Indhold
Dette afsnit handler om fastlæggelse af leveringsstedet for adgang til arrangementer inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning og lign., herunder messer og udstillinger, samt ydelser i tilknytning hertil. Se ML § 21, stk. 1.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Regler
- Kendetegn for de ydelser der er omfattet af ML § 21, stk. 1
- Ydelser der leveres i tilknytning til "adgang til arrangementer"
- Regler før 2011.
Lovgrundlag
ML § 21, stk. 1 har følgende ordlyd:
"Leveringsstedet for adgang til arrangementer inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning og lign., herunder messer og udstillinger, og ydelser i tilknytning hertil, der leveres til en afgiftspligtig person, er her i landet, når disse arrangementer rent faktisk finder sted her."
Momssystemdirektivets artikel 53 har følgende ordlyd:
"Leveringsstedet for adgang til arrangementer inden for kultur, sport, videnskab, undervisning, underholdning og lignende, som f.eks. messer og udstillinger, og tjenesteydelser i tilknytning dertil, der leveres til en afgiftspligtig person, er det sted, hvor disse arrangementer rent faktisk finder sted."
Momsforordningens artikel 32 har følgende ordlyd:
"1. Ydelser, der har til formål at give adgang til arrangementer inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning eller lignende arrangementer, jf. artikel 53 i direktiv 2006/112/EF, omfatter ydelser, hvis væsentlige kendetegn består i mod betaling af en billet eller et gebyr, herunder i form af et abonnement, et periodekort eller et regelmæssigt kontingent, at give adgang til et arrangement.
2. Stk. 1 finder især anvendelse på:
a) adgang til forestillinger, teaterforestillinger, cirkusforestillinger, messer, forlystelsesparker, koncerter, udstillinger samt andre lignende kulturelle arrangementer
b) adgang til sportsarrangementer som kampe eller konkurrencer
c) adgang til uddannelsesmæssige og videnskabelige arrangementer som f.eks. konferencer og seminarer.
3. Brug af anlæg som f.eks. gymnastiksale eller andet mod betaling af et kontingent er ikke omfattet af stk. 1."
Momsforordningens artikel 33 har følgende ordlyd:
"De i artikel 53 i direktiv 2006/112/EF omhandlede tilknyttede ydelser omfatter ydelser, der har direkte forbindelse med adgangen til arrangementer inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning eller lignende, som leveres separat til den person, der deltager i et arrangement, mod en nærmere fastsat modydelse.
Disse tilknyttede ydelser omfatter bl.a. brug af omklædningsrum og sanitære installationer, men omfatter ikke ydelser, der leveres af formidlere i forbindelse med billetsalg."
Regler
Leveringsstedet for moms for adgang til arrangementer inden for:
- kultur og lignende
- Kunst og lignende
- sport og lignende
- videnskab og lignende
- undervisning og lignende
- underholdning og lignende
der leveres til en afgiftspligtig person, er her i landet, når disse arrangementer rent faktisk finder sted her. Se ML § 21, stk. 1.
Messer og udstillinger er omfattet af "og lignende". Leveringsstedet for moms af adgang til messer og udstillinger er her i landet, når arrangementerne finder sted her. Se ML § 21, stk. 1.
Leveringsstedet for moms af ydelser, der til en afgiftspligtig person leveres i tilknytning til sådanne arrangementer, er også her i landet, når arrangementerne finder sted her. Se ML § 21, stk. 1.
Kendetegn for de ydelser der er omfattet af ML § 21, stk. 1
Ydelser, der er omfattet af ML § 21, stk. 1 om "adgang til arrangementer", er kendetegnet ved, at der mod betaling af en billet eller et gebyr (herunder et abonnement, et periodekort eller et regelmæssigt kontingent), gives adgang til et arrangement. Se også momssystemdirektivets artikel 53 og momsforordningens artikel 32, stk. 1.
Ved adgang til arrangementer forstås fx adgang til:
- forestillinger
- teaterforestillinger
- cirkusforestillinger
- messer
- forlystelsesparker
- koncerter
- udstillinger
- andre lignende kulturelle arrangementer
- sportsarrangementer som kampe eller konkurrencer
- uddannelsesmæssige og videnskabelige arrangementer som fx konferencer og seminarer.
Se momsforordningens artikel 32, stk. 2.
Brug af anlæg, (som fx gymnastiksale eller andet) mod betaling af et kontingent, er ikke omfattet af "adgang til arrangementer". Se momsforordningens artikel 32, stk. 3.
Det er SKATs opfattelse, at uddannelsesmæssige- og videnskabelige arrangementer også omfatter kurser.
Ydelser der leveres i tilknytning til "adgang til arrangementer"
Ydelser, der leveres i tilknytning til "adgang til arrangementer", omfatter ydelser, der har direkte forbindelse med adgangen til arrangementer inden for:
- kultur
- kunst
- sport
- videnskab
- undervisning
- underholdning
- eller lignende.
Det er en betingelse, at ydelserne leveres separat til den person, der deltager i et arrangement, mod betaling.
Se momssystemdirektivets artikel 53 og momsforordningens artikel 33, stk. 1.
Tilknyttede ydelser omfatter bl.a. brug af omklædningsrum og sanitære installationer.
Ydelser, der leveres af formidlere i forbindelse med billetsalg, er ikke omfattet. Se momsforordningens artikel 33, stk. 2.
Om formidling, se afsnit D.A.6.2.4 om hovedregel 1 om leveringsstedet ved leverancer til afgiftspligtige personer og afsnit D.A.6.2.8.6 om formidlingsydelser (særregler for leverancer til ikke-afgiftspligtige personer).
Regler før 2011
Leveringsstedet er her i landet, når følgende betingelser er opfyldt:
- tilsvarende ydelser leveres til ikke-afgiftspligtige personer
- arrangementerne finder sted her.
Se ML § 21, stk. 2.
Denne bestemmelse svarer til den bestemmelse, som før 2011 gjaldt for levering til både afgiftspligtige personer og ikke-afgiftspligtige personer. I modsætning til ML § 21, stk. 1, finder stk. 2 - når der er tale om levering af ydelser til ikke-afgiftspligtige personer - anvendelse på aktiviteter generelt inden for kultur, kunst, mv. Se afsnit D.A.6.2.8.10.
Bemærk
De ydelser, der har leveringssted her i landet efter ML § 21, stk. 1 eller 2, kan evt. være momsfrie efter ML § 13. Se afsnit D.A.5.