligtige værdi af bilerne for de måneder, hvori disse var låst inde i selskabets garage og omfattet af stilstandsforsikring i F1-Forsikring.

Byretten bemærkede, at selskabet stillede bilerne til rådighed for As private benyttelse, og at anden anvendelse ikke var godtgjort. Han var ultimativ ejer af en væsentlig del af indskudskapitalen i arbejdsgiverselskabet, og den samlede indskudskapital i selskabet var ultimativt ejet af ham og hans to brødre. A var administrerende direktør i selskabet. Byretten anførte, at A og selskabet i den situation måtte anses for interesseforbundne, hvorfor der påhvilede ham en skærpet bevisbyrde for, at den private råden over bilerne havde været effektivt afskåret i nogle af månederne i de omhandlede indkomstår.

Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at bilernes nummerplader ikke på noget tidspunkt havde været afmonteret.

Efter As forklaring lagde byretten endvidere til grund, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at bilnøgler og garagenøgler blev opbevaret af personer, der var undergivet hans instruktionsbeføjelser. En sådan rådighedsberøvelse kunne ikke anses for effektiv. Byretten anførte videre, at rådighedsberøvelsen også havde bestået i, at bilerne i de måneder, hvor værdi af fri bil ikke var indberettet af selskabet, var omfattet af stilstandsforsikring. Det fremgik imidlertid, at der i perioden juni-august 2007 var indberettet værdi af fri bil, uanset at den pågældende bil i perioden var omfattet af selskabets stilstandsforsikring. Allerede derfor kunne stilstandsforsikring ikke anses for effektiv rådighedsberøvelse.

På dette grundlag gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.

Landsretten tilføjede, at begge biler efter deres karakter var velegnede til privat kørsel og ikke fandtes at være anskaffet primært i arbejdsgiverselskabets interesse, ligesom landsretten fremhævede, at det var ubestridt, at der ikke var ført kørselsregnskab eller fortegnelse over de datoer, hvor bilerne faktisk blev benyttet privat.

Under disse omstændigheder måtte det påhvile A at godtgøre, at bilerne ikke var til hans rådighed til privat benyttelse i vinterhalvåret.

For landsretten var det også uafklaret, om og i givet fald i hvilket omfang bilernes nummerplader havde været afmonterede i de perioder, hvor der alene var tegnet stilstandsforsikring for bilerne, og de nærmere vilkår for stilstandsforsikringerne og bilerne og iagttagelserne heraf var heller ikke oplyst for landsretten, uanset Skatteministeriets opfordringer herom.

Landsretten fandt derfor, at der også efter bevisførelsen for landsretten måtte lægges til grund, at den rådighedsberøvelse, der for A var iværksat i forhold til hans benyttelse af bilerne, var afhængig af at han administrerede sin instruktionsbeføjelse i overensstemmelse hermed og ikke foranledigede de øvrige - primært familierelaterede - medlemmer af direktionen i arbejdsgiverselskabet til at ændre eller bortse fra den vedtagne men ikke skriftligt udfærdigede beslutning om bilernes brug.

Endelig bemærkede landsretten, at direktionens beslutning om stilstandsforsikring og kørsel med bilerne alene i sommerhalvåret fremstod begrundet i As individuelle ønsker og ikke i hensyn til arbejdsgiverselskabets drift.

Herefter, i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet. Ikke afkræftet formodning - beskatning

SKM2013.539.ØLR

Dommen stadfæster SKM2013.5.BR

SKM2013.526.ØLR

SKM2013.360.VLR

Landsskatteretten fandt det sandsynliggjort, at to gulpladebiler var stillet til rådighed for privat anvendelse, hvorfor den pågældende skulle beskattes af fri bil. Privat rådighed- beskatning.

SKM2012.597.ØLR

Landsretten stadfæstede byrettens dom i SKM2012.4.BR med samme begrundelse. Hovedaktionæren skulle beskattes af fri bil, hvor der ikke blev betalt afgift for privat anvendelse, hvor formodningen som udgangspunkt er, at den ikke er til rådighed for privat anvendelse. Der blev lagt vægt på,

at der blev betalt privatbenyttelsesafgift frem til den 11. december året før, 

at bilen blev erhvervet med henblik på privat anvendelse, da bilen erstattede en anden bil, som havde været til rådighed for privat anvendelse,

at den var placeret på eller nær privatadressen, der samtidig var adresse for selskabet og

at ægtefællen rådede over hustandens anden bil.

