Dato for udgivelse
22 jun 2011 12:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 maj 2011 09:14
SKM-nummer
SKM2011.423.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
10-02455
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Fritagelse, registreringsafgift, lignende, institution
Resumé
En opholds- og behandlingsinstitution for børn og unge med ASF og ADHD og dobbeltdiagnoser blev under henvisning til det oplyste om pleje- og behandlingsbehovet hos beboerne, normeringen og den bistand, der ydes af personalet, anset for at opfylde forudsætningerne for afgiftsfritagelse i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra a, om fritagelse for afgift af køretøjer, der af plejehjem, ældrecentre og lignende institutioner anvendes til befordring af egne beboere eller personer, der er visiteret til institutionen for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder.
Reference(r)
Registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 6, litra a.
Henvisning
-

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet ansøgning om fritagelse for registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra a.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten ændrer afgørelsen og imødekommer anmodningen om fritagelse, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra a.

Sagens oplysninger
Selskabet H1 ApS har anmodet SKAT om afgiftsfritagelse i forbindelse med erhvervelse af en bus, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra a.

Det er i ansøgningen oplyst, at selskabet er en opholds- og behandlingsinstitution for børn og unge i alderen 12 - 23 år med ASF og ADHD og dobbeltdiagnoser.

Det er herudover i ansøgningen anført:

"Målgruppen er stærkt psykosocialt behandlingskrævende og psykisk udviklingshæmmede børn i alderen 12 - 23 år med behov for døgnbehandling. Beboerne bor på institutionen og er på institutionen i en periode på 1 - 6 år.

Beboerne visiteres til at få behandling i sociale færdigheder, som relationer til andre mennesker, passe en dagtilbud det være sig skole, uddannelse eller arbejde, aktiviteter det være sig beskyttede sports klubber eller være steder og almene færdigheder som at købe ind, lave mad, gøre rent og egen hygiejne og pleje.

Beboerne kommer fra lukkede, eller åbne børne- eller ungdomspsykiatriske afdelinger.

De visiteres fra kommunerne.

De fleste af beboerne kræver særlig pleje som hjælp til sig selv, hjælp til bare at komme ud af døren og opleve verden omkring dem.

De fleste af beboerne er medicinerede og får medicin i forhold til deres angste tilstand.

Beboerne er fast tilknyttet institutionen over en periode på minimum 1 år.

De bor på institutionen og er kun sjældent hjemme.

Beboerne har betydeligt varigt nedsat psykisk funktionsevne og er ikke i stand til at færdes på egen hånd, da de har angst eller fysiske eller psykiske skader der gør at de skal følges eller transporteres.

Beboerne har behov for kontant opsyn og pleje pga. deres fysiske og psykiske nedsatte funktionsevne.

Personalet består af:

Der er ansat 9,5 personer til 18 unge mennesker, de arbejder som milljøterapeuter og er uddannet pædagoger, social og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykolog og psykiater.

Personalets sammensætning og normering afspejler beboernes behov for intensiv og konstant leje og behandling grundet deres psykiske og fysiske nedsatte funktionsevner.

Beboerne opholder sig på institutionen for at tage del i en række aktiviteter af behandlingsmæssig og uddannelsesmæssig karakter, der tilbydes på institutionen.

Der arbejdes i plejen og behandlingen med vedligeholdelse og udvikling af beboernes fysiske og psykiske behov.

Behovet for intensiv behandling og pleje gør at normeringen er 1:1,3.

Institutionen må anses for at udgøre opgaver med egentlig pleje af de tilknyttede beboere, der ganske må sidestilles med de opgaver, der varetages på et plejehjem og ældrecentre. Behandlingen omfatter også almindelig daglig pleje af de psykisk handicappede beboer samt i at undervise dem i ADL træning.

Karakteren af beboernes psykiske handicap bevirker, at beboerne altid bringes og hentes til aktiviteter uden for institutionen, da der ellers er nærliggende risiko for selvmordstruende adfærd, angst anfald, for stort et vægt tab og for stort pres fra ydre stimuli.

Beboerne går enten på specialskoler, særlige uddannelser, beskyttende arbejdspladser, hvor det er nødvendigt at blive transporteret.

Beboerne har når de er på hjemmebesøg brug for at blive transporteret igen pga. deres psykiske og fysiske nedsatte funktions evne der gør at de har brug for pleje og hjælp til dette.

Beboerne har også brug for akutte afleveringer og afhentninger, afleveringer kan handle om akut behov for hjælp det være sig hospitaler og psykotiske udbrud eller ved selvmordsforsøg hvor der er akut behov for lægehjælp og indlæggelse. Afhentninger kan være på arbejde, i skole eller ved weekend besøg hos forældre hvor der er akut brug for afskærmning og intensiv pleje med det samme af det faste personale på institutionen.

Beboerne har brug for pleje og behandling til at holde deres faste aftaler med den psykiatriske afdeling de er tilknyttet i forhold til medicinregulering, blodprøver, depot medicinering og samtaler med psykiater."

