Dom: Højesteret fandt, at virksomheden ikke har adgang til godtgørelse af elafgift og CO₂-afgift, idet virksomhedens aktiviteter må anses for omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Landsretten afgav følgende udtalelse, der er tiltrådt af Højesteret: "Efter sagens oplysninger lægges til grund, at sagsøgerens virksomhed består i indsamling og bearbejdning af erhvervsmæssige oplysninger med henblik på afsætning af blandt andet analyser heraf. At viderebringelsen til aftagerne af sagsøgerens ydelser foregår ved levering af rapporter, disketter og cd-rom, der fremstilles på egne maskiner, findes ikke at gøre virksomhedens vareproducerende.

Sagsøgerens virksomhed findes herefter at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og må anses for omfattet af lovbekendtgørelse nr. 734 af 4/11 1991, § 11, stk. 2, jf. det i bilaget anførte begreb "bureauer", jf. tillige § 9, stk. 3, nr. 3 i lov nr. 888 af 21. december 1991.

Virksomheden må efter det oplyste bedømmes som en helhed, og der er ikke grundlag for i afgiftsmæssig henseende at foretage en opdeling af denne. Herefter tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge."

Landboforening Vestre Landsret har den 13. marts 2003 afsagt dom i relation til aktiviteter, der udføres af en landboforening, jf. SKM2003.160.VLR. Se endvidere F.6.6.2. vedrørende afgørelsen.

Højesteret har den 6. oktober 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 13. marts 2003, jf. SKM2004.386.HR.

Højesteret har som begrundelse og resultat anført følgende:

"Det fremgår af Højesterets dom gengivet i SKM2001.488.HR, at det afgørende for, om der kan ske tilbagebetaling af el- og CO₂-afgift, er, om den udøvede virksomhed består i produktion eller afsætning af varer eller i afsætning af service- og tjenesteydelser. Efter oplysningerne om aktiviteterne i landboforeningens virksomhed, herunder de ydelser, som leveres under "Regnskab" og "Ejendomskontor", lægger Højesteret til grund, at disse i alt væsentlighed består i rådgivning samt andre service- og tjenesteydelser og ikke i produktion eller afsætning af varer. For de dele af dens virksomhed, som er omhandlet af denne sag, har landboforeningen herefter ikke krav på tilbagebetaling af el-afgift og C02-afgift i medfør af henholdsvis elafgiftslovens § 11, stk. 1, og lov om kuldioxidafgift § 9, stk. 4, jf. stk. 1.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Skatteministeriet ikke er afskåret fra at nægte godtgørelse for landboforeningens fradrag for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1995 til den 31. juli 1999."

BadelandVestre Landsret har den 12. maj 2004 SKM2004.226.VLR afsagt dom i en sag om godtgørelse af elafgift ved drift af et badeland. Badelandet var bygningsmæssigt integreret i et hotel og udgjorde en integreret del af de tilbud, som hotellet ydede sine gæster. Badelandet var imidlertid ikke en forudsætning for hotellets drift og var samtidig et tilbud, der i vidt omfang blev benyttet af andre end hotellets gæster. På denne baggrund og sammenholdt med karakteren af badelandet fandt landsretten, at badelandet måtte anses som en forlystelse og således omfattet af listen over virksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, med tilhørende bilag. Dommen blev anket til Højesteret. Appellanten har efterfølgende hævet sagen ved Højesteret.

Telemarketing-virksomhedVestre Landsret har den 21. december 2004 afsagt dom i relation til aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce der udføres af en telemarketing-virksomhed, jf. SKM.2005.38.VLR. Se endvidere F.6.6.2 vedrørende afgørelsen.

Vandland på campingpladsLandsretten har den 6. august 2007, jf. SKM2007.562.VLR, afsagt dom i en sag om elforbrug og vandforbrug i et vandland på en campingplads. Campingpladsen var afgiftspligtig af elforbrug og vandforbrug i vandland på campingpladsen, idet landsretten fandt, at vandlandet var omfattet af begrebet "forlystelser" i bilagene til elafgiftslovens § 11, stk. 2, og den dagældende vandafgiftslov § 11, stk. 2. Uanset at vandlandet var etableret med henblik på at indgå som en integreret del af campingpladsen, skal vandlandet vurderes isoleret i forhold til de relevante bestemmelser i elafgiftsloven og vandafgiftsloven, idet vandlandet ikke udgør en nødvendig og uadskillelig del af driften af en campingplads.