SKAT har afslået klagerens anmodning om tilbagebetaling af et momsbeløb på 4.230.873,51 kr. for perioden 1. marts 2010 - 25. april 2013, da klagerens salg af entrébilletter er foretaget mod vederlag og dermed omfattet af momspligten, uanset om køberne har benyttet billetterne, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 A/S (herefter klageren) er et aktieselskab, der driver en fodboldklub. I den forbindelse har klageren et omfattende salg af entrébilletter til klubbens hjemmekampe. Entrebilletterne kan opdeles i følgende kategorier:

Sæsonkort
Denne type af billet giver adgang til ca. 20 hjemmekampe pr. sæson. Adgang til en enkelt hjemmekamp har en varierende værdi afhængig af, hvor på stadion man har sæsonkort til.

Sponsorbilletter stadion
Denne type af entrebillet giver adgang til en hjemmekamp og har en værdi af 45,41 kr. (ekskl. moms).

Sponsorkort 1
Denne type af billet giver adgang til ca. 20 hjemmekampe pr. sæson. Adgang til en enkelt hjemmekamp har en værdi af 214,91 kr. (ekskl. moms)

Sponsorkort 2
Denne type billet giver adgang til ca. 20. hjemmekampe pr. sæson. Adgang til en enkelt hjemmekamp har en værdi af 143,41 kr. (ekskl. moms).

Klageren har opkrævet moms af de solgte entrebilletter. Det forekommer ved forskellige hjemmekampe, at køber ikke udnytter billetten. Det er denne manglende udnyttelse, der ligger til grund for tilbagebetalingskravet.  Betalingen for købte, ikke-udnyttede billetter refunderes ikke.

SKATs afgørelse
SKAT har truffet afgørelse om ikke at imødekomme klagerens anmodning om tilbagebetaling af et momsbeløb på 4.230.873,51 kr. for perioden 1. marts 2010 - 25. april 2013.

Ved køb af en billet eller et sæsonkort er der blevet indgået en aftale mellem klageren og køberen om gensidig udveksling af ydelser, hvorfor klagerens salg udgjorde levering af en ydelse, og købers betaling udgjorde vederlaget for ydelsen, jf. momslovens § 4, stk. 1. Det er derfor med rette, at klageren har opkrævet moms af salget.

Det fremgår af momslovens § 4, stk. 1, at der skal betales moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Levering af ydelser mod vederlag forudsætter, at der er en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget. Ydelser er derfor momspligtige, hvis der mellem tjenesteyderen og aftageren er et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet vederlaget til tjenesteyderen udgør momsgrundlaget for ydelsen til aftageren.

Købet af en billet eller et sæsonkort er udtryk for, at køberen og klageren på købstidspunktet indgår en aftale om gensidig udveksling af ydelser. Klageren giver således køberen adgang til stadion på en nærmere defineret plads og stiller eventuelle yderligere aftalte ydelser til rådighed for køberen mod betaling af et nærmere bestemt vederlag. Køberen opnår derved retten til at udnytte de pågældende ydelser mod betaling af dette vederlag, og vederlaget er uafhængigt af, om køberen udnytter denne rettighed eller ej.

Hvis køberen efterfølgende vælger ikke at udnytte denne rettighed, er der ikke tale om annullation af den indgåede aftale. Det er derimod tale om, at køberen ensidigt vælger ikke at gøre brug af de ydelser, han har købt.

Forholdet er efter SKATs opfattelse ikke sammenlignelig med forholdene i sag C-277/05, Société thermale, hvor EU-domstolen tog stilling til, om beløb, som en kunde havde betalt i form af et depositum til et hotel, skulle betragtes som vederlag for en momspligtig tjenesteydelse, der består i at foretage en reservation, når kunden gør brug af muligheden for annullation, og beløbet tilbageholdes af hotellet, eller om beløbet skulle anses for erstatning for det tab, der indtræder som følge af kundens annullation. I sidstnævnte tilfælde vil beløbet ikke være momspligtig.

Det fremgår af dommens præmis 21, at det ikke var en betingelse for reservationen, at der blev indbetalt et depositum. Indbetaling af depositum var således ikke en integreret del af indlogeringsaftalen. Domstolen fandt herefter i præmis 26, at da reservationsforpligtelsen fulgte af selve indlogeringsaftalen og ikke af det indbetalte depositum, var der ikke nogen direkte sammenhæng mellem den udførte tjenesteydelse og den modtagne modværdi. Domstolen udtalte videre, at den omstændighed, at depositummet i tilfælde af, at det reserverede værelse benyttes, blev fratrukket prisen for værelset, bekræfter, at et sådant depositum ikke er modydelsen for en selvstændig og individualiseret ydelse.

I den forelagte sag er vederlaget for billetten eller sæsonkortet ikke et depositum, men derimod det aftalte vederlag for en selvstændig og individualiseret ydelse.

I sagen C-174/00, Kennemer Golf, fandt domstolen, at betingelsen om en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget er opfyldt, selv om en forening opkræver årlige bidrag af sine medlemmer, og bidraget er uafhængigt af medlemmernes faktiske brug af foreningens faciliteter og andre ydelser. Dét at stille faciliteterne og ydelserne til permanent rådighed for medlemmerne udgør en ydelse i sig selv. De årlige bidrag udgør vederlaget for denne ydelse.

Forholdet i den forelagte sag er heller ikke sammenlignelig med forholdene i SKM2012.492.SR, da udeblivelsesgebyret i denne sag blev opkrævet som en godtgørelse i de tilfælde, hvor patienten udeblev fra en aftalt behandling/undersøgelse. I den forelagte sag er der indgået aftaler om levering af ydelser mod vederlag, og vederlaget er det samme, uanset om køberen benytter sig af billetten/sæsonkortet eller ej.

Den forelagte sag kan heller ikke sammenlignes med sagen i SKM2008.343.LSR, der drejede sig om indsættelse af beløb på en mobilkonto til senere brug. Beløbet kunne efter kundens valg benyttes til teleydelser og andre services, som kunne være momspligtige eller momsfritagne. Desuden kunne kunden vælge at indløse en restsaldo. Det indbetalte beløb blev anset for en deponering, hvorfor der først forelå en momspligtig leverance mod vederlag i forbindelse med brugen af det indbetalte beløb, hvor der blev leveret en momspligtig ydelse. I den forelagte sag forelå der allerede på købstidspunktet en aftale om levering af en eller flere selvstændige individualiserede ydelser mod et nærmere aftalt vederlag.  Køberen erhvervede en rettighed til denne adgang, men køber havde ikke pligt til at gøre brug af rettigheden. Købers manglende anvendelse af købet kan ikke anses for annullation af aftalen.

I den forelagte sag var der tale om, at der på tidspunktet for køb af en billet eller sæsonkort blev indgået en aftale om gensidig udveksling af ydelser, hvor vederlaget blev opkrævet som betaling for adgang til stadion mv. på nærmere bestemte tidspunkter. At køber efterfølgende måtte have valgt ikke at udnytte adgangen, ændrer ikke ved den momsretlige kvalifikation af transaktionen.  

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til tilbagebetaling af et momsbeløb på 4.230.873,51 kr. vedrørende solgte, men ikke-udnyttede entrébilletter for perioden 1. marts 2010 - 25. april 2013.

Til støtte herfor er blandt andet følgende gjort gældende:

"[...] Til støtte for den nedlagte påstand gør vi overordnet gældende, at H1 ikke leverer en momspligtig ydelse i form af en fodboldkamp (underholdning) i den situation, hvor køber ikke udnytter entrébilletten og dermed udebliver fra en specifik hjemmekamp.

I denne situation foretager H1 således ikke en reel levering af en ydelse mod vederlag, da H1's ydelse ifølge aftalen med køberen netop er reservationen af et specifikt sæde til en specifik fodboldkamp.

Retligt grundlag
Den danske momslovgivning er grundlæggende baseret på implementeringen af EU's momsdirektiver.

Det grundlæggende princip i det EU-retlige momssystem er uændret siden formuleringen heraf i EUs 1. momsdirektiv (direktiv 67/227/EØF af 11. april 1967). [...]

De direktivbestemmelser, der er gældende i sagsperioden, findes i Rådets direktiv 2006/112/EF (momssystemdirektivet).

Det er den enkelte afgiftspligtige person, der i momssystemet pålægges pligter og tildeles rettigheder. Den afgiftspligtige person er defineret i direktivets artikel g. En af pligterne for en afgiftspligtig person er at indbetale moms (salgsmoms) til staten ved salg af momspligtige ydelser, [...]

