Parter
Energi Randers Produktion A/S
(Advokat Lars Grøngaard)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Bodil Dalsgaard Hammer).
Afsagt af landsdommerne
Helle Bertung, Lis Frost og Chris Olesen (kst.)
Den 13. juli 1999 traf ToldSkat følgende afgørelse om forhøjelse af Randers Kommunale Værkers afgiftstilsvar for brændselsforbruget ved produktion af varme på Randersværket i perioden 1, september 1998 til 28. februar 1999:
"...
|
Fra |
Til |
|
|
|
Kulafgift |
21.150.094 kr. |
43.633.827 kr. |
CO2-afgift af kul |
4.655.112 kr. |
9.370.040 kr. |
Svovlafgift af kul |
2.101.537 kr. |
3.321.329 kr. |
Den samlede forhøjelse af afgiftstilsvaret udgør således kr. 28.418.453 for denne periode.
Forhøjelsen er begrundet i, at ToldSkat finder, at afgiftsbetalingen skal beregnes på baggrund af et stipuleret referenceværk jf. herved Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 20 af 20. august 1998, punkt 3.
For yderligere begrundelse henvises til vedlagte sagsfremstilling.
..."
Afgørelsen blev ud over det nævnte cirkulære truffet i medfør af de dagældende lovbekendtgørelser nr. 702 af 28. september 1998 om afgift af stenkul, brunkul og koks § 7, stk. 1, 1. og 2. punktum, nr. 643 af 27. august 1998 om kuldioxidafgift af visse energiprodukter § 7, stk. 1, nr. 3, og nr. 688 af 17. september 1998 om afgift af svovl § 34, stk. 1, sammenholdt med § 1, stk. 1, nr. 5.
Randers Kommunale Værker påklagede den 29. september 1999 afgørelsen til Landsskatteretten, og da Landsskatteretten ikke havde afsagt kendelse inden 6 måneder, efter at sagen var påklaget, blev sagen den 3. november 2000 indbragt for landsretten i medfør af skattestyrelseslovens § 31, stk. 2.
Tvisten i denne sag vedrører således størrelsen af den afgift, som sagsøgeren, Energi Randers Produktion A/S (Energi Randers, tidligere Randers kommunale Værker), i perioden 1. september 1998 til 28. februar 1999 skal betale for brændselsforbruget ved produktion af varme på Randersværket i henhold til kulafgiftsloven, kuldioxidafgiftsloven og svovlafgiftsloven.
I. Påstande
Sagsøgeren, Energi Randers, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, til Energi Randers skal betale 24.358.808 kr., subsidiært 6.218.535 kr., mere subsidiært 6.021.528 kr., og mest subsidiært 5.822.356 kr., alt med renter i henhold til cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 fra den 28. juli 1999.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 4.579.804 kr. med renter i henhold til cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987, og subsidiært om hjemvisning til fornyet behandling hos SKAT.
Energi Randers har nedlagt påstand om frifindelse over for Skatteministeriets subsidiære påstand.
Energi Randers efterbetalte den 28. juli 1999 28.418.453 kr. til skattemyndighederne, og beløbene i de nedlagte betalingspåstande vedrører spørgsmålet om størrelsen af Energi Randers' tilbagebetalingskrav. Af et støttebilag udarbejdet af Energi Randers fremgår følgende to formler til beregning heraf
...
Efter formel 1 deles kraftvarmefordelen ikke. Efter formel 2 ligedeles kraftvarmefordelen opgjort som forskellen mellem den brændselsmængde, der medgår ved en el- og varmeproduktion på separate el- og varmeværker, og den, der medgår ved en kombineret produktion i et kraftvarmeværk som Randersværket.
Af støttebilaget fremgår endvidere følgende tabel:
|
|
T&S
|
SS-m-de- ling-kvf1
|
SS-u- deling-kvf
|
SS-m-de-l ing-kvf3
|
SS-m-de- ling-kvf4
|
Varmevirkningsgrad |
|
200% |
236% |
236% |
236% |
236% |
Elvirkningsgrad |
|
40,0% |
31,0% |
31,0% |
31,0% |
31,0% |
Cv (beregnet) |
|
0,200 |
0,131 |
0,131 |
0,131 |
0,131 |
Varmevirkningsgrad, |
|
|
|
|
|
Varmeværk |
|
85% |
92,00% |
|
91,00% |
91,50% |
Varmesidens del af kraftvarmefordel (faktor på KV fordel) |
|
50% |
50,00% |
0,00% |
50,00% |
50,00% |
|
Akkumuleret samlet difference kul- og CO2-afgift |
mio kr |
27.199 |
21.353 |
4.260 |
21.726 |
21.538 |
Akkumuleret difference SO2-afgift |
mio kr |
1.220 |
0.847 |
-0.200 |
0.870 |
0.859 |
Sum akkumuleret difference alle afgifter |
mio kr |
28.418 |
22.200 |
4.060 |
22.596 |
22.397 |
Forskel ift T&S oplæg |
mio kr |
0.000 |
6.219 |
24.359 |
5.822 |
6.022 |
Den første opgørelseskolonne svarer til skattemyndighedernes opgørelse af efterbetalingskravet mod Energi Randers på 28.418.453 kr. Den anden kolonne indeholder en opgørelse af Energi Randers' krav i den subsidiære påstand, den tredje kolonne indeholder en opgørelse af kravet i den principale påstand, den fjerde kolonne indeholder en opgørelse af kravet i den mest subsidiære påstand, og den femte kolonne indeholder en opgørelse af kravet i den mere subsidiære påstand.
Skatteministeriet har tilsluttet sig den beregningsmæssige opgørelse af de nævnte beløb.
II. Sagens nærmere omstændigheder
1. Indledende bemærkninger.
Parterne har i det væsentlige koncentreret sagens forelæggelse til fortolkningen af kulafgiftsloven, herunder bestemmelsen i lovens § 7, stk. 1, idet der mellem parterne er enighed om at lægge fortolkningen af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i denne lov til grund ved forståelsen af de tilsvarende bestemmelser i kuldioxidafgiftsloven og svovlafgiftsloven.
Parterne er uenige om, hvorvidt Randersværket er direkte omfattet af afgiftsfritagelsen i kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 2. punktum, eller om opgørelsen af den afgiftsfrie brændselsmængde skal ske efter retningslinjerne i cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. Parterne er videre uenige om, hvorvidt kraftvarmefordelen skal deles mellem el- og varmeproduktionen.
Hvis opgørelsen af den afgiftsfrie brændselsmængde skal ske efter cirkulære nr. 148, er parterne enige om, at opgørelsen skal ske på baggrund af et stipuleret referenceværk, jf. cirkulærets punkt 3. Parterne er endvidere enige om, at der ved opstillingen af referenceværket skal anvendes en varmevirkningsgrad ved kombineret produktion på 236 % og en elvirkningsgrad på 31 %. Parterne er derimod ikke enige om, hvilken varmevirkningsgrad der skal anvendes ved udelukkende varmeproduktion i varmeværk.
Begrebet "kraftvarmefordelen" dækker generelt forskellen mellem det brændselsforbrug, der er nødvendigt for at opnå en given energimængde el og varme ved produktion på separate el- og varmeværker i forhold til det brændselsforbrug, som er nødvendigt til fremstilling af samme energimængde i et kraftvarmeværk ved kombineret produktion. Begrebet "merbrændselsforbruget" angiver den ekstra brændselsmængde, der skal indfyres i kraftvarmeværkets kedel, for at kompensere for en mistet elproduktion i forbindelse med kombineret produktion af el og varme.
Randersværket er et såkaldt modtryksværk, hvilket vil sige, at elproduktionen er varmebunden, således at der ikke kan produceres el, uden at der samtidig produceres fjernvarme, og der er enighed mellem parterne om, at der ikke findes nogen fysisk objektiv måde at fordele brændselsforbruget på slutprodukterne el og varme.
Randersværket er endvidere omfattet af bestemmelserne i elforsyningsloven og varmeforsyningsloven og skal efter disse love anmelde el- og varmepris til henholdsvis Elprisudvalget og Gas- og varmeprisudvalget.
2. Skattemyndighedernes sagsfremstilling.
Af sagsfremstillingen vedlagt ToldSkats afgørelse af 13. juli 1999 fremgår bl.a.:
"...
Beskrivelse af kraftvarmeværket.
Registreringsmæssigt er Randers Kommunale Værker en enhedsforsyning, idet kraftvarmeværket er registreret under samme SE nr. som varmeforsyningen, elforsyningen og vandforsyningen, ligesom der er fællesadministration af ovennævnte forsyningsvirksomheder.
Det nuværende kraftvarmeværk i Randers blev sat i drift i maj-juni 1982.