Det er i forbindelse med sagens behandling ved SKAT fastslået, at der alene er 8 børn / unge beboere i institutionen. Det er herudover oplyst, at personalet i maj 2010 bestod af 1 psykolog, 1 psykiater, 4 pædagoger, 1 fysioterapeut og 2 miljøterapeuter, der alle var fuldtidsansat - idet man på dette tidspunkt havde en ledig plads, og derfor heller ikke havde fuldt personale.

Det er endelig oplyst, at børnene / de unge efter opholdet i institutionen for de flestes vedkommende vil komme til at bo i opgangsfællesskab med støtte, mens andre vil komme på voksenbosteder og andre igen vil komme i lejlighed med støtte, helt afhængig af, hvorledes den enkelte klarer sig.

Institutionen er i henhold til ydelseskataloget og institutionens godkendelse fra kommunen til at drive døgnåbent opholdssted i henhold til servicelovens § 142, stk. 5, en privat behandlings- og opholdsinstitution for 10 normaltbegavede børn og unge med ADKH og ASF og såkaldte dobbeltdiagnoser.

Institutionen ledes af cand. Psych. FJ under tilsyn af kommunen.

Det er i ydelseskataloget oplyst, at institutionens målgruppe er:

"Unge udredt i psykiatrisk regi eller på psykologisk klinik og som typisk har en lidelse inden for det autistiske spektrum (ASF) eller dobbelt diagnose med eks. både skizofreni og autisme.

-         autisme m/skizofreni

-         autisme m/depression

-         unge m/Aspergers Syndrom

-         autisme m/ spiseforstyrrelser

-         Tourette

-         OCD

-         unge diagnosticeret m/ADHD

De er typisk kendetegnede ved empatiforstyrrelser, der gør at de ikke kan mærke eller forstå mennesker omkring dem. De oplever mange gange at misforstå andre mennesker og selv blive misforstået - uden at forstå hvorfor det sker.

-         De er kendetegnede ved manglende fleksibilitet, hvilket gør hverdagen vanskelig.

-         De er kendetegnede ved have anderledes sanseoplevelser af eks.. smag, lyd, smerte m.v., der kan gøre at de lettere bliver overvældet af verden omkring dem.

-         De er kendetegnede ved at have lav frustrationstærskel, der gør at de kan være udadreagerende eller helt tilbagetrukkede, når belastningen overstiger det, som den unge kan kapere.

Oveni kommer så en psykisk lidelse, som typisk først diagnosticeres i præpuberteten. Det kan være skizofreni, angst, depression osv.

Det kan dreje sig om unge, hvor det psykiatriske system har vurderet, at der overvejende er tale om behov for behandling. Disse anbringelser og den efterfølgende behandling kan foregå i et samarbejde med psykiatrisk sygehus og institutionens interne psykolog og eksterne psykiatriske konsulent, i det omfang det vurderes hensigtsmæssigt.

Det kan være børn og unge som (ud over ovenstående):

-         Har store problemer med at klare dagligdagen

-         Ikke fungerer alderssvarende

-         Mangler grundlæggende selvtillid

-         Har identitetsproblemer, hvilket ofte giver sig udslag i angst

-         Ikke er i stand til at opleve eller give udtryk for egne behov

-         Har brug for et specielt undervisningstilbud

-         Har svært ved at klare sig i en gruppe

-         Har svært ved at danne relationer og få venner"

Der er videre oplyst følgende om personalenormeringen og sammensætningen:

"Institutionen har ansat pædagogiske medarbejdere, hvoraf 1 - 2 udgør vågen nattevagt, 1 leder og psykolog. Afdelingen har tilknyttet en ekstern psykiatrisk konsulent. Til afdelingen er knyttet vikarer.

På opholdsstedet vil der i dagtimerne møde pædagogisk personale ind sammen med lederen fra 7.30 - 15.30.

Med pædagogisk personale menes pædagoger, SOSU-assistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Der vil møde en "buffer" ind der skal rykkes op og ned i forhold til om der er sygdom eller andet f.eks. en ung der skal ud af huset. Hvis ikke hedder vagten 12 - 20.

Ellers vil der møde aftenvagter ind kl. 15.00 og nattevagt kl. 22.30.

Derudover vil der være ansat en adm. Personale og en person der står for den daglige rengøring. Der vil til huset være tilknyttet en pedel."

Det pædagogiske, psykologiske behandlingstilbud er i materialet formuleret således:

"Behandlingstilbuddet er at planlægge en speciel, individuelt tilrettelagt omsorg, pleje og behandling for den unge. Dette gøres ved at skabe en tryg og forudsigelig hverdag på behandlingsstedet, som giver mulighed for, at den unge kan arbejde med sin egen udvikling. En respektfuld grænsesættende og korrigerende pædagogik er et supplement til den omsorgsgivende dialog. Endvidere tilbydes forældrene samtaler med behandler og undervisning.

