Parter

A
(Advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet (kammeradvokaten v/Advokat Cathrine Wollenberg Zittan)

Afsagt af byretsdommer

Lars Krunderup

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 9. december 2008, drejer sig om, hvorvidt den af sagsøgeren, A, drevne landbrugsvirksomhed er drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende, således at han i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan fradrage de realiserede underskud i indkomstårene 2001-2003.

Påstande

Sagsøgeren har nedlagt påstand, at hans skatteansættelse for 2001, 2002 og 2003 nedsættes med henholdsvis 30.623,00 kr., 51.853,00 kr. og 101.848,00 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen den 12. september 2008.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. De afgivne forklaringer er dog medtaget i dommen.

Forklaringer

Sagsøgeren, A, har forklaret, at han er landbrugsuddannet, men de seneste ca. 30 år har han haft ansættelse som lastvognschauffør, idet han dog nu er gået på efterløn. Han købte landbrugsejendommen, som er hans fødehjem, i 1985. Indtil 1996 drev han ejendommen med planteavl og svineavl. På grund af øgede miljøkrav m.v. ophørte han med svineavl i 1996. Siden da har han drevet ejendommen som et planteavlsbrug. Årsagen til, at han driver landbruget, er, at han ønsker at tjene penge herved. Han er sikker på, at planteavlen godt kan give overskud. I 2002-2003 nedrev han staldinventar og ændrede gulvet i stalden, hvorefter han lejede en del af stalden ud. I 2002 til 2003 lejede han således en trediedel af den ene driftsbygning ud til Rumæniensprojektet for 500 kr. pr. måned. Han fik imidlertid aldrig nogen penge for dette lejeforhold. I 2005 fik han kontakt til en tømrer, der siden da har lejet noget af staldbygningen. Høsten i 2001 var meget præget af tørke i vækstperioden. Resultatet i 2003 skal ses i lyset af, at de lagde nyt tag på. Han er sikker på, at driften af landbrugsejendommen kan give overskud, dette også selv om man ser bort fra udlejning af udhuse og salg af brænde.

BB har som vidne forklaret, at han er bror til sagsøgeren og ansat som seniorkonsulent i SKAT. Han er bekendt med, at der blev lagt nyt tag på ejendommen i 2002/2003, og at staldbygningen blev bygget om umiddelbart forinden. Han husker desuden, at der herefter skete udleje til Rumæniensprojektet.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har procederet sagen i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 22. december 2009. Heri er der til støtte for den nedlagte påstand anført følgende:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,

at	den af A drevne landbrugsvirksomhed i 2001- 2003 var drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende, således at der er fradrag for underskud i virksomheden i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,
	idet	den af A drevne landbrugsvirksomhed var drevet sædvanligt og forsvarligt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig bedømmelse og
	idet	landbrugsvirksomheden på sigt vil kunne give et overskud på eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter. Det gøres i den forbindelse gældende, at man ved bedømmelsen heraf ikke kun skal hense til udsigten i de pågældende år, men at man nødvendigvis også må hense til faktum på det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes.

Umiddelbart nedenfor følger en nærmere uddybning af de ovennævnte anbringender.

Som bekendt gælder der for deltidslandbrug en særlig praksis vedrøende fradragsret for underskud. Retten til fradrag er således ikke umiddelbart betinget af, at skatteyderen godtgør, at virksomheden vil blive overskudsgivende. Denne særlige ligningspraksis er i Ligningsvejledningen 2008-4, afsnit E.A.1.2.3.1 under overskriften "Landbrug", beskrevet således:

" Praksis kan tages som udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom normalt må anses for drevet erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende. "

Som det fremgår af ovenstående uddrag fra Ligningsvejledningen 2008-4, gælder der på deltidslandbrugsområdet den særlige praksis, at det skattemæssige underskud ved driften kan fratrækkes, såfremt det kan godtgøres, at følgende to betingelser er opfyldt:

1. At driften af ejendommen, ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok, er sædvanlig og forsvarlig.
2. At der med driften tilsigtes et rimeligt driftsresultat.

