Indhold

Dette afsnit handler om pligter til at indberette oplysninger om pantebreve, der er i depot, og pantebreve mv., der ikke er i depot.

Afsnittet indeholder:

  • Pantebreve, der er i depot
  • Pantebreve og gældsbreve, der ikke er i depot.

Pantebreve, der er i depot

Indberetningspligten

Indberetningspligten omfatter den, der som led i sit erhverv modtager pantebreve med pant i fast ejendom i depot til forvaltning. Se SKL 8 Q.

Kredsen af indberetningspligtige, der er nævnt i bestemmelsen, er ikke udtømmende, idet alle, der modtager nævnte pantebreve i depot til forvaltning, er omfattet. Sikkerhedsdepoter er omfattet, hvis den, der fører depotet, også forestår opkrævningen af ydelserne.

Adgang til at blive konkret fritaget for indberetningspligten

Når praktiske forhold taler for det, og oplysningen har mindre betydning for skattekontrollen, kan skatteministeren i medfør heraf fritage for eller lempe indberetningspligten for enkelte grupper af indberetningspligtige eller for visse kontoarter. Se SKL 8 H, stk. 4, § 8 P, stk. 4, og § 8 Q, stk. 3.

Indberetning af kvartårlig rentetilskrivning mv. 

Den, der i forvejen har pligt til at indberette om renter af  pantebreve i depot efter SKL § 8 Q, skal til SKAT indberette følgende oplysninger om kvartårlig rentetilskrivning mv. af pantebreve i depot:

  • Indberetningen skal omfatte fysiske personer, som har et cpr-nr.
  • Undtaget fra indberetningspligten er:
    • Låneforhold, hvor der er tre eller flere låntagere med hjemsted eller bopæl i Danmark.
    • Veksler.
    • Lån, hvoraf renten efter LL § 17 A ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
  • Indberetningen skal indeholde
    • oplysninger til identifikation af låntager efter indberetningsbekendtgørelsens § 4, og
    • oplysninger om konto- og låneforholdet.
  • Indberetningen skal omfatte
    • de samlede ordinære renteudgifter af pantebreve i depot
    • samt reservefonds- og administrationsbidrag,
    • som er tilskrevet eller opkrævet fra kalenderårets start til udgangen af det kvartal, der indberettes om.
  • Indberetningen skal foretages for hvert låneforhold.
  • Fristen for indberetning er den sidste hverdag i måneden efter udløbet af kvartalet, men omfatter ikke årets sidste kvartal.

Se

Pantebreve og gældsbreve, der ikke er i depot

Indberetningspligten

  • En person, som er skattepligtig efter KSL § 1, § 2, stk. 1, nr. 4 eller 5, eller § 5 A,
  • skal over for SKAT oplyse om identiteten af långivere af lån, hvoraf personen betaler renter,
  • medmindre lånet er omfattet af indberetningspligt efter andre bestemmelser i denne lov.

Se SKL 7 L, stk. 1.

De nærmere oplysninger, der skal afgives ved indberetning om pantebreve og gældsbreve, der ikke er i depot

Ved indberetning efter SKL 7 L, stk. 1, om långiver og renter ifølge pantebreve mv., der ikke er i depot, skal der oplyses:

  • Cpr-nr. eller cvr-nr. for långiveren
  • Størrelsen af indkomstårets fradragsberettigede renter
  • Hvorvidt der er tale om renter til forskel fra underholdsbidrag eller børnebidrag.

Hvis långiveren hverken har et cpr-nr. eller et cvr-nr., eller hvis indberetteren ikke har kendskab til långiverens cpr-nr., og långiveren ikke har et cvr-nr., skal der i stedet indberettes følgende oplysninger om den pågældende långiver:

  • Navn
  • Fødselsdato, hvis modtageren er en person, og indberetteren kender fødselsdatoen
  • Adresse, herunder med angivelse af land.

Se indberetningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, og stk. 2, 1. og 3. pkt.