Parter

Novopan Træindustri A/S
(Advokat Knud Anker-Møller)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Finn Mejnertsen)

Afsagt af landsdommerne

Ulla Langholz, Lars Lindencrone Petersen og Jens Stausbøll (kst.).

Under denne sag, der er anlagt den 10. september 1998, har sagsøgeren, Novopan Træindustri A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at betale sagsøgeren kr. 3.679.520,00 med renter 5 pct. p.a. over Nationalbankens diskonto, beregnet således:

fra 05.	juli 1995 af	kr.	1.500.160,00
fra 19.	september 1995 af	kr.	189.120,00
fra 20.	oktober 1995 af	kr.	247.840,00
fra 17.	januar 1996 af	kr.	443.520,00
fra 17.	april 1996 af	kr.	409.600,00
fra 19.	juli 1996 af	kr.	393.600,00
fra 17.	oktober 1996 af	kr.	220.960,00
fra 17.	januar 1997 af	kr.	274.720,00

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse

Sagen vedrører spørgsmålet om sagsøgeren i perioden 1. juli 1994 til 1. januar 1997 efter § 9, jf. § 11 i lov om afgift af affald og råstoffer, har været forpligtet til at betale afgift af restprodukter fra sagsøgerens produktion af spånplader, som løbende er blevet afbrændt i sagsøgerens kraftcentral.

Der er enighed mellem parterne om opgørelsen af påstandsbeløbet og forrentningskravet.

Sagens omstændigheder er følgende

Sagsøgeren, der fremstiller spånplader til bygge- og møbelindustrien, har i en årrække med miljømyndighedernes godkendelse udnyttet affaldsprodukterne fra produktionen til energifremstilling i virksomhedens kraftcentral.

I skrivelse af 27. januar 1992 til Århus Amts miljøkontor redegjorde sagsøgeren for, hvilke affaldsprodukter der anvendes i krafcentralen. Det oplystes bl.a., at man foruden affaldsprodukter fra sagsøgeren selv indkøber og anvender træaffaldsprodukter fra f.eks. store danske savværker og Tyskland.

Ved skrivelse af 4. juni 1992 bekræftede Told- og Skatteregion Randers over for sagsøgeren, at sagsøgeren efter bekendtgørelse af 7. maj 1992 om tilskud til elproduktion, var berettiget til et tilskud på 10 øre pr. produceret kWh, som leveres til elforsyningsnettet, ved anvendelse af brændselstyperne "bark m.v. (affald fra savværker), flis, affald fra spånproduktionen".

Der er enighed mellem parterne om, at der hos sagsøgeren er tale om en integreret proces, hvor en del af restprodukterne fra produktionen indgår i den fortsatte produktion af spånplader, og en del forbrændes i kraftcentralen.

Ved skrivelse af 8. november 1994 oplyste Midtdjurs kommune, hvor sagsøgeren er beliggende, over for Told- og Skatteregion Randers, at "det af Novopan Træindustris eget affald, som er forbrændt i virksomhedens kraftcentral, betragtes som anvist, idet anlægget er godkendt af Århus Amt".

Den 2. juni 1995 traf Told- og Skatteregion Randers under henvisning til § 9, jf. § 11 i lov om afgift af affald og råstoffer afgørelse om, at sagsøgeren inden 14 dage skulle betale i alt 20.156.180 kr. i affaldsafgift for perioden 1. januar 1990 til 21. maj 1995. Sagsøgeren påklagede den 1. september 1995 afgørelsen til Told- og Skattestyrelsen. Det oplystes bl.a. i klagen:

"Eget affald

hidrører fra Novopans egen produktion af spånplader og omfatter ophuggede brokplader, forskæring ved presseanlæg, sav- og fræseaffald samt pudsestøv. Dette affald indgår i vidt omfang i den fortsatte produktion, men af hensyn til kvaliteten af de færdige spånplader kan ikke hele mængden af affald genanvendes."

Den 20. december 1995 fastholdt Told- og Skattestyrelsen regionens afgørelse.

Afgørelsen blev indbragt for Momsnævnet, som den 11. juni 1998 traf følgende afgørelse

"Ved brev af 15. marts 1996 har De som advokat for Novopan Træindustri A/S indbragt Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 20. december 1995 for nævnet. Ved afgørelsen anså styrelsen Novopan Træindustri A/S for afgiftspligtig af træ afbrændt i virksomheden i perioden 1. januar 1990 til 21. maj 1995.