Momslovens § 4, stk. 1, fastlægger dermed grundlaget for hvornår, der foreligger en afgiftspligtig leverance, og i henhold til bestemmelsen forudsætter momspligten, at der sker levering af en ydelse mod et vederlag. I tilfælde hvor der ikke sker en sådan levering mod vederlag, skal der modsætningsvis ikke betales moms.

I forhold til H1 er der således tale om, at billetter til H1's hjemmekampe kun kan anses som værende momspligtige i det omfang, værdien af den betalte billet kan sidestilles med vederlag for en ydelse leveret af H1.

H1's ydelse består i, at køberen reserverer en plads til at overvære en fodboldkamp, og i de situationer, hvor denne reservation udnyttes og billetter til en specifik kamp benyttes, skal der således betales moms af prisen for billetterne. I situationen hvor en billet modsætningsvis ikke bruges, er køberen ikke tilskuer til den specifikke fodboldkamp, og her leverer H1 dermed ikke nogen ydelse. I disse situationer skal der derfor ikke betales moms af prisen for billetten. [...]

EU-Domstolens praksis
EU-Domstolen har ikke taget konkret stilling til, hvordan situationen, hvor en billet til et arrangement ikke udnyttes, skal behandles rent momsmæssigt. Til gengæld har EU-Domstolen i sag C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains (Bilag 2) taget stilling til den momsmæssige behandling af reservationsgebyrer opkrævet i forbindelse med reservation af hotelophold.

Det er vores opfattelse, at EU-Domstolen i denne afgørelse har fastlagt principper, som også finder anvendelse for entrébilletter til arrangementer f.eks. fodboldkampe, som ikke udnyttes.

EU-Domstolen tog i sagen stilling til den momsmæssige behandling af godtgørelse for annullation af en reservation af et hotelophold. I forhold hertil fastslog EU-Domstolen i dommens præmis 32 og 33, at:

"Mens et depositum i tilfælde af normal afvikling af aftalen bliver fratrukket prisen for de ydelser, der leveres af bestyreren af en hotelvirksomhed, og således er momspligtige, er den i hovedsagen omhandlede tilbageholdelse af depositummet derimod en følge af kundens udnyttelse af muligheden for annullation og tjener til at godtgøre bestyreren af en hotelvirksomhed for annullationen. En sådan godtgørelse er ikke vederlaget for en ydelse og er ikke en del af beskatningsgrundlaget for moms. [...]

Denne konstatering ændres [...] hverken af den omstændighed, at der i de fleste tilfælde ikke vil være sammenfald mellem størrelsen af det lidte tab og depositummet, eller af muligheden for, at de værelser, der står til rådighed efter annullationen, kan bebos af nye kunder. Hvad angår en sådan godtgørelse er det nemlig normalt, at tabet størrelsesmæssigt enten overstiger eller er mindre end det depositum, der tilbageholdes af bestyreren af hotelvirksomheden."

Det er vores vurdering, at situationen i sag C-277/05 er sammenlignelig med situationen, hvor en tilskuer vælger ikke at møde op til en kamp på Y1 stadion og derfor ikke udnytter en billet til en specifik kamp.

Såfremt aftalen mellem H1 og de respektive købere af entrébilletter afvikles "normalt", udgør det betalte beløb et vederlag for en ydelse bestående i udnyttelsen af et reserveret sæde til en specifik fodboldkamp. Denne transaktion er momspligtig i henhold til momslovens § 4, stk. 1.

Vælger de respektive købere derimod at udeblive fra en af hjemmekampene, leverer H1 ikke en ydelse, og betalingen tjener til at godtgøre H1 for de gener, der er forbundet med, at køber udebliver. Antallet af tilskuere, der møder op på stadion har således betydning i forhold til TV og reklamer. En sådan godtgørelse er i følge EU-Domstolen ikke et vederlag for en ydelse og er derfor ikke omfattet af momslovens anvendelsesområde.

I forlængelse heraf vil vi gerne anføre, at der ikke er nogen tvivl om, at de af H1 solgte billetter er indkomstskattepligtige. Indeværende klage vedrører selve forbruget af billetterne, og vurderingen heraf skal derfor foretages på baggrund af, at momsen er en afgift på netop forbrug.

