A A/S' klage til Landsskatteretten skyldes, at told- og skatteregionen har pålagt selskabet at berigtige afgift af kaffe efter satsen for brændt kaffe, jf. lov om forbrugsafgifter § 11, stk. 1, jf. § 14a, stk. 1 og stk. 2.

Det fremgår af sagen, at A importerer rå kaffe (bønner) fra lande udenfor EU. Herudover købes der via mæglere rå kaffe på spotmarkeder. Hovedparten af den rå kaffe renses, ristes/brændes, males og pakkes. Resten sælges i rå tilstand.

Af den færdigfremstillede kaffe anvendes en mindre del til andre produkter, eksempelvis cappuccino og instanskaffe. Herudover sælges der i mindre omfang brændt kaffe til andre registrerede virksomheder i Danmark.

Det fremgår af sagen, at A har beregnet grundlaget for betaling af kaffeafgiften på basis af månedens totale salg (ekskl. Cappuccino, instant kaffe, chokolade m.v.) tillagt månedens udleverede vareprøver på kaffe fratrukket salg til anden registreret virksomhed samt eksport.

Salget, der er opgjort i kilo, omregnes herefter til mængde råkaffe anvendt til produktionen. Omregningsfaktoren udregnes med udgangspunkt i svindprocenten, der konstateres ved hjælp af fysisk optælling af lageret. A har oplyst, at svindprocenten ligger stabilt omkring 13,5 %.

A betaler på baggrund af den beregnede mængde rå kaffe anvendt til produktionen afgift af kaffe efter satsen for rå kaffe, jf. lov om forbrugsafgifter § 11, stk. 1.

A har siden januar 1993 hver måned opgjort afgiften som angivet.

Ifølge klageskrivelsen drøftede indkøbschefen beregning af kaffeafgifter med told- og skatteregionen omkring årsskiftet 1992/93 bl.a. i forbindelse med forespørgsel om betaling af afgifter for te. Han fik oplyst, at der i reglerne i forbrugsafgiftslovens § 11 var fleksibilitet. Told- og skatteregionen har meddelt, at man ikke har kunnet finde dokumentation for, at der skulle have været udtalt sådan fra regionen.

I 1995 foretog A i forbindelse med en brand fraskrivning af et beskadiget parti brændt kaffe efter satsen for rå kaffe. Told- og skatteregionen godkendte fraskrivningen.

Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet, at A's salg af brændt kaffe skal afgiftsberigtiges efter satsen for brændt kaffe, jf. forbrugsafgiftslovens § 11, stk. 1. Regionen har i den forbindelse efteropkrævet A 7.608.972 kr. for for lidt betalt afgift for perioden 1. december 1994 til 31. oktober 1999.

Regionen har som begrundelse anført, at A skal afgiftsberigtige kaffe efter satsen for brændt kaffe, da A fremstiller en afgiftsbelagt vare i form af brændt kaffe. Det er ikke af betydning, hvilke varer der anvendes til fremstillingen. At der under fremstillingen anvendes en anden afgiftspligtig vare, er heller ikke af afgiftsmæssig betydning. Regionen har i den forbindelse henvist til side 12 i vejledning E. 31-98 om afgift af cigaretpapir, skrå og snus, glødelamper og sikringer, kaffe og te, hvoraf det fremgår, at opgørelsen foretages på grundlag af udleveringen af afgiftspligtige varer, der er fremstillet af virksomheden.

Regionen har videre anført, at det af lov om forbrugsafgifter § 14 a, stk. 2, følger at afgiften svares ved varernes udlevering fra virksomheden. Beskatningsobjektet er derfor den vare, der udleveres fra virksomheden, hvilket er brændt kaffe. Den sats, der skal anvendes, er derfor satsen for brændt kaffe.

