Indhold
Dette afsnit beskriver principperne for fordeling af lønsummen, når virksomheden har blandede aktiviteter. Se lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 3 og 5.
Afsnittet indeholder:
Hovedregel
Når virksomheden har blandede aktiviteter, skal den medregne den del af lønsummen, der vedrører den lønsumsafgiftspligtige aktivitet til lønsumsafgiftsgrundlaget. Se
lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Den lønsum, der svarer til det faktisk anvendte tidsforbrug, skal indgå i afgiftsgrundlaget. Se afsnit D.B.5 om opgørelse af lønsum og afsnit D.B.4.7.2 om hvilken tid, der anses for forbundet med lønsumsafgiftspligtige aktiviteter.
Opgørelsen kan fx ske på baggrund af tidsregistreringer.
Hvis virksomheden har lønsumsafgiftspligtige aktiviteter, der er omfattet af flere forskellige metoder, skal den opgøre lønsummen for hver enkelt metode.
Hvis virksomheden har medarbejdere, hvor den enkelte medarbejder både arbejder med den lønsumsafgiftspligtige aktivitet og andre aktiviteter, skal der ske en fordeling af den enkelte
ansattes faktiske anvendte tidsforbrug.
Reglen gælder for fordeling af lønsum, uanset om virksomheden skal opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter metode 1, metode 2 eller metode 4. Se
lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 3 og 5.
Eksempel
En virksomhed med engelsk-undervisning har både momspligtig undervisning og momsfri undervisning. Den momsfri undervisning er lønsumsafgiftspligtig. Virksomheden har tre undervisere
ansat: A, B og C.
A underviser kun på de momsfri kurser. B underviser kun på de momspligtige kurser. C underviser mandag og tirsdag på de momspligtige kurser og onsdag til fredag på de momsfrie
kurser.
Ved opgørelsen af lønsummen skal indgå den fulde lønsum for A og 3/5 (3 ud af 5 dage) af lønsummen for C.
Undtagelse
Hvis virksomheden ikke kan foretage en faktisk opgørelse af det anvendte tidsforbrug, skal virksomheden medregne den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den
lønsumsafgiftspligtige aktivitet. Se afsnit D.B.4.7.4.3 om udøvelse af
skønnet.
Selv om opgørelsen af det faktiske anvendte tidsforbrug er omfattende eller omfatter mange medarbejdere, er det ikke ensbetydende med, at virksomheden ikke kan opgøre det faktisk
anvendte tidsforbrug.
Reglen gælder for fordeling af lønsum, uanset om virksomheden skal opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter metode 1, metode 2 eller metode 4. Se
lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 3 og 5.
Eksempel
En virksomhed med engelsk-undervisning har både momspligtig undervisning og momsfri undervisning. Den momsfri undervisning er lønsumsafgiftspligtig. Virksomheden har ansat en
administrativ medarbejder, der bl.a. beskæftiger sig med tilmeldinger, bogføring, mv.
Hvis virksomheden ikke kan opgøre det faktisk anvendte tidsforbrug for den administrative medarbejder på de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter, skal virksomheden foretage en
skønsmæssig fordeling.
Andre medarbejdere, hvor det konkret kan være svært at registrere anvendt tid på de enkelte aktiviteter, er fx bedemænd.