Der vil altid være en konkret begrundelse for, at SKAT beder om at få lavet en databaseundersøgelse. Vurderingen vil tage udgangspunkt i dokumentationsmaterialet, og SKAT vil derfor aldrig rutinemæssigt bede om en databaseundersøgelse.

SKAT vil bl.a. se på

a) om der er anvendt et andet sammenligningsgrundlag end en databaseundersøgelse
b) transaktionernes væsentlighed
c) risikoen for, at de kontrollerede transaktioner ikke er fastsat på armslængdevilkår
d) tilgængeligheden af anvendelige databaser.

Ad a) Om der er anvendt et andet sammenligningsgrundlag end en databaseundersøgelse

Har virksomheden anvendt et andet sammenligningsgrundlag end en databaseundersøgelse, og dette sammenligningsgrundlag kan bruges ved vurderingen af, om der er handlet efter armslængdeprincippet, vil SKAT ikke bede om en databaseundersøgelse.

Ad b) Transaktionernes væsentlighed

Omfanget og frekvensen af de kontrollerede transaktioner indgår i SKATs vurdering af transaktionernes væsentlighed. Således vil en relativt stor løbende samhandel blive betragtet som mere væsentlig end mere sporadiske transaktioner af mindre økonomisk betydning.

Ad c) Risikoen for, at de kontrollerede transaktioner ikke er fastsat på armslængdevilkår

SKAT kan vurdere, om der er en særlig risiko for, at de kontrollerede transaktioner ikke er fastsat på armslængdevilkår. Her vil SKAT lægge vægt på indtjeningen ved transaktionstypen. Risikoen vil umiddelbart blive vurderet størst, hvor indtjeningen har været afvigende i forhold til tidligere. Fx kan SKAT vurdere, at kontrollerede transaktioner i virksomheder med store underskud har en øget risiko for ikke at være fastsat på armslængdevilkår. Tilsvarende vil kontrollerede transaktioner, der generer store indtjening være risikofyldte.

Ad d) Tilgængeligheden af anvendelige databaser

Det vil også indgå i SKATs vurdering, om et sammenligningsgrundlag potentielt kan findes ved en databaseundersøgelse.