Såfremt de to ovennævnte betingelser er opfyldte, gælder der således en formodning for, at virksomheden er drevet erhvervsmæssigt, hvilket vil sige, at der er tale om en erhvervsvirksomhed, hvor et eventuelt underskud kan fratrækkes i ejerens indkomstopgørelse.

På baggrund af den ovenfor nævnte praksis på deltidslandbrugsområdet gøres det gældende, at den af A drevne landbrugsvirksomhed opfylder de 2 ovennævnte betingelser for at kunne anses for værende erhvervsmæssigt drevet.

I nærværende sag har skattemyndighederne ikke bestridt, at der foreligger en sædvanlig og forsvarlig drift ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok, hvorfor jeg ikke i det følgende vil komme yderligere bemærkninger herom. Jeg vil således i det følgende alene uddybe bemærkningerne om kravet om, at der med driften tilsigtes et rimeligt driftsresultat.

Rentabilitetsbetragtningen - "Rimeligt driftsresultat"

Som anført ovenfor opstilles der ifølge den særlige ligningspraksis en betingelse om, at den pågældende landbrugsvirksomhed på sigt skal kunne give et overskud på eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger.

Hvori denne betingelse består, fremgår af Højesterets afgørelse af den 15. april 1994, offentliggjort i TfS 1994.364.

Afgørelsen omhandlede et ægtepar, som begge var fuldtidsbeskæftigede uden for landbruget, som henholdsvis bibliotekar og lærer. I 1980 etablerede de en landbrugsvirksomhed med kornavl samt kødkvæg fra en landejendom på 11 tønder land. Alle årene udviste massiv underskud i de i sagen omhandlede år, 1985-86, endda før afskrivninger. På trods heraf blev virksomheden af Højesteret anerkendt som erhvervsmæssig. Højesteret fandt på baggrund af en syns- og skønsrapport, at driften af ejendommen var teknisk-landbrugsfaglig forsvarlig og sædvanlig for et deltidslandbrug af den størrelse og beskaffenhed. Til spørgsmålet om, hvorvidt en sådan driftsform kunne give overskud på den primære drift, før af- og nedskrivninger, svarende syns- og skønsmanden, at der kunne forventes et driftsoverskud på omkring kr. 0. På denne baggrund fandt Højesteret at måtte give skatteyderen medhold i, at landbruget var erhvervsmæssigt drevet.

Fra Højesterets præmisser skal følgende fremhæves

"I medfør af Statsskattelovens § 6, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen, bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften, selv efter en længere årrække, ikke vil kunne blive overskudsgivende "

Ovenstående Højesterets afgørelse er efterfølgende blevet fulgt op af en række landsretsafgørelser. Til belysning heraf kan eksempelvis nævnes 2 Østre Landsrets afgørelser, offentliggjort i henholdsvis TfS 1994.566 og TfS 1994.720.

Den førstnævnte sag drejede sig om en skatteyder, der i 1984 overtog en landbrugsejendom med 3,8 hektar efter sine forældre. Sideløbende med sit fuldtidsarbejde som mekaniker dyrkede han jorden som hidtil. Driften af ejendommen gav underskud, som skattemyndighederne ikke ville indrømme fradrag for, idet man fandt, at ejendommen var erhvervet til boligformål og med henblik på etablering af autoværksted, og ikke havde været drevet erhvervsmæssigt.

Landsskatteretten tiltrådte denne vurdering.

I forbindelse med sagens indbringelse for Landsretten blev der afholdt syn og skøn. Syns- og skønsmanden konkluderede sammenfattende, at mekanikeren havde valgt en hensigtsmæssig og sædvanlig driftsform, som var gennemført teknisk-landbrugsfaglig forsvarlig, og som havde givet sådanne driftsøkonomiske resultater, som kunne forventes på en ejendom med relativt beskeden ressourcekapacitet.