Novopan Træindustri A/S, hvis aktivitet består i fremstilling af spånplader, har opført en kraftvarmecentral i umiddelbar tilknytning til virksomheden. I kraftvarmecentralen afbrændes dels virksomhedens eget affald, dels træaffald indkøbt fra forskellige kilder.

Træaffaldet består af nedbrydningsflis, der for en dels vedkommende er indkøbt fra Tyskland, tørt træaffald (bl.a. indeholdende kasserede kutterspåner, nedknuste spånpladerester og spånpladefraskær med et indhold af lim), brokplader og sav- og fræseaffald indeholdende lim samt fenollimet krydsfiner.

De har i Deres seneste skriftlige indlæg nedlagt påstand om, at virksomheden ikke er afgiftspligtig af eget affald afbrændt før 1. januar 1997 og ikke er afgiftspligtig af fremmed affald modtaget før den 8. november 1994.

Til støtte herfor anfører De som Deres hovedsynspunkt, at afgiftspligt forudsætter en klar lovhjemmel og derfor ikke kan statueres på grundlag af skattemyndighedernes fortolkninger eller vejledninger. De henviser i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 21. november 1996 vedrørende Odense Stålskibsværft A/S, som fastslog, at anvisning skal ske "udtrykkeligt og klart".

For så vidt angår virksomhedens eget affald fastholder De, at det affald, der går direkte fra produktion til forbrænding, ikke er "tilført" virksomheden og derfor ikke opfylder den i affaldsafgiftslovens § 9 anførte betingelse for afgiftspligt.

De anfører desuden bl.a., at hverken Told- og Skattestyrelsen eller de lokale told- og skatteregioner før 1994 var af den opfattelse, at virksomheder, der kunne sidestilles med Novopan, skulle betale afgift. Det er derfor Deres opfattelse, at der i 1994 er sket en reel praksisændring, der ikke kan gives tilbagevirkende kraft.

Endelig henviser De til den lovændring, der skete pr. 1. januar 1997 med indsættelsen af den ny § 11, stk. 2, vedrørende forbrænding af eget affald. Det er Deres opfattelse, at der med ændringen er etableret en ny retsstilling.

For så vidt angår forbrænding af fremmed affald anfører De bl.a., at fortolkningsbidrag vedrørende "rent træ"- begrebet må komme fra Miljøministeriet, og at Novopan ved sit indkøb af "tørt træaffald" har været af den opfattelse, at træ kunne betragtes som rent, når det opfyldte de af amtet stillede miljøkrav. De henviser desuden til, at "rene selvstændige læs" må læses som læs, der ikke er blandet op med andre typer affald, og at der ikke i forarbejderne er nogen støtte til fastlæggelse af, hvilken renhedsgrad det enkelte stykke træ skal have.

Med hensyn til spørgsmålet om anvisning gør De gældende, at registreringspligt forudsætter, at affald hidrører fra en kommunal indsamlingsordning eller en kommunal anvisning, og at en sådan anvisning af fremmed affald ikke eksisterer. Det er Deres opfattelse, at Østre Landsrets klare præmisser i ovennævnte dom også omfatter problemstillingen omkring fremmed affald.

De gav den 9. juli 1998 møde i nævnet, hvor De uddybede de skriftlige indlæg.

Det er på grundlag af det i sagen foreliggende materiale nævnets opfattelse, at der ikke er sket anvisning af affald forbrændt af virksomheden med den virkning, at virksomheden blev registreringspligtig efter affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1, før Midtdjurs kommunes afgørelse af 8. november 1994.

Det fremgår imidlertid af sagen, at virksomheden på det tidspunkt, hvor lovens tidligere § 11, stk. 2 (nu § 11, stk. 6), der blev indsat ved lov nr. 1071 af 23. december 1992, trådte i kraft, afbrændte tysk nedbrydningsflis. Flisen må betragtes som affald, da den ifølge det oplyste ikke stammer fra træforarbejdningsvirksomheder og ikke er tilført forbrændingsanlægget som rene selvstændige læs, jf. nævnets tidligere afgørelse j.nr. 94287-21 vedrørende tysk brændselsflis.