Teknisk er kraftvarmeværket et modtryksværk, der producerer el og varme i forenet produktion.
Kedelanlægget består af 2 beholderkedler. Opdelingen på 2 kedler skyldes den lave sommerbelastning på fjernvarmen, samt ønsket om høj driftssikkerhed. Kedlen er udført for kulfyring med spreaderstoker, men kedlerne er forberedt, så der kan etableres olie og gasbrændere uden ændring af risteværker og lejdere. Dette er udnyttet i september 1994, ved at der er installeret gasbrændere til afbrænding af lossepladsgas, som føres ind til kraftvarmeværket fra den kommunale losseplads på Ørneborgvej.
Turbineanlægget består af en encylinderet modtryksturbine koblet til en topolet generator. Fjernvarmevand opvarmes i et trin, mens fødevandet forvarmes i 2 trin.
Som reserve for turbinen er der installeret dampomformerstationer, så fjernvarmeleverancen kan ske uden om turbinen. Når turbinen er ude af drift eller til hjælp ved store varmebelastninger er der i serie med hver af de 2 turbinevarmevekslere indskudt 2 kraftdampvarmevekslere.
Til yderligere reserve for såvel turbinen som kraftdampvarmevekslerne er der på kraftvarmeværket opstillet 6 fjernvarmekedler beregnet for svær brændselsolie.
Endelig er der i tilknytning til fjernvarmenettet etableret 5 spidsbelastningscentraler i Randers by og i forstæderne. Disse spidsbelastningscentraler er olie og naturgasbaseret.
I november 1991 installerede Randers Kommunale Værker en varmeakkumulator på kraftvarmeværket, således at elproduktion i højere grad kunne frigøres fra varmeproduktionen.
Kraftvarmeværket afsætter hele varmeproduktionen til den kommunale varmeforsyning. Der eksisterer ingen varmekontrakter imellem værket og fjernvarmeforsyningen.
Elproduktionen fra værket afsættes fra 1. januar 1998 i sin helhed til Eltra I/S, med undtagelse af egetforbruget, -herunder forbruget i fjernvarmepumper opstillet inde på værket.
Sagens faktiske forhold
I forbindelse med ikrafttræden af cirkulære nr. 20 af 20. august 1998, har ToldSkat og Randers Kommunale Værker den 25. september 1998 afholdt møde, hvor Randers Kommunale Værker meddelte ToldSkat, at man havde læst og overvejet det nye cirkulære, og at resultatet var blevet, at man ikke mente, at det betød nogen ændring for den beregningsmetode, man anvender til fordeling af brændselsforbruget på kraftvarmeværket.
På et senere møde hos Randers Kommunale Værker den 23. oktober 1998, har ToldSkat foretaget undersøgelse af, hvordan Randers Kommunale Værker har foretaget første afregning af kul- og CO2-afgift af kul efter ikrafttræden af det nye cirkulære.
Det blev på mødet konstateret, at Randers Kommunale Værker efter 1. september 1998 har anvendt samme beregningsmetode for opgørelse af den afgiftspligtige kul, CO2, og svovlafgift af kul, som har været anvendt i hele perioden 1. januar 1996 - 31. august 1998.
Randers Kommunale Værker har siden 1. januar 1996 betalt efter "Brændselsforbruget ved den mistede elproduktion". Der er anvendt en beregningsformel som, - ifølge det fra Randers Kommunale Værker oplyste, - hidrører fra Fynsværket.
Til brug for afgiftsbetalingen efter 1. september 1998, finder ToldSkat, at denne skal ske på baggrund af et stipuleret referenceværk i henhold til kraftvarmecirkulærets punkt 3.
Ved opstilling af dette stipulerede referenceværk anvendes følgende kriterier:
Varmevirkningsgrad kombineret produktion |
200 pct. |
Elvirkningsgrad el-produktion |
40 pct. |
Varmevirkningsgrad varmeværk |
85 pct. |
Kraftvarmebrændselsfordelen fordeles 50/50 imellem el- og varmesiden.
Der henvises til afsnittet: "Henvisning til lovregler" for begrundelse af ovenstående kriterier.
På baggrund af de fra Randers Kommunale Værker meddelte oplysninger, samt ovenstående kriterier for et stipuleret referenceværk, har ToldSkat opstillet en regnearksmodel, til brug for beregning af de månedlige afgifter i perioden 1. september 1998 - 28. februar 1999.
...
Sammenlagt finder ToldSkat, at Randers Kommunale Værker skal efterbetale kr. 28.418.453 i kulafgift, CO2-afgift af kul og svovlafgift af kul for denne periode.
...
ToldSkats begrundelse for ændringen
Henvisning til lovregler
...
Forhold i relation til Randersværket
Randersværket sælger den fremstillede elektricitet til ELTRA I/S til en forud aftalt pris, der er uafhængig af værkets omkostninger ved fremstillingen af elektricitet. Randersværket foretager dermed ikke - som forudsat i afgiftslovgivningen nogen indregning af forbrug af brændsel i elprisen - ligesom værket ikke indsender budgetter/eftervisninger mv. til Elprisudvalget som elproducent.
Efter lovreglernes ordlyd vil Randersværket ikke kunne opnå afgiftsfritagelse for nogen del af deres brændselsforbrug, fordi der ikke indregnes nogen del af brændselsforbruget i elprisen.
Da det imidlertid næppe har været lovgivers intention, jf. at Randersværket er opført i bilaget til energiafgiftslovene, at det slet ikke skulle opnå fritagelse for nogen del af brændselsforbruget og næppe heller, at værket skulle opnå en mindre afgiftsfritagelse end værker, der ikke er optaget i bilaget til lovene.
Forholdet for sådanne værker er nævnt i punkt 3 i kraftvarmecirkulæret (Særligt for værker, der ikke kan anvende afgiftslovgivningens bestemmelser for afgiftsfritagelse).
Af 1. afsnit i punkt 3 fremgår bl.a., at de pågældende værker kan opnå afgiftsfritagelse efter samme principper som værker nævnt under punkt 2.
Af cirkulærets punkt 3 fremgår endvidere følgende:
"Der skal herved henses til det brændselsforbrug, som må antages at være forbrugt af et tilsvarende værk omfattet af punkt 2. Et tilsvarende værk kan enten være et konkret referenceværk eller et stipuleret værk.
Ved bedømmelsen af, om der er tale om et tilsvarende værk, indgår bl.a. forhold som virkningsgrad for fremstilling af el, værkets alder og udbygningstakt for kraftvarmeproduktion herunder kraftvarmenettet. Endvidere indgår kontraktmæssige forhold for både el- og varmeproduktionen.
Anvendelse af et konkret referenceværk eller stipuleret referenceværk som afgiftsgrundlag skal godkendes af værkets told- og skatteregion. Godkendelsen gælder for et kalenderår ad gangen.
Godkendelse til at anvende et konkret referenceværk meddeles under forudsætning af, at referenceværket foretager fordelingen af brændselsforbruget efter reglerne i cirkulærets punkt 2."
ToldSkat finder ikke, at Randersværkets forhold kan sammenlignes med forholdene i et af de centrale kraftvarmeværker, der er omfattet af cirkulærets punkt 2. Dette gælder således heller ikke i relation til Fynsværket, uanset at Randers Kommunale Værker i brev af 21. september 1995 anmodede ToldSkat om tilladelse til at opgøre og betale kul- og CO2-afgift efter en tilsvarende metode som Fynsværket.
Der henvises i den forbindelse til ToldSkats brev af 2. oktober 1995 til værket, hvori ToldSkat afslog værkets anmodning, bl.a. med henvisning til at Elprisudvalget i 1982 havde godkendt det nærmeste kraftvarmeværk Midtkraft I/S som referenceværk, samt at det allerede i 1991 var blevet meddelt værket, at den foretagne fordeling af kulforbruget skulle kunne dokumenteres ved fremlæggelse af kalkulationer for, hvorledes kulforbruget var indregnet i el-prisen.
Endvidere henvises til afgørelse herfra af 6. december 1995, journal nr. ..., som er et svar på værkets anmodning af 13. oktober 1995 om fornyet behandling af sagen - hvori ToldSkat bl.a. har skrevet således:
"at .... værket ikke skal betale afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, der medgår til produktion af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen.
