åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.6.1.3.1 Sø-, transport- og luftfartsforsikring" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver de sø-, transport og luftfartsforsikringer, hvor præmien er afgiftsfri.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om sø-, transport- og luftfartsforsikringer
  • Søforsikring
  • Anden transportforsikring
  • Luftfartsforsikring

Generelt om sø-, transport- og luftfartsforsikringer

Begreberne sø-, transport- og luftfartsforsikring bygger på den almindelige forståelse af disse begreber inden for forsikringsbranchen mv.

I forsikringsaftaleloven og Dansk Søforsikringskonvention er fastsat en række bestemmelser og definitioner, der alle vedrører søforsikring. Se forsikringsaftaleloven §§ 59-76 og Dansk Søforsikringskonvention.

Afgiftsfritagelse for sø-, transport- og luftfartsforsikring er videreført fra stempelafgiftsloven.

Søforsikring

En søforsikring er en forsikring mod fare

  • under søtransport
  • ved transport på land i forbindelse med søtransport
  • ved ophold på land i forbindelse med søtransport.

Skemaet viser, hvad en søforsikring omfatter.

Søforsikringen omfatter...

der er...

skib, gods i skib og dertil knyttede interesser

under transport på

  • havet
  • søer
  • floder
  • kanaler
  • andre vandveje

skib og gods i skib

  • på bedding
  • i dok
  • stilleliggende

erstatningsansvar for tingsskade overfor tredjemand

opstået ved, at skib forvolder skade ved sammenstød

retshjælp (dvs. omkostninger ved retssag, voldgift og forligsforhandlinger), når

brug for det i forbindelse med erstatningsansvar for tingsskade overfor 3.-mand, der er opstået ved at skib forvolder skade ved sammenstød

En søforsikring omfatter ikke

  • erstatningsansvar som følge af personskade
  • erstatningsansvar for tab af menneskeliv.

Se forsikringsaftalelovens § 59, stk. 1. og stk. 2 og Dansk Søforsikringskonvention §§ 160 og 161.

En lystfartøjsforsikring er en søforsikring, hvis den har de nævnte karakteristika for søforsikringer, dvs. hvis den er tegnet mod de farer, som karakteriserer en søforsikring.

Præmien for en sådan lystfartøjsforsikring er derfor afgiftsfri efter skadesforsikringsafgiftsloven, men forsikringen kan være afgiftspligtig efter anden lovgivning, fx lystfartøjsforsikringsafgiftsloven.

Se også

Se også afsnit E.A.6.2 Lystfartøjsforsikringer, der omhandler lystfartøjsforsikringsafgift.

Eksempler

Dansk Søforsikringskonvention §§ 109- 256 omhandler de enkelte forsikringsarter, fx kaskoforsikring, forsikring af kaskointeresse, vareforsikring og forsikring af fragt.

Anden transportforsikring 

Anden transportforsikring er en forsikring, der omfatter anden transport end søtransport. Se forsikringsaftalelovens §§ 77 og 78 om anden transportforsikring.

Anden transportforsikring er en forsikring af varer mod de farer, der kan opstå under forsendelse.

Eksempel

Forsikringen omfatter varer under forsendelse og det ansvar, som transportører, ekspeditører, godsterminaler mv., har for varerne under forsendelsen.

Luftfartsforsikring

En luftfartsforsikring omfatter kaskoforsikring, der dækker tab af eller skade på fly, der befinder sig i luften, på jorden, i vandet eller i hangar.

En luftfartsforsikring omfatter også ansvarsforsikring for skade på tredjemand.