Indhold
Afsnittet giver en nærmere definition af EU's momsområde. Se ML § 2, stk. 2.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Definition: EU's momsområde
- EU-områder udenfor momsområdet
- Lande udenfor EU men indenfor momsområdet
- Søterritoriet - Åbent hav
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Lovgrundlag
ML § 2, stk. 2 har følgende ordlyd:
"EF's afgiftsområde omfatter de områder, som er fastsat i EF's bestemmelser herom, herunder det danske afgiftsområde. Som steder uden for EU betragtes de områder, der ikke er omfattet af EU-landenes afgiftsområder."
|
Momssystemdirektivets artikel 5 har følgende ordlyd:
"I dette direktiv forstås ved:
- »Fællesskabet« og »Fællesskabets område«: medlemsstaternes samlede område som defineret i nr. 2
- »medlemsstat« og »en medlemsstats område«: det område, som hver enkelt medlemsstat i Fællesskabet udgør, og som er omfattet af traktaten, jf. traktatens artikel 299, med undtagelse af det eller de i artikel 6 i nærværende direktiv angivne områder
- »tredjelandsområder«: de områder, som er angivet i artikel 6
- »tredjeland«: ethvert land eller område, som ikke er omfattet af traktaten."
|
Definition: EU's momsområde
Sondringen mellem EU's momsområde og steder uden for EU har betydning for, om en virksomhed skal behandle modtagelsen af en vare som en erhvervelse (dvs. fra andre EU-lande) eller en indførsel (dvs. fra steder uden for EU) samt for leveringssted ved handel med ydelser.
EU's momsområde er EU-landenes samlede momsområder som fastsat i EU's regler, herunder det danske momsområde.
Eksempelvis vil en boreplatform beliggende længere end 12 sømil fra EU-landenes kyst- eller basislinier være beliggende udenfor EU-landenes momsområde. Boreplatformen ligger således udenfor EU.
ML § 2, stk. 2 fastlægger EU's momsområde.
EU's momsområde er som udgangspunkt anvendelsesområdet for EF-traktaten, dvs. hele EU.
Se momssystemdirektivets artikel 5, nr. 2 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 3, stk. 1 og 2).
EU landene er:
Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Følgende områder er ikke medlem af EU:
- Grønland samt en række britiske, franske og nederlandske oversøiske territorier, f.eks. Ny Caledonien, De Nederlandske Antiller og De Britiske Jomfruøer. Se Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde artikel 355 (tidligere EF-traktaten artikel 299, stk. 3, jf. traktatens bilag 2).
- Færøerne. Se Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde artikel 355 (tidligere EF-traktaten artikel 299, stk. 6, litra a)).
- Kanaløerne (Jersey, Guernsey, Alderney og Sark). Se Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde artikel 355 (tidligere EF-traktaten artikel 299, stk. 6, litra c)).
- Andorra, San Marino og Vatikanstaten.
EU-områder udenfor momsområdet
Der er en række områder i EU, som ikke er en del af EU's momsområde. Momsmæssigt anses de for områder uden for EU.
EU-områder udenfor momsområdet iht. momssystemdirektivets artikel 6 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 3, stk. 3):
- Finland:
- Ålandsøerne (tidligere alene protokol til tiltrædelsesakt)
- Frankrig:
- De oversøiske Departementer (herunder Fransk Guyana, Martinique, Guadaloupe og Réunion).
- Grækenland:
- Italien:
- Livigno,
- Campione d'Italia,
- Den italienske del af Luganosøen.
- Spanien:
- Ceuta,
- Melilla,
- De kanariske Øer (herunder Gran Canaria, Tenerife, Fuerteventura, Lanzarote og Gomo).
- Storbritannien:
- Kanaløerne (Jersey, Guernsey, Alderney og Sark) (Tidligere alene artikel 299, stk. 6, litra c) i EF-Traktaten).
- Tyskland:
- Øen Helgoland,
- Området Büsingen.
EU-områder udenfor momsområdet iht. landets tiltrædelsesakt til EU:
- Finland:
- Ålandsøerne (nu også direktivets artikel 6).
- Storbritannien:
- Cypern:
Lande udenfor EU men indenfor momsområdet
En række lande og områder uden for EU skal anses for en del af EU's momsområde. Momsmæssigt anses de derfor for områder inden for EU. Se momssystemdirektivets artikel 7 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 3, stk. 4).
Der er tale om følgende områder:
- Monaco,
- Isle of Man,
- Cypern:
- De britiske baseområder (Akrotiri og Dhekelia).
Søterritoriet - Åbent hav
EF-domstolen anfører i nedennævnte dom, at ved en medlemsstats område forstås et lands indland, jf. 6. momsdirektivs artikel 3.
Medlemsstaternes nationale område omfatter således også søterritoriet, dets havbund og dets undergrund.
En medlemsstat har derfor pligt til at pålægge moms af levering af goder, der sker på dets søterritorium, på dets havbund og i dets undergrund.
Kyststatens suverænitet over den eksklusive økonomiske zone og over kontinentalsoklen er derimod kun funktionel og kan ikke anses for at være indland. Det samme gælder åbent hav. Et lands indland anses ikke at udgøre den eksklusive økonomiske zone, kontinentalsoklen eller åbent hav.
Se EF-domstolens dom i sag C-111/05, NN, præmis 51-61, som tager stilling til den momsmæssige behandling af levering og udlægning af et kabel på havbunden under medlemsstaternes søterritorium, i den eksklusive økonomiske zone, på kontinentalsoklen, og på åbent hav.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
EU-domme
|
C-165/11, Profitube spol. s r.o.
|
xVarer fra et tredjeland blev henført under toldoplagsproceduren. Derefter blev varerne efterfølgende omdannet under proceduren for aktiv forædling inden for rammerne af suspensionsordningen og derefter solgt og igen henført under toldoplagsproceduren. De forblev i det samme offentlige toldoplag i Slovakiet under samtlige disse transaktioner. EU-domstolen fandt, at salget af sådanne varer var momspligtigt i henhold til 6. momsdirektivs artikel 2, nr. 1), medmindre at Slovakiet havde benyttet sig af sin mulighed for at fritage dette salg fra moms i henhold til direktivets artikel 16, stk. 1, hvilket det tilkom den nationale ret at undersøge. Varerne skulle med andre ord anses for leveret i Slovakiet, uanset at de befandt sig i et offentlig toldoplag.x
|
xSe evt. afsnit D.A.10.1.8.1 om momsfritagelse for levering af varer, der er oplagt i Københavns frihavn og afsnit D.A.10.1.8.2 om momsfritagelse for levering af varer, der er oplagt på frilager.x
|
C-111/05, NN
|
En medlemsstat har pligt til at pålægge moms af levering af goder, der sker på dets søterritorium, på dets havbund og i dets undergrund. Kyststatens suverænitet over den eksklusive økonomiske zone og over kontinentalsoklen er derimod kun funktionel og kan ikke anses for at være indland. Det samme gælder åbent hav. Et lands indland anses ikke at udgøre den eksklusive økonomiske zone, kontinentalsoklen eller åbent hav.
|
|