Vores vurdering af, at der ikke finder en levering sted, finder desuden støtte i det forhold, at en udeblivelse ikke medfører et forbrug hos en konkret fysisk eller juridisk person. Momsen er en afgift, der pålægges forbrug, hvilket følger af art. 1 i 1. momsdirektiv, og som blandt andet er slået fast af EU-Domstolen i sag C-384/95, Landboden (Bilag 3).

I dommens præmis 22 og 23 blev det således angivet, at

"Det fælles merværdiafgiftssystem bygger på den grundsætning, at der på ting og tjenesteydelser skal anvendes en generelforbrugsafgift, der er nøjagtig proportional med tingenes og tjenesteydelsernes pris, uanset antallet af omsætninger i de produktions- og fordelingsled, der ligger før beskatningsleddet.

Ved enhver omsætning svares en merværdiafgift, der beregnes af tingens eller tjenesteydelsens pris med anvendelse af den afgiftssats, som gælder for tingen eller tjenesteydelsen med fradrag af det merværdiafgiftsbeløb, der umiddelbart har belastet de forskellige omkostningselementer. [...].

En transaktion som den i hovedsagen foreliggende, nemlig den forpligtelse til at nedsætte sin produktion, en landmand påtager sig, er ikke i overensstemmelse med denne grundsætning, idet den ikke giver anledning til noget forbrug."

Denne afgørelse understøtter efter vores opfattelse, at der ikke skal betales moms i situationer, hvor der ikke finder noget forbrug sted. Det er netop vores vurdering, at H1 ikke foretager levering af en ydelse i de situationer, hvor køber udebliver, og at der derfor ikke skal betales moms af værdien af de uudnyttede billetter, da der ikke finder noget forbrug sted.

Dette er tilfældet, da en udeblivelse efter sin art som understreget af EU-Domstolen ikke giver anledning til et forbrug, der kan pålægges moms.

Vi bemærker hertil, at SKAT i deres afgørelse gør gældende, at EU-Domstolens afgørelse i sag C174/00, Kennemer Golf & Country Club finder anvendelse i nærværende sag, da H1 sælger adgang til stadion. Dette er vi ikke enige i.

EU-Domstolens afgørelse i sag C-174/00, Kennemer Golf & Country Club (Bilag 4), vedrørte den momsmæssige behandling af betalingen af et årligt kontingent for adgang til et sportskompleks, og EU-Domstolen tog således i afgørelsen stilling til, hvorvidt et sådant årligt kontingent for adgang kan betragtes som betaling for en momspligtig leverance.

I forhold til dette anført EU-Domstolen i dommens præmis 40, at

"Hvad angår den sag, som verserer for den forelæggende ret, ændrer den omstændighed, [...] at det årlige bidrag udgør et fast beløb og således ikke har sammenhæng med hver personlig anvendelse af golfbanen, ikke det forhold, at der sker gensidig udveksling af ydelser mellem medlemmerne af en sportsforening som den i hovedsagen, og denne forening. De ydelser, som foreningen leverer, består nemlig i at stille sportskomplekset såvel som de fordele, der er forbundet hermed, til permanent rådighed for medlemmerne og ikke i lejlighedsvis at levere ydelser på medlemmernes anmodning. Der eksisterer således en direkte sammenhæng mellem de årlige bidrag som medlemmerne betaler til en sportsforening som den i hovedsagen, og de ydelser, som denne leverer."

I forlængelse heraf konkluderede EU-Domstolen i dommens præmis 42, at

[...] sjette direktivs artikel 2, stk. 1, skal fortolkes således, at de årlige bidrag, som betales af medlemmerne af en sportsforening som den i hovedsagen omhandlede, kan udgøre modydelsen for tjenesteydelser leveret af denne forening til trods for, at medlemmer, som ikke eller ikke regelmæssigt benytter foreningens faciliteter, ikke desto mindre er forpligtet til at betale årligt bidrag."

Sag C-174/00 vedrørte således en situation, hvor det enkelte medlem af golfklubben betalte et årligt kontingent mod, at Kennemer Golf & Country Club stillede sportskomplekset til permanent og ubegrænset til rådighed for de enkelte medlemmer.

Et sådant årligt kontingent er således at betragte som værende betaling for en momspligtig modydelse bestående i den løbende adgang til sportsfaciliteter, hvor det er op til det enkelte medlem hvor meget, man ønsker at benytte faciliteterne.

SKAT henviser i deres afgørelse netop til sag C-174/00 som begrundelse for, at H1 leverer en momspligtig ydelse, selvom køberen af en entrébillet til en af H1's hjemmekampe vælger ikke at udnytte billetten. Det er således SKATs holdning, at der sker levering af en ydelse bestående i adgangen til stadion, og at situationen, hvor billetter ikke udnyttes, således efter SKATs vurdering er sammenlignelig med forholdene i sag C-174/00.

Vi er ikke enige med SKAT i, at der kan ske en sådan sammenligning, da der efter vores vurdering er tale om to forskellige situationer. Sagen vedrørende Kennemer Golf & Country Club omhandlede en situation, hvor det enkelte medlem af golfklubben betalte et årligt kontingent mod, at Kennemer Golf & Country Club stillede sportskomplekset til permanent og ubegrænset til rådighed for de enkelte medlemmer.

Dette er ikke tilfældet for de personer, der køber entrébilletter til H1's hjemmekampe, uanset om der er købt et sæsonkort, sponsorkort eller sponsorbillet. I H1's tilfælde er betalingen udtryk for, at køber reserverer en given plads til de enkelte hjemmekampe, og det er dermed ikke selve adgangen til stadion, personen køber, men i stedet reservationen af et specifikt sæde med henblik på at overvære en fodboldkamp.

H1 leverer således ikke en ydelse bestående i adgang til stadion. Dette bekræftes af det forhold, at H1 de facto har solgt ikke-udnyttede pladser til anden side - der er ikke to personer, der kan sidde på det samme sæde.

Det bemærkes endvidere, at der i sagens natur ikke er ubegrænset stadionkapacitet ligesom køberen af en entrébillet ikke har ubegrænset rådighed over den respektive plads, han har købt.

Det, H1 leverer ved salg af entrébilletter, er reservationen af en given plads med henblik på at overvære en fodboldkamp. Når en køber ikke udnytter sin entrébillet, så finder der ikke noget forbrug sted og der foretages dermed ikke nogen leverance fra H1. Når H1 således ikke leverer noget, skal der ikke betales moms af prisen.

Dansk retspraksis
Skatterådet har i det bindende svar SKM2012.492.SR (Bilag 5) taget stilling til den momsmæssige behandling af gebyrer opkrævet i forbindelse med patienters udeblivelse fra behandling eller undersøgelse.

Skatterådet udtalte i forhold til dette, at

"Når patienten ikke gør brug af tilbuddet og bliver opkrævet et udeblivelsesgebyr, er der ikke tale om en gensidig udveksling af ydelser i henhold til et gensidigt bebyrdende retsforhold. Spørger leverer ikke en ydelse til patienten, og udeblivelsesgebyret er ikke vederlag for levering.

Derimod er gebyret en følge af patientens manglende udnyttelse af muligheden for undersøgelse og behandling, altså for udeblivelsen fra et tilbud, og tjener til at godtgøre spørger for generne heraf En sådan godtgørelse er ikke vederlag for en ydelse, og godtgørelsen skal ikke indgå i momsgrundlaget, if EU-domstolen sag C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les Bains.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at gebyret for udeblivelse ikke skal anses som vederlag for en leverance og derfor falder derfor udenfor momslovens anvendelsesområde, jf. ML § 4, stk. 1. Der skal derfor ikke betales moms af udeblivelsesgebyret."

Skatterådet fastslog ved dette således, at lægekonsultationer ikke leverer nogen ydelse til den enkelte patient, når patienten udebliver fra behandling eller undersøgelse. Betalingen i form af et gebyr tjener således til at godtgøre lægekonsultationen for generne heraf og er derfor ikke omfattet af momslovens anvendelsesområde.

Det er vores opfattelse, at forholdene omhandlet SKM2012.492.SR er sammenlignelige med nærværende sag. Vælger de respektive købere af billetter til H1's hjemmekampe således ikke at møde op til en af kampene, tjener det betalte beløb til at godtgøre H1 for generne heraf. Dette er ikke et vederlag for en modydelse, og betalingen falder derfor udenfor momslovens område. Betalingen er således ikke momspligtig.

Dette understøttes efter vores vurdering ligeledes af Landsskatterettens kendelse i SKM2008.343.LSR (Bilag 6). Her tog Landsskatteretten stilling til den momsretlige behandling af beløb, som modtages af teleselskaber i forbindelse med salg af forudbetalte teleydelser, når beløbet efter kundens valg ikke anvendes (eller kun delvist anvendes), hvorefter teleselskabet tager beløbet til indtægt uden en modsvarende levering.

Landsskatteretten fastslog følgende i kendelsen:

"Således må selve indbetalingen betragtes som en deponering af penge på en mobiltelefonkonto til senere brug. I overensstemmelse med momslovens almindelige princip om, at der skal foreligge en leverance mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, kan der derfor først anses at foreligge en sådan transaktion, når der i forbindelse med selve brugen af det indbetalte beløb leveres en momspligtig ydelse.

Dette medfører samtidig, at der for så vidt angår det indbetalte beløb, som ikke bliver brugt, og som teleselskaberne i overensstemmelse med betalingsmiddelloven § 9, stk. 2, kan indtægtsføre efter udløbet af en vis periode fortsat ikke har foreligget en momspligtig transaktion, idet derfor dette beløb ikke er leveret nogen momspligtig ydelse."

Det blev således slået fast af Landsskatteretten, at en ydelse først kan betragtes som værende momspligtig, når den specifikke ydelse bliver brugt af køberen. I overensstemmelse hermed er det således først i det øjeblik, hvor det kan konstateres, at den enkelte køber af en entrébillet til H1's hjemmekampe møder op og dermed gør brug af billetten, at der foreligger en momspligtig leverance foretaget af H1 bestående i selve fodboldkampen.

Vi gør endvidere opmærksom på, at det efter vores vurdering ikke har nogen betydning, at køberne af billetterne ikke kan få det betalte vederlag refunderet."

SKATs bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:
SKAT har tiltrådt styrelsens indstilling, idet det blandt andet er anført, at der efter SKATs opfattelse ikke er tale om afbestilling i de tilfælde, hvor køber ikke benytter sin billet. I sag C-277/05 var det aftalt, at køber kunne annullere opholdet mod betaling af et gebyr. Der er således tale om forudbetaling af en konkret ydelse, jf. momslovens § 23, stk. 3, hvor momspligten indtræder ved forudbetalingen.

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling
Forelagt styrelsens indstilling har klagerens repræsentant fastholdt og udbygget sine synspunkter, idet det blandt andet er anført, at en del af det beløb, som den enkelte køber betaler, under alle omstændigheder må have karakter af et depositum. Der er ligeledes henvist til to verserende sager ved EU-domstolen vedrørende et lignende spørgsmål, C-250/14, Air France, og C-289/14, Brit Air.

Landsskatterettens afgørelse
Følgende fremgår af momslovens § 4, stk. 1:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Følgende fremgår af momslovens § 23, stk. 1-3:

"Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted (leveringstidspunktet).

Stk.2. Udstedes faktura over en leverance, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunkt, for så vidt faktureringen sker inden eller snarest efter leverancens afslutning.

Stk.3. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, anses betalingstidspunktet som leveringstidspunkt."

Sagen drejer sig om, hvorvidt billetter, der er solgt, men ikke anvendt af køber, udgør leverancer mod vederlag med deraf følgende momspligt, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Landsskatteretten kan i det hele tiltræde SKATs afgørelse og begrundelse herfor. Der ses således ikke at være støtte for klagerens synspunkt om, at leverancer, der ikke anvendes af køber, ikke udgør levering mod vederlag. Salg af varer og ydelser, herunder billetter til eksempelvis fodboldkampe og teater- og biografforestillinger, udgør leverancer uanset købers eventuelle manglende benyttelse af det købte. Momspligten for billetterne indtrådte ved betalingen, jf. momslovens § 23, stk. 3.

At erstatninger, godtgørelser og deponeringer i visse situationer ikke måtte udgøre leverancer mod vederlag, ændrer ikke herved, jf. de af klageren påberåbte afgørelser. Det bemærkes desuden, at faktum i de to præjudicielle sager, C-250/14 og C-289/14, adskiller sig væsentlig fra faktum i den foreliggende sag.

Dermed stadfæstes SKATs afgørelse, således at der ikke skal ske tilbagebetaling til klageren af et momsbeløb på 4.230.873,51 kr. for perioden 1. marts 2010 - 25. april 2013.