Vil den delvise eftergivelse af gælden til henholdsvis Selskab X og Selskab Y være skattepligtig for A og
B?
Svar
Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.
Sagsfremstilling og begrundelse
A tegnede i 1987 kommanditanparter for 650.000 kr. (650 stk. á 1.000 kr.) i Selskab Y. I december 1989 tegnede A for yderligere kr. 200.000 anparter i Selskab X samtidig med, at B tegnede 1 kommanditanpart kr. 100.000 i Selskab X. Pr. 13. juni 2000 er den samlede gæld til Selskab X og Selskab Y for begge gtefæller opgjort til kr. 948.294,49 (excl. renter fra 1. april f.s.v.a. gælden til Selskab X under konkurs) .
Parret har ved brev af 13. juni d.å. fået tilbud om, at der vil blive givet saldokvittering mod kontant betaling
af kr. 350.000.
Spørgsmålet er om denne delvise gældseftergivelse vil være skattepligtig for A og B.
A og B er gift og har to børn på henholdsvis 10 og 14 år.
Parret bor i ejerbolig, som ejes 100% af B. Den offentlige vurdering på ejendommen i 2000 er kr. 1.100.000.
Pr. 31.12.1999 var der i følge de for Told-og Skattestyrelsen foreliggende oplysninger følgende gæld til realkreditinstitut:
Restgæld kr. 562.852
Restgæld kr. 133.344
I alt kr. 696.196
Både A og B hæfter for prioritetsgælden.
Lånene i ejendommen er fornylig omlagt, således at huset nu er maksimalt belånt med maksimal løbetid.
Omlægningen er efter det oplyste sket med henblik på at fremskaffe kapital til akkorden.
A havde endvidere pr. 31.12.1999 en gæld til bank/sparekasse på kr. 28.540, renteudgift 3.219, samt en gæld til F pr. 31.12.99 på kr. 4.361, renteudgift kr. 335.
Tilsammen har parret herudover en gæld stor kr. 143.342 (pr. 31.12.1999) til banken.
Lånet i banken er i indeværende år i følge det oplyste forøget til ca. kr. 200.000 (nu et samlet arrangement med banken) med henblik på at fremskaffe kapital til akkorden.
A og B har opstillet et måneds- og årsbudget.
A har to motorcykler. Motorcyklerne anses ikke for at have nogen realisationsværdi af betydning.
B har en mindre aktiebeholdning med en kursværdi pr. 31.12.1999 på kr. 11.924 samt et bankindestående pr. 31.12.1999 på kr. 6.491. A har et bankindestående pr. 31.12.1999 på kr. 956.
A | 1998 | 1999 |
Lønindkomst mv. efter AM-bidrag/pension | 242.281 | 177.824 |
Årets beregnede skat | -74.532 | -53.860 |
Netto til rådighed p.a./pr. mdr. | 167.749/13.979 | 123.964/10.330 |
For A resulterede selvangivelsen for indkomståret 1998 i en restskat incl. procenttillæg på kr.14.128,99 - heraf er kr. 9.391 indregnet i forskudsopgørelsen for 2000.
Selvangivelsen 1999 resulterede i en restskat incl. procenttillæg på kr. 14.037.
B | 1998 | 1999 |
Lønindkomst mv. efter AM-bidrag/pension | 186.281 | 193.746 |
Årets beregnede skat | -45.671 | -41.242 |
Netto til rådighed p.a./pr. mdr. | 140.610/11.718 | 152.504/12.709 |
For B resulterede årsopgørelsen for 1998 i en restskat incl. procenttillæg på kr. 11.044. Årsopgørelsen for 1999 resulterede i en restskat incl. procenttillæg på kr. 3.218.
Indkomstforholdene for 2000:
B | Brutto | Netto |
Marts 2000 | 18.156 | 10.411 |
Juli 2000 | 18.667 | 10.674 |
September 2000 | 20.295 | 11.511 |
A | Brutto | Netto |
pr. 08.07.2000 | 2.942 | 1.895 |
pr. 15.07.2000 | 3.691 | 2.288 |
pr. 22.07.2000 | 3.691 | 2.288 |
pr. 29.07.2000 | 4.320 | 2.619 |
pr. 05.08.2000 | 4.039 | 2.469 |
pr. 12.08.2000 | 3.959 | 2.425 |
pr. 19.08.2000 | 7.195 | 4.134 |
pr. 26.08.2000 | 4.520 | 2.721 |
pr. 02.09.2000 | 4.815 | 2.879 |
pr. 09.09.2000 | 1.979 | 1.389 |
A har endvidere oplyst, at han er blevet afskediget fra sit job med virkning fra den 6. september 2000.
Told-og Skattestyrelsen skal i anledning af sagen udtale følgende:
Indledningsvist skal det bemærkes, at da parret har modtaget et samlet tilbud på gældseftergivelse vurderes parrets økonomiske forhold under ét.
Da den samlede gæld til Selskab X og Selskab Y udgør 82,5 %
1) af parrets samlede usikrede gæld i 2000,
2) skal de skattemæssige konsekvenser af akkordtilbuddet vurderes efter kursgevinstlovens § 24 om samlede ordninger.
_________________________________________________________
1) Gæld vedrørende anparterne udgør kr. 948.294,49. Gælden til banken udgør i følge det oplyst kr. 200.000 (i 2000). Samlet gæld 1.148.294,4.
948.294,49 x 100 = 82,5%1.148.294,4
2) Der er således ikke for 2000 taget højde for en eventuel gæld til F.
_________________________________________________________
Hovedreglen efter kursgevinstlovens § 24, stk. 1 er, at gevinst på gæld som følge af bl.a. en samlet ordning mellem en debitor og dennes kreditorer/hovedkreditor om nedsættelse af debitors gæld ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Gældseftergivelsen beskattes alene i de situationer, hvor gælden nedskrives til et beløb, der er mindre end fordringens værdi for kreditor på gældseftergivelsestidspunktet, jf. kursgevinstlovens § 24, stk. 1, 2. punktum.
Skattefritagelsen omfatter således alene den del af gældseftergivelsen, som bringer fordringen ned til fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.
Af det fremsendte budget fremgår, at der hver måned afsættes kr. 18.000 til faste udgifter - dog således at der på årsbasis er et overskud i budgettet på kr. 16.157. I dette budget er der ikke taget højde for udgifter til mad, diverse husholdningsartikler eller tøj.
Parrets indtægter - som er formindsket ved, at A har mistet sit job - efterlader således ikke mulighed for at betale andre udgifter end de mest nødvendige. Hertil kommer, at parret ikke besidder aktiver med friværdi.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at kreditorerne i brev af 13. juni 2000 til forespørgerne har anført, at akkordtilbuddet gives på grundlag af forelagt økonomisk materiale - herunder årsopgørelse for 1998, forskudsregistrering for 2000 , lønopgørelser samt en vurdering af parrets samlede aktiver og anden gæld.
Selskab X og Selskab Y har således vurderet den samlede fordrings kursværdi til kr. 350.000. Da der ikke er et interessefællesskab mellem kreditorerne og debitorerne, har det således formodningen imod sig, at kreditorerne ved gældseftergivelsen har ønsket at begunstige debitorerne.
Parrets økonomiske forhold efterlader således efter styrelsens opfattelse ikke mulighed for at betale yderligere til Selskab X og Selskab Y, hvorfor styrelsen skal indstille, at gældseftergivelsen ikke beskattes.
Ligningsrådet tiltrådte Told-og Skattestyrelsens indstilling.