Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for bindende tariferingsoplysninger (BTO).

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Formål
  • Udstedelse af BTO
  • Krav til anmodning
  • Bindende virkning
  • Klage
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Afsnit F.A.3.3 om bindende tariferingsoplysning.

Lovgrundlag

Artikel 12 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks

Artikel 5-14 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks.

Formål

Ordningen har til formål at sikre virksomheder, der skal importere eller eksportere varer, således at virksomhederne kan få en bindende afgørelse om varernes tarifering. Herved sikres, at de økonomiske konsekvenser, fx størrelsen af importtold eller eksportrestitution, kendes før transaktionen sættes i gang.

 

Udstedelse af BTO

BTO'er udstedes af SKAT.

I EU-Tidende nr. C 104 af 10. april 2013 , som ændret ved EU-Tidende nr. C 246 af 27. august 2013, er der offentliggjort en fortegnelse over myndigheder, der er udpeget af medlemsstaterne til at modtage anmodninger om og give bindende oplysninger.

Krav til anmodningen om en BTO

Ved ønske om en BTO skal virksomheden udfylde anmodningsblanket nr. 14.021, som kan hentes på SKATs hjemmeside. Anmodningen må kun omfatte én vare.

Blanketten skal udfyldes efter sin rubricering og i overensstemmelse med den gældende vejledning, der er vedhæftet blanketten. Blanketten skal bl.a. indeholde følgende:

  • Beskrivelse af varens fremstilling, sammensætning og anvendelse
  • I videst muligt omfang skal dokumentation for sammensætning, fx analyseattest med relevante oplysninger for tarifering, faktura, brochure osv. vedlægges
  • Begrundelse for ønsket om en BTO, fx om det drejer sig om import fra lande uden for EU eller om eksport mod restitutionsudbetaling. Det bemærkes, at der skal være tale om påtænkte import- eller eksportforretninger.
  • Der kan anmodes om, at fabrikationsdetaljer osv. holdes fortrolige i BTO'en.

Hvis det er muligt, skal virksomheden medsende en prøve af varen.

Bliver der fremlagt dokumenter på andet end dansk, kan SKAT kræve dem oversat til dansk.

Bindende virkning

En BTO har kun gyldighed for modtageren.

BTO´en gælder i seks år, medmindre den tilbagekaldes forinden. SKAT kan kalde BTO´en tilbage, hvis fx tariferingspraksis ændres på det pågældende område. En BTO, som er tilbagekaldt, kan under visse betingelser forblive gyldig i en kort periode efter tilbagekaldelsen.

En BTO udstedt i Danmark er bindende for toldmyndighederne i EU, og en BTO udstedt i et andet EU-land er på samme måde bindende for de danske toldmyndigheder. Det betyder, at en BTO udstedt i Danmark kan fremlægges, hvis en vare ønskes fortoldet i fx Frankrig. Toldmyndighederne i det pågældende EU-land kan dog kræve, at virksomheden får BTO´en oversat til landets eget sprog. Se afsnit A.A.7.4.1 om tolkebistand.

I EF-toldkodeksen er der hjemmel til at toldmyndighederne tilbagekalder en bindende tariferingsoplysning, når de ændrer den i afgørelsen angivne fortolkning af de bestemmelser, der gælder for de pågældende varers tarifering.

En af Kommissionen besluttet tarifering kan finde analog anvendelse på lignende produkter.

Eksempel 1: SKAT må tilbagekalde BTO ved ændret fortolkning

I to sager, som blev forelagt EF-Domstolen for at opnå en præjudiciel afgørelse, var to nederlandske virksomheder af den opfattelse, at de nationale myndigheder ikke ensidigt kan ændre en BTO, men at den kun kan ændres på Kommissionens initiativ. EF-Domstolen afgjorde, at en afgørelse, som er gunstig for den pågældende, kan tilbagekaldes, hvis en eller flere af betingelserne for afgørelsen ikke var eller ikke længere er opfyldt. Se de forenede sager C-133/02 og C-134/02.

Eksempel 2: Kommissionens tarifering må anvendes på lignende produkter

En tysk virksomhed anmodede om to bindende tariferingsoplysninger for to blandinger bestemt til fremstilling af drikkevarer på basis af te. Virksomheden var uenig i afgørelsen, og spørgsmålet blev forelagt EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse. EF-Domstolen fandt, at selv om der var forskel på sammensætningen af indholdet, skulle varerne tariferes analogt. Se sag C-130/02 (Krings)

Klage

SKATs bindende tariferingsafgørelse kan indbringes for Landsskatteretten. Se A.A.10.1 om klagestruktur.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme/ EF-domme

C-133/02 og C-134/02

BTO kan tilbagekaldes

 

C-130/02

Analog anvendelse af beslutning om tarifering