Skattecentrene skal, før krav fremsættes over for den indeholdelsespligtige, for hver indkomstmodtager undersøge,

  • om den opgjorte A-indkomst m.v. er medtaget ved indkomstmodtagerens skatteansættelse for det pågældende indkomstår, og
  • om der ifølge indkomstmodtagerens årsopgørelse forekommer restskat og slutbidrag til særskilt opkrævning, og om beløbene i givet fald er betalt.

Er A-indkomsten m.v. ikke medregnet ved skatteansættelsen, eller forekommer der restskat og bidrag til særskilt opkrævning, kan de ikke indeholdte A-skat og bidrag opkræves hos den indeholdelsespligtige (hvis denne har udvist forsømmelighed). Oplysningssedler udskrives som ovenfor anført.

Det tilsvarsbeløb, der opkræves hos den indeholdelsespligtige, må ikke overstige indkomstmodtagerens samlede, ikke betalte restskat og restbidrag (eksklusive procenttillæg og eventuelle morarenter) for det pågældende indkomstår.

Hvis restskat og slutbidrag vedrørende indkomstmodtageren er til tvangsinddrivelse hos lønmodtageren, og der samtidig af den indeholdelsespligtige indbetales et tilsvar efter KSL § 69, stk. 1, skal indkomstmodtagerens skattecenter straks underrettes om, at restskatten og restbidraget nu skal nedskrives med de indbetalte beløb.