Parter

Høng Kommune
(advokat Lida Hulgaard)

mod

SKAT (tidligere Told- og Skattestyrelsen)
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Biintervenient

Frederiksberg Kommune
(advokat Finn Jepsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Per Walsøe, Niels Grubbe og Vibeke Rønne

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 9. juni 2005.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, Høng Kommune, har gentaget sin påstand.

Indstævnte SKAT, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Høng Kommune har for Højesteret frafaldet sit subsidiære anbringende.

Højesterets begrundelse og resultat

Dødsboskatteloven bestemmer i § 92, stk. 1, 1. pkt., at nærmere bestemte faste andele af både dødsboskatten og mellemperiodeskatten tilfalder "den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat på dødsfaldstidspunktet". Efter ordlyden må bestemmelsen forstås som en henvisning til kommuneskattelovens § 2, stk. 1, der anvender samme ordvalg, "... personer svarer ... kommunal indkomstskat ... til den kommune (skattekommunen)", og ikke til § 3, stk. 1, der anvender andre udtryk, "... fordeler staten en andel af den kommunale indkomstskat ..., der påhviler skatteyderen, til tilflytningskommunen".

Denne forståelse støttes af udviklingen i lovgrundlaget. Før 1969 var indkomstskat af dødsboer omfattet af kommuneskattelovens § 3 om skattekommunens afgivelse af en del af skatten til tilflytningskommunen, jf. kommuneskattelovens dagældende § 7. 1 1969 blev denne fordelingsordning afskaffet. Kommuneskattelovens § 7 blev ophævet, og i stedet blev det i kildeskattelovens § 35, stk. 2, bestemt, at en nærmere bestemt andel af indkomstskatten af dødsboer "tilfalder ... den kommune, hvortil afdøde efter § 2 i loven om kommunal indkomstskat svarede kommuneskat på dødsfaldets tidspunkt". Afskaffelsen af ordningen med fordeling i tilfælde af flytning er nærmere begrundet i lovens forarbejder. I 1986 blev bestemmelsen overført med uændret ordlyd til personskattelovens § 17. 1 1996 blev denne bestemmelse afløst af dødsboskattelovens § 92. Ordene "efter § 2 i loven om kommunal indkomstskat" udgik, men den øvrige ordlyd, "tilfalder ... den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat", blev fastholdt. Forarbejderne omtaler ikke udeladelsen af ordene "efter § 2 i loven om kommunal indkomstskat". Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at det var hensigten at genindføre den fordelingsregel ved flytning, som blev afskaffet i 1969, og der er heller ikke i lovteksten indarbejdet en henvisning til reglen i kommuneskattelovens § 3, stk. 1, eller andre holdepunkter for, at denne bestemmelse fremtidig skulle anvendes ved fordeling mellem kommunerne af skatteprovenu i forbindelse med en skatteyders død.

På denne baggrund må bestemmelsen i dødsboskattelovens § 92, stk. 1, 1. pkt., om, hvilken kommune nærmere bestemte faste andele af dødsboskatten og mellemperiodeskatten tilfalder, forstås som en henvisning til den skattekommune, der defineres i kommuneskattelovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1, finder således ikke anvendelse.

Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Høng Kommune betale 200.000 kr. til SKAT.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.