Dato for udgivelse
28 mar 2003 13:53
SKM-nummer
SKM2003.147.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/03-4762-00142
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Skattefri virksomhedsomdannelse, bestående virksomhed, forskningsarbejde, idéaktier
Resumé

Ligningsrådet anså en audioteknologisk forskningsvirksomhed for at være en bestående virksomhed i relation til lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Ligningsrådet bekræftede desuden, at forskerne hver for sig kunne anvende reglerne i ligningslovens § 27 E (idéaktier) ved overdragelse af forskningsvirksomheden til et nystiftet aktieselskab.

Reference(r)

Virksomhedsomdannelsesloven § 1
Ligningsloven § 27 E
Ligningsvejledningen 2002 E.H.2.

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at forskergruppens virksomhed kan anses for en virksomhed i relation til lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 1?
  2. Kan forskergruppens medlemmer hver for sig anvende reglerne i ligningslovens § 27 E i forbindelse med en overdragelse af deres andele af et forsknings- og udviklingsarbejde til samme nystiftede selskab? Det bedes forudsat, at selskabet indtræder i de af forskergruppen indgåede licensaftaler vedrørende forsknings- og udviklingsarbejdet samt i samarbejdsaftalen af 15.02.1995 med Dansk Teknologisk Institut. Nettovederlaget til forskergruppens medlemmer vil udelukkende bestå i aktier/anparter i det nystiftede selskab.

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.

Faktiske forhold

De fire forespørgere (forskergruppen) igangsatte i begyndelsen af 1990erne et forsknings- og udviklingsarbejde inden for binaural audio-teknologi. Forskergruppen er i dag udviklere og ejere af alle rettigheder til en række patenter og opfindelser. Den første patentering er sket i 1995.

Aktiviteten består i forskning og udvikling. Forskergruppens opfindelser/resultater er baseret på studier af, hvordan retningen til en lydkilde (f.eks. en højttaler) placeret forskellige steder i et rum opfattes af det menneskelige øre.

Forskergruppens resultater kan anvendes til virtuelt at omforme en lyd, der udsendes af én "ren" lydkilde, til 2 nye lydsignaler skabt for henholdsvis det venstre øre og det højre øre. Herved opfattes lydsignalet som en "ægte" naturlig lyd, dvs. med retning og afstand i forhold til rum. Forskergruppens målinger viser, at en lytter udsat for "ægte" lyd vil reagere betydelig hurtigere og mere sikkert end en lytter, der modtager en "ren" lyd.

Der er mange mulige anvendelsesområder for denne lydteknologi, herunder f.eks.

  • flycockpit
  • Air Traffic Control Command Center
  • militære specialenheder
  • kampvogne (tårnkommuniaktion)
  • missil-affyringsramper
  • tele/videokonference (brand, redning, sikkerhed, politi)
  • mobiltelefoner
  • games (computerspil o.lign.).

Hensigten med forsknings- og udviklingsaktiviteten er, at der på baggrund af resultaterne kan opnås indtjening via indgåelse af licens-/royaltyaftaler med teknologivirksomheder eller via direkte erhvervsmæssige samarbejder. Frem til og med foråret 2002 er der indgået flere aftaler om udvikling, licensiering og markedsføring inden for områder, hvor teknologien er anvendelig, ligesom der har været afholdt udstillinger og er gennemført adskillige tests.

I 1993 indgik forskergruppen samarbejdsaftale med Dansk Teknologisk Institut om bistand til licensformidling af sin opfindelse (herunder eventuelt produktudvikling i den indledende fase samt etablering af immateriel retslig beskyttelse) ved indgåelse af optionskontrakt, licenskontrakt og/eller samarbejdskontrakt med tredjemand. Dansk Teknologisk Instituts arbejde og udlæg m.v. var finansieret via midler fra Erhvervsfremme Styrelsen. I det omfang forskergruppen indgik licenskontrakter, skulle en andel af licensindtægterne gå til tilbagebetaling af det af Dansk Teknologisk Institut forbrugte beløb.

