Indhold
Dette afsnit handler om de indbetalinger til pensionsordninger, som offentlige myndigheder foretager i forbindelse med udbetaling af visse overførselsindkomster.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Personkreds
- Bidragsgrundlag
- Opkrævning.
Regel
Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af indbetalinger, som offentlige myndigheder foretager til pensionsordninger for personer, der modtager ydelser efter visse bestemmelser i lov om
arbejdsmarkedets tillægspension, lov om social service og lov om social pension.
Personkreds
Bidragspligten omfatter personer
- hvor der er bortseelsesret for indbetalinger til ATP, ordinære pensionsordninger og supplerende arbejdsmarkedspensioner efter PBL § 19, stk. 2 og stk. 4
- der er omfattet af lov om arbejdsmarkedets tillægspension §§ 2a og 2b, hvor der indbetales ATP
- der i henhold til lov om social service § 42 modtager hjælp fra kommunen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, som i hjemmet forsørger et barn under 18 år med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse
- der modtager førtidspension, og hvor der indbetales bidrag til en supplerende arbejdsmarkedspension. Bestemmelserne fremgår af lov om social pension §§ 33 b – 33
e.
Bidragsgrundlag
Bidragsgrundlaget kan bestå af
a) ATP-bidrag
b) indbetalinger til pensionsordninger og ATP fastsat efter lov om social service § 42
c) supplerende arbejdsmarkedspension.
Ad a) ATP-bidrag
Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af indbetalinger til ATP-ordningen for personer omfattet af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension §§ 2a og 2b. Se også KSL § 49A,
stk. 3.
Bestemmelsen blev indsat i dagældende lov om arbejdsmarkedsfonde ved lov nr. 988 af 22. november 1996, som konsekvens af at der fra 1. januar 1997 blev indført bestemmelse om indbetaling
af ATP-bidrag for personer på overførselsindkomster samt frivillig indbetaling for personer på overgangsydelse eller efterløn, fleksydelse, førtidspension (nu lov om social
pension §§ 33 b- 33 e) mv. Formålet var at bevare ligestillingen mellem lønmodtagere i arbejde, der betaler arbejdsmarkedsbidrag af pensionsindbetalingerne, og modtagere af
overførselsindkomster ved indbetalinger til ATP-ordningen. Se bemærkningerne til L 66 af 14. november 1996.
Bemærk
Der skal ikke indbetales ATP-bidrag i forbindelse med udbetaling af plejevederlag efter § 119 i lov om social service.
Ad b) Lov om social service § 42
Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af indbetalinger til pensionsordninger og ATP fastsat efter lov om social service § 42.
Indbetalinger til pensionsordninger og ATP, der er fastsat efter lov om social service § 42, vedrører dels bidrag for tabt arbejdsfortjeneste, dels bidrag til pensionsordninger til
personer, der umiddelbart før overgangen til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, var omfattet af en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Derudover indbetales der til
ATP.
Indbetalingen til pensionsordningen udgør 10 pct. af bruttoydelsen, dog højst det hidtidige arbejdsgiverbidrag. For personer ansat i staten med tjenestemandspensionsordning er der
fastsat et pensionsdækningsbidrag på 15 pct. Se Socialministeriets seneste bekendtgørelse nr. 347 af 18. april 2011.
Se også
Se også C.A.1.2.2 om tabt arbejdsfortjeneste.
Ad c) Supplerende arbejdsmarkedspension
Ordningen om supplerende arbejdsmarkedspension blev indført som led i førtidspensionsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2003. Der er tale om en frivillig ordning, som alle
førtidspensionister kan vælge at bidrage til. Staten betaler 2/3 af indbetalingen til ordningen, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag. Se lov om social pension §§ 33 b- 33
e samt PBL § 19, stk. 4.
Opkrævning af bidraget
Bidraget opgøres og indbetales som udgangspunkt af pensionskasser, ATP, forsikringsselskaber eller pengeinstitutter. Se KSL § 49 D.
Hvis indbetalingen sker til et godkendt udenlandsk forsikringsselskab, pensionskasse eller kreditinstitut, har den offentlige myndighed, der indbetaler beløbet, pligt til at opgøre og
beregne bidragets størrelse. Se KSL § 49 D stk. 4.