Indhold
Dette afsnit handler om indberetning af oplysninger til brug for fradrag i den personlige indkomst og i den skattepligtige indkomst.
Afsnittet indeholder:
- Kontanthjælp eller introduktionsydelser, der skal tilbagebetales
- Gaver til kulturinstitutioner
- Bidrag til fleksydelse
- Kontingenter til faglige foreninger og arbejdsløshedskasser
- Gaver og løbende ydelser til almennyttige og almenvelgørende foreninger
- Fredede bygninger.
Kontanthjælp eller introduktionsydelser, der skal tilbagebetales
Kommunerne skal for hver kalendermåned og for hver indbetaler indberette til eIndkomst, jf. § 3 og § 4 i lov nr. 403 af 8. maj 2006 om et indkomstregister, om modtagne tilbagebetalinger af:
Se SKL § 7 D.
Gaver til kulturinstitutioner
Kulturinstitutioner, der modtager gaver, der opfylder betingelserne efter LL § 8 S for fradragsret for gavegiver, skal til SKAT indberette om gavens værdi og gavegiverens cpr-nr., cvr-nr. eller SE-nr. Se SKL § 7 K.
Bidrag til fleksydelse
Beskæftigelsesministeriet skal hvert år indberette til SKAT om fleksydelsesbidrag, der er modtaget efter lov om fleksydelse i det foregående kalenderår.
Den, hvorom indberetning skal foretages, skal oplyse Beskæftigelsesministeriet om sin identitet, herunder cpr-nr.
Se SKL § 8 A.
Kontingenter til faglige foreninger og arbejdsløshedskasser
Faglige foreninger
Faglige foreninger, der er nævnt i LL § 13, har pligt til hvert år at indberette til SKAT om de indbetalinger, der er modtaget fra medlemmer for det foregående kalenderår. Se SKL § 8 T.
Tidsfrister
Indberetning skal foretages senest den 20. januar til SKAT. Se SKL § 9 A.
Pligt til at oplyse identitet
Den, der skal foretages indberetning om, har pligt til at oplyse den indberetningspligtige om sin identitet. Se SKL § 8 T, stk. 2, og indberetningsbekendtgørelsens § 4.
Fradragsret
Indberetningspligten omfatter kun kontingenter, der er fradragsberettigede efter LL § 13, stk. 1.
Anvendes en del af kontingentet af foreningen på en sådan måde, at medlemmet kan vælge at fradrage kontingentet efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, indberettes denne del af kontingentet særskilt. Se indberetningsbekendtgørelsens § 36, stk. 2.
Tilsvarende gælder, at hvis en del af kontingentet anvendes til præmie til gruppelivsforsikring, som nævnt i PBL § 56, stk. 4, skal dette oplyses i indberetningen.
Fravalg af fradragsret
Et medlem kan pålægge foreningen ikke at foretage indberetning. Se SKL § 8 T, stk. 1, sidste pkt.
Fravælges en sådan indberetning, fortaber medlemmet retten til fradrag for kontingentudgiften efter LL § 13, stk. 2.
Arbejdsløshedskasser
Arbejdsløshedskasser, der er godkendt i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring mv., skal til SKAT indberette om modtagne indbetalinger fra medlemmer. Se SKL § 8 U.
Der er ikke indberetningspligt for præmier til en privattegnet arbejdsløshedsforsikring, men der kan indgås en frivillig aftale mellem forsikringstager og forsikringsselskab om indberetning.
Eventuelle udbetalinger betragtes som A-indkomst og er indberetningspligtige efter SKL § 7.
Om fradrag vedrørende kontingenter mv. efter LL § 13, se afsnit A.F.1.16.
Gaver og løbende ydelser til almennyttige og almenvelgørende foreninger
Foreninger, stiftelser, institutioner mv., som nævnt i LL § 8 A, LL § 8 H og LL § 12, stk. 1-4, skal hvert år til SKAT indberette , hvilke indbetalinger, som foreningerne mv. har modtaget det foregående kalenderår.
Indberetningen skal indeholde oplysninger til identifikation af indbetaler og modtager. Endvidere skal den indeholde oplysninger om størrelsen af det indbetalte beløb og om, efter hvilke bestemmelser i skattelovgivningen indbetalingen er ydet. Den enkelte yder af indbetalinger til foreningerne kan inden kalenderårets udgang pålægge foreningen ikke at foretage indberetning.
Den, der har indbetalt til foreningen mv., skal give foreningen oplysning om identifikation undtagen i de tilfælde, hvor den enkelte yder har pålagt foreningen, at der ikke skal foretages indberetning.
Se SKL § 8 Æ.
Bemærk
Hvis den skattepligtige, der yder gaver eller løbende ydelser til en forening mv., pålægger foreningen ikke at indberette oplysninger om den ydede gave og yderens identitet mv., afskærer den skattepligtige sig dermed fra adgang til fradrag for den pågældende gave eller ydelser ved selvangivelsen.
Se LL § 8 A, stk. 1, LL § 8 H, stk. 1, og LL § 12, stk. 2.
De nærmere regler for indberetningen
Ved indberetning efter SKL § 8 Æ skal følgende oplyses:
- Identiteten af foreningen mv.
- Gaveyders identitet.
- Størrelsen af det samlede gavebeløb, som foreningen mv. har modtaget fra gaveyder det foregående kalenderår efter LL § 8 A.
- Størrelsen af det samlede gavebeløb, som foreningen mv. har modtaget fra gaveyder det foregående kalenderår efter LL § 8 H.
- Størrelsen af det samlede gavebeløb, som foreningen mv. har modtaget fra den forpligtede det foregående kalenderår som en løbende ydelse efter LL § 12, stk. 1-4.
Hvis den, der har ydet en gave, inden kalenderårets udgang har pålagt foreningen mv. ikke at foretage indberetning, skal indberetningen ikke omfatte den pågældende.
Se indberetningsbekendtgørelsens § 40.
Bemærk
Den materielle regel i LL § 8 A, stk. 1, 2. pkt., hvorefter gaven til den enkelte forening, stiftelse, institution mv. i indkomståret skulle være på mindst 500 kr. for at opnå fradrag, er ophævet den 1. januar 2012 ved lov nr. 519 af 12. juni 2009.
I sammenhæng hermed skal foreninger mv., der modtager gaver med fradrag efter LL § 8 A, indberette alle modtagne gavebeløb uanset beløb. Se bekendtgørelse nr. 1147 af 4. december 2012, der ophæver § 39, stk. 3, i den dagældende indberetningsbekendtgørelse (BEK nr. 1315 af 15. december 2011).
Fredede bygninger
Bygnings Frednings Foreningen skal hvert år til SKAT indberette de fradrag, som foreningen har opgjort efter LL § 15 K, stk. 4. Indberetningen skal indeholde oplysninger til identifikation af ejeren, ejendommen, størrelsen af de beregnede fradrag, indkomstår og den indberettende forening.
Ejeren af den fredede bygning skal give Bygnings Frednings Foreningen oplysning om cpr-nr. eller cvr-nr.
Se SKL § 8 Ø.
Ved indberetning efter SKL § 8 Ø skal følgende oplyses:
- Identiteten af den indberetningspligtige.
- Identiteten af ejeren.
- Størrelsen af det beregnede fradrag.
- Det kalenderår, som indberetningen vedrører.
Se indberetningsbekendtgørelsens § 41.