Indhold

Afsnittet indeholder reglerne om afskaffelse af fradrags- og bortseelsesreten for kapitalpensioner og supplerende engangsydelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afskaffelse af fradrags-og bortseelsesretten fra indkomståret 2013.
  • Overgangsregler

Afskaffelse af fradrags-og bortseelsesretten fra indkomståret 2013

Fra og med indkomståret 2013 er beløbsgrænsen for indbetalinger på kapitalpensioner og supplerende engangsydelser 0 kr. Se PBL § 16, stk. 1. 

Det betyder, at der fra og med indkomståret 2013 som hovedregel ikke længere er

  • bortseelsesret for en arbejdsgivers indbetalinger til en arbejdsgiveradministreret kapitalpension eller supplerende engangsydelse for pensionsopspareren. Se PBL § 16, stk. 1, 3. pkt og § 19.
  • fradragsret for indbetalinger til en privattegnet kapitalpension eller supplerende engangsydelse. Se PBL § 16, stk. 1, 3. pkt og § 18, stk. 1 og 2.

For skattepligtige personer, der har bagudforskudt indkomstår 2013, dvs. personer hvis indkomstår 2013 er påbegyndt inden 1. januar 2013, er fradrags- og bortseelsesret for indbetalinger til kapitalpensioner og supplerende engangsydelser først afskaffet fra og med indkomståret 2014, jf. lov nr. 922 af 18. september 2012, § 13, stk. 3, 1. pkt.

Se også

Om bortseelses- og fradragsret til og med indkomståret 2012 i Den juridiske vejledning 2012-2 afsnit C.A.10.2.3.3.

Overgangsregler

Obligatoriske indbetalinger i henhold til kollektiv overenskomst indgået senest den 31. december 2012

Hvis arbejdsgiveren indbetaler et årligt beløb på højst kr. 46.000 kr. (2013) til kapitalpensioner og supplerende engangsydelser, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der er indgået inden den 31. december 2012, så beskattes indbetalingerne ikke hos de ansatte, idet der er bortseelsesret for et beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i PBL § 16, stk. 1, som affattet ved LBK nr. 1246 af 15. oktober 2010.  Det gælder dog kun obligatoriske bidrag til kapitalpension og supplerende engangsydelse efter den indgåede overenskomst.

Undtagelsen gælder kun til og med det indkomstår, hvor næste generelle overenskomstfornyelse sker, dog ikke senere end indkomståret 2016. Se lov nr. 922 af 18. september 2012, § 13, stk. 4.

En forlængelse, herunder også en uændret forlængelse, af en kollektiv overenskomst bliver betragtet som indgåelse af en ny kollektiv overenskomst, hvor overgangsbestemmelsen ikke kan bruges. Det betyder, at indbetalinger til kapitalpensioner og supplerende engangsydelser, der er omfattet af den ny overenskomst, bliver beskattet.

 Se også

Om bortseelses- og fradragsret til og med indkomståret 2012 i (Den juridiske vejledning 2012-2 afsnit C.A.10.2.3.3).