Indhold

Dette afsnit handler om den skatteretlige behandling af udlæg efter regning.

Afsnittet indeholder:

• Udgangspunkt
• Ikke omfattet af udlæg efter regning
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Udgangspunkt

Beløb, som en lønmodtager får til dækning af udgifter, han eller hun har haft ved at lægge ud for sin arbejdsgiver, er ikke skattepligtige.

Det samme gælder, når en hvervgiver dækker udgifter, som en hvervtager har lagt ud for hvervgiveren. Ved hvervgiver forstås her bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende og ved hvervtager forstås deres medlemmer eller medhjælpere.

Der er tale om udlæg efter regning, når fx en arbejdsgiver refunderer de udgifter, som en lønmodtager har betalt (lagt ud for) mod dokumentation i form af eksterne udgiftsbilag. Disse udgiftsbilag indgår herefter i arbejdsgiverens regnskabsmateriale. Det er dog en forudsætning, at der er tale om udgifter, som ville være fradragsberettigede for lønmodtageren, hvis han eller hun selv skulle afholde udgifterne. Hvis en del af bilaget vedrører private udgifter, skal lønmodtageren beskattes af denne del af den samlede, refunderede udgift.

Hvis fx en lønmodtager har afholdt repræsentationsudgifter for arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren dækker udgifterne efter regning, er disse udgifter arbejdsgiverens repræsentationsudgifter, og skal ikke medregnes til lønmodtagerens indkomst. Det gælder også i de tilfælde, hvor lønmodtageren har en selvstændig indkomstmæssig interesse i repræsentationsudgifternes afholdelse, fx hvor en sælger får procenter af et efterfølgende salg.

Der kan også være tale om, at lønmodtageren betaler med arbejdsgiverens penge i form af et forskud, og lønmodtageren ved den endelige afregning med arbejdsgiveren afleverer de originale udgiftsbilag til denne.

Når fx en arbejdsgiver har refunderet en lønmodtagers udgifter efter regning, kan disse udgifter ikke også trækkes fra ved lønmodtagerens indkomstopgørelse. Derimod vil arbejdsgiveren kunne fratrække udgifterne ved sin indkomstopgørelse som driftsomkostninger, jf. SL § 6, litra a.

Se også

Se Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, afsnit E.A.2.

Ikke omfattet af udlæg efter regning

Lønmodtagerens/hvervtagerens private udgifter, anlægs- eller etableringsudgifter, kan ikke dækkes som udlæg efter regning. Hvis en del af det beløb, der refunderes, vedrører private udgifter, skal lønmodtageren/hvervtageren beskattes af denne del af den samlede, refunderede udgift.

Godtgørelse for en lønmodtagers/hvervtagers kørsel i egen bil eller på egen motorcykel i arbejdsgiverens eller hvervgiverens tjeneste kan ikke ydes som udlæg efter regning. Se LL § 9, stk. 4, og § 9 B, stk. 4.

Det fremgår af LL § 9, stk. 4, at godtgørelse for rejseudgifter mv. omfattet af §9 Aeller § 31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af § 9 B eller § 31, stk. 5 ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn.

Se også

Se også afsnit C.A.7 om godtgørelser og fradrag efter rejsereglerne samt dobbelt husførelse.

Eksempel

I SKM2005.183.ØLR fandt Østre Landsret, at de rejseudgifter, en forretningsfører havde haft for en boligfond, ikke i deres helhed kunne antages at have haft en klar erhvervsmæssig baggrund.

Landsretten lagde efter forretningsførerens vidneforklaring til grund, at to af hans børn var bosiddende i Danmark, og at han her i landet havde fem børnebørn. Han havde under de ophold i Danmark, som sagen vedrørte, beboet hustruens sommerhus, der også benyttedes af hans børn og venner. Hustruen havde i nogle tilfælde deltaget i rejserne til Danmark. Videre lagde landsretten til grund, at forretningsføreren havde stiftet fonden og var medlem af bestyrelsen sammen med sin hustru. Selvom han var forretningsfører, havde han ikke modtaget løn fra fonden, hvorimod han havde haft fri bil og telefon. På den baggrund kunne det ikke antages, at de omhandlede rejseudgifter i deres helhed havde haft en klar erhvervsmæssig baggrund, uanset at forretningsføreren under alle opholdene i Danmark havde arbejdet for fonden.

Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af den del af de samlede rejseudgifter, der ikke kunne anses for erhvervsmæssige, var foretaget på et urigtigt grundlag eller åbenbar urimelig. Landsretten bemærkede hertil, at der efter karakteren af dette skøn må indrømmes skattemyndighederne en ikke ubetydelig frihed i dets udøvelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området: