Indhold

Dette afsnit handler om muligheden for samt kravene til udarbejdelse af transfer pricing-dokumentationen efter EU's standard eller andre fælles retningslinjer.

Afsnittet indeholder:

  • Krav til EU transfer pricing-dokumentationen
  • Opbygning af EU transfer pricing-dokumentationen
  • Sammenhæng mellem EU transfer pricing-dokumentation og BEK nr. 42 af 24. januar 2006
  • Krav til andre fælles dokumentationsstandarder.

Krav til EU transfer pricing-dokumentationen

Det er muligt at vælge at udarbejde transfer pricing-dokumentationen som en EU transfer pricing-dokumentation (EU TPD).

EU TPD-retningslinjerne er udarbejdet af EU Joint Transfer Pricing Forum (JTPF). Det er frivilligt, om virksomheden udarbejder sin dokumentation efter EU TPD-retningslinjerne, men valget skal, som altovervejende udgangspunkt, omfatte alle koncernens (EU) selskaber. Af hensyn til kontinuiteten vil det være naturligt at fortsætte med at udarbejde dokumentationen efter EU TPD-retningslinjerne over en flerårig periode.

Opbygning af EU transfer pricing-dokumentationen (EU TPD)

En EU TPD består af to dele:

a) en fællesdokumentation og
b) en landespecifik dokumentation

som tilsammen udgør transfer pricing-dokumentationen for en virksomhed.

Fællesdokumentationen er en overordnet dokumentation med standardiserede oplysninger, som er relevante for alle de europæiske virksomheder i koncernen. Den landespecifikke del indeholder den specifikke dokumentation vedrørende den enkelte virksomhed i det enkelte land.

Ad a) Fællesdokumentationen

Fællesdokumentationen skal indeholde:

  • En generel beskrivelse af aktiviteter og forretningsstrategi, herunder også ændringer i forhold til tidligere år.
  • En generel beskrivelse af den multinationale koncerns organisatoriske, juridiske og operationelle struktur, herunder også et koncerndiagram, en liste over koncernenheder og en beskrivelse af moderselskabets deltagelse i datterselskaberne.
  • En generel beskrivelse af de kontrollerede transaktioner med forbundne foretagender i EU i form af transaktionsstrømme, faktureringsstrømme og transaktionsstrømmenes beløb og mængde.
  • En generel beskrivelse af funktioner og risici, herunder også en beskrivelse af ændringer i forhold til tidligere år.
  • En liste over immaterielle aktiver og modtagne og betalte licensafgifter.
  • Koncernens politik vedrørende interne afregningspriser eller en beskrivelse af koncernens system for, hvordan interne afregningspriser er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet.
  • En liste over aftaler om omkostningsfordeling, forhåndsaftaler om metode for interne afregningspriser (APA) og afgørelser om forskellige aspekter af interne afregningspriser, hvis de vedrører koncernens EU selskaber.
  • En erklæring, hvori hver enkelt national skattepligtig forpligter sig til at levere supplerende oplysninger på anmodning og inden for en passende frist i overensstemmelse med nationale regler.

Ad b) Landespecifik dokumentation

Den landespecifikke dokumentation for den danske enhed skal indeholde:

  • En detaljeret beskrivelse af aktiviteter og forretningsstrategi, herunder også ændringer i forhold til tidligere år.
  • En beskrivelse og redegørelse for de landespecifikke kontrollerede transaktioner i form af transaktionsstrømme, faktureringsstrømme og transaktionsstrømmenes beløb og mængde.
  • En redegørelse for valg og anvendelse af prisfastsættelsesmetode(r), dvs. hvorfor man har valgt en bestemt metode, og hvordan den er blevet anvendt.
  • Relevante oplysninger om eventuelle interne og eksterne sammenlignelige transaktioner.
  • En beskrivelse af implementering og anvendelse af den koncerninterne transfer pricing-politik.

Fordeling mellem landespecifik og fællesdokumentation

En koncern vil kunne flytte punkter fra den landespecifikke dokumentation til fællesdokumentationen, så punkter, der kan beskrives samlet for hele koncernen, kan beskrives i fællesdokumentationen i stedet for i hver enkelt af de landespecifikke dokumentationer. Det er dog en betingelse, at detaljeringsgraden skal være den samme, som hvis punktet var beskrevet i den landespecifikke dokumentation.

Sammenhæng mellem EU transfer pricing-dokumentation og BEK nr. 42 af 24. januar 2006

EU transfer pricing-dokumentation (EU TPD'en) er opbygget lidt anderledes end BEK nr. 42 af 24. januar 2006, §§ 4-8, men elementerne er indholdsmæssigt og i al væsentlighed de samme. Den landespecifikke dokumentation indebærer også, at der skal udarbejdes:

  • En beskrivelse af koncernen.
  • En beskrivelse af de kontrollerede transaktioner.
  • En sammenlignelighedsanalyse, herunder information om tilgængelige interne og eksterne sammenlignelige uafhængige transaktioner og anvendelse af metode.
  • En beskrivelse af implementeringen af den koncerninterne prisfastsættelse.

Sammenfaldet mellem EU TPD og BEK nr. 42 af 24. januar 2006, §§ 4-8, er naturligt, da der er tale om oplysninger, som er centrale for armslængdevurderingen, og som er i overensstemmelse med OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven).

Vælger en virksomhed at udarbejde dokumentationen efter EU TPD-retningslinjerne skal beskrivelserne i BEK nr. 42 af 24. januar 2006 §§4-8 være indeholdt i EU TPD'en som en del af fællesdokumentationen eller den landespecifikke dokumentation, jf. BEK nr. 42 af 24. januar 2006, § 11, stk. 1. En EU TPD vil i givet fald skulle omfatte både grænseoverskridende transaktioner og transaktioner mellem koncernforbundne danske selskaber.

Hele EU TPD'en skal fremlægges for SKAT herunder også information, som ikke er omfattet af BEK nr. 42 af 24. januar 2006, §§ 4-8, fx oplysninger om transaktioner mellem to udenlandske koncernselskaber, hvor transaktionerne ikke involverer danske selskaber, men hvor oplysningerne skal gives som følge af kravene til fællesdokumentationen.

Krav til andre fælles dokumentationsstandarder

Hvis stater uden for EU har aftalt fælles retningslinjer om transfer pricing-dokumentation, kan den skattepligtige vælge at udarbejde dokumentationen efter disse fælles retningslinjer.

Det er en betingelse, at de fælles retningslinjer godkendes som tilstrækkelige til at udarbejde dokumentation i Danmark. Se også BEK nr. 42 af 24. januar 2006, § 11, stk. 2. Godkendelsen sker ved, at Skatterådet via en bekendtgørelse melder ud, hvilke fælles retningslinjer som er tilstrækkelige til at opfylde de danske dokumentationskrav. Dette krav er indsat for at sikre, at dokumentationen kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Andre godkendte dokumentationsstandarder

Indtil videre er SKAT kun bekendt med, at landene i Pacific Association of Tax Administrators (PATA), der består af Australien, USA, Canada og Japan, har udarbejdet en såkaldt "Transfer Pricing Documentation Package". I BEK nr. 582 af 5. juni 2006 er det bekendtgjort, at transfer pricing-dokumentationen kan udarbejdes efter PATAs fælles retningslinjer.