Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at en uforrentet konto, hvor afkastet reguleres i forhold til en valutakurs og som derfor beskattes efter kursgevinstlovens § 16, kan indgå i virksomhedsskatteordningen?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

X lancerer et nyt opsparingsprodukt i form af en særlig konto, hvor afkastet afhænger af udviklingen i valutakursen.

Kontoprodukterne udbydes som en almindelig indskudskonto, og der indgås således en indlånsaftale mellem den enkelte kontoudsteder og kontoindehaveren. Kontoudstederen er i henhold til indlånsaftalen forpligtet til at tilbagebetale indskuddet og et eventuelt afkast på kontoen. Afkastet beregnes på baggrund af afkastet på det underliggende aktiv. Er det underliggende aktiv valuta, beregnes afkastet således i forhold til valutakursudviklingen mellem de respektive valutaer.

Afkastet kan i udgangssituationen enten være nul eller positivt, men aldrig negativt.

Kontoen løber over en årrække, eksempelvis 2 år, men perioden kan variere fra kontotype til kontotype. Ophæver kontoindehaveren sin konto før tid, er det hensigten, at kontoindehaveren bliver pålagt et strafgebyr. Et sådan strafgebyr pålægges for at dække de ekstra omkostninger, som kontoudstederen måtte have ved ophævelsen før tid. Gebyret skal blandt andet dække omkostninger som kontoudstederen måtte have ved at skulle afvikle en eventuel afdækning af risikoen, se nedenfor.

Kontoindehaveren har alene en kreditrisiko på det enkelte pengeinstitut, der udbyder kontoproduktet, og indskuddet er dækket af indskydergarantifonden.

SKAT har tidligere indstillet til Skatterådet at kontoproduktet skattemæssigt skal behandles som en almindelig konto, jf. SKM2008.578.SR. De nærmere vilkår for kontoen er ligeledes beskrevet i den tidligere anmodning om bindende svar.

Det første produkt er lanceret. Det forventes at der løbende lanceres nye konti i løbet af 2008 og efterfølgende år.

For at kunne rådgive kontoudstederne korrekt, således at kontoudstederne kan rådgive deres kunder om kontoprodukterne, ønsker X, som udvikler af konceptet, at få afklaret om kontoproduktet kan indgå i virksomhedsskatteordningen.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det fremgår af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, at følgende værdipapirer ikke kan indgå i virksomhedsskatteordningen:

• Aktier mv. omfattet af aktieavancebeskatningsloven
• Indeksobligationer
• Uforrentede obligationer og
• Præmieobligationer

Det fremgår således af lovens ordlyd, at det alene er visse obligationer, der ikke kan indgå i virksomhedsskatteordningen. Obligationer må således afgrænses i forhold til fordringer.

§ 1, stk. 2 fik sit nuværende indhold ved lov nr. 407 af 1/6 2005. Af bemærkningerne til lovforslaget (L 98 af 24/2 2005) fremgår, at:

"Bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2 er helt omformuleret. Herved kommer det mere klart til at fremgå hvilke værdipapirer, som kan indgå i virksomhedsordningen."

Loven henviser således kun til obligationer og ikke til obligationer mv. eller obligationer og fordringer.

Efter vores vurdering efterlader den gældende formulering ingen tvivl om, at bankindeståender kan indgå i virksomhedsordningen. Loven henviser til obligationer og bemærkningerne til værdipapirer. Disse begreber må forstås i overensstemmelse med den civilretlige forståelse af obligationer. Anvendelsen af ordet "obligationer" indebærer, at massegældsbreve er de eneste fordringer, som er omfattet af § 1, stk. 2. Vi henviser i denne forbindelse til gældsbrevslovens § 4, stk. 2 samt til omtalen af begrebet massegældsbreve på siderne 42-43 i "Gældsbrevsloven med kommentarer" af Lennart Lynge Andersen m.fl., 1. udgave, GadJura, København 1997 og på siderne 64-65 i "Kreditretten" af Lennart Lynge Andersen og Erik Werlauff, 3. udgave, GadJura, København 2000.

Andre steder i skattelovgivningen, hvor det har været lovgivers hensigt, at reglerne skulle omfatte mere end obligationer anvendes begrebet fordringer, jf. blandt andet kursgevinstloven. Havde lovgiver haft til hensigt, at indekserede eller uforrentede bankindeståender ikke skulle kunne indgå i virksomhedsskatteordningen, må det antages, at lovgiver havde anvendt "fordringer" og ikke obligationer i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2.

Indestående på en bankkonto kan efter vores vurdering ikke sidestilles med en obligation. Dette understøttes endvidere af, at kontoproduktet i modsætning til obligationer ikke kan handles.

Vælger SKAT at fortolke ordet obligationer i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2 udvidende, således at også fordringer er omfattet, vil det få vidtrækkende konsekvenser.

For nogle år siden, da renten i samfundet var lav, var det ikke usædvanligt, at bankkonti var helt eller delvist uforrentede. Vælger SKAT den udvidende fortolkning, vil beløb der indsættes på sådanne konti anses for hævet i virksomhedsskatteordningen.

Ligeledes er fordringer opstået i erhvervsforhold ofte uforrentede. Således er eksempelvis salg på kredit, som altovervejende hovedregel uforrentet.

På den baggrund er det vores vurdering, at midler i virksomhedsskatteordningen kan indsættes på kontoproduktet, uden at dette anses for at være en hævning.

SKATs indstilling og begrundelse

Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

"Skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan anvende virksomhedsordningen efter reglerne i dette afsnit på indkomst fra virksomheden. Dette gælder dog ikke, hvis indkomst fra virksomheden er kapitalindkomst efter § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12, i personskatteloven. Endvidere kan virksomhedsordningen ikke anvendes på konkursindkomst, jf. konkursskattelovens § 6.

Stk. 2. Aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, indeksobligationer, uforrentede obligationer og præmieobligationer kan ikke indgå i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med sådanne aktiver. Konvertible obligationer omfattet af aktieavancebeskatningsloven, andele i foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, indeksobligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, samt aktier og investeringsbeviser m.v., når aktier og investeringsbeviser m.v. er udstedt af et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, kan dog indgå i virksomhedsordningen."

Det følger af bestemmelsen, at værdipapirer, der ikke er aktier m.v., som nævnt i § 1, stk. 2, 1. pkt., kan indgå i virksomhedsordningen jf. stk. 1. Hovedreglen er således, at alle aktiver kan indgå, jf. stk. 1.

Spørgsmålet er derfor, om kontoproduktet er et værdipapir omfattet af undtagelsen i § 1, stk. 2, dvs. aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, indeksobligationer, uforrentede obligationer og præmieobligationer og, om det dermed er undtaget fra virksomhedsskatteordningen.

(Som spørgsmålet er formuleret lægges det til grund, at produktet ikke beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter. Sådanne værdipapirer kan altid indgå, jf. undtagelsen til undtagelsen i stk. 2).

Det kan umiddelbart udelukkes, at produktet er en aktie eller en præmieobligation, jf. stk. 2, 1. pkt. Spørgsmålet er herefter, om kontoproduktet skal anses for at være en indeksobligation eller en uforrentet obligation.

I henhold til SKM2008.578.SR, skal kontoproduktet ikke betragtes som en puljeordning, men som en indekseret fordring. Fordringen er uforrentet, idet den ikke bærer en fast rente ud over kursreguleringen. Kursreguleringen kan ikke betragtes som rente, idet den ikke er fastlagt som en fast procentdel af den til enhver tid værende restgæld, jf. fx Ligningsvejledningen, afsnit A.E.1.

Da kontoproduktet både er indekseret og uforrentet, skal det vurderes, om kontoproduktet er en "obligation".

Begrebet "obligationer"

Gældsbrevslovens § 4 har følgende ordlyd (Karnovs angivelse af note 23 fremgår):

§ 4. Ved gældsbreve, der er udstedt til ihændehaveren, skal betaling dog ske i skyldnerens forretningslokale, når ikke andet er aftalt.
Stk. 2. Samme regel anvendes på gældsbreve, der fremtræder som led i en sammenhørende udgivelse af et større antal gældsbreve med fælles tekst (massegældsbreve), eller som i anledning af indlån udstedes af banker eller andre, hvis virksomhed omfatter modtagelse af indlån.

Karnovs note 23 har følgende ordlyd:

I almindelighed tales om obligationer. Begrebet kræver 1) sammenhørende udgivelse (fælles emission). Det kræves ikke, at udgivelsen sker samtidigt. Desuden kræves 2) fælles tekst. Denne vil sædvanligvis være trykt, men der kan være f.eks. påstempling på obligationerne om konvertering, jf. § 23 med note. Det kan ikke kræves, at beløbet er det samme; der kan inden for samme serie være forskellige typer, betegnet med litra. Endelig kræves 3) udgivelse i større antal. For at reglen skal kunne anvendes, må det af det enkelte gældsbrev kunne ses, at det er et massegældsbrev, jf. ordene »fremtræder som« og jf. mot 22. Massegældsbreve behøver ikke at være omsætningsgældsbreve, men vil oftest være det. Reglen har kun betydning for massegældsbreve, der ikke er ihændehavergældsbreve.

For det første kan kontoproduktet ikke på baggrund af denne beskrivelse antages at være et massegældsbrev, idet produktet er udformet som en sædvanlig individuel indskudskonto.