SKAT afkræftet formodning om ikke privat rådighed - beskatning.

SKM2009.629.VLR

Der var en formodning for privat rådighed over en bil, som dagligt var parkeret på bopælen, som var samme adresse som virksomhedens. Den skattepligtige havde ikke lavet kørselsregnskab, og havde ikke kunne fremlægge kørebog, som efter det oplyste var stjålet. Den skattepligtige havde derfor ikke afkræftet ovennævnte formodning. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2008.617.ØLR

Landsretten fandt i en sag, at skatteyderen som eneste ansatte i den fraskilte ægtefælles selskab, som havde hjemsted på skatteyderens bopæl, skulle beskattes af fri bil. Der blev herved lagt vægt på, at bilen dagligt var parkeret på skatteyderens adresse, at der ikke blev ført kørselsregnskab, og at det ikke blev godtgjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for eller blev brugt til privat kørsel. Det blev ikke tillagt vægt, at skatteyderen havde rådighed over to andre personbiler og en varebil. Endelig fandtes det ikke godtgjort, at skatteyderen havde en berettiget forventning om ikke at skulle føre kørebog. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen var en afgørelse i en sag, der var en anke af SKM2008.113.BR

SKM2005.503.ØLR

Et selskab ejede en række biler, herunder tre personbiler: en Volvo, en BMW og en Seat Toledo. Sagsøgeren, der var direktør og hovedanpartshaver, havde selvangivet værdi af fri bil, for så vidt angår Volvoen. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af fri bil for alle tre biler. Det var under sagen ubestridt, at både BMW'en og Seaten stod parkeret foran sagsøgerens bopæl, der også var selskabets adresse. Landsretten henviste til sagsøgerens og hendes søns forklaring, hvor sagsøgeren fremførte, at hun ikke benyttede bilerne til privat kørsel, fordi hun altid kørte i Volvoen, som hun havde til rådighed som firmabil. BMW'en, årgang 1992, og Seaten, årgang 2001, blev ifølge forklaringerne begge anskaffet og brugt til kørsel med institutionens klienter, herunder til forskellige steder i landet. Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og brugen af de to biler sammenholdt med, at sagsøgeren havde rådighed over Volvoen til privat kørsel, fandt landsretten, at sagsøgeren i tilstrækkelig grad havde afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse efter LL § 16, stk. 4 - uanset at der ikke var ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne. Afkræftet formodning - ikke beskatning.

SKM2005.204.ØLR

En Porsche holdt parkeret i en garage på naboejendommen til sagsøgerens virksomhed. Forklaringerne om hvor sagsøgeren havde bopæl var uklare, men enten havde sagsøgeren bopæl på virksomheden eller hos sin ægtefælle i hendes ejendom 500 meter fra virksomheden. Ud over Porschen ejede sagsøgeren en Golf. Landsretten udtalte, at der var kort afstand fra sagsøgerens bopæl til bilens parkeringsplads, at bilen var velegnet til privat kørsel, og at sagsøgeren ikke førte kørselsregnskab. Det var derfor ikke sandsynliggjort, at han ikke benyttede bilen privat. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2004.208.ØLR

Sagsøgeren, som var bestyrelsesformand og hovedanpartshaver i et selskab, skulle beskattes af værdien af fri bil. Sagsøgeren havde erkendt at have benyttet en af selskabets biler i 6-7 måneder i de omtvistede år, ligesom den bil, som sagsøgerens mand havde benyttet, holdt parkeret ved familiens bopæl 3-4 dage ugentligt efter normal arbejdstid. Sagsøgeren skulle derfor sandsynliggøre, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for hende til privat benyttelse. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Se også

SKM2004.209.ØLR, hvor sagsøgerens datter, der var anpartshaver og bestyrelsesmedlem i selskabet, tilsvarende blev beskattet af fri bil efter anvendelse af formodningsreglen.

SKM2008.128.BR.

