Indhold

Dette afsnit handler om indberetning af bidrag, præmier, afkast og udbetaling, der angår pensionsordninger og arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Forsikringsselskaber
  • Pengeinstitutter mv., som forvalter pensionsordninger
  • Fælles regler for forsikringsselskaber og pengeinstitutter mv.
  • Udlodning til ægtefælle.

Regel

For pensionsordninger omfattet af PBL, afsnit I og II, er der indberetningspligter for:

  • Forsikringsselskaber, pensionsfonde og andre, der udbetaler pensioner. Se SKL § 8 B
  • Pengeinstitutter mv., som forvalter pensionsordninger. Se SKL § 8 F.

Oplysningspligten gælder præmier og bidrag til både privattegnede og arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger. Dette indebærer, at også tilsagnsordninger, hvor der sker afdækning i en pensionskasse, men hvor udbetalingerne ikke kan henføres til den enkelte ansatte, skal indberettes.

Se indberetningsbekendtgørelsens kap. 9 og kap. 11.

Forsikringsselskaber

Forsikringsselskaber, pensionskasser, pensionsfonde og andre, der forvalter pensionsordninger, skal uden opfordring indberette de beløb, der forfaldt til betaling i det forløbne kalenderår som

  • indbetalte præmier, bidrag
  • indskud én gang for alle

til forsikringer, der omfattes af PBL afsnit I.

Det samme gælder for ATP for så vidt angår supplerende arbejdsmarkedspensioner, som nævnt i §§ 33 b-33 e i lov om social pension.

For ordninger, der er led i ansættelsesforhold, der kan bortses fra ved indkomstopgørelsen efter PBL § 18, skal størrelsen af de samlede præmier og bidrag indberettes.

Pensionskasser skal desuden foretage årlige indberetninger om gruppelivsforsikringer, der af pensionskassen er tegnet for medlemmerne. Tilsvarende gælder livsforsikringsselskaber for så vidt angår gruppelivsforsikringer, som ikke er fradragsberettigede, og hvor arbejdsgiver og arbejdstager har aftalt, at gruppelivsforsikringen indgår som en ikke adskilt del af en livsforsikringsordning, der er omfattet af PBL § 19. Der skal ske indberetning af størrelsen af de samlede forfaldne præmier og bidrag for den enkelte forsikrede.

Hvis en arbejdsgiver på vegne af en lønmodtager indbetaler til en aldersforsikring, supplerende engangssum eller gruppelivsforsikring, der indgår som en del af en pensionsordning uden bortseelsesret efter PBL § 19 eller § 56, stk. 3 eller 5, skal pensionskassen eller forsikringsselskabet ved indberetning til SKAT oplyse om forfaldne og indbetalte forsikringspræmier samt engangsindskud ved indbetalingerne til aldersforsikringen mv. efter fradrag af det af forsikringsselskabet indeholdte AM-bidrag. Se SKL § 7, stk. 2, nr. 1, og SKL § 8 B, stk. 1, nr. 11, ændret eller indsat ved lov nr. 922 af 18. september 2012.

Hvis der sker skattepligtige udbetalinger fra livsforsikringsselskaber skal der foretages indberetning om det. Der skal også foretages indberetning, hvis der er skattepligtig rentetilvækst på en rateforsikring efter PBL § 53, medmindre rentetilvæksten henregnes til A-indkomst efter KSL § 43, stk. 1. Se indberetningsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, 1. pkt.

Der skal desuden foretages indberetning af tilbagebetalte præmier, hvis tilbagebetalingen skyldes præmiefritagelse. Se indberetningsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, 2. pkt., jf. PBL § 2, § 5 og §§ 7-11.

Pensionskasser, som nævnt i PBL § 29 A, skal foretage årlige indberetninger om bidrag, der er medgået til finansiering af supplerende engangsydelser. Se indberetningsbekendtgørelsens § 19. Dette gælder ikke bidragsdele, der er medgået til finansiering af engangsydelser i form af dødsfaldsydelser efter PBL § 29 A, stk. 2.

Der skal foretages indberetning om livsforsikringer, som nævnt i PBL § 53 A, stk. 1. Se indberetningsbekendtgørelsens § 23. Indberetningen skal omfatte livsforsikringens kapitalværdi ved kalenderårets udløb samt forsikringens afkast.