At A har indsendt afgiftsangivelser, der senere viser sig at være forkerte, uden at regionen har reageret herpå, kan ikke beskytte virksomheden mod, at regionen med denne skrivelse agter at træffe afgørelse om, at virksomheden skal ændre sin afgiftsberegningsmetode. En afgiftsangivelse er at sammenligne med en selvangivelse. At myndigheden ikke umiddelbart reagerer, er ikke ensbetydende med, at angivelsesoplysningerne er korrekte. Den almindelige forældelsesregel i 1908-loven om forældelse af visse fordringer, hvorefter skatte- og afgiftskrav forældes efter 5 år, beskytter virksomheden mod, at myndigheden regulerer mere end 5 år tilbage.

Endvidere har regionen i forbindelse med det beskadigede parti brændt kaffe alene givet tilladelse til fraskrivning i afgiftsgrundlaget. Der blev ikke taget stilling til med hvilken sats omregningen skulle ske.

For at kunne gøre gældende, at A har opnået en retsbeskyttet forventning, kræves der bl.a., at der er tale om en direkte og positiv tilkendegivelse fra regionen. En positiv tilkendegivelse betyder, at svaret på et specifikt spørgsmål er til gunst for spørgeren. Passivitet er ikke udtryk for en positiv tilkendegivelse, og en myndigheds passivitet overfor et selvangivet punkt er ikke til hinder for, at punktet korrigeres med tilbagevirkende kraft, alene med respekt af forældelsesregler.

Regionen har videre anført, at det ikke har betydning, at A anvender samme fremgangsmåde med omregning i forbindelse med aktiv forædling efter toldreglerne. Der er tale om to forskellige procedurer. Ved aktiv forædling gives godtgørelse for toldbeløbet på det kvantum, der er modtaget. Ved afgiftsberegning afgiftsberigtiges den mængde der er fremstillet og udleveret.

A's repræsentant har overfor Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at A kan berigtige afgift af kaffe efter satsen for rå kaffe beregnet på grundlag af mængden af udleveret brændt kaffe med tillæg af svind, samt at told- og skatteregionen i konsekvens heraf skal tilbagebetale A 7.548.141 kr. med renter for for meget betalt afgift.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at told- og skatteregion skal tilbagebetale A 7.548.141 kr. med renter.

Til støtte for sin principale påstand har repræsentanten anført, at lovændringen af § 11 om kaffeafgifter i 1992, hvor ordene i forbindelse med indførsel udgik, alene havde betydning for tidspunktet for afgiftens betaling. Der var ikke tilsigtet nogen ændring af afgiften eller størrelsen af denne, men forfaldstidspunktet blev ændret, for at ligestille disse virksomheder med de øvrige punktafgiftspligtige virksomheder. Endvidere skulle ændringen være provenuneutral, hvorfor der ikke er hjemmel for told- og skatteregionen til at pålægge A en højere afgift.

Desuden fremgår det ikke af Told- og Skattestyrelsens nyhedsbreve udsendt i forbindelse med lovændringens ikrafttræden, at afgiftsberigtigelse af udleveret kaffe ikke vil kunne foretages som praktiseret af A.

Videre har repræsentanten anført, at regionen ikke på noget tidspunkt før i efteråret 1999 har fremsat indvendinger overfor A, uanset at regionen har været vidende om, at A var en fremstillingsvirksomhed, hvor der skete ristning af rå kaffe til brændt kaffe, og uanset at A siden lovændringens ikrafttræden har berigtiget afgift som angivet. Endelig accepterede regionen efter branden i 1995 en fraskrivning af det beskadigede parti brændt kaffe omregnet efter den angivne metode.

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten anført, at betingelserne for gennemførelse af et efterbetalingskrav ikke er opfyldt. I den forbindelse har repræsentanten anført, at det af Jens Gardes "Forvaltningsret" Almindelige emner, 3. udgave, fremgår, at domstolene vægrer sig ved at underkende en langvarig fulgt administrativ praksis. I nærværende sag har det siden januar 1993 været praksis, at A beregnede kaffeafgift efter satsen for rå kaffe med tillæg af svind.

