Dato for udgivelse
17 dec 2018 14:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28 nov 2017 13:33
SKM-nummer
SKM2018.631.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
17-1020098
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Virtuelle valutaer, manglende oplysninger, afvisning
Resumé

Skatterådet afviste et spørgsmål om, hvorvidt der skulle betales skat af fortjeneste af Bitcoins og andre virtuelle valutaer, fordi der ikke var givet fyldestgørende oplysninger om, hvilke virtuelle valutaer spørger havde handlet, og at spørgers dispositioner dermed ikke fremstod præcise, hvorfor en besvarelse af spørgsmålet ville antage karakter af en teoretisk redegørelse.

Hjemmel

Skatteforvaltningslovens § 24

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 24

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit A.A.3.9.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.C.2.1.3.3.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit C.C.2.1.3.3.5.2

Spørgsmål

  1. Skal jeg betale skat af fortjeneste på Bitcoins og andre kryptovalutaer? Hvis ja, hvordan skal det beregnes?

Svar

  1. Afvises

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger købte den 2. maj 2017 for 50.000 kr Bitcoins, som senere blev flyttet ind på en amerikansk digital/kryptovalutabørs, Poloniex, som kun handler med kryptovaluta.

På Poloniex købte spørger herefter andre kryptovalutaer for sine Bitcoins.

Spørger har ca. en gang om ugen siden købet af hans Bitcoins lavet en handel på Poloniex, altså vekslet en valuta til en anden.

Værdien af spørgers digitale valutaer på Poloniex er den 10. juni 2017 steget til ca 220.000 kr., men værdien er meget volatil og kan svinge med mange procent på få timer.

I løbet af sommeren forventer spørger at have trukket sine forskellige valutaer ud af digitalvalutabørsen og derefter at have deponeret dem på en såkaldt "wallet", dvs. en digital pung. Dermed vil der ikke længere foregå nogen handler (omvekslinger).

Omkring den 1. januar 2018 er den forventede værdi i spørgers "wallet" et sted mellem 1 mio. kr. og 100 mio. kr. afhængig af efterspørgslen på kryptovaluta.

Fra omkring 1. januar 2018 vil spørger begynde at veksle om til danske kroner.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger har oplyst, at det vil være omfattende at opremse alle de kryptovalutaer, som han har handlet, og hvad de går ud på. Han har i den forbindelse oplyst, at en handel f.eks. kan gå ud på, at spørger køber 3.000 enheder af en digital valuta over 20 handler. Han har i gennemsnit lavet en handel ca. hver fjerde dag over de frem mod sommeren 2017.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger ikke skal betale skat af fortjeneste på Bitcoins og andre kryptovalutaer. Hvis fortjeneste er skattepligtig, ønsker spørger at få at vide, hvordan skatten skal beregnes.

Begrundelse

Formålet med bindende svar-ordningen er at give spørgeren mulighed for en endelig afklaring af de skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser af en påtænkt eller gennemført disposition. Det betyder, at anmodningen skal vedrøre en konkret disposition, og at anmodningen skal være tilstrækkeligt oplyst, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Det betyder også, at spørgsmålene i anmodningen skal være stillet på en sådan måde, at de er egnede til at blive behandlet af Skatterådet.

Det fremgår herefter af skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, at Skatterådet i særlige tilfælde kan afvise at give bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med den fornødne sikkerhed, eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (L 110 2004-2005), at bestemmelsen bl.a. er tænkt anvendt på spørgsmål om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter, f.eks. hvis beskrivelsen af dispositionen ikke er tilstrækkelig præcis eller fyldestgørende. Der henvises til Den juridiske vejledning A.A.3.9.

I SKM2016.322.SR afviste Skatterådet at besvare et spørgsmål om, hvordan et lån skattemæssigt skulle klassificeres, herunder efter hvilke principper basisrenten, den udbyttegivende rente samt kursgevinst/kurstab ved indfrielse skulle beskattes.

Skatterådet begrundede afvisningen af spørgsmålet med, at det var så bredt formuleret, at det alene kunne besvares med en egentlig teoretisk redegørelse af responsumlignende karakter.

I SKM2014.494.SR afviste Skatterådet at besvare et spørgsmål de skattemæssige virkninger af videresalg af kapitalandele, fordi der ikke forelå en beskrivelse af en konkret disposition, herunder fordi de fremstod som af rent foreløbig karakter.

I SKM2011.641.LSR afviste Landsskatteretten at besvare et spørgsmål om principperne for, hvilken del af en kommende købers anskaffelsessum for nogle anparter, der for købers vedkommende skulle anses som vederlag for værdien af en adgang til deltagelse i en igangværende erhvervsvirksomhed med udlejning af fast ejendom.

Landsskatteretten henviste til, at spørgsmålet var af en sådan karakter, at en besvarelse heraf ikke ville indebære en skattemæssig stillingtagen til en konkret påtænkt disposition. Landsskatteretten fandt tværtimod, at spørgsmålet var formuleret på en sådan måde, at det alene kunne besvares med en egentlig teoretisk redegørelse af responsumlignende karakter.

Spørger anfører i sin mail af 3. august 2017 oplyst, at det ville være ret omfattende at opremse alle de kryptovalutaer, som han har handlet, og hvad de går ud på. Det screenshot, som fulgte med mailen, omfatter alene et antageligt beskedent uddrag af handlerne.

Skatterådet fandt i SKM2014.226.SR, at gevinst og tab på Bitcoins ikke er omfattet af kursgevinstloven, da Bitcoin-systemet alene er et betalingssystem, som der ikke er en erhvervsmæssig begrundelse for at anvende. Skatterådet fandt endvidere, at gevinst og tab på Bitcoins er eventuel næringsomsætning uvedkommende.

Skatterådet udtalte dog generelt, at nettogevinster på formuegenstande, f.eks. Bitcoins, som afhændes som led i ejerens hobbyvirksomhed eller ikke-erhvervsmæssig virksomhed, ikke er omfattet af skattefritagelsen i statsskattelovens § 5 a, men derimod er omfattet af statsskattelovens § 4 og som sådan skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

I SKM2017.520.SR fandt Skatterådet, at den digitale valuta Bookcoins er en struktureret fordring, fordi valutaen følger prisudviklingen i sølv, jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Skatterådet fandt derfor, at gevinst og tab på valutaen skal beskattes efter reglerne om finansielle kontrakter.

Som udgangspunkt er der således taget stilling til beskatningen af Bitcoins og Bookcoins, men der er ikke Skatterådspraksis vedrørende andre former for virtuelle valutaer.

Spørger har ikke fyldestgørende oplyst, hvilke virtuelle valutaer, som han har købt, blot at det vil være omfattende at opremse dem alle. Besvarelse af det stillede spørgsmål kræver, i lighed med SKM2014.226.SR vedrørende Bitcoin, at der foreligger præcise oplysninger om de enkelte virtuelle valutaer og handler, som sagen handler om.

Dispositionerne i forbindelse med spørgers handel med virtuelle valutaer fremstår dermed ikke præcise, og en besvarelse ville blive en teoretisk redegørelse af responsumlignende karakter.

Efter SKATs opfattelse vil det store antal virtuelle valutaer endvidere i sig selv betyde, at spørgsmålet er af en sådan karakter, at hensynet til en sikker besvarelse af spørgsmålet afgørende taler i mod en besvarelse, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. Det skyldes, at den skattemæssige behandling af de enkelte valutaer kan være forskellig henset til den enkelte valutas karakter og handelsmønstrene.

På den baggrund er det samlet SKATs opfattelse, at det stillede spørgsmål skal afvises.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmålet afvises.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Skatteforvaltningslovens § 24

En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan ikke påklages administrativt.

Forarbejder

L 110 2004-2005

Efter stk. 2 kan told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar.

Ved administrationen af reglerne om bindende svar må det indgå, at der er spørgsmål, der ikke egner sig for den forenklede og borgerstyrede sagsbehandling, der ligger i ordningen med bindende svar. Det vil derfor ske, at en anmodning om bindende svar må afvises med henvisning til, at det pågældende spørgsmål har en sådan karakter, at det enten ikke kan besvares med den hast, som spørgeren ønsker, eller at det ikke kan besvares løsrevet fra andre skattemæssige forhold vedrørende den pågældende. Et bindende svar binder jo skattemyndighederne i op til 5 år.

(…)

Afvisningsmuligheden er i øvrigt tænkt anvendt på spørgsmål om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter.

Praksis

SKM2017.520.SR

Skatterådet fandt, at Spørgerens gevinst og tab på den digitale valuta Bookcoins skal beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, idet Bookcoins må anses for en struktureret fordring omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Derudover fandt Skatterådet, at Bookcoins ikke er en officiel valuta, der kan bruges ved opgørelsen af skatteregnskabet, jf. skattekontrollovens § 3 C.

SKM2016.322.SR:

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et "profit sharing lån" mellem arbejdsgiveren og medarbejderen skattemæssigt skulle klassificeres som en fordring henholdsvis gældspost omfattet af kursgevinstloven. Spørgsmålet om hvorledes lånet i stedet skulle kvalificeres, såfremt Skatterådet ikke var enig med repræsentantens blev afvist.

SKM2014.494.SR:

Skatterådet afviste at svare på, om en planlagt overdragelse af anparter i et kommanditselskab til komplementaren, et anpartsselskab, som kommanditisterne ejede, kunne tillægges skatteretlig virkning. Spørgsmålet kunne ikke besvares med tilstrækkelig sikkerhed, og det var ikke tilstrækkeligt klart, hvilken disposition spørgsmålet angik.

Rådet bekræftede, at hvis anpartsselskabet blev ejer af kommanditselskabets udlejningsejendom i England, ville selskabet ikke være skattepligtigt til Danmark af indkomsten vedrørende ejendommen som følge af selskabsskattelovens § 8, stk. 2, om indtægter og udgifter vedrørende et fast driftssted eller en fast ejendom beliggende i en fremmed stat, medmindre selskabet valgte international sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 31 A.

Rådet kunne ikke bekræfte, at der ved opgørelse af ejendomsavance efter ejendomsavancebeskatningsloven og genvundne afskrivninger efter afskrivningsloven skulle tages udgangspunkt i ejendommens markedsværdi, idet der i stedet skal tages udgangspunkt i det vederlag, der modtages.

Endelig afviste rådet at svare på et spørgsmål om opgørelse af kursavance efter kursgevinstloven.

SKM2011.641.LSR:

Landsskatteretten ændrede Skatterådets bindende svar på et spørgsmål vedrørende principperne for opgørelsen af anskaffelsessummen for anparter, således at spørgsmålet afvistes.

SKM2014.226.SR:

Skatterådet kan ikke bekræfte, at gevinst og tab på Bitcoins skal indgå i virksomhedens indkomstopgørelse, men at anvendelsen af Bitcoins anses for vedrørende spørgers privatsfære.

Den juridiske vejledning A.A.3.9 (uddrag)

Det fremgår af lovbemærkningerne til SFL § 24, at afvisningsmuligheden kan anvendes vedrørende spørgsmål om påtænkte dispositioner, hvor spørgsmålet er af mere teoretisk karakter, fx hvis beskrivelsen af dispositionen ikke er tilstrækkelig præcis eller fyldestgørende.

(…).

En anmodning om bindende svar kan afvises, hvis sagen er mangelfuldt oplyst, og spørgeren - trods opfordring til at oplyse sagen bedre - undlader dette. Se SFL § 24, stk.1. Efter omstændighederne kan svaret begrænses til den del af spørgsmålet, der måtte være tilstrækkelig oplyst.