Indhold
Afsnittet beskriver retningslinjerne for udformning af tiltalebegæringer til politiet, når bødeforelæg ikke vedtages.
Regel
Hvis et bødeforelæg ikke vedtages, eller en bødeikendelse ønskes indbragt for domstolene, sendes sagen til politiet med en tiltalebegæring, hvori politiet anmodes om at indbringe sagen for domstolene.
I tiltalebegæringen anmodes politiet om
- at rejse tiltale i overensstemmelse med bødeforelæggets forholdsbeskrivelse, og
- at nedlægge påstand om en bøde af samme størrelse som angivet i bødeforelægget eller bødeikendelsen.
Herudover anføres, at sagen stadig kan afsluttes administrativt, dvs. uden domstolsbehandling, såfremt den sigtede ønsker det.
Tiltalebegæringen vedlægges
- kopi af bødeforelægget/bødeikendelsen samt
- kopi af sagens akter.
De originale sagsakter skal opbevares, indtil der er afsagt endelig dom i sagen, fordi de på forlangende skal kunne forevises i retten.