SKM2004.118.VLR

Den ansatte havde skriftligt over for arbejdsgiveren erklæret, at bilen ikke måtte benyttes privat. Skatteyderen kunne ikke i øvrigt sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for hans private benyttelse. Retten lagde vægt på, at bilen holdt på bopælen, og at arbejdsgiveren ikke førte kontrol. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2003.585.VLR

En hovedanpartshaver var skattepligtig af værdi af rådigheden over selskabets bil. Hovedanpartshaveren havde fremlagt aftaler med sin ægtefælle og parrets søn om, at disse skulle være chauffører i bilen og forklaret, at det var de to og en ansat i selskabet, som disponerede over bilen. Bilen skulle primært bruges af kunstnere i forbindelse med arrangementer, som virksomheden stod for. Landsretten lagde vægt på, at hovedanpartshaveren havde haft rådighed over selskabets bil, at der ikke var ført kørebog, og at der hverken ved de fremlagte aftaler eller erklæringer eller de afgivne forklaringer var ført bevis for, at bilen ikke havde været benyttet privat. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2003.277.ØLR

Sagsøgeren havde fremlagt et rekonstrueret kørselsregnskab, og Landsretten fandt, at det ikke havde sandsynliggjort, at han udelukkende havde brugt en bil erhvervsmæssigt. Bilen var parkeret på skatteyderens bopæl. Kommunen havde tidligere godkendt sagsøgerens selvangivelse uden at stille krav om kørselsregnskab. Det blev slået fast, at sagsøgeren ikke i den forbindelse havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at bilen også i de efterfølgende år uden kørselsregnskab kunne anses for 100 pct. erhvervsmæssigt benyttet. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2003.154.ØLR

En direktør var gift med eneanpartshaveren i selskabet og havde en sådan indflydelse på selskabet, at han skulle sandsynliggøre, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug. Bilen var uden for arbejdstid parkeret i nærheden af selskabet på en parkeringsplads, som selskabet havde lejet. Bilen havde desuden seleudstyr til børn, som ikke var forretningsmæssigt begrundet. Direktøren havde ikke ført kørselsregnskab, og selvom han havde underskrevet en fraskrivelseserklæring, blev direktøren beskattet af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2003.53.VLR

En direktør og hovedaktionær blev beskattet af rådigheden over begge biler i selskabet. Hovedaktionæren blev i forvejen beskattet af rådighed over en af selskabets personbiler og havde fraskrevet sig retten til at benytte varebilen til private formål. Landsretten udtalte, at direktøren som hovedaktionær skulle afkræfte formodningen for, at bilen blev brugt privat. Da hovedaktionæren ikke havde ført kørselsregnskab eller på anden måde havde sandsynliggjort, at varebilen ikke havde stået til rådighed for privat kørsel, anså retten ikke formodningen for afkræftet. Landsretten tiltrådte derfor, at hovedaktionæren blev beskattet af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2002.206.VLR

En ansat ejede 20 pct. af et selskab, hvori den ansattes far ejede de resterende anparter og var direktør. Den ansatte blev beskattet af fri bil, selvom han havde fraskrevet sig rådigheden over bilen til privat brug. Selskabet havde lejet en garage og et lokale på hans bopæl. Retten fandt ikke, at den ansatte havde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2002.203.VLR

Der var ikke sammenfald mellem virksomhedsadresse og privatadresse. Landsskatteretten lagde efter bevisførelsen imidlertid til grund, at bilen i flere tilfælde havde været parkeret på hovedaktionærens privatadresse om natten. Med henvisning til at der ikke forelå en erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog og til omfanget af kørslen konkluderede retten, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed til privat brug. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2001.418.VLR

En hovedanpartshaver skulle ikke beskattes af værdi af fri bil til rådighed. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at bilen hovedsagelig blev brugt af hovedanpartshaverens ægtefælle, at hovedanpartshaveren kun benyttede bilen til begrænsede arbejdsopgaver, at hovedanpartshaveren havde egen bil, og at hovedanpartshaverens stilling i selskabet var underordnet. Afkræftet formodning - ikke beskatning.