Bemærk

Bemærk

Livsforsikringer, der kun kan komme til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død eller invaliditet inden forsikringstidens aftalte udløbstidspunkt, hvis dette ikke ligger senere end den forsikredes fyldte 80. år, skal ikke indberettes. Dette er også tilfældet ved begravelsesforsikringer og lignende, der er baseret på, at et års indbetalinger skal anvendes til samme års udbetalinger, hvis ordningen ikke har nogen kapitalværdistigning, og afkastet stedse er negativt. Se indberetningsbekendtgørelsens § 23, stk. 3.

Indberetning af skattepligtige, arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer

Forsikringsselskaber skal endvidere til SKAT indberette skattepligtige arbejdsgiverbetalte præmier for forsikringer, der dækker sundhedsbehandlinger m.v., og som efter aftale mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager indgår som en ikke adskilt del af en livsforsikringsordning, der er omfattet af PBL § 19.

Se SKL § 8 B, stk. 1, nr. 10, indsat ved lov nr. 1382 af 28. december 2011.

Pengeinstitutter mv., som forvalter pensionsordninger

Pengeinstitutter mv., der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af PBL afsnit I, skal hvert år indberette de præmier, bidrag og indskud én gang for alle, der er indbetalt i det forløbne kalenderår. Se indberetningsbekendtgørelsens § 28.

For ordninger, der er led i ansættelsesforhold, skal størrelsen af de samlede præmier og bidrag, der kan bortses fra ved indkomstopgørelsen efter PBL § 19, indberettes. Se indberetningsbekendtgørelsens § 28, stk. 2, nr. 6.

Hvis en arbejdsgiver på vegne af en lønmodtager indbetaler til en aldersopsparing eller gruppelivsforsikring, der indgår som en del af en pensionsordning uden bortseelsesret efter PBL § 19 eller § 56, stk. 3 eller 5, skal pengeinstituttet ved indberetning til SKAT oplyse om indbetalingerne til aldersopsparingen mv. efter fradrag af det af pengeinstituttet indeholdte AM-bidrag. Se SKL § 7, stk. 2, nr. 1, og SKL § 8 F, stk. 1, nr. 9, ændret eller indsat ved lov nr. 922 af 18. september 2012.

Pensionsudbetalinger, der er gjort til A-indkomst efter KSLbek § 18, skal oplyses. Se SKL § 7, stk. 1, nr. 3.

Pensionsinstitutter skal desuden oplyse om afgiftspligtige udbetalinger fra kapitalpensionsordninger efter PBL §§ 25, 26, 27, 28 og 30, og fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateordninger i pensionsøjemed og indeksordninger efter PBL §§ 29, 29 A, 29 B og 30.

Endelig skal pengeinstitutter mv. indberette indestående og afkast af pensionsordninger mv., der er omfattet af PBL § 53 A, stk. 1 og 3. Se SKL § 8 F, stk. 1, nr. 8, indsat ved lov nr. 398 af 9. maj 2012.

Fælles regler for forsikringsselskaber og pengeinstitutter mv.

Der skal indberettes om pensionsordningens nærmere indhold og eventuelle ændringer heri. Se SKL § 8 B, stk. 1, nr. 2, og SKL § 8 F, stk. 1, nr. 1 samt indberetningsbekendtgørelsens kap. 9 og 11.

Bemærk

Bemærk

Hvis der er tale om forskellige pensionstyper i samme pensionsordning, skal forsikringsselskabet indberette om deres forskellige indhold og om fordelingen af ind- og udbetalinger. Se SKL § 8 B, stk. 4.

Udlodning til ægtefælle

En efterlevende ægtefæller kan under visse forudsætninger foretage indbetaling på den del, der udloddes til den pågældende. Der er fradragsret for det indbetalte beløb. Der skal herefter foretages indberetning, når der er sket udlodning, med oplysning om, hvorvidt den efterlevende ægtefælle ved udlodningen

  • er blevet ejer i relation til PBL §§ 18 eller 19, eller
  • er blevet selvstændig ejer og forsikret.