Virksomheden var følgelig registreringspligtig efter den daværende § 11, stk. 2, pr. 1. januar 1993. Der er herefter fra denne dato indtrådt afgiftspligt for alt tilført affald efter lovens § 9.

Miljøstyrelsen har den 15. september 1993 i forbindelse med ovennævnte sag om tysk brændselsflis udtalt, at det må være en forudsætning for afgiftsfritagelsen for træaffald fra træforarbejdningsvirksomheder, at der er tale om rent træ, dvs. træ, der ikke er malet, lakeret, imprægneret eller limet.

Denne fortolkning af, hvad der menes med rene, selvstændige læs, er også fremgået af Told- og Skattestyrelsens vejledninger om affaldsafgift, jf. i øvrigt miljøministerens svar af 26. august 1992 på spørgsmål nr. 178 fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

Nævnet finder på den baggrund at det tørre træaffald, der er tilført virksomheden i den relevante periode, dvs. fra 1. januar 1993 til 21. maj 1995, må betragtes som afgiftspligtigt affald, idet det indeholder lim. Tilsvarende gælder for fenollimet finer.

Nævnet finder desuden, at der skal betales afgift af virksomhedens eget affald, der er tilført virksomhedens kraftvarmecentral til forbrænding, jf. nævnets tidligere afgørelse af 6. februar 1995 i sagen om Odense Stålskibsværft A/S og udtalelse af 18. februar 1992 i sagen om Glyngøre Limfjord A/S vedrørende deponering. Deponering og forbrænding er sidestillet i lovens § 11, og der blev ikke ved Østre Landsrets dom vedrørende Odense Stålskibsværft A/S taget stilling til værftets påstand om, at deponering på egen grund af eget affald ikke skulle være omfattet af bestemmelsen.

Nævnet finder dog, at der efter omstændighederne først skal betales afgift af virksomhedens eget affald fra det tidspunkt i slutningen af juni 1994, hvor virksomheden første gang modtog henvendelse vedrørende affaldsafgift fra Told- og Skatteregion Randers."

Som følge af Momsnævnets afgørelse tilbagebetalte skattemyndighederne 14.033.940 kr. til sagsøgeren.

Der er enighed mellem parterne om, at det påstævnede beløb udgør det beløb sagsøgeren i perioden 1. juli 1994 -1. januar 1997 har betalt i affaldsafgift vedrørende de restprodukter fra sagsøgeres produktion, der er afbrændt i sagsøgerens kraftcentral. Sagsøgeren har således accepteret den opkrævede affaldsafgift vedrørende affald indkøbt fra andre virksomheder, herunder virksomheder i udlandet.

Lovgrundlaget

Ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 indførtes de første regler om affaldsafgift i § 82 a og § 82 c i miljøbeskyttelsesloven.

"§ 82 a. Der svares afgift til miljøministeren af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed, jfr. § 82 c."

"§ 82 c. Virksomheder eller anlæg, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger til deponering eller forbrænding, skal anmelde sig hos toldvæsenet til registrering.
..."

Af forarbejderne (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 4423) fremgår, at hovedsigtet med lovforslaget er

"at effektivisere og intensivere miljøtilsynet, samt at begrænse affaldsmængderne og fremme genbrug. Der foreslås gennemført en række bestemmelser, som skal forbedre myndighedernes muligheder for at føre et effektivt miljøtilsyn. Derudover foreslås i overensstemmelse med tilkendegivelse herom i finansloven for 1986 bestemmelser om affaldsafgifter..."

Om affaldsafgifter hedder det bl.a.(a.s. sp. 4425-26 og 4434):

"Formålet med den foreslåede afgift er at reducere den mængde affald, der tilføres forbrændingsanlæg eller deponeringspladser. Afgiften vil kunne fremme genanvendelse og kunne tilskynde virksomheder til at anvende teknologier, der frembringer mindre affald. Den foreslåede afgift pålægges stort set alle typer affald, der deponeres på deponeringspladser eller forbrændes på forbrændingsanlæg.
...
Det forventes, at affaldsafgiften vil blive pålagt langt størstedelen af den affaldsmængde, som leveres af husholdningerne og virksomhederne. De, der producerer mest affald og skaffer det af vejen på en losseplads eller et forbrændingsanlæg, kommer herved til at betale for en øget samfundsmæssig indsats på miljøbeskyttelsesområdet. Samtidig kan afgiften virke som incitament til øget genanvendelse af affald og til, at virksomhederne går over til renere produktionsmetoder. Affaldsafgiften indebærer således en bred anvendelse af princippet om, at forureneren betaler.
...
Afgiften opkræves på de deponeringspladser og forbrændingsanlæg, der er omfattet af registreringspligten i § 82 c. Det drejer sig om ca. 100 deponeringspladser og 45 forbrændingsanlæg..."

