Dato for udgivelse
12 Mar 2001 12:34
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
6. december 2000
SKM-nummer
SKM2001.48.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1665-57
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
momsafgiftsfritagelse
Resumé
Udlejning af bådplads i havn kunne ikke karakteriseres som udleje af fast ejendom og var derfor ikke omfattet af momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Udlejning af pladsret til vinteropbevaring af båd var derimod omfattet af bestemmelsen.
Reference(r)
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8
A Fonds klage til Landsskatteretten skyldes, at told- og skatteregionen har truffet afgørelse om, at Fonden er momspligtig ved udlejning af bådepladser og vinteropbevaring.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Fonden (herefter klageren) har aktivitet med udlejning af bådepladser og vinteropbevaring af både, og at aktiviteten omfatter følgende udlejningssituationer:

  1. Langtidsudlejning af bådepladser til bådejere med pladsret.
    I forbindelse med lejeaftalens indgåelse opkræves et depositum. Herudover opkræves en årlig lejeafgift. Lejeperioden er ubestemt, og lejer er som udgangspunkt sikret samme bådeplads i lejeperioden. I lejeafgiften indgår betaling for vinteropbevaring på land.
  2. Langtidsudlejning af bådepladser til bådejere uden pladsret.
    Der opkræves en årlig lejeafgift, der er større end hvis der også indbetales depositum. Lejeaftalen er typisk gældende for sæsonen - 15. maj til 1. november -, og lejer er i denne periode som udgangspunkt sikret samme bådeplads. Eventuel vinteropbevaring på land sker mod særskilt betaling.
  3. Månedsudlejning af bådepladser.
    Der betales en månedlig lejeafgift. Lejer er i lejeperioden som udgangspunkt sikret samme bådplads.
  4. Korttidsudlejning af bådepladser.
    Udlejning sker til gæstesejlere.

Af "Bestemmelser om indskud og ret til bådplads i .. havn" fremgår af pkt. 4 om pladspriser:

"4. Pladspriser
Pladsprisen er betalingen for det antal 10/50 cm moduler, man har brug for, beregnet efter bådens bredde plus afstandstillægget.

Det fremgår endvidere af pkt. 8 om bådpladsen:

8.1 Pladsret
Når det samlede indskud er indbetalt, opnås fra det aftalte tidspunkt brugsret til en bådplads af den i kontrakten anførte type inkl. vinterplads, og ret til anvendelse af havnens fællesfaciliteter. Brugsretten kan ikke overgå til andre uden havnens mellemkomst.
..

Told- og skatteregionen har truffet afgørelse om, at klageren er momspligtig ved udlejning af bådepladser og vinteropbevaring. Regionen har bl.a. henvist til Momsnævnets afgørelser 601/79 og 1036/88 samt Momsvejledning 1998.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren ikke er momspligtig ved udlejning af bådepladser og vinteropbevaring.

Repræsentanten har til støtte for påstanden bl.a. anført, at de af regionen nævnte afgørelser m.v. er udtryk for en momspraksis, der ikke er i overensstemmelse med den danske momslovgivning og det bagvedliggende EU-direktiv.

Han har herved anført, at der ved afgørelse af, om en ydelse er momspligtig eller momsfri, skal lægges vægt på ydelsens faktiske indhold. Videre har han anført, at udlejning af bådepladser og vinteropbevaring er udlejning af fast ejendom, hvor bådepladslejeren får brugs-/råderetten over et nærmere afgrænset og identificerbart område i en nærmere aftalt periode.

Han har videre anført, at udlejning af fast ejendom generelt er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, der dog direkte nævner en række særlige udlejningssituationer, der er undtaget fra momsfritagelsen. Han har anført, at da ingen af de i bestemmelsen nævnte momspligtige udlejningssituationer omfatter udlejning af bådepladser og bådeopbevaringspladser, må aktiviteten være omfatte en af den generelle momsfritagelse for udlejning af fast ejendom. Han har bemærket, at momspligtig udlejning af parkeringspladser alene omfatter udlejning af pladser til parkering af køretøjer, jf. artikel 13, afsnit B, stk. 1, litra b i EU´s 6. momsdirektiv.

Endvidere har han anført, at pålæggelse af skattebyrder forudsætter en klar lovhjemmel, og administrationen kan derfor ikke fortolke en lovbestemmelse i skærpende retning, ud over hvad lovens tekst - og eventuelle klare lovmotiver berettiger til.

Han har henvist følgende udlejningssituationerne, hvor der er truffet afgørelse om, at aktiviteten er omfattet af den generelle momsfritagelse for udlejning af fast ejendom:

  • udlejning af jagt- og fiskeret
  • udlejning af staldplads, og
  • udlejning af stadepladser.

Repræsentanten har oplyst, at bådejeren i forbindelse med optagning af båden til vinter-opbevaring vil få anvist en plads af klageren. Grundet det begrænsede areal er det i princippet kun bådejere under kategori 1 og 2, der får stillet et areal til rådighed. Videre har han oplyst, at vinteropbevaring sker på bådejerens egen regning og risiko.

Sammenfattende har han anført, at der hverken i lovgivningen eller i forhold til admini-strativ praksis på sammenlignelige udlejningssituationer ses at være belæg for at oprethol-de den nuværende momspraksis vedrørende udlejning af bådepladser m.v.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, er følgende fritaget for afgift:

"Administration, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse."

6. momsdirektiv, artikel 13 B punkt b har følgende ordlyd:

Bortforpagtning og udlejning af fast ejendom, med undtagelse af:
1. udlejning inden for hotelsektoren eller sektorer med tilsvarende opgaver, således som dette begreb er fastlagt i medlemsstaternes lovgivning, herunder udlejning i ferielejre eller i områder, der er indrettet som campingpladser;
2. udlejning af pladser til parkering af køretøjer.
3. udlejning af udstyr og maskiner, der installeres på brugsstedet;
4. udlejning af bokse."

Landsskatteretten finder, at udlejning af bådplads ikke kan karakteriseres som udlejning af fast ejendom i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Ud fra det foreliggende finder retten således, at der ikke er tale om at bådindehaveren lejer et afgrænset og identificerbart område eller dele af en fast ejendom, men derimod at bådindehaveren alene opnår en brugsret til at få placeret sin båd på en plads i havneområdet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Landsskatteretten finder derimod, at klagerens ydelse for så vidt angår vinteropbevaringen ? den såkaldte pladsret ? ud fra det foreliggende må karakteriseres som udlejning af fast ejendom i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Ud fra det foreliggende finder retten således at det må lægges til grund, at der er tale om at bådindehaveren lejer et afgrænset og identificerbart område. Retten har herved lagt vægt på, at bådindehaveren efter det oplyste til placering af båden får anvist et bestemt areal, hvor denne under vinterperioden frit kan komme for f.eks. at tilse og klargøre båden og at der betales for leje af dette areal ud fra en m2-pris. Retten finder endvidere, at denne udlejning ikke kan anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen om udlejning af parkeringsplads, idet denne bestemmelse må fortolkes i overensstemmelse med den bagvedliggende bestemmelse i 6. momsdirektiv, artikel 13 B, b) 1, der omhandler "udlejning af pladser til parkering af køretøjer". Retten finder således ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at både skulle være tiltænkt omfattet af begrebet køretøjer.

Den påklagede afgørelse vil følgelig være at ændre på dette punkt.