Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår der skal betales moms ved udtagning af aktiver fra en virksomhed til privat brug eller til andre formål, som ikke vedrører den momspligtige virksomheds levering af varer og ydelser. Se ML § 8, stk. 2, for reglerne om dette.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er omfattet af momspligten?
  • Investeringsgoder omfattet af ML §§ 43 og 44
  • Momsgrundlaget
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit D.A.4.3.7 Udtagning - kommende regler ML § 5

Hvad er omfattet af momspligten?

Der skal betales moms, når man udtager aktiver til privat brug eller til andre formål, som ikke vedrører den momspligtige virksomheds levering af varer og ydelser. Man skal dog ikke betale moms, hvis aktiverne er omfattet af reglerne om investeringsgoder efter ML §§ 43 og 44. Se ML § 8, stk. 2.

Se dog C-229/15, Mateusiak. Dommen betyder, at investeringsgoder, der er omfattet af momslovens §§ 43 og 44, bliver omfattet af § 8, stk. 2, når reguleringsperioden først er udløbet. Dvs. at der skal opstår momspligt ved udtagning, uanset at der tidligere måtte være foretaget regulering efter §§ 43 og 44. Se tillige SKM2001.455.LSR om samme spørgsmål.

Momspligten forudsætter, at virksomheden rent faktisk har taget helt eller delvist momsfradrag ved indkøb eller fremstilling mv. af de pågældende aktiver. 

 ML § 8, stk. 2, gælder i forbindelse med udtagning af

  • Varelagre og andre beholdninger
  • Maskiner og andre driftsmidler, der i anskaffelse har kostet 100.000 ekskl. moms eller derunder (før 1. januar 2008: 75.000 kr.)
  • Driftsmidler, der ikke er undergivet værdiforringelse.

Ved udtagning af ydelser til privat brug, forstået som virksomheden uvedkommende formål, gælder ML § 5, stk. 3. Se afsnit D.A.4.3.4.

Bemærk

I ML § 8, stk. 2, omfatter "Andre formål, som ikke vedrører den momspligtige virksomheds levering af varer og ydelser" også aktiviteter, der er omfattet af momsloven, men fritaget efter ML § 13, fx momsfri persontransport. Se forarbejderne (Explanatory Memorandum) til 6. momsdirektivs artikel 5, stk. 7, litra b) (nu Momssystemdirektivets artikel 18, litra b)) og SKM2001.455.LSR.

Investeringsgoder omfattet af ML §§ 43 og 44

ML § 8, stk. 2, gælder ikke for de aktiver, der er omfattet af reglerne i ML §§ 43 og 44 om regulering for investeringsgoder. Følgende er investeringsgoder efter ML § 43, stk. 1:

  • Maskiner, inventar og andre driftsmidler, hvis anskaffelsespris ekskl. moms er over 100.000 kr., og som er undergivet værdiforringelse
  • Fast ejendom, herunder til- og ombygning
  • Reparation og vedligeholdelse af fast ejendom til et samlet beløb af mere end 100.000 kr. årligt ekskl. moms.

Ved udtagning af sådanne investeringsgoder skal der ikke betales moms efter ML § 8, stk. 2, men derimod foretages en regulering af den indgående moms efter reglerne i ML §§ 43 og 44. Se nærmere om dette i afsnit D.A.11.7.4 regulering af fradrag for investeringsgoder.

Disse investeringsgoder er dog omfattet af ML § 8, stk. 2, såfremt reguleringsperioden er udløbet.

Momsgrundlaget

Ved udtagning af aktiver fastsættes momsgrundlaget efter reglerne i ML § 28, stk. 4, jf. stk. 1.

Hvis virksomheden selv har indført varen fra steder uden for EU, fastsættes værdien efter reglerne i ML § 32. Se D.A.8.3 om indførsel af varer fra lande uden for EU.

For aktiver, der er undergivet værdiforringelse, reduceres momsgrundlaget med 20 pct. for hvert påbegyndt regnskabsår efter anskaffelses- eller fremstillingstidspunktet. Se ML § 28, stk. 4.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-36/16, Posnania Investments SA

Når en afgiftspligtig person overdrager ejendomsretten til en byggegrund til statskassen/anden offentlig myndighed som udligning af afgiftsrestancer, kan dette ikke anses som en levering mod vederlag. Såfremt den afgiftspligtige person allerede har taget fradrag for købsmomsen, skal der betales udtagningsmoms, i henhold til momssystemdirektivets artikel 16.

C-229/15, Mateusiak

Artikel 18, litra c), i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at det forhold, at en afgiftspligtig person, når vedkommende ophører med sin afgiftspligtige økonomiske virksomhed, ligger inde med varer, såfremt disse varer har givet ret til fradrag for momsen ved erhvervelsen, kan ligestilles med levering af varer mod vederlag og pålægges moms, hvis den reguleringsperiode, der er omhandlet i artikel 187 er udløbet.

Højesteretsdomme

TfS1996, 615HR

Et tæppefirmas brug af varer fra varelageret til betaling af en erstatning måtte betragtes som udtagning af varer til et formål, som ikke vedrørte den momspligtige virksomheds levering af varer og ydelser.

Landsretsdomme

SKM2008.129.ØLR

At nogle busser havde stået ubenyttede hen i en periode indtil, at de blev solgt, var ikke ensbetydende med, at de kunne anses for udtaget efter ML § 8, stk. 2. Salget var momspligtigt i henhold til ML § 8, stk. 1.

Landsskatteretskendelser

SKM2001.455.LSR

Salg af busser anvendt til momspligtige aktiviteter er momspligtig. En af de solgte busser var af selskabet udtaget til udelukkende at varetage ikke momspligtige aktiviteter. Salg af denne bus var ikke momspligtig, men der indtrådte momspligt på udtagningstidspunktet. Afgiftsgrundlaget kunne på dette tidspunkt ansættes til 0.

Skatterådet

SKM2017.474.SR

Et areal, som havde ligget brak siden den seneste høst, kunne ikke anses for udtaget fra den momspligtige aktivitet til privatsfæren.

SKM2016.473.SR

Skatterådet bekræfter, at en ejendom kan sælges momsfrit, da ejendommen er endeligt udtaget til momsfrit formål. Det blev ved besvarelsen forudsat, at reguleringsperioden var udløbet på udtagelsestidspunktet, samt at der var betalt udtagningsmoms.