I henhold til miljøbeskyttelsesloven udarbejdedes bekendtgørelse nr. 118 af 23. februar 1989 om bortskaffelse af affald. Bekendtgørelsens § 7 vedrører kommunernes anvisningspligt og § 9 vedrører benyttelsespligt.

"§ 7. Kommunalbestyrelsen kan anvise bortskaffelsesmulighed for det af bekendtgørelsen omfattede affald, der frembringes i kommunen.

Stk. 2. Fra 1. januar 1990 skal kommunalbestyrelsen anvise bortskaffelsesmulighed for det i stk. 1 nævnte affald.

Stk. 3. Anvisning skal ske til virksomheder eller anlæg, der modtager affald med henblik på genanvendelse, eller til virksomheder eller anlæg, der modtager affald til deponering eller behandling, herunder forbrænding."

"§ 9. Husejere, virksomheder, institutioner m.v. er forpligtet til at benytte de af kommunalbestyrelsen anviste bortskaffelsesmuligheder.
..."

Ved lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer, der trådte i kraft den 1. januar 1990, gennemførtes en særskilt lov om affaldsafgift.

Kapitel 2 med overskriften "Affald" indeholder blandt andre følgende bestemmelser:

"Afgiftspligtens omfang
§ 9. Der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.
...
Registrerede virksomheder
§ 11. Virksomheder, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen til deponering eller forbrænding, skal registreres hos toldvæsenet."

Af forarbejderne (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 2657) fremgår under almindelige bemærkninger bl.a.:

"Affaldsafgiften findes i dag i miljøbeskyttelsesloven. Den blev vedtaget ved en ændring af miljøbeskyttelsesloven i juni 1986 og trådte i kraft den 1. januar 1987. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at det primære formål med afgiften er at fremme genanvendelsen og tilskynde virksomhederne til at anvende teknologier, der frembringer mindre affald. Provenuet af afgiften er for 1989 budgetteret til 160 mio. kr.

Med henblik på yderligere at styrke formålet med affaldsafgiften foreslås afgiften i dette lovforslag forhøjet til 130 kr./ton affald, som afleveres til deponering eller forbrænding.
..."

Til kapitel 2 anføres (a.s. sp. 2661):

"Afgiften er forhøjet fra 40 kr. til 130 kr./pr. ton affald, der afleveres til forbrænding eller deponering. Reglerne svarer i øvrigt til de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven om affaldsafgiften.

Til § 11 anføres (a.s. sp. 2261-62):

"Miljøministeriets bekendtgørelse om affaldsbortskaffelse (bekendtgørelse nr. 118 af 23. februar 1989) har nu afløst bestemmelser om affald i miljøreglementet, hvilket har medført en udvidelse af begrebet kommunale renovationsordninger. Affaldsbekendtgørelsen pålægger kommunerne en anvisningspligt for alt af bekendtgørelsen omfattet affald.
En kommunal renovationsordning kan herefter bestå i, at kommunen i et regulativ anviser bortskaffelsesmulighed. Virksomheder, husejere og institutioner er herefter forpligtet til at benytte de anviste bortskaffelsesmuligheder.
En virksomhed eller et anlæg, der modtager affald efter anvisning fra kommunalbestyrelsen, er således omfattet af registreringspligten, og det anviste affald omfattet af afgiften.
Bestemmelsen om registreringspligten foreslås præciseret på baggrund af de nye regler."

Ved lov nr. 1071 af 23. december 1992 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer indsattes i § 11 som stk. 2 og 3, med ikrafttræden 1. januar 1993, følgende bestemmelser:

"Stk 2. Virksomheder, der modtager affald fra udlandet med henblik på deponering eller forbrænding, skal ligeledes registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.
Stk. 3. Fritaget for registrering er anlæg til forbrænding af specielt sygehusaffald, slamforbrændingsanlæg, specielle anlæg til destruktion af olie- og kemikalieaffald, deponeringsanlæg til olie- og kemikalieforurenet jord samt deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baserede på fossilt brændsel, medmindre de nævnte anlæg også modtager affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen."

I bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11, anføres (Folketingstidende 1992-93, tillæg A, s. 1825):

"Formuleringen i den nugældende § 11 har den utilsigtede virkning, at affald, der tilføres fra udlandet, i enkelte tilfælde vil have en fortrinsstilling fremfor andet affald, idet det tilførte affald vil kunne forbrændes eller deponeres afgiftsfrit.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, har således til hensigt at korrigere registreringspligtens omfang, således at affald, der tilføres fra udlandet udløser registreringspligt for den virksomhed, hvortil affaldet føres.
De i stk. 3 nævnte virksomheder er i dag fritaget for registrering, såfremt de ikke samtidig modtager affald, som kommunerne har anvisningspligt for i henhold til bekendtgørelsen om bortskaffelse af affald, jf. endvidere Told- og Skattestyrelsens vejledning om affaldsafgift.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at præcisere reglerne om fritagelse for registrering, og tilsigter således ingen realitetsændring af retstilstanden og administrationen af loven."

I et brev af 14. juni 1995 fra skatteministeren til Ove Fich anføres bl.a.:

"I brevet rejses to spørgsmål. For det første, om der skal betales afgift, når affaldet stammer fra virksomheden selv, og for det andet, om det er korrekt, når Told*Skat i en vejledning anfører, at der skal betales afgift af bl.a. limet og lakeret træ.

Told- og Skattestyrelsen oplyser, at der i praksis ikke skelnes mellem affald, der afleveres til deponering eller forbrænding hos fremmede, eller affald, der deponeres på egen grund, eller forbrændes af virksomheden selv. Det ville i givet fald også være en mærkelig situation, hvis man kunne undgå afgiften blot ved at deponere eller brænde affaldet på egen grund. Imidlertid må jeg medgive, at lovgivningen ikke er klart formuleret på dette punkt. Det vil jeg være opmærksom på ved en eventuel kommende lovjustering på området."

Ved lov nr. 1224 af 27. december 1996 om ændring af affaldsloven fik § 11, stk. 1, følgende formulering:

"Virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.''

Som nyt stk. 2 indsattes:

"Virksomheder og anlæg, der på egen grund deponerer eller forbrænder eget affald, som er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder."

Loven trådte i kraft den 1. januar 1997.

I bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, (lovens § 11, stk. 1 og 2), anføres (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2636-37):

"...
Hovedreglen i den gældende lov om afgift af affald og råstoffer er, at et anlæg, der modtager affald til deponering eller forbrænding, er registreringspligtigt, hvis anlægget modtager affald, der er anvist af en kommunalbestyrelse. Det præciseres, at det ikke er en betingelse for registreringspligten, at kommunalbestyrelsen har foretaget en aktiv anvisning. Registreringspligten indtræder uanset, om anlægget er et sædvanligt forbrændingsanlæg eller en almindelig kontrolleret losseplads, eller om der er tale om f.eks. et specialdepot eller et produktionsanlæg, hvor der medforbrændes affald.
Med forslaget præciseres det, at det er det modtagende anlægs faktiske håndtering af affaldet, og ikke ordlyden af den kommunale anvisning, der er afgørende for spørgsmålet om registreringspligt.
...
Anvendelse af affald i bygge- og anlægsarbejder udløser ikke registreringspligt, når anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5.
...
Derimod vil anvendelse af affald, der ikke er omfattet af særlig regulering i bygge- og anlægsarbejder, udløse registreringspligt, når anvendelsen kan sidestilles med deponering.
Dette gælder også anvendelse af affald, der ikke opfylder de kvalitetskrav, der er fastsat i de pågældende regler, samt anvendelse af affaldet til andre formål eller i større mængder end tilladt efter de pågældende regler. Ifølge gældende praksis er deponering og forbrænding på egen grund også omfattet af afgiftspligten. Dette præciseres med forslagets nr. 6.
..."

