Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for fremførsel af uudnyttede underskud opstået i ét indkomstår til efterfølgende indkomstår.
Afsnittet indeholder:
- Fremførsel af underskud - SEL § 12
- Selskaber i sambeskatning.
Fremførsel af underskud - SEL § 12
Der er adgang for selskaber mv. til at fremføre uudnyttede underskud i den skattepligtige indkomst i ét indkomstår til modregning i positiv skattepligtig indkomst i de efterfølgende indkomstår. Se SEL § 12, stk.1.
Underskud kan kun fremføres til fradrag i et senere indkomstår, i det omfang det ikke kan rummes i tidligere års indkomst. Heri ligger et princip om, at de ældste underskud skal anvendes først.
xReglerne om fremførsel af underskud fremgik tidligere af LL § 15, men er ved lov nr. 591 af 18 juli 2012 overført til SEL §§ 12, 12 A, 12 B, 12 C og 12 D med virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. juli 2012 eller senere. Lovændringen indfører endvidere en generel begrænsning af adgangen til at fremføre underskud. Se SEL § 12, stk. 2, hvorefter underskud fra tidligere indkomstår kan fradrages fuldt ud i den del af årets skattepligtige indkomst, der ikke overstiger 7,5 mio. kr. (i 2010-niveau). Et herefter resterende undeskud kan fradrages i 60 pct. af den del af den skattepligtige indkomst, der overstiger grundbeløbet. Se C.D.2.4.5.3 om generel begrænsning af selskabers underskud.x
Tidligere var adgangen til at fremføre underskud til modregning i senere indkomstår begrænset til en periode på 5 år. Denne tidsbegrænsning blev ophævet i 2002 med virkning for underskud opstået i indkomståret 2002 eller senere.
Selskaber i sambeskatning
For selskaber, der indgår i en sambeskatning, opgøres der en sambeskatningsindkomst, der består af summen af den skattepligtige indkomst for hvert selskab omfattet af sambeskatningen.
Den skattepligtige indkomst i selskaberne opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber.
Sambeskatningsindkomsten opgøres efter, at der i hvert enkelt selskab er foretaget modregning af fremførselsberettigede underskud, der vedrører tidligere indkomstår.
Fremførsel af underskud i en sambeskatning sker i denne rækkefølge:
- Særunderskud. Underskud i et selskab fra perioder inden sambeskatningen kan kun modregnes i overskud i det pågældende selskab.
- Egne underskud fra tidligere år i den aktuelle sambeskatning.
- Fordeling af årets underskud i sambeskatning. Ved negativ sambeskatningsindkomst fordeles underskuddet forholdsmæssigt mellem de underskudsgivende selskaber og fremføres hos det pågældende selskab til modregning for efterfølgende indkomstår.
- Andre selskabers underskud fra tidligere år i sambeskatning.
Se SEL § 31, stk. 2.
Adgangen for selskaber mv. til at fremføre underskud til modregning i efterfølgende års indkomst er underkastet en række begrænsninger. Se SEL §§ 12, stk. 2 og 12 A-D.
Se også
Se også afsnit C.D.2.4.5.2 og C.D.2.4.5.3 om begrænsninger i adgangen til underskudsfremførsel.