Forskergruppen har indtil nu oppebåret licensindtægter på i alt 228.000 kr.

Udgifterne til patentering af forskergruppens opfindelser er finansieret af en af forskergruppens samarbejdspartnere. Forskergruppen har ikke selv haft omkostninger ud over de allerede nævnte omkostninger, idet øvrige omkostninger løbende har været afholdt af Aalborg Universitet, hvor gruppens medlemmer er eller har været ansat.

I perioden 1996-2000 har forskergruppen indgået flere samarbejds- og licensaftaler, primært med to samarbejdspartnere. Forskergruppens advokat har oplyst, at disse aftaler civilretligt hverken indebærer en fuldstændig eller partiel overdragelse af rettigheder fra forskergruppen til licenstagerne. Ved licensaftalerne opnår licenstagerne alene en brugsret, og licensbetalingerne udgør civilretligt royaltybetalinger. Forskergruppen har således opretholdt den fulde ejendomsret til opfindelsen/patentet.

Advokaten har ligeledes oplyst, at aftalerne om en betinget tilbagebetalingsforpligtelse for afholdte omkostninger til patentering og licensformidling ikke er usædvanlige, men tværtimod en helt normal og ofte forekommende fremgangsmåde ved indgåelse af licensaftaler m.v. af den foreliggende art.

Forskergruppen ønsker at omdanne sin virksomhed til et aktie- eller anpartsselskab senest pr.1. januar 2003. Omdannelsen ønskes enten gennemført i medfør af reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse (VOL) eller med anvendelse af reglerne i ligningslovens § 27 E. Alle aktiver og passiver i den nuværende virksomhed, der af forskergruppens revisor forventes værdiansat til 2 mio.kr., indskydes i det nystiftede selskab. Ejerforholdet til det nystiftede selskab skal svare til det nuværende ejerforhold til patentet.

Selskabet etableres som en teknologivirksomhed, hvis formål er at eje, videreudvikle, vedligeholde, sikre, markedsføre og licensere teknologier, applikationer og rettigheder inden for audio.

Baggrunden for omdannelsen til aktie- eller anpartsselskab er, at forskergruppen ønsker at indgå et tættere økonomisk samarbejde med en af sine samarbejdspartnere. Omdannelsen af forskergruppens virksomhed til et selskab er første etape af etableringen af den fælles virksomhed. Herefter nytegner samarbejdspartneren en kapitalforhøjelse i selskabet i størrelsesordenen 3 mio.kr. samt stiller yderligere kreditfacilitet til rådighed.

Retsgrundlaget

Forskergruppen ønsker enten at omdanne sin virksomhed til et selskab efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse eller at indskyde sit forsknings- og udviklingsprojekt m.v. i et selskab efter reglerne i ligningslovens § 27 E.

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse

Reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse (VOL) muliggør, at en personligt ejet virksomhed kan omdannes til aktie- eller anpartsselskab, uden at der som følge heraf udløses afståelsesbeskatning hos den tidligere ejer.

Virksomhedsomdannelsesloven finder anvendelse på "personligt drevet virksomhed", jf. lovens § 1, stk. 1, men definerer ikke, hvad der skal forstås ved virksomhed.

Af forarbejderne til hovedloven, lov nr. 264 af 8. juni 1983, fremgår følgende (jf. Folketingstidende 1982/83, tillæg A, sp. 1613):

"Det kræves, at det er en bestående virksomhed, der overføres til selskabet. Det må bero på en bedømmelse af de konkrete omstændigheder, om der er tale om overførelse af virksomhed, eller om der alene er tale om at overføre et enkelt eller visse aktiver."

Ligningslovens § 27 E - idéaktier

Ligningslovens § 27 E omhandler beskatningen af vederlag for afhændelse af et forsknings- eller udviklingsarbejde. Bestemmelsens stk. 1 lyder:

"Vederlag, som en person modtager ved afhændelse af et forsknings- eller udviklingsarbejde, kan medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst inden for en 10-års-periode, der begynder med det indkomstår, hvori afhændelsen sker. Det er en betingelse, at afhændelsen sker til et aktie- eller anpartsselskab med henblik på en videreudvikling af ovennævnte arbejde, og at hele vederlaget ydes i form af aktier eller anparter i nævnte selskab."