For det andet udelukker beskrivelsen ikke, at andre typer af fordringer end massegældsbreve også kan være obligationer. Dette tyder dog på, at begrebet obligationer dækker over en bestemt type fordring med særlige karakteristika.

Ifølge "Gældsbrevsloven med kommentarer" af Lennart Lynge Andersen m.fl., som rådgiver henviser til, defineres det i gældsbrevsloven, hvad forskellen er mellem et gældsbrev og en obligation, jf. gældsbrevslovens § 4, stk. 2. Forfatterne forklarer videre: "Mens et gældsbrev må forstås som et enkeltstående skylddokument (en skriftlig erklæring om en i hovedsagen ubetinget, ensidig fordring på et pengebeløb), er en obligation også et gældsbrev, som imidlertid er udstedt sammen med flere andre enslydende gældsbreve som led i en "sammenhørende udgivelse af et større antal gældsbreve med fælles tekst (massegældsbreve)"".

På baggrund af denne beskrivelse, kan kontoproduktet næppe anses for at være en obligation, idet der ligger en individuel aftale til grund. Produktet må derimod anses for at være et enkeltstående gældsbrev.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 1, at loven omfatter "gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve". Ifølge denne afgrænsning kan fordringer f.eks. være obligationer. Begreberne (penge)fordringer og obligationer er således ikke nødvendigvis synonyme. Derimod er obligationer en bestemt type fordring, mens fordringer er en samlebetegnelse for flere typer af skyldforhold.  Afgrænsningen udtrykker således en sondring mellem obligationer og andre typer af fordringer.

En obligation er ifølge juridisk ordbog (af W.E. von Eyben) et "skriftligt skyldbevis, navnlig for rentebærende gæld af længere varighed. I nutiden sædvanligvis kun brugt om massegældsbreve."

Denne beskrivelse udelukker ikke, at kontoproduktet kan være en obligation, jf. ordet "sædvanligvis".

Af bogen "Pengefordringer" af A. Grathe (1992, s. 25), fremgår følgende:

"De allerfleste almindelige obligationer er massegældsbreve (gældsbreve, der fremtræder som led i en sammenhørende udgivelse af et større antal gældsbreve med fælles tekst) og samtidig omfattet af begrebet ihændehavergældsbreve, men det forekommer, at massegældsbreve - navnlig de såkaldte partialobligationer - udstedes til bestemte personer."

I henhold til dette uddrag kan det heller ikke udelukkes, at kontoproduktet kan være en obligation. 

De ovenfor citerede kilder er således ikke entydige i afgrænsningen af begrebet obligationer.

Kontoproduktet kan på baggrund af de ovenstående kilder formentlig ikke anses for at være et massegældsbrev, idet der ligger en individuel aftale til grund. Til gengæld kan det ikke umiddelbart udelukkes, at begrebet "obligationer" kan anvendes om andre typer af fordringer end massegældsbreve.

Lovforarbejder

Indeksobligationer

Af de oprindelige bemærkninger til lovforslaget om virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, - hvor kun aktier, indeksobligationer mv. var undtaget - fremgår følgende:

"Efter forslagets § [...] kan aktier, indeksobligationer m.v. ikke medregnes ved opgørelsen af virksomhedens afkastgrundlag. Afkastet af disse aktiver kan fremkomme gennem skattefri kursgevinster og indekstillæg. Når disse aktiver ikke medregnes ved opgørelsen af afkastgrundlaget, skyldes det, at der i så fald normalt ville blive beregnet et kapitalafkast, der er langt større end aktivernes skattepligtige afkast.

I visse tilfælde kan den skattepligtige imidlertid opnå en skattemæssig fordel ved at belåne sådanne aktiver. I disse tilfælde kan aktiverne belånes og provenuet hæves, uden at det medfører en nedsættelse af det beregnede kapitalafkast - fordi dette allerede er nul - eller medfører rentekorrektion efter § [...], der modsvarer renteudgiften på den øgede gæld. Herved får renteudgiften på det reelt private lån en skatteværdi på op til ca. 68 pct.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 2, holdes disse aktiver uden for virksomhedsordningen, når der ikke er tale om, at den skattepligtige driver næring med sådanne aktiver. Herved sikres det, at den skattepligtige ikke kan opnå en fordel ved at optage lån i virksomheden og anvende provenuet privat.

Hvis aktier m.v. erhverves for virksomhedens midler, anses et beløb svarende til aktiernes værdi for overført til den skattepligtige i overensstemmelse med den almindelige hæverækkefølge i § 5."

Uforrentede obligationer

Med lov nr. 344 af 14. maj 1992 blev virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, ændret således, at heller ikke uforrentede obligationer kunne indgå i virksomhedsordningen. Af bemærkningerne fremgår følgende:

"Det foreslås, at 0 pct.'s obligationer på linie med indeksobligationer og præmieobligationer ikke kan indgå i virksomheden. Dette skyldes, at der ikke er et løbende afkast af disse obligationer, og at kursgevinsten ved indfrielse kan gøres til kapitalindkomst ved at overføre obligationerne til privatøkonomien, inden gevinsten realiseres."

Ingen af disse lovbemærkninger uddyber nærmere, hvorfor man netop har anvendt udtrykket "obligationer" i lovteksten, dvs. om man har haft til hensigt at undtage alle uforrentede og indekserede fordringer eller, om der med anvendelse af ordet obligationer har været tilsigtet en indsnævring af bestemmelsens anvendelsesområde.

SKATs indstilling

I henhold til ovenstående uddrag af lovbemærkningerne, vil en formålsfortolkning af bestemmelsen føre til, at der ikke skal sondres mellem obligationer og andre fordringer i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2:

Det fremgår af VSL § 1, stk. 2, 2. punktum (værdipapirer, der kan indgå i virksomhedsordningen), at de to undtagelser til 1. punktum (værdipapirer, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen), drejer sig om næringsvirksomhed og visse papirer, der lagerbeskattes (jf. ordene "reglerne for finansielle kontrakter"). Når et aktiv lagerbeskattes, svares der løbende skat af værdien.

Når et aktiv beskattes efter realisationsprincippet, opstår der imidlertid risiko for skattetænkning, jf. de ovenfor citerede lovbemærkninger. Hvis aktivet kunne indgå i virksomhedsskatteordningen, ville den skattepligtige kunne finansiere købet af aktivet ved f.eks. at lade virksomheden optage lån til dette formål. Muligheden for skattetænkning består i, at den skattepligtige inden for virksomhedsordningen kan opnå fuld fradragsret for de renteudgifter, der knytter sig til finansieringen af købet af aktivet, for derefter at overføre aktivet til privatøkonomien og her realisere avancen/indekstillægget. Aktivets bidrag til overskuddet i virksomhedsordningen bliver derved lille eller nul, mens alle renteudgifter på et lån, der finansierer købet af aktivet, fragår fuldt ud i virksomhedsindkomsten.

Da kontoproduktet er omfattet af KGL § 16, realisationsbeskattes det som udgangspunkt, jf. KGL § 25. Kontoproduktet giver ikke noget løbende afkast, men derimod et indekstillæg ved indfrielse. Skattetænkning vil således kunne forekomme, hvis kontoproduktet overføres til privatøkonomien umiddelbart før indfrielsen. 

Kontoproduktet har således de samme egenskaber, som de aktiver, lovgiver har haft til hensigt at holde ude af virksomhedsordningen.

En formålsfortolkning af bestemmelsen fører således til, at kontoproduktet ikke kan indgå i virksomhedsordningen, idet kontoproduktet kan sidestilles med de aktiver, som man ifølge lovbemærkningerne har ønsket at holde ude af virksomhedsskatteordningen.

Da kontoproduktet både er uforrentet og indekseret vil en formålsfortolkning føre til, at det er omfattet af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, 1. pkt., og kontoproduktet kan derfor ikke indgå i virksomhedsskatteordningen.

En ordlydsfortolkning af bestemmelsen fører imidlertid til det modsatte resultat:

Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, omtaler indeks-, præmie- og uforrentede "obligationer". Det er dermed udtrykkeligt denne form for gældsbevis, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen.

Det ligger ikke fast, hverken skatteretligt eller civilretligt, hvordan "obligationer" præcis defineres i forhold til fordringer. Det kan imidlertid ikke udelukkes, jf. navnlig ordlyden af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 1, og de citerede uddrag fra litteraturen, at kun visse fordringer er obligationer samt, at der findes en række fordringer, der ikke er obligationer.

Lovbemærkningerne forholder sig ikke til, om man med udtrykket "obligationer" har haft til hensigt at undtage alle former for (bl.a.) indekserede og uforrentede fordringer fra virksomhedsskatteordningen.

Da stk. 2 er en undtagelsesregel, skal den som udgangspunkt fortolkes indskrænkende. En ordlydsfortolkning af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, må således føre til, at kun fordringer, der utvivlsomt er (indeks-, præmie- og uforrentede) "obligationer", dvs. massegældsbreve, er udelukket fra virksomhedsskatteordningen. Kontoproduktet kan ikke antages at være et (indekseret og uforrentet) massegældsbrev, idet der ligger en individuel aftale til grund, jf. ovenfor. Ordlydsfortolkningen medfører derfor, at kontoprodukterne ikke er omfattet af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, og produktet kan derfor indgå i virksomhedsskatteordningen.

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.