Der fremsendtes i august 2003 anmodning om tilladelse til skattefri spaltning for selskabet A. Selskabet ejes - ligesom søsterselskabet B - af de personlige anpartshavere C (24,45%), D (24,45%) og af samejet E (51,1%). Deltagere i samejet er C og D (50% hver). A og B ejer hver 50% af anparterne i selskabet F, der dels driver en tøjforretning dels ejer anparterne i selskabet G, der driver vognmandsforretning.   

Selskabets repræsentant anførte, at  der ønskedes gennemført en skattefri ophørsspaltning af A, såle­des at selskabet deltes i to selskaber, hver ejet 100% af henholdsvis C og D. Det var ikke hensigten at opløse samejet mellem C og D ved en skattepligtig overdragelse.                                                  

Repræsentanten  anførte, at den ønskede spaltning kunne ske efter reglerne i fusionsskattelovens § 15a, stk. 2, idet de to personlige anpartshavere i A - C og D - hver ville blive tildelt 50% af værdierne efter spaltningen.  C og D ville ved spaltnin­gen hver blive tildelt 100% af anpartskapitalen i ét selskab, der ville komme til at eje 50% af værdierne i det ophø­rende selskab.

Der var efter repræsentantens opfattelse ikke grundlag for at opretholde et sameje mellem C og D.  Det eksisterende sameje E var efter repræsentantens opfattelse i skatteretlig henseende ikke en selvstændig per­son, jf. eksempelvis UfR 1983.318 H.  Dette ville indebære, at de to anpartshavere, der i henhold til fusionsskattelovens §15 a, stk. 2, skulle modtage vederlag i forbindelse med spaltningen, ville være C og D.

Told- og Skattestyrelsen meddelte i januar 2004 i udkast til afgørelse, at man ikke kunne imødekomme  anmodningen på de ansøgte vilkår. Det var styrelsens opfattelse, at man  ikke under de af repræsentanten anførte forudsætninger via  anvendelse af fusionsskattelovens successionsbestemmelser kunne opløse et sameje mellem selskabets anpartshavere med samtidig udskydelse af skattebetalingen for de af samejet reelt afståede anparter.

I marts 2004 fremsender repræsentanten en revideret anmodning om tilladelse til skattefri spaltning af A. Det oplyses, at vederlæggelsen ville ske på andre vilkår end anført i den i august 2003 indsendte anmodning. Der blev samtidig fremsendt anmodning om tilladelse til skattefri spaltning af B på samme vilkår.

Den skattefri ophørsspaltning af A ville nu blive gennemført såle­des, at den del af selskabets aktiver, der omfattes af fusionsskattelovens successionsbestemmelser, overføres til to selskaber, hver ejet 100% af henholdsvis C og D. Samejet ville blive opløst skattepligtigt i forbindelse med den påtænkte spaltning.

Spaltningen påtænkes gennemført efter følgende fremgangsmåde:

På den ordinære generalforsamling for regnskabsåret 2003 for selskabet F, der ejes 50% af hvert af selskaberne A og B, udloddes et udbytte svarende til i alt ca. 78 % af F´s egenkapital. A´s andel af udbyttet – der udbetales i overensstemmelse med anpartsselskabslovens § 45 - vil blive udbetalt  inden spaltningen.

Vederlæggelsen ved spaltningen ville ske således:

Anparterne ejet af samejet E - repræsenterende 51,1 % af formuen i A - vederlægges med likvider, hvilket ifølge repræsentanten, jf fusionsskattelovens § 15 b, stk. 4, 2. pkt., indebærer, at C og D anses for at have afstået de pågældende anparter.

Anparterne ejet alene af C og D, svarende til 2 x 24,45% % af formuen i A, vederlægges med anparter i 2 modtagende selskaber. Det modtagende - af C 100% ejede - selskabs aktiver består efter spaltningen udelukkende af likvider, mens det modtagende - af D 100% ejede - selskabs aktiver udgøres af anparter i F og i begrænset omfang af likvider.

Ønsket om at gennemføre spaltningen er primært båret af et ønske om at adskille C´s og D´s interesser i de pågældende selskaber, idet D ønsker at foretage er­hvervsaktive investeringer som eksempelvis sket i en af F drevet tøjforretning og via et af F ejet datterselskab G, der driver vognmandsvirksomhed. C ønsker derimod at foretage passive inve­steringer.

Told- og Skattestyrelsens begrundelse og afgørelse

Der er efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke tvivl om, at samejet - i relation til fusionsskatteloven - kan betragtes som selskabsdeltager, og at fusionsskattelovens successionsbestemmelser kun kan anvendes såfremt samejet i lighed med de to personlige anpartshavere vederlægges med anparter i de modtagende selskaber. Det er en konsekvens heraf, at samejet ikke kan “opløses” via den af repræsentanten oprindeligt skitserede overførsel af 50% af værdierne i det indskydende selskab til to af C og D hver 100% ejede selskaber.

Sammenfattende er det - også ved anvendelse af præmisserne for afgørelsen  UfR 1983.318.H -  styrelsens opfattelse, at man under de af repræsentanten i anmodningen af  marts 2004 anførte forudsætninger kan foretage den skitserede opdeling af koncernen ved at anparterne ejet af samejet E - svarende til 51,1 % af formuen i A - vederlægges med likvider. Dette vil,  jf  fusionsskattelovens § 15 b, stk. 4, 2. pkt. og § 9 stk. 1, indebære, at C og D anses for at have afstået de pågældende anparter. Beskatningen af selskabsdeltagerne sker - jf fusionsskattelovens § 9 stk. 2 og 3 - i medfør af reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Fusionsskattelovens successionsbestemmelser kan herefter kun anvendes for de henholdsvis af C og D direkte ejede andele (2 x 24,45%) af det indskydende selskab.