Se TfS 2000, 622 ØLD

Der skulle ske beskatning af bil, hvor skatteyderen havde fraskrevet sig privat rådighed over bilen. Skatteyderen var ansat i sin samlevers selskab og havde ikke ført kørselsregnskab. Bilen stod på virksomhedens adresse, som også var skatteyderen bopæl. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

TfS 2000, 494 VLD

En hovedaktionær, der ikke modtog løn fra selskabet, skulle beskattes af fri bil. Bilen stod på virksomhedens adresse, som også var hovedaktionærens bopæl, og der var ikke ført kørselsregnskab. Retten fandt, at hovedaktionæren havde haft adgang til at benytte selskabets varebiler til private formål. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

TfS 1999, 952 ØLD

En hovedaktionær blev beskattet af fri bil til rådighed af en varevogn på gule plader. Landsretten lagde til grund, at varevognen var egnet til befordring af to personer og lovligt kunne bruges hertil med private formål, fordi momsen ikke var afløftet af selskabet. Varevognen var uden ændringer i varerummet og derfor ikke specialindrettet. Der var ikke ført kørselsregnskab og bilen holdt på bopælen. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Se også

SKM2004.115.VLR lignende sag om hovedanpartshaver og bil på gule plader

Byretsdomme

xSagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af fri bil og fri motorcykel. Der var tale om fire svensk indregistrerede biler og en svensk indregistreret motorcykel. Køretøjerne var ejet af et svensk selskab, hvori skatteyderen var direktør og eneanpartshaver.

Skatteyderen havde anmodet om afgiftsfritagelse i Danmark og i den forbindelse oplyst, at køretøjerne skulle benyttes til kørsel til Danmark, herunder til bopælen. En af bilerne var observeret både på bopælen og i privat ærinde og en anden alene ved bopælen.

Der var ikke ført kørselsregnskab.

Retten bemærkede, at skatteyderen som direktør og eneanpartshaver havde rådighed over køretøjerne. Videre bemærkede retten blandt andet, at alle bilerne måtte betegnes som dyre luksusbiler, samt at skatteyderen ikke havde dokumenteret, at der i selskabet havde været et erhvervsmæssigt behov for anskaffelsen af køretøjerne. Skatteyderen havde desuden selv forklaret, at han efter endt arbejde i Sverige benyttede bilerne til kørsel fra Sverige til bopælen og retur, og det var ikke dokumenteret, at denne kørsel ikke var privat kørsel i skattemæssig henseende.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilerne og motorcyklen ikke stod til rådighed for privat benyttelse, da der ikke var ført kørebog. Den omstændighed, at skatteyderen i alle indkomstårene ejede en række andre biler, kunne ikke føre til et andet resultat.x

xSagsøgeren var eneaktionær og direktør i et selskab, som ejede den i sagen omhandlede bil.

Bilen, som fast havde været parkeret på hovedaktionærens privatadresse, var yderst veludstyret, velegnet til privatbrug og uden særlig erhvervsmæssig indretning.

Retten udtalte, at det, under hensyn til hovedaktionærens enestemmende stilling, i særlig grad påhvilede hovedaktionæren at sandsynliggøre, at han hverken havde brugt eller kunnet bruge bilen til privat kørsel.

Hovedaktionæren havde ikke løbende ført kørselsregnskab og havde heller ikke på anden måde sandsynliggjort, at bilen alene var blevet anvendt erhvervsmæssigt. Hovedaktionæren havde således ikke afkræftet formodningen for, at han havde haft bilen til rådighed for privat brug.x

Den i sagen omhandlede gulpladebil havde tidligere været genstand for behandling i Østre Landsrets dom af 16. april 2013 mod arbejdsgiverselskabet, hvor sagsøgerens ægtefælle var direktør. Østre Landsret kom frem til, at selskabet ikke kunne fradrage momsen for gulpladebilen, idet direktøren havde anvendt bilen til privat kørsel. Derudover skulle der være betalt privatbenyttelsesafgift.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at gulpladebilen havde stået til rådighed for sagsøgerens private benyttelse. Byretten lagde blandt andet vægt på, at sagsøgeren ikke var part i sagen mod arbejdsgiverselskabet, at det af Østre Landsrets dom mod arbejdsgiverselskabet fremgår, at sagsøgerens ægtefælle havde rådighed over gulpladebilen i perioden. Derudover fandt byretten det godtgjort, at gulpladebilen om natten havde holdt parkeret, der hvor sagsøgerens ægtefælle havde haft bopæl.

Byretten fandt på den baggrund ikke, at der kunne gælde en formodning om, at sagsøgeren havde haft rådighed over gulpladebilen. Sagsøgerens påstande om ikke at skulle beskattes af rådighed over fri bil blev derfor taget til følge.

Sagen vedrører overordnet spørgsmålene, om A i indkomstårene 2007-2011 skulle beskattes af værdien af fri bil for samlet fem biler, hvoraf én af bilerne var på gule plader, efter ligningslovens § 16, stk. 4, og om B i indkomståret 2011 - efter samme bestemmelse - skulle beskattes af værdien af fri bil for én bil på gule plader.

Under sagen var det også omtvistet, om selskabet kunne pålægges at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af værdien af fri bil for A og B med virkning fra 1. januar 2012.

A var både eneanpartshaver og direktør i anpartsselskabet, som stillede bilerne til rådighed for ham, og B var ansat som køkkenchef i det samme anpartsselskab.

Retten fandt - for så vidt angår bilerne på hvide plader, at A havde anvendt bilerne til og fra arbejde, at bilerne, som var egnede til privat kørsel, var parkeret på A's bopælsadresse uden for arbejdstid, og at der mellem selskabet og A ikke var indgået en skriftlig aftale om, at bilerne alene måtte anvendes til erhvervsmæssig kørsel. A skulle herefter afkræfte formodningen for, at bilerne havde stået til rådighed for privat kørsel. Det havde A ikke gjort med en henvisning til, at bilerne havde været vinteropbevaret, og at selskabet havde lejet garageplads på A's private bopæl. A's forklaring i retten kunne ikke føre til et andet resultat.

For så vidt angår bilerne på gule plader fandt retten, at det både for så vidt angår A og B var dokumenteret eller sandsynliggjort, at gulpladebilerne havde været anvendt i privat øjemed, hvorefter det påhvilede A og B at afkræfte formodningen for, at bilerne blev anvendt privat, eksempelvis ved at fremlægge kørebøger. Sagsøgerne kunne ikke afkræfte formodningen.

Retten fandt endelig, at selskabet derfor også skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af værdien af fri bil i forhold til sagsøgerne i indkomståret 2012.

Skatteministeriet blev herefter frifundet. Beskatning

Sagen drejede sig om, hvorvidt en firmabil, der var ejet af den skattepligtiges udenlandske arbejdsgiver, havde været til rådighed for privat benyttelse i 2009, 2010 og 2011. Det var ubestridt, at den skattepligtige i et enkelt tilfælde i 2011 havde anvendt firmabilen til privat kørsel. Retten fandt, at det under disse omstændigheder påhvilede den skattepligtige at afkræfte en formodning for, at bilen ikke havde været til rådighed for privat benyttelse siden ansættelsesforholdets påbegyndelse i 2009. Den skattepligtige havde ikke fremlagt et konkret bevis, herunder f.eks. et korrekt og løbende ført kørselsregnskab, der kunne afkræfte formodningen, og der var ikke grundlag for at antage, at rådigheden havde været anderledes i 2009 og 2010 end i 2011. Den skattepligtiges oplysninger om, at bilen i en periode kun havde været til rådighed for kørsel i udlandet og om, at den skattepligtiges kørsel var omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B, var udokumenterede og udelukkede derudover ikke, at den skattepligtige havde haft bilen til rådighed for anden privat kørsel i eller til og fra udlandet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. Beskatning

Sagerne vedrørte beskatning af værdien af to biler, en Aston Martin 2 og en Aston Martin 1, som et selskab havde stillet til rådighed for privat benyttelse for henholdsvis selskabets direktør og selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær.

Skatteyderne gjorde gældende, at deres rådighed over bilerne havde været afskåret i flere nærmere angivne vinterperioder, idet bilerne i disse perioder havde været stilstandsforsikret, opbevaret i en garage på et selskabet tilhørende gods og havde afmonteret nummerpladerne, som selskabets revisor opbevarede.

