Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for og den skattemæssige behandling af den obligatoriske pensionsordning for medlemmer af Europa-Parlamentet

Afsnittet indeholder:

  • Hvilke parlamentsmedlemmer er omfattet?
  • Pensionsordningen
  • Beskatning af pensionsudbetalingerne
  • Lempelse for betalt EU-skat 

Hvilke parlamentsmedlemmer er omfattet?

Den obligatoriske pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer er fastsat i Europa-Parlamentets statut af 28. september 2005, som trådte i kraft fra den første dag i valgperioden for valget i juni 2009 til Europa-Parlamentet.

Den obligatoriske pensionsordning gælder for alle medlemmer, der blev valgt til Europa-Parlamentet ved valget i juni 2009, jf. statuttens artikel 30.

Tidligere medlemmer, som blev genvalgt til Europa-Parlamentet ved valget i juni 2009, kunne dog i stedet vælge, at de fortsat skulle være omfattet af den hidtidige nationale ordning for vederlag og pension i hele mandatperioden, jf. artikel 25, og dermed også fortsat være omfattet af den tidligere frivillige pensionsordning. Se om den tidligere frivillige pensionsordning i C.A.10.4.3.3.2.

Pensionsordningen

Hverken Europa Kommissionen eller parlamentsmedlemmerne indbetaler bidrag til pensionsordningen. Pensionsudbetalingerne afholdes over Europa Kommissionens løbende budget.

Pensionstilsagnet udgør 3,5 pct. af vederlaget til medlemmerne, jf. statuttens artikel 14. Vederlaget størrelse fremgår af artikel 10.

Pensionsordningen er altså en uafdækket tilsagnsordning.

Beskatning af pensionsudbetalingerne

De løbende pensionsudbetalinger beskattes til fordel for Fællesskaberne på de samme vilkår, som gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte ved De europæiske fællesskaber, jf. statuttens artikel 12, stk. 1 og 5.

Det berører dog ikke medlemsstaternes adgang til at beskatte pensionsudbetalingerne efter nationale beskatningsbestemmelser under forudsætning af, at enhver form for dobbeltbeskatning undgås, jf.  artikel 12, stk. 3 og 5.

Danmark kan derfor også beskatte pensionsudbetalingerne til de tidligere EU-parlamentsmedlemmer, der er skattepligtige til Danmark, når de erhverver ret til pensionsudbetalingerne.

Den obligatoriske pensionsordning til tidligere EU-parlamentsmedlemmers er, som en uafdækkede pensionstilsagnsordning, ikke omfattet af pensionsbeskatningsloven.

De løbende pensionsudbetalinger er indkomstskattepligtige, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, og AM-bidragspligtige, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 2.

Pensionsudbetalingen er B-indkomst.

Lempelse for betalt EU-skat

For at undgå enhver dobbeltbeskatning nedsættes den danske skat med den skat, der er betalt til udlandet (dvs. EU-skatten til Fællesskaberne), dog højst med et beløb svarende til den danske skat, der falder på den pågældende indkomst, jf. ligningslovens § 33.

Se også

  •          Svar fra Finansministeren på spørgsmål nr. 81 af 20. januar 2009, EEU - alm. del.
  •          Skatteministerens svar på spørgsmål 8 af 3. oktober 2018 til EEU - alm. del.