Bestemmelsen er indsat i ligningsloven ved lov nr. 887 af 21. december 1991. I bemærkningerne til § 1, nr. 3, i lovforslaget (L 47, folketingsåret 1991/92, jf. Folktingstidende 1991/92, side 922-3) står bl.a.:

"Det er en afgørende forudsætning, at forslaget kun skal komme egentlige opfindere og iværksættere til gode. På denne baggrund er det i den foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 1, anført, at udskydelsen af beskatningen kun kan finde anvendelse, hvor der er tale om afhændelse af et forsknings- eller udviklingsarbejde.

Endvidere skal afhændelsen ske med henblik på en videreudvikling af arbejdet, idet det ikke er hensigten blot at lette beskatningen af opfindere generelt. Ordet "videreudvikling" bør dog fortolkes bredt. Der kan f.eks. være tale om konstruktions- eller modningsarbejder, fremstilling eller afprøvning af prototyper, formgivning, udvikling og konstruktion af eventuelt særligt produktionsudstyr, markedsundersøgelser, tekniske undersøgelser samt andre aktiviteter, som er nødvendige forudsætninger for en erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af et forsknings- eller udviklingsarbejde. Der kan endvidere være tale om, at selskabet skal forestå den egentlige kommercielle udnyttelse af arbejdet herunder anlægs- og driftsfinansiering.

Det er ifølge den foreslåede bestemmelse en betingelse, at den skattepligtige er en fysisk person. Bestemmelsen kan således ikke anvendes af selskaber eller lignende."

Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Vedr. spørgsmål 1 - anvendelse af virksomhedsomdannelsesloven

Efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse (VOL) § 1, jf. stk. 2, er det en betingelse for at anvende lovens regler, at det er en bestående virksomhed, der overføres til selskabet. I overensstemmelse med praksis beror det på en konkret vurdering, om der er tale om en bestående virksomhed eller blot overførsel af enkelte aktiver.

I henhold til praksis på området forstås begrebet "bestående virksomhed" i almindelighed således, at den foreliggende aktivitet skal have genereret en vis indtægt. I sagen SKM2002, 198 LR, der handlede om en forsknings- og udviklingsvirksomhed inden for medicinalområdet, fandt Ligningsrådet imidlertid, at forskerne kunne omdanne deres virksomhed efter virksomhedsomdannelseslovens regler, selv om den endnu ikke havde genereret indtægter. Ligningsrådet lagde bl.a. vægt på, at

"der er tale om en forskningsvirksomhed, der er kendetegnet ved, at der er en væsentlig tidsforskel mellem det tidspunkt, hvor omkostningerne disponeres, og det senere tidspunkt, hvor det egentlige indtægtsgivende salg opstår".

Told- og Skattestyrelsen finder ikke, at Ligningsrådets udtalelse kan forstås helt generelt, således at alle virksomheder, der kan karakteriseres som forskningsvirksomheder, kan omdannes efter virksomhedsomdannelseslovens regler uanset de konkrete omstændigheder.

Told- og Skattestyrelsen finder imidlertid, at den konkrete sag har samme karakteristikum som den tidligere sag med hensyn til tidsforskellen mellem igangsættelsen af forskningsarbejdet og den indtægtsgivende virksomhed. Forskningsarbejdet er således påbegyndt i begyndelsen af 1990erne, patentet taget i 1995, den første samarbejdsaftale indgået i 1996 og de første indtægter oppebåret i 2000.

Dertil kommer, at der i den foreliggende sag - i modsætning til den tidligere sag - allerede er oppebåret indtægter, i alt ca. 228.000 kr., forud for omdannelsestidspunktet, samt at etableringsforløbet, herunder den løbende anvendelse af professionel rådgivning og bistand, bidrager til at give virksomheden et professionelt tilsnit.

Told- og Skattestyrelsen lægger til grund, at det i givet fald vil være alle forskergruppens medlemmer, der gør brug af virksomhedsomdannelseslovens regler, og at fordelingen af ejerskabet i selskabet svarer til den hidtidige fordeling af ejerforholdet til patentet.

Under disse forudsætninger finder Told- og Skattestyrelsen, at betingelserne for at anvende virksomhedsomdannelseslovens § 1 er opfyldt. Spørgsmålet indstilles derfor besvaret med ja.

Vedr. spørgsmål 2 - anvendelse af ligningslovens § 27 E

Ligningslovens § 27 E er indsat ved lov nr. 887 af 21. december 1991. Bestemmelsens stk. 1 og bemærkningerne dertil er gengivet ovenfor.

Der findes ingen praksis om anvendelsesområdet for ligningslovens § 27 E, hverken offentliggjort eller ikke offentliggjort, ligesom lovforslag L 38, folketingsåret 1996/97, hvorved ligningslovens § 27 E blev suppleret med bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 2 e om fradragsret for tab på "idéaktier", ikke indeholder yderligere fortolkningsbidrag.

Forespørgernes repræsentant har påpeget, at det ikke fremgår direkte af lovens forarbejder, om bestemmelsen kan anvendes af fysiske personer, der ejer et forsknings- eller udviklingsarbejde i sameje, ligesom det ikke fremgår direkte, om bestemmelsen kan anvendes, hvor forsknings- og udviklingsarbejdet allerede helt eller delvis udnyttes kommercielt.

Indledningsvis er det efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse muligt at anvende bestemmelsen i tilfælde af, at et forsknings- eller udviklingsarbejde ejes af flere fysiske personer i sameje.

For så vidt angår spørgsmålet, om bestemmelsen kan anvendes i tilfælde, hvor der allerede sker en vis kommerciel udnyttelse af arbejdet, har Told- og Skattestyrelsen overvejet grænsedragningen mellem anvendelsesområdet for ligningslovens § 27 E og anvendelsesområdet for virksomhedsomdannelsesloven.

Anvendelse af virksomhedsomdannelsesloven forudsætter efter den hidtidige praksis i almindelighed, at en vis finansiel udnyttelse af arbejdet er påbegyndt. Eftersom der i den konkrete situation er indtjent i alt ca. 228.000 kr. i perioden 2000-2002, er det indstillet, at spørgsmål 1 om anvendelse af virksomhedsomdannelsesloven besvares med et ja.

Det er ikke Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der i lyset heraf kan sluttes modsætningsvis, således at ligningslovens § 27 E ikke skulle kunne anvendes, fordi der allerede er iværksat en vis kommerciel udnyttelse af arbejdet. Uden holdepunkter herfor i forarbejderne til ligningslovens § 27 E - der er nyere end virksomhedsomdannelsesloven - finder Told- og Skattestyrelsen ikke, at der er nogen automatisk sammenhæng mellem anvendelsesområderne for de to regelsæt.

Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse skal der ved afgørelsen af, om ligningslovens § 27 E kan finde anvendelse, lægges vægt på,

  • om "idémanden" er én eller flere fysiske personer,
  • om der er tale om et forsknings- og/eller udviklingsarbejde,
  • om en erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne forudsætter videreudvikling af arbejdet i bred forstand, jf. bemærkningerne i det oprindelige lovforslag, idet opregningen deri alene kan anses for eksempler, samt
  • om "idémanden/mændene" alene modtager vederlag i aktier eller anparter.

Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at forskergruppen i den foreliggende sag opfylder de fire ovenstående betingelser.

Særligt bemærkes, at oplysningerne om hidtidige og påtænkte aktiviteter tyder på, at der trods den allerede iværksatte kommercielle udnyttelse af visse dele af forskningsresultaterne fortsat er mulighed for videreudvikling med henblik på øget kommerciel udnyttelse af resultaterne.

Told- og Skattestyrelsen har således indstillet, at begge spørgsmål besvares med ja.

Ligningsrådet har tiltrådt indstillingen.