Byretten (tre dommere) fandt ikke, at de nævnte tiltag - hverken hver for sig eller samlet - opfyldte kravet til effektiv rådighedsberøvelse i ligningslovens § 16, stk. 4.

For så vidt angik selskabets direktør bemærkede retten, at det forhold, at det fremgik af hans direktørkontrakt, at han havde krav på at få stillet fri bil til rådighed skabte en formodning for, at bilen var stillet til rådighed i hele perioden. Direktøren havde ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var tilfældet, herunder at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne kræve, at selskabet foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og herefter kunne hente bilen i garagen og benytte den privat.

For så vidt angik selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær anførte retten, at det påhvilede ham, at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at han og selskabet var interesseforbundne parter, at bilen var anskaffet i hans - og ikke selskabets - interesse, ligesom tiltagene til rådighedsberøvelse ikke var begrundet i selskabets forhold. Heroverfor havde hovedaktionæren ikke godtgjort, at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og derefter benytte bilen privat.

Endelig fandt byretten, at det forhold, at selskabet stillede fri bil til rådighed for selskabets hovedaktionær, var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

På dette grundlag frifandt byretten Skatteministeriet for de af skatteyderne nedlagte påstande. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

En eneanpartshaver havde rådighed over en gulpladebil, som var indregistret til erhvervsmæssig og privat brug, og som var egnet til privat brug. Vedkommende var blevet standset under kørsel, hvor det var tvivlsomt, om der var tale om erhvervsmæssig brug. Retten fandt, at uanset at bilen ikke var parkeret på privatadressen, og at husstanden rådede over andre biler, at det under de omstændigheder påhvilede eneanpartshaveren at dokumentere, at han hverken havde privat rådighed over bilen, eller faktisk havde anvendt den privat. Der var ikke løbende ført kørselsregnskab, og der forelå ikke skriftlig aftale med selskabet om, at bilen ikke måtte bruges privat. Der kunne ikke lægges vægt på en muntlig aftale herom. På denne baggrund havde eneanpartshaveren ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stille til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Ikke afkræftet formodning - beskatning. 

SKM2011.578.BR 

En direktør og hovedaktionær kunne ikke bevise, at en luksusbil ikke var til rådighed for privat anvendelse. Der var betalt privatbenyttelsesafgift af bilen, og uanset at det blev påstået, at betalingen var sket ved en fejl, skulle vedkommende beskattes af fri bil, også uanset at der var flere biler i husstanden, herunder en anden bil der blev beskattet som fri bil. Der blev ligeledes heller ikke lagt vægt på et rekonstrueret kørselsesregnskab. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2011.2.BR

Et selskab ejede i indkomstårene 2003, 2004 og 2005 en firmabil, der efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets adresse, der også var hovedaktionærens private bopæl. Hovedaktionæren var også direktør i selskabet. Der var en fraskrivelseserklæring, hvorefter selskabets bil i 2003 og 2004 ikke måtte bruges privat af selskabets ansatte. Med henvisning hertil samt til at der i selskabet kun var én bil til brug for både direktørens og salgschefens forretningsture i Danmark og Europa samt til oplysninger om antal kørte kilometer i direktørens private bil, fandt byretten, at direktøren for indkomståret 2003 havde afkræftet formodningen for, at bilen var til rådighed for privat kørsel. Afkræftet formodning - ikke beskatning.

Retten fandt derimod ikke, at direktøren havde afkræftet formodningen for, at selskabets bil stod til rådighed for privat kørsel for så vidt angår 2004 og 2005, fordi direktøren havde afgivet erklæring om, at hans søn i 2004 var bruger af direktørens private bil, og fordi den fremlagte fraskrivelseserklæring ikke omfattede den bil, som selskabet ejede i 2005. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2008.47.BR

Sagsøgeren var i første halvdel af indkomståret 2001 medindehaver og derefter eneanpartshaver i det selskab, der ejede bilerne. Desuden havde sagsøgeren fra den 1. juni 2000 haft selskabets biler parkeret ved sin bopæl, der også var selskabets adresse. Retten bemærkede, at sagsøgeren ikke selv havde haft bil til rådighed, ligesom det kørselsregnskab, som sagsøgeren havde udarbejdet, ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Retten bemærkede også, at sagsøgeren i perioden 1. juni 2000 til 1. februar 2001 ubestridt havde brugt selskabets biler til kørsel mellem bopælsadressen og selskabets forretningsadresse i mere end 60 dage, og sagsøgeren havde derfor brugt selskabets biler til privat befordring, jf. Folketingstidende, 1992/93, Tillæg A, spalte 9447, og LL § 9 B modsætningsvis. Retten fandt derfor, at sagsøgeren med rette var blevet beskattet af værdi af fri bil, og Skatteministeriets påstand om frifindelse blev taget til følge. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Landsskatteretskendelser

Uanset om en del af en skatteyders kørsel i en firmabil måtte anses for omfattet af LL § 9 B, stk. 3, fandtes han ikke at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at bilen, der var placeret på hans bopæl om natten, ikke var stillet til rådighed for privat kørsel. Der skete herefter beskatning af værdien for bil efter LL § 16, stk. 4.

Ikke afkræftet formodning - beskatning.x

Klageren, der var hovedaktionær såvel som direktør i et selskab, havde for så vidt angår 2 biler stillet til rådighed af selskabet, i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilerne ikke havde været stillet til rådighed for privat kørsel. For så vidt angår en tredje bil, fandtes det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilen ikke havde været til rådighed eller havde været anvendt privat af klageren. Afkræftet formodning vedrørende to biler, men ikke vedrørende en tredje - beskatning.

SKM2007.596.LSR

En ansats testkørsel mellem bopæl og arbejdsplads var overvejende foretaget af hensyn til afprøvning af bilerne og ikke af hensyn til transport af den ansatte selv. Testkørslen udløste derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4. Retten lagde vægt på, at

• der maksimalt var tale om 20 årlige testkørsler
• udvælgelse af "testfører" skete af hensyn til, om der var behov for langturstest, bykørseltest mv., og herudover var vilkårlig
• testkørslerne blev medregnet til arbejdstiden
• bilen, der blev brugt til testkørslerne, var fritaget for registreringsafgift.

Medarbejderne skulle i stedet beskattes, hvis bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. (nu 5. pkt.) var overskredet. Ikke rådighed - beskatning efter anden regel.

SKM2002.369.LSR

En hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bil for hele året og ikke kun for de måneder, hvor den blev benyttet privat. Klageren var den eneste ansatte i selskabet, og bilen holdt på selskabets adresse, som var sammenfaldende med klagerens bopæl. Klageren blev anset for at have bilen til rådighed uanset, at klageren ville føre opgørelse over antal kørte kilometer. Rådighed - beskatning.

SKM2001.98.LSR

I en situation, hvor et selskab ikke havde adresse på hovedanparthaverens bopæl, og hvor det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde stået på hovedanparthaverens bopæl uden for arbejdstid, skulle hovedanpartshaveren ikke dokumentere, at selskabets bil ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Formodning afkræftet - ikke beskatning.

SKAT

SKM2009.314.SR

En hovedaktionær skulle beskattes af adskillige biler uanset stilstandsforsikring. Det blev her fremhævet, at der ved det bindende svar ikke var taget stilling til, om der var en erhvervsmæssig begrundelse for at have bilerne i virksomheden. Der var derfor ikke taget stilling til, om der var grundlag for at beskatte alle selskabets udgifter vedrørende bilerne som yderligere løn eller udlodning. Rådighed - beskatning.

SKM2009.293.SR

Sagen handlede om en hovedanpartshaver og direktør. En stilstandsforsikring kunne ikke tillægges betydning, ligesom en deponering af nummerpladerne hos forsikringsselskabet ikke ændrede på rådigheden over fri bil. Hovedaktionæren skulle derfor beskattes af fri bil i hele perioden. Rådighed - beskatning.

SKM2009.292.SR

En hovedaktionær skulle beskattes af fri bil i hele perioden, hvor bilen var stillet til rådighed - uanset forsikringsmæssige forhold. Hovedaktionæren kunne derfor ikke fraskrive sig privat rådighed over en firmabil i perioder ved at stilstandsforsikre bilen. Hvis den i hele måneder blev afregistreret og nummerpladerne blev afleveret til SKAT, havde den skattepligtige derimod ikke rådighed over bilen. Rådighed - beskatning.