På baggrund af skønsmandens svar på de stillede spørgsmål fandt Østre Landsret det godtgjort, at sagsøgerens drift af ejendommen, bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok, var sædvanlig og forsvarlig og tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat.

I forlængelse af denne generelle udtalelse fra Østre Landsret anføres følgende i præmisserne:

"Herefter og i betragtning af skønsmandens erklæring om, at en landbrugsbedrift af samme størrelse og beskaffenhed som sagsøgerens med en veletableret driftsform, må forventes at give et driftsoverskud på omkring kr. 0, findes betingelserne efter Statsskattelovens § 6, litra a, for at foretage de af sagsøgeren påståede fradrag at være opfyldt."

Den anden omtalte Østre Landsrets afgørelse, offentliggjort i TfS 1994.720, omhandlede en skatteyder, der ved siden af sit fuldtidsarbejde som læge drev et stutteri fra en landejendom med 23 tønder land. Stutterivirksomheden gav underskud, og skatteyderen ønskede følgelig at fratrække dette underskud, hvilket Ligningsmyndighederne nægtede under henvisning til, at ejendommen ikke kunne anses for erhvervsmæssigt drevet efter en teknisk-landbrugsfaglig bedømmelse.

Landsretten fandt imidlertid, under hensyn til et indhentet syn og skøn, at skatteyderen havde valgt en driftsform for landbrugsejendommen, der var teknisk-landbrugsfaglig forsvarlig og ikke kunne anses for usædvanlig for deltidslandbrug. For så vidt angik rentabiliteten udtalte Østre Landsret følgende:

"Skønsmanden har vurderet, at ejendommen med den af sagsøgte valgte driftsform ... på lidt længere sigt vil kunne opnå balance i økonomien, idet indtjeningen vil kunne dække samtlige driftsomkostninger og driftsmæssige betingede af- og nedskrivning, således at der kan forventes et driftsoverskud på omkring kr. 0."

Herefter accepteredes virksomheden som erhvervsmæssig på trods af, at rentabiliteten efter renter var negativ.

Af den foreliggende retspraksis fremgår det således, at der indenfor landbrugssektoren er en mere lempelig fortolkning af rentabilitetsbegrebet sammenlignet med andre virksomhedsområder. Det er således som udgangspunkt resultatet efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter. der skal, benyttes ved rentabilitetsvurderingen. Samtidig anses det for tilstrækkeligt, hvis resultatet på længere sigt anses for at kunne blive omkring kr. 0, hvilket fremgår af Østre Landsrets afgørelse, offentliggjort i TfS 1994.720.

Der kan endvidere henvises til Lærebog om indkomstskat, 12. udgave af Aage Michelsen m.fl., side 249n-450ø., hvor det blandt andet anføres:

"Underskud - selv i en længere årrække - medfører undtagelsesvis ikke i sig selv, at driften ikke kan anses for erhvervsmæssig, når driften på længere sigt må anses for egnet til at medføre et blot mindre overskud. Ved overskud forstås resultatet af den primære drift, hvorfor der ikke stilles krav om, at driften vil være egnet til at medføre bidrag til forrentning af den investerede kapital og afholdelse af driftsherreløn."

Landsskatteretten anfører i sin kendelse af den 12. september 2008, at der ikke kan indrømmes fradrag for underskuddet ved driften af landbrugsejendommen og henviser som begrundelse herfor blandt andet til, at landbruget har været drevet i en årrække, før en ikke forventelig markant stigning i kornpriserne kom, og at der ikke i de pågældende indkomstår var udsigt til, at driften ville kunne give et resultat på omkring kr. 0, eller blive overskudsgivende.

