I adskillige love om pengekrav af offentligretlig karakter er der en bestemmelse om, at kravene er uoverførlige. Uoverførlighed betyder, at der ikke kan foretages udlæg i beløbet (jf. afsnit L.6), og at skyldner således heller ikke kan transportere beløbet ved frivillig aftale.

Et eksempel er folke- og førtidspension, jf. § 47 i lov om social pension.

Som udgangspunkt kan skyldner ikke give transport i et endnu ikke udbetalt arbejdsvederlag (løn). En transport i løn kan anses for at være virkningsløs, især hvis lønnen ikke er særlig høj. Endvidere er der en interesse hos arbejdsgiveren i at sikre sine ansattes arbejdskraft, ligesom den ansattes eksistensminimum beskyttes.

Betaler arbejdsgiveren således lønnen til arbejdstageren, kan dette under visse forudsætninger anses for at ske med frigørende virkning, selv om arbejdstageren har givet transport i sin løn. Retspraksis har fastslået dette i nogle ældre domme. I UfR 1934, 356 VLD, og UfR 1932, 826 ØLD, kunne en arbejdsgiver med frigørende virkning udbetale løn til en ansat, selv om arbejdsgiveren havde modtaget en transport i den ansattes endnu ikke optjente løn. I sidstnævnte dom fremhævede retten, at det var i den ansattes interesse, at den endnu ikke optjente løn sikres den ansatte.

En eventuel transport kan dog tænkes at ske for en del af lønnen, hvis lønnen er forholdsvis høj, men de nævnte domme må stadig finde anvendelse i de tilfælde, hvor lønnen ikke er særlig stor, fx minimumslønnen i henhold til overenskomster.