Af Bernhard Gomards Obligationsret 3. del fremgår, at spørgsmål om begrænsning af kreditors ret til at kræve et manglende beløb efterbetalt kun opstår, hvor debitor mente, at han med sin betaling har præsteret en fuldstændig og endelig opfyldelse af kreditors fordring, hvilket er tilfældet med A's månedlige betalinger.

Endvidere skal kreditor i almindelighed reagere inden rimelig tid efter betalingen for at bevare sit krav på efterbetaling, hvis han med rimelig og sædvanlig agtpågivenhed kunne have indset, at det modtagne beløb var for lille, men debitor tilsyneladende anså det for at udgøre hele det skyldige beløb. Regionen har i nærværende sag 12 gange hvert år haft anledning til at reagere og kunne med selv den mindste grad af agtpågivenhed konstatere, at det var satsen for rå kaffe, som A benyttede. Repræsentanten har henvist til UfR 1973.476 H, TfR 1954.231, UfR 1984.142 V og UfR 1970.906 V. Videre har repræsentanten henvist til UfR 1980.994 H, hvor myndighederne efter 4 år ikke kunne kræve efterbetaling af for lidt betalt vægtafgift.

Repræsentanten har endelig anført, at der i retspraksis lægges vægt på, hvordan en fejl er opstået, herunder hvem der er skyld heri, hvem af parterne der især har haft mulighed for og anledning til at opdage fejlen, på parternes gode/onde tro, på udvist passivitet, samt i hvilket omfang debitor har indrettet sig på og truffet dispositioner i tiltro til, at der er sket endelig betaling.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til § 11, stk. 1, i lov om forbrugsafgifter svares der med forskellig sats afgift af rå kaffe, brændt kaffe og kaffeekstrakter uden indhold af andre bestanddele end kaffe.

Efter § 14a, stk. 1, skal virksomheder, der fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige varer, registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Efter stk. 2, svares afgiften ved varernes udlevering fra de registrerede virksomheder.

Af bemærkningerne til § 6 i lovændringen af lov om forbrugsafgifter i oktober 1992 (folketingstidende spalte 1090-91) fremgår:
Da kaffe og te ikke dyrkes i Danmark, har man i sin tid valgt at opkræve afgiften i forbindelse med importen. Da dette ikke længere er muligt for varer fra andre EF-lande, foreslås det derfor at omlægge systemet, således at kaffe- og teimportører kan få tilført varerne fra såvel EF-lande som tredjelande i uberigtiget stand, og først skal afregne afgiften, når varerne udleveres fra virksomheden. En sådan omlægning vil stille disse virksomheder på lige fod med andre i de øvrige punktafgiftslove registrerede virksomheder.

Under hensyn til at afgiften skal svares ved udleveringen, samt at der hverken i lovteksten eller dens forarbejder er holdepunkter for, at virksomheder, der fremstiller brændt kaffe af importeret rå kaffe, har valgmulighed med hensyn til hvilken afgiftssats, der skal benyttes, finder retten, at afgiftsobjektet må antages at være den udleverede vare. Retten finder således, at A skal svare afgift af den udleverede mængde brændt kaffe efter afgiftssatsen for brændt kaffe.

Retten finder ikke, at told- og skatteregionen er afskåret fra at kræve efterbetaling af for lidt betalt afgift af kaffe for perioden 1. december 1994 til 31. oktober 1999. Retten har herved lagt vægt på, at der er tale om af A angivne afgiftsopgørelser, og at der ikke er dokumentation for, at told- og skatteregionen overfor A er fremkommet med nogen positiv tilkendegivelse om, at virksomheden kunne afgiftsberigtige brændt kaffe efter satsen for rå kaffe. Det forhold, at told- og skatteregionen efter det foreliggende har forholdt sig passiv overfor virksomhedens afgiftsangivelser findes ikke at have bibragt virksomheden en retsbeskyttet forventning om, at afgiften var opgjort korrekt for den omhandlede periode.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.