Procedure

Sagsøgeren har anført, at en pligt til betaling af affaldsafgift bl.a. under henvisning til grundlovens § 43 kræver klar og udtrykkelig lovhjemmel. Hjemmelskravet indebærer, at det skal være utvivlsomt, at sagsøgerens restprodukter, der anvendes i kraftcentralen, er omfattet af afgiftspligten. Der har ikke forud for den 1. januar 1997 været hjemmel til at afgiftsbelægge sagsøgerens restprodukter, eftersom disse produkter med miljømyndighedernes godkendelse er blevet anvendt i sagsøgerens kraftcentral og derved har nedbragt sagsøgerens udgifter til energi i betydelig grad. Det er uden betydning, at sagsøgeren på tidspunktet for afbrændingen af restprodukterne har været registreringspligtig som følge af modtagelsen af udenlandsk træaffald. Restprodukterne var ikke før 1. januar 1997 omfattet af den kommunale anvisningspligt. Den integrerede proces hos sagsøgeren ved restprodukternes nyttige anvendelse indebærer endvidere, at produkterne ikke kan anses for omfattet af den generelle affaldsdefinition i EU-direktivet og affaldsbekendtgørelsens § 3.

Sagsøgte har anført, at sagsøgeren med rette er anset for registreringspligtig efter affaldsafgiftslovens § 11, og at sagsøgeren er pligtig at betale affaldsafgift i medfør af affaldsafgiftslovens § 9, herunder af eget affald, i den periode fra 1. juli 1994 til 1. januar 1997, som sagen angår.

I miljøbeskyttelsesloven, lov nr. 358 af 6. juni 1991, som trådte i kraft den 1. januar 1992, er i § 45, stk. 1, bestemt, at kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelse af affald. Efter § 45, stk. 2, fastsætter ministeren nærmere regler for kommunale affaldsordninger, herunder bl.a. om kommunalbestyrelsens pligt til enten at etablere indsamlingsordninger eller at anvise bortskaffelsesmuligheder for affald. I medfør af den tidligere gældende miljøbeskyttelseslov udstedte Miljøministeriet bekendtgørelse nr. 118 af 23. februar 1989 om bortskaffelse af affald (affaldsbekendtgørelsen).

Affaldsbekendtgørelsen pålægger kommunerne en anvisningspligt for alt af bekendtgørelsen omfattet affald, d.v.s. bortskaffelse af alt affald, medmindre dette er reguleret af anden lovgivning eller omfattet af undtagelsesbestemmelserne i affaldsafgiftslovens § 1, stk. 2 og 3. Det i denne sag omhandlede træaffald er ikke omfattet hverken af anden lovgivning eller af de nævnte undtagelsesbestemmelser. Efter affaldsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen fra 1. januar 1990 anvise bortskaffelsesmulighed for det af bekendtgørelsen omfattede affald, ligesom virksomheder er forpligtet at benytte de af kommunalbestyrelsen anviste bortskaffelsesmuligheder, jf. affaldsbekendtgørelsens § 9, stk. 1. Sagsøgerens affald har derfor været omfattet af kommunalbestyrelsens pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder for affaldet, og sagsøgeren har været forpligtet til at benytte anviste bortskaffelsesmuligheder.

Da sagsøgeren har fået tilført affald fra udlandet til forbrænding både før og under den af nærværende sag omhandlede periode 1. juli 1994 - 1. januar 1997, og da sagsøgeren har akkviesceret ved Momsnævnets afgørelse, for så vidt angår det udenlandske affald, har sagsøgeren i den omhandlede periode drevet registreringspligtig virksomhed. Hertil kommer, at Midtdjurs Kommunes skrivelse af 8. november 1994 må anses for en anvisning af sagsøgerens eget affald til forbrænding på sagsøgerens eget anlæg med registreringspligt for sagsøgeren til følge, i alle tilfælde fra 8. november 1994. Da sagsøgerens eget affald tilføres sagsøgerens eget forbrændingsanlæg, som er en registreret virksomhed, er sagsøgerens eget affald affaldsafgiftspligtigt. Der er i affaldsafgiftsmæssig henseende ingen forskel på afbrænding af eget affald til egen energiforsyning og på fjernvarmeværker og lignendes afbrænding af andres affald til fælles energiforsyning.

