Hvad forstås der ved begrebet investeringsguld?

Begrebet investeringsguld er defineret direkte i momsloven i overensstemmelse med den bagvedliggende direktivbestemmelse.

Ved investeringsguld forstås:

  • Guld i form af en barre eller plade med en vægt, som accepteres af guldmarkederne, med en lødighed på mindst 995 tusindedele, uanset om guldet er repræsenteret ved værdipapirer. Barrer eller plader med en vægt på 1 g eller derunder er ikke omfattet af ordningen for investeringsguld.
  • Guldmønter, der er af en lødighed på mindst 900 tusindedele, er præget efter år 1800 og er eller har været lovligt betalingsmiddel i oprindelseslandet, og som sædvanligvis sælges til en pris, der ikke overstiger den normale markedsværdi af møntens guldindhold med mere end 80 pct.

Levering af guld, der ikke er omfattet af denne definition, fordi guldet f.eks. er af en finhedsgrad på under 995 tusindedele, er momspligtig.

Rådets forordning (EU) nr. 282/2011

Det fremgår af artikel 56 i Rådets forordning (EU) nr. 282/2011, at henvisningen i momssystemdirektivets artikel 344, stk. 1, nr. 1) til "en vægt, der er godkendt af guldmarkederne" som minimum omfatter de enheder og vægte, hvormed der handles, jf. bilag III til forordningen. Se afsnit D.A.5.20.1 vedrørende ML § 73a, stk. 1, nr. 1.

Særligt om guldmønter

Guldmønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, er fritaget for moms, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 11 litra d).

Platinum nobles er lovligt betalingsmiddel på Isle of Man, men betragtes normalt som samleobjekt. Det fremgår af artikel 45, i Rådets forordning (EU) nr. 282/2011, at fritagelsen i momssystemdirektivets artikel 135, stk.1, litra e, der er gennemført i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra d, ikke finder anvendelse på platinum nobles.

Guldmønter, som er opført på den årlige fortegnelse, som i henhold til momssystemdirektivets artikel 345, jf. ML § 73a, stk. 2, offentliggøres før den 1. december hvert år i EU-tidende, skal anses for at opfylde kriterierne for at anses for investeringsguld i det år fortegnelsen gælder. Det fremgår af direktivbestemmelsen, at sådanne guldmønter ikke skal anses for omsat på grund af deres numismatiske værdi (samleobjekter), der er undtaget fra fritagelsen vedrørende finansielle ydelser. Se afsnit D.A.5.11.7.2.

Det fremgår af artikel 57 i Rådets forordning (EU) nr. 282/2011, at med henblik på udarbejdelsen af den liste, der er omhandlet i Momssystemdirektivets artikel 345, vedrører henvisningen til "pris" og "markedsværdi" i artikel 344, stk. 1, nr. 2, prisen og markedsværdien den 1. april hvert år. Hvis den 1. april ikke falder på en dag, hvor disse værdier fastsættes, benyttes værdierne for den næstfølgende dag, hvor de fastsættes. Se afsnit D.A.5.20.1 vedrørende ML § 73 a, stk. 1, nr. 2 og § 73a, stk. 2.

Den årlige fortegnelse påvirker dog ikke muligheden for fra sag til sag at momsfritage salg af nyprægede eller andre guldmønter, som ikke er optaget på fortegnelsen, men som opfylder momssystemdirektivets kriterier.