x

Nogle gange vælger en koncern at oprette en cash pool. Dette sker typisk for, at udnytte de fordele der kan være ved, at transaktionerne med koncernens bankforbindelse foretages på et nettoniveau. Derved udnyttes den overskydende likviditet, som et koncernselskab måtte have i et andet koncernselskab, der har behov herfor.

Cash pool arrangementer er på samme måde som andre koncerninterne transaktioner underlagt LL § 2, og er derved omfattet af de generelle retningslinjer for kontrollerede transaktioner på samme måde som andre finansielle transaktioner, fx koncerninterne lån.

Virksomheden skal generelt overveje nytteværdien, når den erhverver koncerninterne serviceydelser. Se også afsnit C.D.11.2.3.2 om koncerninterne serviceydelser. Det samme er gældende, når et koncernselskab indgår i et cash pool-arrangement, eller anden form for intern bank. Derudover er det, som inden for andre områder af transfer pricing, relevant at vurdere parternes realistiske muligheder.

I de situationer, hvor et af de deltagende selskaber over en periode leverer overskydende kapital, som indskud i cash pool'en, er det relevant at vurdere, i hvilket omfang et uafhængigt selskab ville lade overskydende kapital stå placeret til en lav forrentning, eller om et uafhængigt selskab ville forvalte pengene anderledes.

Hvis den interne bank ud fra de funktioner, aktiver og risici som den påtager sig, ikke har nævneværdige risici, skal aflønningen i selskabet afspejle dette. Dette kan fx ske ved, at fordelene ved den interne bank videreformidles til deltagerne.

Der er forskellige typer af cash pool arrangementer, men de kan overordnet opdeles i to typer.

Disse er "zero balancing cash pools" og "notional cash pools".

I zero balancing cash pool arrangementer overføres deltagernes træk/indestående til cash pool administratoren ved slutningen af hver dag. Derved beregnes trækket i forhold til en ekstern bank ud fra et nettoprincip. Det samme er gældende for notional cash pool arrangementer, men i denne form for cash pool sker beregningen ud fra en virtuel overførsel til cash pool administratoren. Således sker der ingen fysisk overførsel af pengene. Forskellen kan fx have indvirkning på fordelingen af risici imellem deltagerne i cash pool-arrangementet.

Bemærk

  • Uanset at rentesatsen er blevet fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet kan fradragsretten alligevel blive beskåret. Dette skyldes andre bestemmelser end LL § 2.
  • Hovedaktionærlån kan være ulovlige efter selskabsloven, og for nogle lån er der særlige skattemæssige konsekvenser. Se også afsnit C.B.3.5.3.3 om aktionærlån.

Se også

Se også

  • C.B.1.3.3 og C.B.1.3.4 om ikke fradragsberettigede kurstab på koncerninterne fordringer og gæld
  • C.D.1.2.6 om transparente selskaber og SEL § 2A
  • C.D.11.2.3.2 om koncerninterne serviceydelser og koncernfordele (incidental benefits)
  • C.D.2.4.4 om beskæring af fradrag for finansieringsudgifter
  • C.D.11.2.4 om armslængdeprincippet i relation til cost contribution arrangements
  • C.D.11.4.1 om dokumentationspligten
  • C.D.11.8 om sekundære justeringer
  • BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 6, stk. 3, og § 10
  • Ministersvar til Skatteudvalget - SAU alm. del svar på spørgsmål nr. 356 af 30. maj 2006.

x