-         at tiltrettelægge og gennemføre individuelle behandlingsplaner, der har til formål at støtte den unges personligheds-og identitetsudvikling,

-         at observere og afklare den unges udviklingspotentiale samt ressourcer over en 4 - 6 måneders observationsperiode, i de rammer vi "udsætter" den unge for. Fx er det opgaven at foretage observationer på reaktioner på samspil med de nære voksne i institutionen, i gruppen, i netværket, reaktioner på omsorg, krav, korrektioner og på de miljøterapeutiske rammer - hvordan reagerer den unge på strukturen og det jeg-støttende, adfærdsregulerende og spejlende miljø.

-         at bibringe den unge større tro på eget værd - større selvindsigt, samt lære den unge at udnytte egne evner og udviklingsmuligheder

-         at samarbejde med kommunerne

-         at der er en meget tæt voksenkontakt

-         at der er tale om en personinvolverende og anerkendede pædagogisk indsats i en forudsigelig og tryg struktureret hverdag

-         at man motiverer de udadreagerende unge ved fysiske aktiviteter"

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet anmodningen om afgiftsfritagelse.

SKAT anser ikke institutionen for at være en "lignende institution" i relation til fritagelsesbestemmelserne i registreringsafgiftslovens § 2 stk. 1 nr. 6 litra a. Børnene og de unge mennesker i institutionen kan ikke sammenlignes med beboerne på plejehjem og ældrecentre. Børnene og de unge er ikke handicappede eller syge på en sådan måde, at det medfører, at de har behov for intensiv og konstant pleje. De er heller ikke pleje- og behandlingskrævende på samme måde som plejehjemsbeboere, der er ude af stand til at klare sig i egne hjem.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på de aktiviteter, der foregår i institutionen. Endvidere er lagt vægt på personalets sammensætning, hvor der kun i mindre omfang er ansat eller tilknyttet særligt plejepersonale.

Klagerens påstand og argumenter
Advokaten har nedlagt påstand om, at erhvervelsen af minibussen kan ske afgiftsfrit, jf. registreringsafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 6, litra a.

Det er til støtte herfor bl.a. anført:

Det fremgår af den fremsendte beskrivelse af institutionen klart, at der sker en grundig evaluering af de unge mennesker, der optages til behandling på institutionen, herunder ved sædvanlig visitation. Det fremgår bl.a., at anbringelsen på institutionen sker i samarbejde med institutionen, kommunen og forældre ud fra individuelle aftaler.

Det fremgår af det såkaldte ydelseskatalog endvidere, hvorledes visitationen gennemføres, herunder ud fra institutionens etiske grundlag.

Det kan således ved sagens afgørelse lægges til grund, at der sker en egentlig visitation af de unge mennesker, der anbringes i institutionen.

Målgruppen er unge mennesker, der lider af autistiske eller tilsvarende diagnoser. Der er således tale om unge mennesker, der har store problemer med at klare dagligdagen, der ikke fungerer i samfundet, og grundlæggende har en række selvtillids- og identitetsproblemer, der gør, at de ikke er i stand til at klare sig i det omkringliggende samfund uden hjælp og pleje.

Plejen sker i samråd med uddannet personale og ved anvendelse af eksterne rådgivere, herunder psykologer m.v., således at de unge mennesker efter en årrække kan forsøge sig med livet uden for institutionens rammer.

Denne anbringelse på institutionen er at sidestille med pleje på plejehjem og andre institutioner over for ældre medborgere.

SKATs indstilling til Landsskatteretten
Motorcentret har indstillet afgørelsen stadfæstet.

Motorcentret har i den forbindelse bemærket, at institutionen er godkendt som opholdssted, og ikke som "behandlingssted", og at institutionen giver børnene og de unge en miljøterapeutisk behandling, som ikke er en behandling i relation til registreringsafgiftsloven, idet behandlingen ikke kan sammenlignes med den pleje og behandling, som bliver givet til borgere på plejehjem og ældrecentre. Det er i den forbindelse bemærket, at institutionens personale fortrinsvis er pædagogisk personale, herunder miljøterapeuter, og kun i meget begrænset omfang omfatter særligt pleje- eller behandlingspersonale.

Motorcentret har til støtte for indstillingen henvist til Landsskatterettens afgørelse af 13. september 2007 i rettens j.nr. 2-1-1622-0064, samt til SKM2005.181.ØLR, som er stadfæstet af Højesteret ved SKM2006.651.HR, og har under henvisning hertil bemærket, at en ændring af afgørelsen ikke vil være i overensstemmelse med den retspraksis, som Østre Landsret og Højesteret har lagt på området.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Køretøjer som det her omhandlede kan efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, litra a, fritages for afgift, når køretøjet "af et plejehjem, ældrecenter og lignende institutioner, eventuelt med reduceret sædeantal, anvendes til befordring af egne beboere eller hjemmeboende ældre, der er visiteret til aktiviteter på institutionen for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder."

Det anses på baggrund af det oplyste om pleje- og behandlingsbehovet hos beboerne i institutionen, normeringen og den bistand, der ydes af personalet, for dokumenteret, at forudsætningerne for afgiftsfritagelse i henhold til bestemmelsen kan anses for opfyldt.

Anmodningen om fritagelse for registreringsafgift af en minibus til transport af institutionens beboere imødekommes derfor.

Den påklagede afgørelse ændres derfor i overensstemmelse med påstanden.