Det er således værket, der ved godkendte kalkulationer skal indregne et beregnet kulforbrug til elproduktion. Differencen imellem den indfyrede kulmængde og det kalkulerede forbrug til elproduktion, vil være kulforbrug til varmeproduktion"
"at...det bemærkes, at en ændret afregning af kulafgift vedrørende kulforbrug til elproduktion ikke må finde sted, inden Elprisudvalget har godkendt en kalkulation af elprisen, dog tidligst fra den 1. januar 1996. "
Det er endvidere bemærket, at Randers Kommunale Værker i brev af 18. december 1995 indsendte en anmeldelse til såvel Elprisudvalget som Gas- og Varmeprisudvalget, med orientering om den ændrede beregningsmetode fra 1. januar 1996, samt med den ændrede afgift fra 1. januar 1996, hvori det bl.a. er anført, at der efter forhandling med ToldSkat er opnået enighed om ændring af den hidtil benyttede beregningsmetode for de nævnte afgifter. Dette er efter ToldSkats opfattelse direkte i modstrid med afgørelsen herfra af 6. december 1995 til værket.
Ved brev af 9. januar h.h.v. 10. januar 1996, har Gas- og Varmeprisudvalget samt Elprisudvalget bekræftet modtagelsen af anmeldelserne.
Efter de for ToldSkat foreliggende oplysninger er der ikke andre meddelelser fra Elprisudvalget eller Gas- og Varmeprisudvalget. Endvidere har værket - som tidligere nævnt - ikke indsendt kalkulationer og eftervisninger til Elprisudvalget som kraftvarmeværk - dvs. som elproducent.
ToldSkat finder som tidligere nævnt ikke, at Randersværket kan anvende et konkret værk som referenceværk. Randersværket skal derfor anvende et stipuleret referenceværk.
I øvrigt finder ToldSkat ikke, at den af værket anvendte metode for fordeling af brændselsforbrug mellem el- og varmefremstilling giver et resultat, hvor lovens betingelse om "medgået" til elfremstilling entydigt kan anses for opfyldt.
Fastlæggelse af regler for et stipuleret referenceværk Ved den nuværende lovs vedtagelse i 1982 var det den almindelige opfattelse, at man ved beregning af, hvor stor en del af forbruget af brændsel, der medgår til produktion af elektricitet på kraftvarmeværker kan tage udgangspunkt i en varmevirkningsgrad på 200 pct., jf. vedlagte statistiske materiale fra Energistyrelsen, ...
Endvidere har lovgiver klart været opmærksom på, at der kan være forskel mellem "medgået" og "indregnet", jf. den tidligere nævnte korrespondance fra 1982. Det fremgår heraf, at afvigelserne mellem medgået og indregnes skyldes, at kraftvarmebrændselsfordelen deles mellem el og varmesiden.
Kraftvarmebrændselsfordelen deles dog ikke altid mellem el- og varmesiden. Det mest almindelige synes at være, at varmesiden får lov til at beholde fordelen en vis årrække efter etableringen af kraftvarmeforsyningen - typisk 10-12 år. Der er dog undtagelser.
De skematiske regler for et stipuleret referenceværk kan på baggrund heraf se således ud:
...
2. Værker opført for mere end 12 år siden
Hvis fjernvarmeforsyningen er mindst 12 år, skal der beregnes en kraftvarmebrændselsfordel.
Kraftvarmebrændselsfordelen beregnes som forskellen mellem den samlede varmeleverance, inkl. varme til eget brug, delt med en varmevirkningsgrad på 200 pct., og den samlede varmeleverance inkl. varme til eget brug, delt med en varmevirkningsgrad på 80 pct.
Den afgiftspligtige mængde brændsel opgøres dermed som det brændselsforbrug der medgår til varmefremstilling ved en varmevirkningsgrad på 200 pct., med tillæg af halvdelen af kraftvarmebrændselsfordelen opgjort efter ovenstående regler.
Der skal dog altid betales afgift af den brændselsmængde, der ikke er medgået til fremstilling af elektricitet. Indtil udgangen af år 2000 kan der højst medregnes brændsel anvendt til fremstilling af elektricitet svarende til en elvirkningsgrad ab værk på 40 pct.
...
Randersværkets anvendelse af et stipuleret referenceværk
Randersværket skal anvende en varmevirkningsgrad på 200 pct., jf. punkt 2 ovenfor.
Randersværket er idriftsat for mere end 12 år siden. Værket har ikke haft en årlig varmeleverance, der er mindst 3 gange større end leverancen 12 år tidligere. Etableringen af en varmeakkumuleringstank har ikke nogen indflydelse på dette forhold.
Dette indebærer, at Randersværket (Randers Kommunale Værker) skal betale afgift af brændselsforbruget til varmefremstilling opgjort efter punkt 2.
I de varmekontrakter mv., som de centrale kraftvarmeværker omfattet af cirkulærets punkt 2, har indgået med lokale varmeforsyningsselskaber, anvendes almindeligvis en højere virkningsgrad end 80 pct. i relation til opgørelse af kraftvarmebrændselsfordelen.
ToldSkat vil på baggrund heraf i det foreliggende tilfælde acceptere, at opgørelsen baseres på en virkningsgrad på 85 pct.
Der skal dog altid betales afgift af den brændselsmængde, der ikke er medgået til fremstilling af elektricitet, svarende til en elvirkningsgrad på 40 pct.
...
ToldSkats foreløbige konklusion
ToldSkat finder at der til brug for Randersværkets betaling af kulafgift, CO2-afgift af kul og svovlafgift af kul, skal opstilles et stipuleret referenceværk i henhold til Told- og Skattestyrelsen cirkulære nr. 20 af 20. august 1998.
Det stipulerede referenceværk skal baseres på følgende forudsætninger:
Varmevirkningsgrad kombineret produktion |
200 pct. |
Elvirkningsgrad el-produktion |
40 pct. |
Varmevirkningsgrad varmeværk |
85 pct. |
Kraftvarmefordelen fordeles 50/50 imellem el og varmesiden.
På grundlag af disse forudsætninger finder ToldSkat at der samlet for perioden 1. september 1998 - 28. februar 1999 skal efteropkræves kr. 28.418.453 i kulafgift, CO2-afgift af kul og svovlafgift af kul. Se specifikation i afsnittet vedrørende sagens faktiske forhold.
Randers Kommunale Værkers bemærkninger
Ved et møde på ToldSkat den 31. maj 1999, har Randers Kommunale Værker mundtligt fremlagt deres synspunkter i relation til ToldSkats agterskrivelse af 23. april 1999.
Randers Kommunale Værker har, ved brev af 17. juni 1999, skriftligt fremsat bemærkningerne til ToldSkats agterskrivelse.
Randers Kommunale Værker er stadigt af den opfattelse, at den før 1. september 1998 anvendte beregningsmetode er den korrekte, idet værket finder, at den mængde brændsel der her beregnes, er den mængde der indgår i den elpris som man kan opnå ved salg af elproduktionen.
Efter Randers Kommunale Værkers opfattelse er der således fuldstændig overensstemmelse, imellem den beregnede mængde brændsel der er undtaget for beskatning, og den mængde brændsel, der er indregnet i elprisen.
Randers Kommunale Værker fastslår derfor, at man opfylder både lovens og cirkulærets bestemmelser, hvorfor Randers Kommunale Værker fastholder, at den afgiftsbetaling, det har fundet sted i tiden siden den 1. september 1998, er den korrekte.
Såfremt ToldSkat, på trods af Randers Kommunale Værkers holdning, skulle finde, at der skal opstilles et stipuleret referenceværk, så finder Randers Kommunale Værker, at et sådant referenceværk bør afspejle et anlæg svarende til Randersværket.
På baggrund af beregninger over anlægget på Randersværket udført som kondensværk, finder Randers Kommunale Værker at et sådant værk vil have en varmevirkningsgrad på 250%, og en elvirkningsgrad på ca. 38%. (Beregningerne er ikke fremlagt for ToldSkat).
Randers Kommunale Værker henviser desuden til, at der i bilag 4 til ToldSkats agterskrivelse af 23. april 1999 er anført, at elvirkningsgraden ifølge Energistyrelsen statistiske materiale for 1985 er 36,68.
Endvidere finder Randers Kommunale Værker ikke at Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 20 af 20. august 1998 omtaler elvirkningsgraden som et kriterie for kulafgiftsberegningen, hvorfor man ikke finder at denne bør inddrages i beregningerne.
Med hensyn til kraftvarmefordelen, så fremfører Randers Kommunale Værker, at det i Randers er vedtaget, at kraftvarmefordelen fra værkets idriftssættelse i 1982 og frem til år 2002 skal tilfalde fjernvarmeforsyningen. Den beslutning er begrundet med, at kraftvarmefordelen i Randers er mindre end hos de andre centrale kraftvarmeværker, hvorfor kraftvarmefordelen er tildelt varmeforsyningen i en periode på 20 år, svarende til værkets afskrivningstid. Det er derfor Randers Kommunale Værkers opfattelse, at deling af kraftvarmefordelen først skal ske fra år 2002. Randers Kommunale Værker mener ikke at cirkulære nr. 20 af 20. august 1998 ændrer på dette forhold.
På baggrund af ovenstående har Randers Kommunale Værker beregnet afgifterne i perioden 1. september 1998 - 28. februar 1999 under 4 forskellige forudsætninger, nemlig varmevirkningsgrader på 200 og 250, h.h.v. med tillæg af 50% kraftvarmefordel og uden tillæg af kraftvarmefordel.
Da Randers Kommunale Værker som nævnt ikke finder at elvirkningsgraden omtales som et kriterie ved fastlæggelse af den afgiftspligtige mængde kul, har værket udeladt denne faktor af beregningerne.
Efter ovenstående retningslinier har Randers Kommunale Værker beregnet reguleringen af kulafgift i perioden 1. september 1998 - 28. februar 1999 til at variere imellem en efterbetaling på 21,9 mio. kr. og en tilbagebetaling 0,6 mio. kr.
Det bemærkes at værket ikke har foretaget beregninger vedrørende CO2-afgift af kul og svovlafgift af kul.
ToldSkats endelige afgørelse
Under henvisning til Randers Kommunale Værkers bemærkning om, at den beregningsmetode man har anvendt i perioden 1. september 1998 - 28. februar 1999 er den korrekte, skal ToldSkat anføre, at ToldSkat fortsat ikke finder at denne metode kan anvendes ved opgørelse af afgiftstilsvaret.
Dette skyldes, som anført i afsnittene "ToldSkats begrundelse for ændringen" (se side 7) samt "Forhold i relation til Randersværket" (se side 10), at Randers Kommunale Værker ikke foretager nogen kalkulation af, om det brændselsforbrug der henføres til elfremstilling er indregnet i elprisen, samt hvorvidt dette brændselsforbrug kan anses for medgået til elproduktion, jf. lov om afgift af kul § 7, stk. 1, 2 pkt.
Da disse kalkulationer ikke foreligger, kan Randers Kommunale Værker heller ikke anvende reglerne i cirkulære nr. 20 af 20. august 1998 pkt. 2, om: "Afgiftsmæssig fordeling af brændselsforbrug for værker, der indregner forbrug af brændsel i elprisen."
Afgiftsbetalingen for Randers Kommunale Værker efter 1. september 1998, må altså fastsættes efter cirkulærets pkt. 3: "Særligt for værker der ikke direkte kan anvende afgiftslovgivningens bestemmelser for afgiftsfritagelse."
Varmevirkningsgraden
Randers Kommunale Værker anfører at varmevirkningsgraden for Randersværket, beregnet som kondensationsværk, i henhold til de udførte beregninger, vil være cirka 250.
Beregningerne er ikke fremsendt til ToldSkat.
Som tidligere nævnt, var det ved kulafgiftslovens tilblivelse i 1982, den almindelige opfattelse, at der ved beregning af hvor stor en del af brændselsforbruget der medgik til fremstilling af elektricitet, kunne tages udgangspunkt i en varmevirkningsgrad ved kombineret produktion på 200, jvf det statistiske materiale fra Energistyrelsen.
Under henvisning til det statistiske materiale, og til at der ikke konkret er fremlagt og dokumenteret en anden varmevirkningsgrad, fastholder ToldSkat at varmevirkningsgraden i det stipulerede referenceværk sættes til 200.
Elvirkningsgraden
Randers Kommunale Værker bemærker, i relation til ToldSkats forudsætning om, at der altid skal betales afgift af brændselsforbruget til varmeproduktion, svarende til en elvirkningsgrad på 40%, at man ikke ved gennemgang af cirkulære nr. 20 af 20. august 1998, kan se at dette kriterie indgår i beregningen af kulafgiften.
Det er korrekt, at der ikke i cirkulæret er omtalt nogen forudsætning om anvendelse af en fast elvirkningsgrad.
Kulafgiftsloven § 7, stk. 1, 2 pkt fastslår imidlertid som første betingelse for at fritage brændeler for afgift, at disse: "Medgår til produktion af elektricitet".
Cirkulæret nr. 20 af 20 august 1998 er helt i overensstemmelse med kulafgiftsloven på dette punkt, idet cirkulæret både i afsnit 1 samt i eksemplet i afsnit 2.1.1. fremhæver, af der kun er fritagelse for de afgiftspligtige varer der medgår til produktion af elektricitet.
Kravet om, at de brændsler der fritages for afgift rent fysisk skal kunne antages at være forbrug til produktion af elektricitet, følger altså direkte af kulafgiftslovens § 7 stk. 1, 2. pkt., og understreges yderligere af cirkulæret.
ToldSkat vil således fastholde, at der skal foretages en beregning over hvilke afgiftspligtige brændeler der rent fysisk kan anses for medgået til elproduktion.
Elvirkningsgraden er netop et udtryk for forholdet imellem indfyringen af brændeler og produktionen af elektricitet, hvorfor ToldSkat finder, at elvirkningsgraden kan anvendes, som et mål for hvilke brændsler der er medgået til produktion af elektricitet.
Randers Kommunale Værker gør ToldSkat opmærksom på, at såfremt man ønsker at anvende et stipuleret referenceværk til brug for afgiftsbetalingen, så vil elvirkningsgraden ifølge de udførte beregninger være cirka 38%. Disse beregninger er ikke fremlagt for ToldSkat.
Endvidere henleder Randers Kommunale Værker opmærksomheden på ToldSkats eget bilag 4 til sagsfremstillingen, hvoraf det fremgår at Energistyrelsen anvender en elvirkningsgrad på 36,68% ved opgørelse af Danmarks energiforbrug i 1985.
ToldSkat har i: Ti-års statistik, udgivet af Danske Elværkers Forening ..., bemærket at der på side 76-77 er oplyst en gennemsnitlig elvirkningsgrad for danske kraftværker i perioden 1988-1997. Virkningsgraden for el er her steget fra 38,3% i 1988, til 41,3% i 1997. Den gennemsnitlige virkningsgrad for el på danske kraftværker har siden 1993 været højere end 40% . ...
På baggrund heraf vil ToldSkat fastholde, at der til brug for afgiftsberegningen på Randers Kommunale Værker skal anvendes en elvirkningsgrad på 40%.
Kraftvarmefordelen
Som tidligere anført finder Randers Kommunale Værker ikke, at der skal ske deling af kraftvarmefordelen imellem elforsyningen og varmeforsyningen indtil år 2002, idet det er besluttet at tildele fjernvarmeforsyningen hele kraftvarmefordelen i denne periode.
ToldSkat skal bemærke, at der ved opstilling af et stipuleret referenceværk i henhold til cirkulære nr. 20 af 20. august 1998, skal henses til de samme principper som gælder for kraftvarmeværker omfattet af cirkulærets punkt 2, herunder også, at der skal ske deling af kraftvarmefordelen.
ToldSkat vil i det hele henholde sig til de tidligere beskrevne retningslinier for opstilling af referenceværk, som er givet i afsnittet; "Fastlæggelse af regler for et stipuleret referenceværk" ....
ToldSkat vil fastholde, at der skal ske deling af kraftvarmefordelen imellem el- og varmesiden i forholdet 50/50"
3. Supplerende oplysninger om el- og varmeprisen.
3.1. Elprisen.
I forbindelse med idriftsættelsen af Randersværket indgik Randers Kommune den 14. april 1982 en aftale med I/S Midtkraft og I/S ELSAM om elproduktion og eludveksling. Ifølge aftalen var I/S Midtkraft, som Randers Kommune var interessent i, forpligtet til at fremskaffe og fordele den til enhver tid for Randers Kommune nødvendige eleffekt og elenergi, og Randers Kommune var forpligtet til at aftage hele sit forbrug af eleffekt og elenergi fra I/S Midtkraft. Ifølge aftalen kunne Randers Kommune dog producere elektricitet i et omfang svarende til Randersværkets fjernvarmebelastning.
Ved brev af 3. januar 1983 redegjorde Randers Kommune over for Elprisudvalget for prisberegningen for el og varme fra Randersværket, idet Randers Kommune i stedet for at fastsætte elprisen i overensstemmelse med de faktiske produktionsudgifter ønskede at foretage en alternativ prisfastsættelse, således at elprisen blev fastsat til en pris svarende til den pris, som I/S Midtkraft anvendte. Af brevet fremgår bl.a.:
"...
Valget af alternativprisen er sket ud fra bestemmelserne i lov om elforsyning § 9 stk. 3 og bekendtgørelse nr. 589 af 17. november 1982 fra energiministeriet § 1 stk. 3, § 4 stk. 2 og § 6 stk. 4, der foreskriver, at fordelingen af udgifterne på værker med forenet produktion, skal ske efter rimelige driftsøkonomiske principper. Denne formulering er forstået således, at der er åbnet mulighed for prisfastsættelse, hvor prisen på det ene produkt finder sted efter andre principper, end der er gældende ved ordinær produktion. Dette for eksempel for modtryksværker, hvor elproduktion, der her er at betragte som en biproduktion, afsættes til priser, der fastsættes ved forhandling med elforsyningsselskabet.
Den anvendte alternative pris er i øvrigt sammenfaldende med afregningsprincippet over for Elsam/Midtkraft, idet man herfra betaler den pris for el aftaget fra kraftvarmeværket i Randers, som man kunne købe den til et andet sted. Dette synspunkt må også gælde for elforsyningen i Randers, hvor den alternative pris er I/S Midtkrafts pris.
I brev af 28. februar 1983 til Elprisudvalget anførte Randers Kommune yderligere:
"...
Kraftvarmeværket i Randers er landets eneste rene kommunale modtryksværk, og der vil sandsynligvis ikke komme andre uden for Elsam eller Elkrafts regi af en størrelsesorden som omfattes af § 3, stk. 1, i lov om elforsyning. At værket er et rent modtryksværk betyder, at man ikke kan producere elektricitet uden et tilsvarende fjernvarmeaftag, idet man ikke i Randers råder over nogen akkumuleringstank, som f.eks. på Herningværket. Omvendt kan man godt producere varme uden at producere el. Dette meget specielle forhold betyder, at hovedproduktet fra kraftvarmeværket 100% er fjernvarme.
I § 9, stk. 3, i lov om elforsyning bestemmes, at for elforsyningsvirksomhed, som i kombineret produktion leverer varme og el, skal omkostningerne fordeles på de pågældende produkter efter rimelige driftsøkonomiske principper.
Til dette kan fremføres, at kraftvarmeværket i Randers ud fra de tidligere givne oplysninger og efter vor opfattelse ikke kan betegnes som en egentlig elforsyningsvirksomhed, men en varmeforsyningsvirksomhed, som leverer el som et biprodukt. Dette underbygges af, at man ved en objektiv fordeling af omkostningerne iflg. § 9, stk. 1 og 2, i lov om elforsyning samt bekendtgørelse nr. 108 af 23. marts 1977 fra Handelsministeriet, må henføre alle omkostninger til fjernvarmeforsyningen, da værket udelukkende er dimensioneret efter varmeproduktionen og kun opført for at klare denne produktion. Dette forhold kan yderligere belyses ved, at elforsyningen ved f.eks. et havari på transmissionsledningerne er henvist til at købe strømmen hos Midtkraft til den samme pris som de øvrige interessenter, og det ville herefter ikke være rimeligt at belaste elforbrugerne med yderligere omkostninger til kraftvarmeværket. Dette værk er jo opført af hensyn til fjernvarmeforbrugerne. Det er således åbentlyst, at alle omkostninger og hele risikoen må hvile på fjernvarmeforsyningen, der så afsætter biproduktet til markedsprisen. Det er også dette forhold der er lagt til grund for aftalen med Elsam/Midtkraft.
...
Vort hovedsynspunkt er altså, at kraftvarmeværket i Randers ikke i elforsyningslovens ånd er en elforsyningsvirksomhed, da værket så udelukkende er en varmeforsyningsvirksomhed.
..."
Spørgsmålet om prisfastsættelse af el fra Randersværket blev den 11. april 1983 behandlet på et møde i Elprisudvalget. Det fremgår af mødereferatet, at udvalget ikke på det foreliggende grundlag ville kræve prisberegningen ændret, men at udvalget nærede visse betænkeligheder ved prisberegningen, herunder ved den fordeling af omkostningerne mellem el og varme, som prisen forudsatte. Udvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke forelå konkrete oplysninger om, at prisen var urimelig eller direkte i strid med loven. Det fremgår videre, at udvalget fandt, at grundlaget for de ansatte priser var mangelfuldt, og at argumentationen for den ønskede fordeling af omkostningerne mellem el og varme forekom spinkel.
Elprisudvalget meddelte ved brev af 21. april 1983, at udvalget ikke på det foreliggende grundlag fandt anledning til at kræve prisberegningen for el fra Randersværket ændret. Samtidig anmodede udvalget Randers Kommune om at fremsende yderligere materiale, herunder oplysninger om de faktiske omkostningsforhold og kopi af de aftaler som Randers Kommune havde indgået med I/S Midtkraft og I/S ELSAM.
Randers Kommune besvarede anmodningen ved brev af 31. maj 1983. Af brevet fremgår bl.a.:
"...
I forbindelse med behandlingen af budgettet for 1982 vedtog Randers byråd efter indstilling fra de kommunale værker, at alle udgifter og indtægter vedrørende den kombinerede produktion af el og fjernvarme bogføres under fjernvarmeforsyningen. Samtidig vedtog byrådet, at elforsyningen fra 1982 skal betale den pris for el leveret fra eget værk, herunder også det gamle værk, som elforsyningen ellers skulle have betalt hos I/S Midtkraft (alternativprisen). På baggrund af denne beslutning er der ikke fra og med 1982 indregnet nogen produktionsudgifter i elforsyningens budgetter, men derimod en udgift i 1982 på kr. 35.095.000 til køb af el fra eget værk afregnet efter alternativprisen. Når der således i referatet er efterlyst egentlige produktionsudgifter i elforsyningens budget for 1982, kan man altså oplyse, at der ikke skal indregnes sådanne udgifter, idet disse afholdes og bogføres under varmeforsyningen.
...
Fordelingen af en evt. fordel ved den kombinerede produktion er, som anført i referatet, meget vanskelig at foretage, idet man jo også må tage hensyn til risikoen. Ud over problemerne med selve fordelingen må man endvidere fremhæve, at en præcis bestemmelse af fordelen er umulig. Det skal endelig anføres, at der ved anvendelse af I/S Midtkrafts elpris er givet en fordel til elforsyningen, idet I/S Midtkraft også er et kraftvarmeværk, hvor der ved fastsættelsen af elpriserne er indregnet en indtægt ved salg af varme.
Randers Kommune modtog herefter ikke yderligere henvendelser fra Elprisudvalget, og Randers Kommune fastsatte elprisen fra Randersværket ud fra alternativmetoden til den pris, som I/S Midtkraft opkrævede for el.
Ifølge § 25 i vedtægter af 30. november 1984 for I/S Midtkraft fastsætter bestyrelsen varmeproduktionens andel af de samlede produktionsomkostninger ud fra det princip, at de merudgifter, der følger af varmeproduktionen afholdes af fjernvarmen, og at kraftvarmefordelen som udgangspunkt deles ligeligt mellem el- og varmeproduktionen. § 27 fastslår, at I/S Midtkraft er forpligtet til at levere og interessenterne til at aftage fra Midtkraft al den elektricitet, interessenterne til enhver tid har brug for.
I forbindelse med, at elmarkedet blev liberaliseret den 1. januar 1998 blev aftageforpligtelsen ophævet, og vedtægterne for I/S Midtkraft blev den 26. november 1997 tilpasset den ny forsyningssituation.
Fra 1. januar 1998 solgte Randers Kommunale Værker sin overskydende elproduktion til I/S Eltra. I brev af 3. marts 1998 til I/S Eltra anmodede de kommunale værker om anerkendelse af Randersværkets elproduktion som prioriteret el i henhold til lov nr. 486 af 12. juni 1996 om ændring af lov om elforsyning, med den virkning, at I/S Eltra efter § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 231 af 21. april 1998 om adgang til forsyningsnettet m.v. skulle betale de nødvendige omkostninger, der var forbundet med elproduktionen. De kommunale værker oplyste samtidig, at den budgetterede elpris for 1998 var 28 øre/kWh, at denne pris ikke var mulig at opnå ved salg på elmarkedet, hvor prisen var ca. 20 øre/kWh, og at baggrunden for beregningen af elprisen var en fastsat udgiftsfordeling mellem el og varme på henholdsvis 44 % og 56 %. Brevet var vedlagt bilag med beregninger. Af bilag 1 fremgår bl.a.:
"...
"...
Afskrivninger vedr. proj. på Kraftvarmeværket
Kulkran + kulgård ... |
... |
Afskrivning = |
17 |
276 |
: |
18 år |
... |
Varmeakkumulator ... |
... |
Afskrivning = |
10 |
992 |
- |
323 |
= |
10 |
699 |
: |
20 år |
... |
Maskinværksted ... |
... |
Afskrivning = |
5 |
260 |
: |
20 år |
... |
Udskiftning af SRO anlæg ... |
... |
Afskrivning = |
2 |
912 |
: |
15 år |
... |
Afskrivning = |
5 |
648 |
: |
14 år |
..."
I/S Eltra meddelte den 13. marts 1998, at I/S Eltra foreløbig, indtil der forelå en endelig afgørelse, ville afregne el fra Randersværket til en pris på 28 øre/kWh.
Efter yderligere forhandlinger om elprisen aftalte Randers Kommunale Værker og I/S Eltra i november 1998, at prisen for el fra Randersværket skulle afregnes med 85,1 % af afregningsprisen for decentrale producenter.
Ved brev af 25. november 1998 anmeldte I/S Eltra aftalen til Elprisudvalget, og ved brev af 29. januar 1999 anmeldte I/S Eltra en ny aftale til Elprisudvalget, hvori bl.a. afregningsprocenten var forhøjet til 93,0 %.
3.2. Varmeprisen.
I brev af 4. december 1981 til Gas- og varmeprisudvalget redegjorde Randers Kommunale Værker for de retningslinjer, der anvendtes ved prisfastsættelse på el og varme. Om prisfastsættelsen på el og varme fra Randersværket fremgår bl.a.:
"Med henblik på idriftsættelse af kommunens nye kraftvarmeværk samt for at tilgodese de specielle forhold ved en modtryksproduktion, hvor el helt entydigt er et biprodukt, har man udarbejdet en ny kontoplan med virkning fra og med budgetåret 1982.
Et af de vigtigste formål med den nye kontoplan er, at man for elforsyningen vil overgå til en alternativ prisfastsættelse. Den alternative prisfastsættelse skal forstås således, at den el som leveres fra den forenede produktion, betales af elforsyningen med den pris, som den ville koste hos I/S Midtkraft, som i øvrigt er elforsyningens leverandør af el. Konsekvenserne af denne metode er, at man har overført alle produktionsudgifterne til varmeforsyningen (hovedprodukt) og på indtægtssiden oprettet en konto for salg af el til elforsyningen.
..."
Fra 1982 og frem anmeldte Randers Kommunale Værker to gange om året prisen for fjernvarme fra Randersværket til Gas- og varmeprisudvalget. Prisen var fastsat bl.a. på baggrund af et skøn over de forventede kulpriser i anmeldelsesperioden samt et skøn over indtægten fra det forventede elsalg baneret på oplysninger fra I/S Midtkraft om elprisen i anmeldelsesperioden.
I en anmeldelse af 22. december 1994 er f.eks. anført bl.a.:
"...
‘Stats- og CO2 afgift på kul
Afgiften på kul er fastsat til 770,00 kr. pr. ton og beregnes af den til varmeproduktionen medgåede kulmængde. Afgiften for CO2 er fastsat til 242,00 kr. pr. ton.
Ifølge budgettet for Randers kommunale værker er det samlede kulforbrug beregnet til 138.000 ton i 1995.
Der er budgetteret med en elproduktion på 215.000.000 kWh ved et specifikt varmeforbrug på 2.300 kcal/kwh. Budgettet er udarbejdet under forudsætning af et varmeindhold i kullene på 23.870 GJ/kg.
..."
Gas- og varmeprisudvalget bekræftede ved brev af 27. december 1994 at have modtaget anmeldelsen. Af brevet fremgår bl.a:
"Anmeldelsen, der er modtaget den 27.12.1994, er fremlagt i den offentligt tilgængelige sagsmappe, hvilket ikke indebærer en godkendelse af det anmeldte.
..."
4. Eksempler på aftaler om fordeling af kraftvarmefordelen.
En aftale om varmeleverance fra Østkraft til Rønne Varmeforsyning fra september 1988 indeholder en bestemmelse om, at parterne senest efter 10 års forløb skal optage forhandling om justering af aftalen, hvorved der skal tilstræbes en ligelig fordeling af fordelene ved kraftvarmeproduktionen i overensstemmelse med principperne i Danske Elværkers Forenings betænkning "Kraftvarmeværkers udgifter til el- og fjernevarme" fra 1979 eller eventuelle senere udgaver. Aftalen er senere ændret således, at der skal være gennemført en ligelig fordeling senest den 1. oktober 2007.
Af en leveringsaftale mellem I/S Midtkraft og Århus Kommune af 15. august 1990 om levering af kraftvarme fra Studstrupværket fremgår, at der fra den 1. januar 1997 skal tilkomme elsiden en ydelse fra varmesiden svarende til halvdelen af kraftvarmefordelen.
Af fjernvarmeregulativ af 1. januar 1992 for I/S Fynsværket fremgår, at der er indgået aftale mellem Odense Byråd og Fynsværket om fordeling af kraftvarmefordelen.
Der er endvidere fremlagt en række anonymiserede aftaler mellem kraftvarmeproducenter og fjernvarmeaftagere, herunder aftaler fra samtlige centrale kraftvarmeværker vest for Storebælt, hvor det er aftalt, at der skal ske en deling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden. Det fremgår af aftalerne, at kraftvarmefordelen almindeligvis deles ligeligt mellem el- og varmesiden efter en periode på typisk 10-12 år.
5. Syn og skøn.
For landsretten har der været afholdt syn og skøn med professor VK, Aalborg Universitet, Institut for Energiteknik, som skønsmand. I skønsrapport af 20. januar 2003 har skønsmanden afgivet en erklæring på baggrund af følgende spørgsmål fra Energi Randers:
"...
1 |
Opstil og beskriv de tekniske anlægsdata, der gælder for Randersværket. Dette gælder bl.a. anlægsydelse (elydelse, total virkningsgrad, elvirkningsgrad, varmeydelse m.m.) samt teknologi (kedeltype, cirkulationstryk m.m.). Opstillingen bedes foretaget med henblik på sammenligning med et referenceværk. |
|
2 |
Syns- og skønsmanden bedes besvare, hvorvidt der i den danske kraftværkspark er værker, der vil kunne anvendes som referenceværk for Randersværket. |
|
3 |
Syns- og skønsmanden bedes vurdere, om man på Randersværket kan tilføje en efterkoblet kondensationsturbine og dermed ændre Randersværket til et udtagsværk med henblik på at skabe et referenceværk baseret på Randersværket. Såfremt dette besvares benægtende, bedes syns- og skønsmanden vurdere, hvorvidt beregninger af et sådan udtagsværk vil kunne udføres uden, at den ovenfor nævnte kondensationsturbine rent fysisk bliver installeret. |
|
4 |
Syns- og skønsmanden bedes vurdere, hvorvidt Østkraftværket i Rønne kan anvendes som konkret referenceværk efter pkt. 2. |
|
5 |
Såfremt det ikke er muligt at anvende et eller flere af de under pkt. 2 undersøgte værker, bedes syns- og skønsmanden opstille et stipuleret referenceværk for Randersværket. |
..."
og følgende spørgsmål fra Skatteministeriet
"...
A |
I tilknytning til besvarelsen af spørgsmål 1 i syns- og skønstemaet bedes syns- og skønsmanden præcisere grundlaget for besvarelsen og usikkerheden i angivelserne, herunder om der er tale om præcise målinger, beregninger, skøn eller andet. |
|
B |
I forbindelse med besvarelsen af spørgsmål 2 i syns- og skønstemaet bedes syns- og skønsmanden beskrive de tekniske karakteristika for værker, der er bygget samtidig med Randersværket, herunder totalvirkningsgrad, elvirkningsgrad, teknologi m.v. Syns- og skønsmanden bedes endvidere sammenligne de således angivne tekniske karakteristika for disse værker med forholdene på Randersværket, og herunder angive, hvorvidt og hvorledes Randersværket adskiller sig fra eller svarer til de respektive værker. |
|
C |
I relation til besvarelsen af spørgsmål 3 bedes syns- og skønsmanden oplyse, hvilke variationsmuligheder der vil være for en sådan ombygning af Randersværket. Det bedes endvidere oplyst, hvilken betydning disse variationsmuligheder vil have for virkningsgraderne, dvs. hvad variationen i disse vil være, afhængig af hvilken ombygningsmodel der vælges. |
|
D |
I tilknytning til besvarelsen af spørgsmål 4 i syns- og skønstemaet bedes syns- og skønsmanden opstille og beskrive de tekniske anlægsdata, der gælder for østkraftværket i Rønne, herunder totalvirkningsgrad, elvirkningsgrad, teknologi m.v. Syns- og skønsmanden bedes endvidere præcist redegøre for grundlaget for besvarelsen af spørgsmål 4, herunder om vurderingen alene beror på en teknisk sammenligning eller om der er inddraget andre forhold. |
|
E |
Syns- og skønsmanden bedes vurdere, om henholdsvis Fynsværket, Studstrupværket, Svanemølleværket, H.C. Ørstedsværket og Herningværket ville kunne anvendes som konkrete referenceværker. De tekniske anlægsdata, herunder elvirkningsgrad, teknologi m.v., for disse fem værker bedes oplyst og sammenlignet med Randersværkets data. |
|
F |
Syns- og skønsmanden bedes oplyse, hvilken elvirkningsgrad værkerne omfattet af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 har haft i perioden 1982 til 1. juli 1999. |
|
G |
I relation til besvarelsen af spørgsmål 5 bedes syns- og skønsmanden nøje redegøre for grundlaget for de af syns- og skønsmanden opstillede kriterier for et stipuleret referenceværk. |
..."
Af skønserklæringen fremgår bl.a.
Det nærværende syn og skøn i sag V.L. B-2500-00 relaterer sig til spørgsmålet om fastlæggelse af et referenceværk for Randersværkets fritagelse for afgiftsbetaling for den del af det samlede brændselsforbrug, som kan henføres til elproduktionen for perioden 1. september 1998 - 28. februar 1999.
Det er velkendt, at der ikke findes nogen fysisk objektiv måde at fordele brændselsforbruget på de to slutprodukter ved samproduktion af el og varme. Den daværende afgiftslovgivnings bestemmelser var baseret på det forbrug af brændsel, som medgår til produktion af elektricitet, og som ifølge værkernes kalkulationer indregnes i elprisen, der anmeldes overfor Elprisudvalget.
Dette princip forudsætter implicit en "hvile i sig selv" virksomhed for et afgrænset forsyningsområde, hvor såvel varme som el afsættes til omkostningsbaserede priser, og er derfor ikke meningsfuldt, hvis el- og varmeprisen bestemmes af andre forhold. Punkt 3 i cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 foreskriver, at der for værker, omfattet af bilaget over centrale kraftvarmeværker, der er i denne situation, skal henses til det brændselsforbrug, som må antages forbrugt af et tilsvarende værk omfattet af punkt 2. Et tilsvarende værk kan enten være et konkret referenceværk eller et stipuleret referenceværk. Cirkulæret angiver, at der ved bedømmelsen af om der er tale om et tilsvarende værk, indgår bl.a. forhold som virkningsgrad for fremstilling af el, værkets alder og udbygningstakt for kraftvarmeproduktion, herunder kraftvarmenettet. Endvidere indgår kontraktmæssige forhold for både el- og varmeproduktionen.
Referenceværkskonceptet ville i dag, hvor produktionsenhederne er udskilt i selvstændige selskaber, som konkurrerer indbyrdes på elmarkedet, betyde at et værks afgiftsbetaling skulle baseres på en række centrale oplysninger om en konkurrentvirksomhed. Oplysninger, som normalt betragtes som forretningshemmeligheder, såsom produktionssystemets effektivitet, omkostningsstruktur og aftaler med kunder.
Selv om den aktuelle sag vedrører en periode forud for den nugældende elforsyningslov, betyder de nye forhold på energiområdet dog, at det i dag er langt vanskeligere at fremskaffe en del af de ønskede oplysninger. Tidligere var de koncessionerede elselskaber meget åbne og fri med alle former for information, men den nye situation har naturligt medført en mere kommerciel indstilling, hvor selskaberne nøje overvejer hvilke informationer man vil udlevere til hvem og hvorledes disse informationer vil kunne blive brugt. Endvidere er selskaberne også blevet meget bevidste om den nødvendige arbejdsindsats. Den nye informationspolitik har også fået betydning for Energistyrelsen, som råder over en omfattende driftsstatistik, der tidligere var offentligt tilgængelig, men som i dag forvaltes langt mere restriktivt og, hvor det kun er muligt at få aktindsigt efter skriftlig anmodning og tilladelse fra de berørte værker.
Dette skøn er kun baseret på offentligt tilgængelig information eller information, som de berørte værker, har stillet til rådighed med viden om, hvad den skulle bruges til. Af denne grund og for at få så ensartet sammenligningsgrundlag er en stor del af virkningsgradssammenligninger og andre data bl.a. baseret på oplysninger fra værkerne officielle grønne regnskaber for perioden 1999-2001, som også kan anses som dækkende for den nærmest forudgående periode, med mindre andet er anført. Elsam, Randersværket og Rønneværket har stillet mere detaljeret materiale til rådighed.
Cirkulære nr. 148's kriterier for "tilsvarende værk" er noget upræcise. Det er åbenbart, at det blandt det begrænsede antal værker, som er omfattet af stk. 2, ikke vil være muligt at finde værker, som er fuldstændigt ens i alle de angivne henseender. Den alternative mulighed for at anvende et stipuleret værk indikerer også, at der vil være en øvre grænse for hvor store afvigelser mellem det aktuelle værk og et konkret referenceværk, som kan accepteres, men disse er ikke på nogen måde kvantificerede.
Det centrale problem er, hvordan merbrændselsforbrug og kraftvarmefordel ved samproduktion af varme og el skal beregnes for et rent modtryksværk med varmebunden produktion.
...
Teoretisk set, er det muligt at frigøre elproduktionen på et modtryksværk fra varmebindingen, hvis der findes en mulighed for at dumpe overskudsvarmen på en eller anden måde. Brændselsforbruget på værket ved en given eleffekt er imidlertid uafhængigt af, hvorledes varmen afsættes, og dermed bliver såvel Cv som merbrændselsforbruget nul i dette tilfælde.
I forhold til cirkulære nr. 148, stk. 3, betyder dette, at direkte brug af et modtryksværk som konkret referenceværk er meningsløst ud fra et rent teknisk synspunkt. Det faktiske merforbrug til elproduktion vil være nul, og den afblæste overskudsvarme er som for et kondensationsværk værdiløs. Dermed ville spørgsmålet om fordeling af den indfyrede brændselsmængde blive reduceret til at bestemme delingen af kraftvarmefordelen, hvilket er et rent aftalemæssigt problem.
Et andet aspekt af den varmebundne produktion er det faktum, at et værk med varmebunden produktion ikke samtidigt kan opfylde forsyningsområdets elbehov, men er nødt til at importere el fra anden side i perioder, hvor varmebehovet er for lavt til at opretholde en tilstrækkelig elproduktion, og er nødt til at eksportere el i perioder, hvor den varmebundne elproduktion overstiger behovet. Mulighederne for at det sidste er sikrede med den såkaldte kraftvarmegaranti. Set fra et overordnet økonomisk synspunkt betyder dette, at elprisen i værkets forsyningsområde ikke er bestemt alene af kostprisen for den el, værket producerer, men også af de aftalemæssige eller markedsmæssige priser på import/eksport af strøm.
Uden i øvrigt at tage stilling til, hvordan et værk formelt har kalkuleret sin elpris, må dette indebære, at den anmeldte elpris kun delvis kan være et udtryk for værkets brændselsforbrug. Dette er en generel egenskab for modtryksværker med ren varmebunden produktion, som derfor i princip altid burde være omfattet af punkt 3 i cirkulære nr. 148.
Modtryksværker, som er tilsvarende i teknisk og aldersmæssig henseende, vil derfor kun indirekte være relevante som referenceværker. Hvis de har opnået godkendelse af deres kalkulationer af brændselsforbruget til elproduktion hos ToldSkat på basis af et udtagsværk, som er omfattet af punkt 2, vil det være mere naturligt, at bruge dette direkte som referenceværk.
...
Ved sammenligning af forskellige data er det vigtigt at skelne mellem midlede og momentane data.
...
Lastfordelingen for et værk er dels bestemt af det aktuelle el- og varmebehov, dvs. vejr og vind, dels planlagte og uplanlagte driftsstop. Dette betyder, at den årsmidlede virkningsgrad for et værk ikke er nogen entydig størrelse, men altid vil udvise en vis spredning pga. af den aktuelle driftssituation.
...
2.2 Værker i den danske kraftværkspark som referenceværk for Randersværket
2.2.1 Generelle forhold
...
Som tidligere omtalt er rene modtryksværker, som kun kører varmebunden elproduktion, er ikke a priori egnede som referenceværker, fordi de grundlæggende ikke kan tilføre information om virkningsgraden ved udtagsdrift eller kondensationsdrift. Formelt burde de endvidere høre under cirkulærets stk. 3, da de ikke alene kan dække elbehovet i forsyningsområdet uden import eller eksport fra andre kraftværker, hvilket direkte betyder at elprisen i området ikke alene kan baseres på værkets omkostninger.
Dette betyder, at potentielle referenceværker primært skal findes blandt de udtagsværker, som er omfattet af bilaget til afgiftslovene. De mest relevante er Fynsværket, Studstrupværket og Østkraft. Ud over disse værker har Kammeradvokaten specifikt ønsket, at få vurderet karakteristika for Herningværket, H. C. Ørstedværket og Svanemølleværket i forhold til Randersværket. Disse seks værker er beskrevet i det følgende.
2.2.2. Fynsværket
...
Samlet vurdering
Fynsværket skulle kunne betegnes som tilsvarende med hensyn til generel teknologi og brændsel, men adskiller sig væsentligt i størrelse, dampdata og de deraf afledte forhold. Hvis Fynsværket skulle bruges som referenceværk, burde virkningsgraden skabelonmæssigt korrigeres for disse forskelle.
...
2.2.5 Studstrupværket
...
Samlet vurdering
Studstrupværket skulle kunne betegnes som tilsvarende med hensyn til generel teknologi og brændsel, men adskiller sig væsentligt i størrelse, dampdata og de deraf afledte forhold. Hvis Studstrupværket skulle bruges som referenceværk, burde virkningsgraden skabelonmæssigt korrigeres for disse forskelle.
...
2.2.7 Østkraftværket Rønne
...
Samlet vurdering
Rønneværket er uden tvivl det kraftværk, som bedst kan betegnes som tilsvarende i forhold til Randersværket. Det er størrelsesmæssigt og strukturelt langt nærmere Randersværket end de andre tænkbare alternativer (Fynsværket og Studstrupværket) og forskellen i alder er af begrænset betydning fordi begge værker har relativt moderate dampdata. Af samme grund er de også meget ens på kedelsiden (spreaderstoker, beholderkedel, ingen genoverhedning) i modsætning til større værker med kulstøvsfyring og genoverhedning. I forhold til Herningværket er en meget vigtig forskel, at Østkraftværket er bygget som et udtagsværk med lavtryksturbine og koldkondensator. Det kan derfor direkte benyttes som grundlag for beregning af merforbrug etc.
Lavtryksturbinen på Østkraftværket er ligeledes udformet på den måde, som det ville være naturligt at vælge ved opstilling af et stipuleret referenceværk for Randersværket. Endelig forsyner begge værker et begrænset område og står uden for Elsam og E2, selv om de har leveranceaftaler med disse.
Samlet vurderes det, at Østkraftværket i teknisk henseende vil være et egnet, konkret referenceværk for Randersværket, og da værket har fået sin beregningsmetode godkendt af ToldSkat, burde det også aftalemæssigt være i orden.
Den elvirkningsgrad, som ligger til grund for ToldSkats godkendelse er verificeret af Torben Laubst, ref. [8], som bestemte virkningsgraden ved kondensationsdrift til 32,40 med en usikkerhed på 1,3%.
Denne værdi stemmer godt overens med de vurderinger, som er gjort i afsnit 2.3 af potentielle virkningsgrader for Randersværket, som skulle kunne opnås ved en (fiktiv) ombygning af dette værk til udtagsdrift.
...
2.6 konklusion
Gennemgangen af potentielle referenceværker for Randersværket med henblik på at fastlægge en elvirkningsgrad til bestemmelse af brændselsforbruget til elproduktion viser, at såvel Østkraftværket som et stipuleret værk, baseret på det nuværende Randersværk, udbygget med en lavtryksdel, vil være egnede til formålet. Forskellen i elvirkningsgrad mellem disse to alternativer er mindre end usikkerheden i vurderingen og de naturlige årlige variationer.
En samlet vurdering er, at de ækvivalente nettovirkningsgrad ved kondensationsdrift for Randersværket vil være i intervallet 32%+1%.
..."
I en supplerende skønserklæring af 1. oktober 2003 er et yderligere spørgsmål besvaret således:
"...
Spørgsmål 7
Formlen er følgende
...
Hvor faktor 0,5 svarer til ligedeling af kraftvarmefordelen.
Med henblik på, at kulforbruget til varme også kan beregnes med udgangspunkt i denne formel, bedes skønsmanden besvare følgende tillægsspørgsmål:
...
Beregn virkningsgraden ved ren varmeproduktion for Randersværket. Såfremt Randersværket var udformet som et anlæg udelukkende med varmeproduktion og uden mulighed for samproduktion med el.
Svar
Dette spørgsmål er vanskeligt at besvare. Det er generelt svært at beregne eller måle en kedels virkningsgrad nøjagtigt med enkle midler, da der er mange muligheder for fejl og usikkerheden.
Den tyske norm DIN 1942 "Abnameversuche an Dampferzeugern" giver en udtømmende beskrivelse af metoder for eksperimentel virkningsgradsbestemmelse, som også i valgte dele kan bruges til en teoretisk vurdering. Principielt kan man enten bestemme kedlens virkningsgrad direkte som forholdet mellem nytteeffekt og tilført effekt eller indirekte ved at bestemme tabene. Den senere metode er generelt den mest nøjagtige for fasstoffyrede kedler og er også bedst egnet til en teoretisk vurdering.
De vigtigste tab på forbrændingssiden er røggastab, tab fra uforbrændt og strålingstab. Der er næppe væsentlig forskel på disse tab mellem en dampkedel og en varmtvandskedel. For en kedel som Randersværket, hvor røggastemperaturen efter kedlen er ca. 140°C og iltprocenten omkring 7, vil røggastabene være ca. 7 % og tab fra uforbrændt kan skønnes til ca. 2%. DIN 1942 angiver strålings- og ledningstab, som ikke kan måles, til ca. 0.5 %. Dette er sandsynligvis lidt højt ved fuldlast, men da disse tab i absolutte mål ikke er ret lastafhængige, får de større relativ betydning ved lavere laster. Ud fra disse tal skulle man kunne forvente en bedste virkningsgrad af størrelsesordenen 100 % - 7 % - 2 % - 0.5 % = 90.5 %. Denne skal dog belastes med den nødvendige hjælpeeffekt til kulhåndtering, pumper, blæsere og i Randersværkets tilfælde tabene i afsvovlingsanlæget. Disse tab burde ikke overstige 1 % ved fuldlast, men kan udgøre en større andel ved lavere laster. Den samlede virkningsgrad ved fuldlast burde således være af størrelsesordenen 90 %.
Dette kan sammenlignes med de kedelvirkningsgrader, som er vist i Figur S 4. Disse er i princip bestemt med den direkte metode ud fra forbrugsopgørelser og produktion, og kan, som nævnt under besvarelsen af spørgsmål N også indeholde mindre afvigelser, der egentlig burde tilskrives andre komponenter. I den oprindelige beregning, som lå til grund for syns- og skønsrapporten var den maksimale virkningsgrad fundet til 89 % ved halvlast og 86 % ved fuldlast. I den kurve, som er tilpasset til data fra 1999, er de tilsvarende værdier trukket ned til 88 % og 83 %.
Der er således nogenlunde overensstemmelse mellem de teoretisk forventede værdier og de værdier, der er afledt af forbrugs- og produktionsdata. De afledte værdier er imidlertid mindst behæftede med samme usikkerhed som de beregnede totalvirkningsgrader, og afvigelserne er derfor ikke signifikante. Virkningsgradskurvernes form er ikke unormal, men der kan være forskelle fra kedel til kedel. Middelværdierne for de to kurver bliver hhv. 87 % og 86 %, når de vejes med varighedskurven for indfyret effekt i 1999, reduceret med 30 % for at svare til samme varmebehov uden elproduktion.
Hvis Randersværket fra begyndelsen havde været udlagt som et rent varmeproducerende værk, er det muligt at virkningsgraden kunne være blevet noget højere. En ren varmtvandskedel er noget enklere med mindre tryk og reguleringskrav end en dampkedel, så der ville være noget at spare på hjælpeeffekt etc.. Det væsentlige tab er imidlertid røggastabet. I en kulfyret kedel vil man af hensyn til svovlsyrekorrosion næppe gå længere ned med udløbstemperaturen end det nuværende niveau. Derfor er iltprocenten den primære mulighed for forbedring. Store kraftværkskedler, der har virkningsgrader i området 92 - 94 %, vil typisk have en iltprocent af størrelsesordenen 2 %. Dette svarer til 30-40 % reduktion af røggasmængden i forhold til Randersværket, hvilket ville reducere røggastabene lige så meget, hvortil kommer en væsentlig reduktion af den nødvendige blæsereffekt. Så langt kan man ikke gå med en spreaderstoker kedel uden at få andre problemer, men et samlet potentiale for forbedring på 1-2% er ikke umuligt.
Mit bedste gæt på den gennemsnitlige kedelvirkningsgrad i et rent varmeproducerende værk er derfor 88 % + 2%.
..."
I supplerende skønserklæring af 15. juni 2004 er nogle yderligere spørgsmål besvaret således:
"...
Spørgsmål 8
På baggrund af vedlagte data bilag 1 og 2 fra Randersværket bedes syns- og skønsmanden i de her anførte lasttilfælde beregne virkningsgraden - forstået som varme leveret til fjernvarmesystemet divideret med den med kullene tilførte energimængde - for et kulfyret varmeværk uden samtidig elproduktion.
Svar
Virkningsgraden for de to anførte lasttilfælde i bilag 1 og 2 til forespørgslen er beregnet til: