Indhold

Dette afsnit handler om ophævelse af forhandlerkontrakt med Danske Spil A/S.

Afsnittet indeholder:

  • Oplysninger om overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen
  • Indberetning til Danske Spil A/S
  • Overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens pantregler er ikke omfattet.

Oplysninger om overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen

SKAT kan videregive oplysninger om en forhandlers overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen i forbindelse med den virksomhed, der foregår på forhandlerens forretningssted. Se Tips- og lottolovens § 2, stk. 4. Bevillingshaveren, Danske Spil A/S, kan behandle oplysninger om forhandlerens overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, i det omfang det er nødvendigt for at varetage selskabets forpligtelser i henhold til bevillingen. Se Tips- og lottolovens § 2, stk. 5.

Indberetning til Danske Spil A/S

Der er følgende procedure i sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen:

  • Ved told- og skatteforvaltningens udsendelse af bødeforelæg for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen angives det i bødeforelægget, at der vil ske indberetning til Danske Spil A/S om bødevedtagelsen. I en sag, der skal afgøres ved domstolene, skal der ved sagens fremsendelse til anklagemyndigheden ske en tilsvarende underretning til forhandleren om indberetning til Tipstjenesten i tilfælde af fældende dom i sagen med bøde eller frihedsstraf.
  • Danske Spil A/S modtager indberetning og sender en advarselsskrivelse til den pågældende forhandler, hvoraf det fremgår, at gentagne overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen vil kunne medføre ophævelse af forhandlerkontrakten
  • Ved en gentagen overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen bliver resultatet af indberetningen til Danske Spil A/S, at forhandlerkontrakten ophæves, og at forhandleren får en karensperiode. Det er således først efter 2 år muligt på ny at søge om at blive forhandler igen.

Det er mellem parterne aftalt, at Danske Spil A/S har 1 uges behandlingstid.

Overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens pantregler er ikke omfattet

Tips- og lottolovens § 2, stk. 5, omtaler kun overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen. Det betyder, at Danske Spil A/S ikke er forpligtet til at behandle oplysninger om en forhandlers overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens regler om pant i forbindelse med bevillingshaverens forpligtelse i henhold til bevillingen. Det betyder, at SKAT kun kan videregive oplysninger om en forhandlers overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen til Danske Spil A/S. Se Tips og lottolovens § 2, stk. 4.