Indhold

Dette afsnit handler om, at der generelt er to metoder til at finde armslængdeprisen vedrørende koncerninterne rentesatser. Det er den fri markedsprismetode og lånemarginmetoden. Derudover er der en praksis vedrørende diskontoen + 4 pct. De tre emner er behandlet nedenfor.

I dette afsnit beskrives:

Generelt
Den fri markedsprismetode (CUP-metoden)
Lånemarginmetoden
Diskontoen plus 4 pct.

Generelt

Den fri markedsprismetode tager udgangspunkt i sammenlignelige transaktioner ved vurdering af armslængdeprisen. Lånemarginmetoden tager udgangspunkt i den kontrollerede transaktion, og derefter estimerer armslængdeprisen ud fra, hvordan uafhængige ville fastlægge prisen på de forskellige elementer, der indgår i den kontrollerede transaktion. Afhængigt af, hvordan metoderne benyttes er der, i visse situationer, en del metodemæssige fællestræk. I andre situationer er den metodemæssige sammenhæng mindre tydelig. På trods af forskellige tilgange, sigter begge metoder at estimere en armslængdepris på koncerninterne rentesatser.

Den fri markedsprismetode (CUP-metoden)

Prisen for transaktioner mellem uafhængige parter udgør per definition markedsprisen. Ved CUP-metoden sammenlignes prisen for den kontrollerede transaktion derfor med prisen på en sammenlignelig, ikke kontrolleret transaktion.

De uafhængige transaktioner, som anvendes til prisfastsættelsen, skal være sammenlignelige. Der kan både være tale om den skattepligtiges egne finansielle transaktioner fra/til uafhængige, kaldet en intern CUP, eller det kan være finansielle transaktioner mellem to uafhængige virksomheder ofte kaldet en ekstern CUP.

Den kontrollerede transaktion er sammenlignelig med den ikke kontrollerede transaktion, når en af to betingelser er opfyldt:

Når forskellen mellem transaktionerne ikke har væsentlig indflydelse på prisen.
Eller når det er muligt at justere for forskellene og derved gøre transaktionerne sammenlignelige.

Se OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 2.14.

De forhold, der kan have betydning for prisen, er beskrevet i OECD's fem sammenlignelighedsfaktorer. Sammenligneligheden skal derfor vurderes i forhold hertil. I relation til finansielle transaktioner er der givet en række eksempler på momenter, der kan påvirke fastsættelsen af renten. Dette fremgår af afsnit C.D.11.2.6.1 under renteelementer.

Et af de momenter, der indgår ved vurdering af armslængdeprisen af finansielle transaktioner, er låntagers kreditværdighed. I forhold til den fri markedsprismetode indgår låntagers kreditværdighed som ét af de kriterier, der benyttes ved vurdering af, hvorvidt den kontrollerede transaktion er sammenlignelig med de uafhængige transaktioner.

CUP-metoden forudsætter, at der er stor sammenlignelighed, fordi selv en mindre forskel mellem to produkter kan være med til at skabe en præference for det ene produkt frem for det andet, hvilket afspejles i prisen.

Se også

Se også afsnit

C.D.11.2.2.2.2 om CUP-metoden (Comparable Uncontrolled Price Method)
C.D.11.4.4 om hvordan sammenlignelighedsanalysen skal beskrives i transfer pricing-dokumentationen.

Lånemarginmetoden

Ved denne metode tages der udgangspunkt i de omkostninger, långiver har ved at stille den pågældende kapital til rådighed, herunder eksempelvis omkostninger til rente, risiko forbundet med lånearrangementet og administration. Til disse omkostninger tillægges en margin, der tilfalder långiver for de funktioner og risici långiver påtager sig, ved at stille den pågældende kapital til rådighed.

Det er muligt at vurdere låntagers kreditværdighed ud fra simuleringer i forskellige kreditvurderingsmodeller, såfremt låntager ikke allerede er kreditvurderet.

Når karakteristikaene samt låntagers kreditværdighed er fastlagt, er det som udgangspunkt nødvendigt at sammenligne transaktionen med tilsvarende transaktioner med samme karakteristika mellem uafhængige parter for at fastsætte rentesatsen.

I de situationer, hvor et koncerninternt selskab fungerer som "intermediary" eller intern bank, skal det vurderes, hvilken rolle denne part har, herunder hvordan dette påvirker aflønningen.

Fordelingen af funktioner, aktiver og risici er afgørende momenter i vurderingen af, hvordan en eventuel fordel, ved at drive bank internt i koncernen, skal fordeles. I de tilfælde, hvor det er långiver, der reelt bærer risiciene forbundet med arrangementet, må det forventes, at långiver, i overensstemmelse med fordelingen af risiciene, oppebærer fordelen ved at strukturere transaktionen på den valgte måde.

Se også

Se også afsnit C.D.11.4.4 om hvordan sammenlignelighedsanalysen skal beskrives.

Diskontoen plus 4 pct.

Der skal foretages en individuel vurdering af rentesatsen, men hvor det ikke er muligt at fastlægge en armslængderente med rimelig sikkerhed, kan diskontoen plus 4 pct. anvendes. Se SKM 2009.567.VLR og SKM2010.607.ØLD, hvor landsretterne fikserede en rente på lån mellem interesseforbundne parter til diskontoen plus 4 pct.

I situationer, hvor der er tale om mindre låneforhold, for eksempel mellem en hovedaktionær og dennes selskab, vil det normalt ikke være nødvendigt, at anvende databaser med henblik på at søge at fastlægge en armslængderente. Se SKM2009.28.ØLR.