Sagsøgte har endelig anført, at der hverken foreligger handlinger eller tilkendegivelser fra myndighederne over for sagsøgeren, som gør, at registreringspligten for sagsøgerens virksomhed og dermed affaldsafgiftspligten for sagsøgerens eget affald er frafaldet. Det bemærkes i den forbindelse, at administrativ praksis fastsættes af de overordnede myndigheder og ikke af de underordnede myndigheder.

Landsrettens begrundelse og resultat

Uanset det af sagsøgeren anførte finder landsretten, at de produkter, som sagsøgeren har betegnet som restprodukter, og som er blevet afbrændt i sagsøgerens kraftcentral på linie med det træaffald, sagsøgeren har indkøbt fra andre virksomheder, herunder virksomheder i Tyskland, har karakter af affald som kan udløse afgift efter § 9 i lov om afgift af affald og råstoffer.

Afgørende for sagens udfald er herefter, om det med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslås, at der før den 1. januar 1997 var den fornødne lovhjemmel til at opkræve afgift af eget affald, der som i den foreliggende sag på en miljømæssig forsvarlig måde blev afbrændt i virksomhedens egen kraftcentral. Afgørende herfor er, om det inden i. januar 1997 var tilstrækkeligt klart, at der efter den dagældende § 11 i lov om afgift af affald og råstoffer var registreringspligt også med hensyn til de restprodukter, der blev anvendt i kraftcentralen.

Efter ordlyden af de bestemmelser i § 11, stk. 1 og 2, der var gældende indtil 1. januar 1997, om "virksomheder, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen" (stk. 1) og "virksomheder, der modtager affald fra udlandet" (stk. 2), er det ikke klart, at registreringspligten også omfattede eget affald. Denne uklarhed kommer også til udtryk i skatteministerens brev af 14. juni 1995 til Ove Fich. Det generelle formål med at indføre affaldsafgiften var at reducere mængden af affald til forbrændingsanlæg og deponeringspladser, og således bl.a. fremme genanvendelse og tilskynde virksomhederne til at anvende produktionsformer, der frembringer mindre affald. Når der, som i den foreliggende sag, er tale om en integreret produktionsproces, hvor en del af restprodukterne indgår i den fortsatte produktion af spånplader, og en del af restprodukterne på en miljømæssig forsvarlig måde afbrændes i sagsøgerens kraftcentral med den følge, at sagsøgerens øvrige eneriforbrug reduceres i betydelig grad, finder landsretten, at udnyttelsen af restprodukterne ikke direkte strider mod det angivne formål.

På baggrund af den nævnte uklarhed sammenholdt med det anførte om formålet, finder landsretten herefter, at § 9, jf. § 11, i lov om afgift af affald og råstoffer ikke indeholder den nødvendige og tilstrækkelige lovhjemmel til den omstridte opkrævning af afgiften før den 1. januar 1997.

Det forhold, at Midtdjurs kommune den 8. november 1994 tilkendegav som sin opfattelse, at man opfattede sagsøgerens eget affald som anvist affald, kan ikke føre til en anden vurdering af hjemmelsgrundlaget. Der henvises i den forbindelse også til Østre Landsrets upåankede dom gengivet i UfR 1997, side 236. Tilsvarende finder landsretten, at den omstændighed, at sagsøgeren har været registreringspligtig med hensyn til affald tilført fra andre virksomheder og fra udlandet, ikke kan medføre, at sagsøgeren inden 1. januar 1997 var registreringspligtig med hensyn til eget affald. Det tillægges i den forbindelse betydning, at det ved afgiftsberegningen har været muligt klart at sondre mellem eget affald og affald indkøbt fra andre virksomheder og udlandet.

Sagsøgerens påstand tages derfor til følge som nedenfor bestemt.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at betale til sagsøgeren, Novopan Træindustri A/S, 3.679.520 kr. med renter 5 pct. p.a. over Nationalbankens diskonto, beregnet således: fra 5. juli 1995 af 1.500.160 kr., fra 19. september 1995 af 189.120 kr., fra 20. oktober 1995 af 247.840 kr., fra 17. januar 1996 af 443.520 kr., fra 17. april 1996 af 409.600 kr., fra 19. juli 1996 af 393.600 kr., fra 17. oktober 1996 af 220.960 kr. og fra 17. januar 1997 af 274.720 kr.

Sagsøgte skal endvidere betale 170.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.