Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for vejledning om forsvarerbeskikkelse under en administrativ skatte- og afgiftsstraffesag. Se BEK nr. 960 af 12. oktober 2005.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvornår skal vejledningen gives?
  • Personer omfattet af reglen.

Regel

I sager om strafansvar mod en person/skatteyder/borger skal SKAT give vejledning om sigtedes adgang til at begære en forsvarer beskikket. Se BEK § 2.

Vejledningen skal gives skriftligt og skal indeholde en oplysning om

  • den beskikkede forsvarers beføjelser. Se BEK § 3, stk. 1.
  • at borgeren, hvis denne findes skyldig, har pligt til at erstatte det offentlige sagens omkostninger. Se BEK § 3, stk. 2.
  • at i borgeren i forbindelse med vedtagelse af et bødeforelæg også kan indgå forlig om forsvarerens vederlag. Se BEK § 3, stk. 3.

Bemærk

Vejledning kan undlades, når sagen alene vil kunne medføre en bøde på ikke over 1.500 kr.

Se også

Se også afsnit A.C.3.3.6 om betingelser for statens regreskrav, og i afsnit A.C.3.3.7 om mulighederne for forlig om forsvarerens vederlag.

Hvornår skal vejledningen gives?

Skriftlig vejledning, [blanket nr. 51.014]skal sendes ud sammen med det brev, hvori den pågældende sigtes. I sager, hvor der gennemføres en ansvarsforhandling, gentages vejledningen mundtligt ved indledningen til ansvarsforhandlingen.

Bemærk

En ansvarsforhandling kan gennemføres uden forsvareren er til stede, selv om sigtede ønsker en forsvarer beskikket. Se BEK § 4.

Det forudsætter, at sigtede giver sit skriftlige samtykke til det, og at omstændighederne ikke taler imod, at forhandlingen gennemføres uden forsvarerens tilstedeværelse. Det, der taler for at forsvareren er til stede er fx hvis der er grund til en særlig beskyttelse af sigtede, eller hvor SKAT har en selvstændig interesse i, at sigtede har støtte af en beskikket forsvarer. Se afsnit A.C.3.3.2 om betingelser for at beskikke en forsvarer.

Hvis der afholdes ansvarsforhandling skal den beskikkede forsvarer indkaldes sammen med den sigtede. Se afsnit A.C.3.4.7 om ansvarsforhandling.

Personer omfattet af reglen

Det er borgeren, der har ret til forsvarerbeskikkelse. Med begrebet borger menes der alene fysiske personer. Der er ikke belæg i forarbejderne til forsvarerbistandsloven for at beskikke en forsvarer til juridiske personer.

Bemærk

Juridiske personer kan anmode retten om at få en forsvarer beskikket. En eventuel beskikkelse sker således efter retsplejelovens regler, og SKAT er ikke forpligtet til at udlægge honorar mv. til den beskikkede forsvarer.