Det gøres i den forbindelse gældende, at dette ikke er korrekt. Det skal i den forbindelse videre fremhæves, at der i 2005, 2006 og 2007 blev realiseret et overskud efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter, hvilket også forventes i indeværende år og følgende år.

Af Højesterets bemærkning i dommen offentliggjort i TfS 1994.364 fremgår som tidligere anført følgende:

"I medfør af statsskattelovens § 6, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende ... "

Når man henser til ovennævnte meget klare bemærkninger fra Højesteret, må det være forholdsvis evident, at man ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt driften af en ejendom må anses for erhvervsmæssig eller ej, må kunne hense til de driftsresultater, der foreligger på tidspunktet for sagens afgørelse.

Når man på tidspunktet for sagens afgørelse rent faktisk er bekendt med, at driften i årene efter de i sagen relevante år rent faktisk giver et overskud, vil det være selvmodsigende at lægge til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende. Det fremgår således ikke af Højesterets præmisser, at man ved sagens afgørelse skal hense til udsigten på selve driftstidspunktet. Dette ville da også være urimeligt i en situation, hvor virksomheden ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kunne betegnes som sædvanlig og forsvarlig, og senere viste sig tillige at være overskudsgivende.

Såfremt man ved vurderingen af landbrugsvirksomhedens rentabilitet alene ser på de aktuelle år, herunder priserne i disse, vil man stå i den situation, at virksomheden svinger mellem at være erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig. En sådan praksis kan man naturligvis ikke operere med.

Faktum i nærværende sag er, at A i indkomstårene 2005-2007 opnåede overskud. Driftsformen i de pågældende år var ganske den samme som i 2001-2003, og resultaterne blev oppebåret, førend kornpriserne steg ganske væsentligt. Kornpriserne lå i denne periode på et lavere niveau end de kr. 95, som syns- og skønsmanden lagde til grund.

Af syns- og skønsmandens besvarelse af spørgsmål 10 fremgår klart, at syns- og skønsmanden - såfremt han skulle have besvaret spørgsmålet pr. 12. oktober 2007 - ville have konkluderet, at As ejendom med den af A i 2001-2003 valgte driftsform på sigt ville kunne et overskud eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger.

For så vidt angår Landsskatterettens synspunkt om, at der skal foretages en opdeling af virksomhedens resultat i henholdsvis resultatet ved udlejning af driftsbygninger, dels i resultatet ved landbrugsvirksomheden, gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at foretage en sådan opdeling af aktiviteterne i landbrugsvirksomheden, idet de pågældende aktiviteter er så integrerede, at der alene foreligger én virksomhed i skattemæssig henseende.

Sammenfattende kan det således konstateres, at As landbrugsvirksomhed har været drevet professionelt, og dermed erhvervsmæssigt forsvarligt.

På denne baggrund kan det sammenfattende konkluderes, at As landbrugsvirksomhed opfylder de i praksis opstillede betingelser for at kunne anses for værende erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Det følger heraf, at der derfor må gives medhold i den nedlagte påstand.

..."

Sagsøgte har procederet sagen i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 4. januar 2010. Heri er der anført følgende til støtte for den nedlagte påstand:

"...

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgerens landbrugsvirksomhed ikke havde erhvervsmæssig karakter i indkomstårene 2001, 2002 og 2003. Som følge heraf kan sagsøgeren ikke foretage fradrag for driftsunderskud, i alt kr. 184.324,-, i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det er alene underskud fra erhvervsmæssig virksomhed, der er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at landbrugsvirksomheden havde erhvervsmæssig karakter.

For landbrug gælder en særlig ligningspraksis, jf. herved Ligningsvejledningen 2009-2, punkt E.A.1.2.3.1, og Højesterets dom i UfR 1994, 530, hvorefter et landbrug anses for drevet

"... erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende"

Det er endvidere en betingelse, at virksomheden ikke har haft et ganske underordnet omfang, jf. f.eks. Højesterets domme i SKM2004.455.HR og SKM2005.301.HR.

Sagsøgeren skal herefter godtgøre, at deltidslandbruget ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok var sædvanlig og forsvarlig, og at sagsøgeren med driften af ejendommen tilsigtede et rimeligt driftsresultat. Ejendommen kan ikke anses for erhvervsmæssigt drevet, hvis det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende, jf. U 1994.530 H og SKM2009.24.HR.

Det bemærkes i den forbindelse, at realisationen af ubetydelige driftsoverskud i enkelte år ikke er tilstrækkeligt til, at landbrugsvirksomheden kan anses at have erhvervsmæssig karakter, jf. SKM2009.24.HR.

Spørgsmålet i nærværende sag er, om sagsøgeren tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat, og om der i indkomstårene 2001-2003 var udsigt til, at driften af sagsøgerens landbrugsbedrift kunne blive overskudsgivende eller give et resultat på eller omkring kr. 0,- . Ved vurderingen afdriftsresultatet skal der lægges vægt på bedriftens resultater efter afskrivninger.

Det fremgår af sagsøgerens skatteregnskaber, at bedriften var underskudsgivende i samtlige af indkomstårene 1998-2004 (bilag 3-9 og bilag 1, side 4 og 5). For indkomståret 2005 var der et mindre positivt resultat efter afskrivninger på kr. 1.745,- (bilag 10), og for indkomstårene 2006 og 2007 var der positive resultater på kr. 7.766,og kr. 6.527,- (bilag 11 og 12).

Det forhold, at sagsøgerens landbrug i perioden 1998-2004 var underskudsgivende, skærper kravene til sagsøgerens bevis for, at virksomheden tilsigtede et rimeligt driftsresultat. Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde, og det bestrides derfor, at sagsøgeren i indkomstårene 2001-2003 tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat.

Herudover bestrides det, at der i indkomstårene 2001-2003 var udsigt til, at bedriften kunne blive overskudsgivende med et resultat på eller omkring kr. 0,-. Det gøres i den forbindelse gældende, at det er forholdende på tidspunktet for disponeringen af driften, dvs. indkomstårene 2001-2003, der er afgørende for vurderingen af, om der var udsigt til et 0-resultat, jf. SKM2009.24.HR og UfR 2000, 313 H.

Når der skal tages stilling til, om det af sagsøgeren drevne landbrug kan godkendes som erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig forstand, og om det efter en længere årrække vil kunne blive overskudsgivende, skal bedømmelsen således ske ud fra den virkelighed, som forelå i de af sagen omhandlede indkomstår og udgjorde rammerne for driften. I 2001-2003 kunne sagsøgeren ikke vide, at kornpriserne ville stige, og det fremgår da også klart af besvarelsen af skønsmandens spørgsmål 10, at de stigende kornpriser lå ud over de forhold, som kunne forventes i 2001-2003.

Skønsmanden har til spørgsmål 4 svaret, at det som gennemsnit ikke kunne forventes, at den af sagsøgeren valgte driftsform ville kunne give overskud på eller omkring kr. 0,- efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn (bilag 14, side 13).

Til spørgsmål 10 har skønsmanden endvidere svaret, at bl.a. højere kornpriser ikke gav anledning til at ændre besvarelsen af spørgsmål 4, og at de højere kornpriser, jf. ovenstående, lå ud over de forhold, der kunne forventes i 2001-2003.

Det gøres på den baggrund gældende, at der ikke i indkomstårene 2001-2003 var udsigt til, at bedriften kunne skabe et resultat på eller omkring kr. 0,- efter afskrivninger. Det er underordnet, at bedriften har været overskudsgivende i de efterfølgende indkomstår 2005-2007, idet det alene er afgørende, om der på tidspunktet for disponeringen af driften var udsigt til et resultat på eller omkring kr. 0,-.

Overskuddene for indkomstårene 2005-2007 er i øvrigt fremkommet ved, at sagsøgeren har haft indtægter fra udlejning af bygninger og jagt og fra salg af brænde. I 2005 var der således lejeindtægter på kr. 8.400,- mens det samlede resultat efter afskrivninger var på kr. 1.745,- (bilag 10, side 4). I 2006 var der leje- og brændeindtægter på i alt kr. 20.098,-, mens det samlede resultat efter afskrivninger var på kr. 7.766,- (bilag 11, side 4). I 2007 var der leje- og brændeindtægter på i alt kr. 12.929,-, mens det samlede resultat efter afskrivninger var på kr. 6.527,- (bilag 12, side 4). Hertil kommet, at sagsøgeren i 2005 alene afskrev driftsmiddelsaldoen med 4 % (bilag 10, side 12), mens der i 2002 blev afskrevet med 25 %.

Sagsøgerens overskud i årene 2005-2007 realiseredes således udelukkende som følge af de nye indtægtskilder i form af udlejning af bygninger og jagt, samt fra salg af brænde.

Landbrugsbedriften var derimod utvivlsomt underskudgivende, når der bortses fra de nye indtægtskilder. Det gøres i den forbindelse gældende, at landbrugsbedriften og udlejningsvirksomheden og virksomheden med salg af brænde ikke er samme virksomhed, men at der derimod er tale om forskellige virksomheder, der skal bedømmes uafhængigt af hinanden, jf. hertil SKM2005.308.VLR og SKM2007.855.ØLR. Der skal således under alle omstændigheder bortses fra lejeindtægterne og indtægterne fra salg af brænde, når det bedømmes, om der var udsigt til, at landbrugsbedriften kunne skabe et 0-resultat.

Det er ikke korrekt, når sagsøgeren gør gældende, at landbrugsbedriften i sig selv er overskudgivende, idet der skal bortses fra bygningsafskrivninger, bygningsvedligeholdelse, bygningsforsikringer m.v.

Vurderingen af om landbrugsbedriften er overskudsgivende baserer sig på bedriftens resultater efter driftsøkonomiske afskrivninger, hvilke afskrivninger omfatter samtlige bygningsudgifter og bygningsafskrivninger.

Rettens begrundelse og afgørelse

I overensstemmelse medden særlige ligningspraksis for landbrug og afgørelsen U1994.530H kan et landbrug anses for drevet erhvervsmæssigt "hvis driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende."

I overensstemmelse med skønsmandens besvarelse kan driften af As landbrugsejendom bedømt ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok betegnes som sædvanlig og forsvarlig.

Retten finder videre efter bevisførelsen ikke grundlag for at betvivle, at sagsøgeren har tilsigtet at opnå et rimeligt driftsresultat.

Ifølge As skatteregnskaber var driften underskudsgivende i samtlige af indkomstårene fra 1998 til 2004. For indkomstårene 2005, 2006, 2007 og 2008 er der i driftsresultatet indeholdt udgifter til udlejning af staldbygning og salg af brænde. Hvis der bortses fra disse nye indtægtskilder, der ikke er en intregreret del af landbrugsvirksomheden, var resultatet af landbrugsdriften også for disse år underskudsgivende. Herefter, og når der henses til skønsmandens besvarelse af spørgsmål 4 og 10, finder retten, at det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende. I den forbindelse bemærkes, at den meget markante prisstigning på korn som fandt sted i 2006/2007 ligger ud over de forhold, som kunne forventes i årene 2001 til 2003.

På den baggrund finder retten ikke, at As landbrugsvirksomhed er drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag for de i 2001 til 2003 realiserede underskud, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Skatteministeriet frifindes derfor for As påstand.

Efter dette resultat skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til sagsøgte. Sagsomkostningsbeløbet fastsættes til 25.000 kr., der angår sagsøgtes udgifter til advokatbistand (herunder materialesamling) inclusive moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, betale 25.000 kr. i sagsomkostninger.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.