Parter

Aalborg Portland A/S
(advokat Rene Offersen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Per Sørensen, Per Walsøe, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Marianne Højgaard Pedersen

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 12. afdeling den 22. oktober 2001.

Appellanten, Aalborg Portland A/S, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Aalborg Portland har for Højesteret yderligere gjort gældende, at der ikke i den dagældende miljøbeskyttelseslovs § 62 a er hjemmel til at fastsætte regler om anvisnings- og benyttelsespligt vedrørende deponering af eget affald på egen grund. Allerede af den grund er der ikke hjemmel til at pålægge afgiften.

Højesterets bemærkninger

Seks dommere - Hermann, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Per Sørensen, Per Walsøe og Poul Søgaard - udtaler:

Som anført i landsrettens dom indførtes ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 de første regler om affaldsafgift i miljøbeskyttelsesloven. Efter § 82 c skulle virksomheder eller anlæg, der modtog affald fra kommunale renovationsordninger til deponering eller forbrænding, anmelde sig hos toldvæsenet til registrering, og efter § 82 a skulle der svares afgift af affald, der tilførtes en registreringspligtig virksomhed. Hverken ordlyden af eller forarbejderne til disse bestemmelser giver grundlag for at antage, at en virksomheds deponering af eget affald på egen grund var omfattet af registrerings- og afgiftspligten.

De anførte bestemmelser blev med virkning fra den 1. januar 1990 erstattet af bestemmelser i lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer. Efter § 11 i denne lov skal virksomheder, der "modtager" affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen til deponering eller forbrænding, registreres hos toldvæsenet, og efter § 9 skal der betales afgift af affald, der "tilføres" en registreringspligtig virksomhed. Sprogligt omfatter disse bestemmelser ikke den situation, at eget affald deponeres på egen grund.

Af motiverne til loven fremgår under de almindelige bemærkninger, at reglerne - bortset fra en forhøjelse af afgiften - svarede til de dagældende regler i miljøbeskyttelsesloven om affaldsafgiften. I bemærkningerne til § 11 anføres, at bestemmelsen om registreringspligten var præciseret på baggrund af de nye regler i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 118 af 23. februar 1989 om affaldsbortskaffelse, der havde medført en udvidelse af begrebet kommunale renovationsordninger, og at affaldsbekendtgørelsen pålagde kommunerne en anvisningspligt for alt affald omfattet af bekendtgørelsen. Det anføres videre, at en kommunal renovationsordning herefter kunne bestå i, at kommunen i et regulativ anviser bortskaffelsesmulighed, hvorefter virksomheder m.v. ville være forpligtet til at benytte de anviste bortskaffelsesmuligheder. En virksomhed eller et anlæg, der modtog affald efter anvisning fra kommunalbestyrelsen, ville være omfattet af registreringspligten og det anviste affald omfattet af afgiftspligten.

Heller ikke forarbejderne til de nævnte bestemmelser i affaldsafgiftsloven sammenholdt med bestemmelserne i affaldsbekendtgørelsen giver efter vores opfattelse grundlag for at antage, at der - før ved lovændringen i 1996 - blev tilvejebragt den nødvendige lovhjemmel for at afkræve Aalborg Portland, der udelukkende anvendte deponeringsstederne på sin grund til eget affald, afgift af dette affald. De generelle motivudtalelser om formålet med affaldsafgiften kan ikke føre til en anden vurdering af dette hjemmelsspørgsmål.

Vi stemmer derfor for at tage Aalborg Portlands principale påstande til følge.

Dommerne Jytte Scharling og Marianne Højgaard Pedersen udtaler:

Ved miljøbeskyttelseslovens § 62 a blev der indført hjemmel til, at miljøministeren kunne fastsætte regler om kommunale affaldsordninger, herunder om ordninger for erhvervsaffald, samt om pligt for virksomhederne til at benytte etablerede ordninger eller anviste bortskaffelsesmuligheder. Denne hjemmel blev udnyttet ved affaldsbortskaffelsesbekendtgørelsen, der som anført af landsretten med virkning fra den 1. januar 1990 fastsatte pligt for kommunalbestyrelsen til at anvise bortskaffelsesmulighed for affald, der blev frembragt i kommunen.

Aalborg Kommune fik i kraft heraf pligt til at anvise bortskaffelsesmulighed for Aalborg Portlands affald. Anvisningen skete i overensstemmelse med virksomhedens ønske til deponering på virksomhedens egen grund. Vi finder, at der under disse omstændigheder har været den fornødne hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 62 a og affaldsbortskaffelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 2 og 3, til at foretage anvisningen som sket.

At Aalborg Portland på denne måde fik mulighed for fortsat at bortskaffe sit affald ved deponering på egen grund, har efter vores opfattelse ikke betydning for pligten til at betale affaldsafgift, der efter lovens ordlyd og formål er en "afgift af affald" - og ikke et gebyr for bortskaffelse af affald.

Vi er enige med flertallet i, at der ikke i den dagældende miljøbeskyttelseslovs § 82 c var den fornødne hjemmel til at opkræve afgift af private fyldpladser som Aalborg Portlands. Vi henviser herved til, at det fremgår af miljøministerens svar af 24. april 1986 på spørgsmål 13 fra Folketingets miljø- og planlægningsudvalg, at kredsen af registreringspligtige virksomheder af praktiske grunde var begrænset til virksomheder, der modtog affald fra kommunale renovationsordninger. Vi mener imidlertid, at der ved indførelsen af § 11 i lov om afgift af affald og råstoffer skete en udvidelse af kredsen af registreringspligtige virksomheder, således at private fyldpladser også blev omfattet. Dette støtter vi på ændringen af ordlyden af bestemmelsen, hvorefter også virksomheder, der modtager "affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen til deponering", blev omfattet af registreringspligten. Endvidere fremgår det af bemærkningerne til § 11, at affaldsbortskaffelsesbekendtgørelsen nu pålagde anvisningspligt for alt affald, at en kommunal renovationsordning kunne bestå i, at kommunen anviste bortskaffelsesmulighed, og at det anviste affald var omfattet af afgiftspligten.

Efter en samlet bedømmelse af affaldsafgiftslovens ordlyd, forarbejder og formål finder vi, at Aalborg Portlands affald er "anvist af kommunalbestyrelsen til deponering", at virksomheden på denne måde har "modtaget" sit affald til deponering, og at affaldet må anses for "tilført" virksomheden. Der har således efter vores opfattelse været den fornødne hjemmel i affaldsafgiftslovens § 9 og § 11 til at pålægge Aalborg Portland afgift som sket.

Idet vi kan tiltræde, at Aalborg Portlands subsidiære påstand ikke er taget til følge, stemmer vi herefter for at stadfæste dommen.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at appellanten, Aalborg Portland A/S, ikke forud for den 2. Januar 1997 har været registreringspligtig - og dermed afgiftspligtig - i medfør af lov om afgift af affald og råstoffer.

Skatteministeriet skal til Aalborg Portland A/S betale 32.258.850 kr. med procesrente fra tidspunktet for hver enkelt indbetaling af affaldsafgift.

Skatteministeriet skal til Aalborg Portland A/S endvidere betale 3.500.000 kr. i sagsomkostninger for landsret og Højesteret.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.