Parter

A
(Advokat Arne Paabøl Andersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Tim Holmager)

Afsagt af byretsdommer

Søren Pedersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøgeren, A, har påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøger ikke er pligtig at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag opgjort til i alt 53.021 kr. for polske arbejdere, der angives at være arbejdsudlejet til ham i 2006 og sagsøger ikke hæfter for dette beløb.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen handler om, hvorvidt nogle polske arbejdere der i 2006 udførte arbejde med opførelse af en minkhal var arbejdsudlejet til sagsøgeren eller om arbejdet blev udført i henhold til en entreprisekontrakt mellem sagsøgeren og et polsk firma.

I denne forbindelse angår sagen herefter, hvorvidt sagsøgeren er indeholdelsespligtig af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag som følge af arbejdsudleje af en række personer ansat i en polsk virksomhed og om sagsøgeren i givet fald hæfter for betalingen heraf.

Der har under sagen ikke været rejst tvist om størrelsen af det opgjorte beløb på 53.021 kr.

Sagen har tidligere været behandlet i Landsskatteretten, der ved kendelser af 26. februar 2010 bestemte, at A var pligtig at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, da de polske arbejdstagere er anset for arbejdsudlejet til ham. Det indeholdelsespligtige beløb er opgjort til i alt 53.021 kr., og Landsskatteretten har videre anset A for at hæfte for ikke indeholdte A-skatter og arbejdsmarkedsbidrag med samme beløb.

Sagens oplysninger

Nærværende dom udfærdiges i medfør af retsplejelovens § 218a, stk. 2, uden fuldstændig sagsfremstilling.

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af A og IK.

A har forklaret bl.a., at han som indehaver af virksomheden H1 i 2006 ikke havde andre medarbejdere end sig selv.

Hans virksomhed havde udviklet en ny type minkhal bygget af en stålkonstruktion, der nærmest som et byggesæt kunne stilles op på stedet. Det bestod i det væsentlige af bukkede og kantede stålelementer, der kunne skrues sammen på stedet uden yderligere bearbejdning.

Den hal nærværende sag omhandler havde en spændvidde på 28 meter, og kunne rejses uden kran.

Han havde samtidig udviklet et computerprogram via hvilket han, når en hal var bestilt, kunne beregne antal elementer og pris.

Han indgik aftale med en stor virksomhed, G1, om at sælge hallen. Der blev herefter solgt en hal til IK.

Meningen var herefter, at han selv hjemme på sin virksomhed i ...1 skulle fremstille elementerne, der kunne laves på den maskinpark, han havde der. Derefter skulle elementerne køres til stedet og samles.

Han skulle derefter finde et firma, der kunne opsætte hallen. Han fik tilbud fra et firma i ...2 og fra G1. De lød på henholdsvis 150.000 kr. + eventuelt 20.000 kr. og 170.000 kr. komplet.

Han havde omtalt sin opfindelse i nabolaget deriblandt overfor en nabos dansktalende polske hustru. Hun havde en broder i Østeuropa, der gerne ville udføre arbejdet. Han havde arbejdet i Tyskland i mange år, og ville komme og tale med sagsøgeren. Han kom ikke, hvorefter sagsøgeren på ny talte med nabokonen, der fortalte, at broderen havde fået andet arbejde i Tyskland. Hun sagde, hun havde en nevø, der arbejdede i et byggefirma, og han var også interesseret. Derefter kom nevøens forbindelse som var ST og SN op til sagsøgeren. De aftalte, at hvis der skulle være et samarbejde, skulle han være sikker på, at virksomheden var momsregistreret i Tyskland. De pågældende fik derefter en stak tegninger udleveret, som de kiggede på, ligesom de så på materialet på sagsøgerens virksomhed i ...1. De gav så en pris på 76.000 kr. Det var en lav pris, men han troede faktisk, de kunne lave det til den pris. Han havde erfaring med polske arbejdere, og de har en meget lavere beregningsfaktor, end den der bruges i Danmark. Han mente ikke, det ville være helt tosset, og de ville stadig få en god løn efter deres forhold. For beløbet skulle de montere alt det, der var på pladsen.

Udover fra sagsøgeren kom materialet andre steder fra, og det var sagsøgerens opgave at koordinere, at materialerne kom til tiden. Der skulle polakkerne så skrue det sammen. Han blandede sig ikke i, hvor mange folk, der skulle bruges til dette.

Der var masser af tid til at udføre arbejdet.

I starten gik arbejdet rigtig fint. Afhørt om hvor mange arbejdere, de var på pladsen, forklarede han, at der på et tidspunkt var 9 mand, men på et tidspunkt kun 2 mand. Der blev afholdt byggemøder cirka hver uge. Selv blandede han sig ikke i det. I starten var det unge mennesker, men senere var det nogle ældre folk, der ikke helt kunne klare samme tempo, og tiden begyndte at skride.

Som forklaret arbejdede han selv i virksomheden i ...1, men var deroppe til byggemøde cirka en gang om ugen. Derudover blev han ind imellem kaldt op, hvis der var noget galt.

Afhørt om, hvem der styrede arbejdspladsen, forklarede han, at det gjorde de selv. SN var på pladsen. Han var ikke god til engelsk, men en god håndværker. ST kunne engelsk.

Selv var sagsøgeren også deroppe, når bygherren IK eller G1 havde behov for, at han kom. IK var der i øvrigt aldrig. Han arbejdede andetsteds.

Afhørt om, hvor de polske arbejdere boede, forklarede han, at det var forskelligt. Sagsøgeren havde en aftale med sin søn, der havde en udlejningsejendom i ...3-området, hvor de kunne bo, men ellers boede de i sommerhus i området. Ofte var det sagsøgeren, der skaffede logi, men det skyldtes sproget. Han betalte ikke ofte for deres logi.

Nærmere afhørt vedrørende værktøj forklarede han, at de polske arbejdere dels havde eget værktøj og dels brugte hans. Det var ikke på forhånd aftalt, at de skulle bruge hans, men deres værktøj var ikke videre effektivt. Det han udlånte til dem, var værktøj af den lidt dyrere type, men resten havde de selv.

Sagsøgeren skulle gerne have det til at fungere, så de var færdige til tiden.

Afhørt om betydningen af "anmodning om a´conto ved forelæggelse af faktura" forklarede han, at der ikke var aftale om bestemte tidsperioder. Når der komme visse pukler, måtte de komme med fakturaer. De var vist altid i bekneb for penge. Han havde regnet med 3 fakturaer, men det blev til 6 fakturaer.

Det er rigtigt, de ikke fik løn, fordi de ikke skulle have løn af ham. Hvis de ingenting fik, undrer det ham, at de ikke bare tog hjem.

Fra det tidspunkt hvor de kom og indtil 15. februar, blev han ikke klandret for manglende betalinger.

Forevist sagens bilag G og afhørt om, hvorfor ST har fået udbetalt a´conto, forklarede han, at det skete, hvis de f.eks. kom med en regning for et sommerhus. Det var så penge, de fik i hånden i Danmark. De fik ingen penge, hvis de ikke havde en regning. Afhørt om, hvorfor det var skæve beløb, forklarede han, at det var dem selv, der kom med regningerne, han ved ikke hvorfor, men muligvis var det fordi, at de regnede i zloty og han i danske kroner og betalingen skete i euro. Pengene blev i øvrigt overført.

SN kom med et kontonummer, hvortil der skulle overføres, men det første kunne ikke modtaget euro, hvorefter han kom med et nyt nummer, der var hans kones, hvortil der skete i alt 4 overførsler. Derefter gik der noget galt, og pengene kom retur, men han kom så med yderligere et kontonummer, hvortil pengene blev overført.

Afhørt om, hvilket sprog de kommunikerede på, svarede han, at SN ikke kunne dansk, men han havde ST til at støtte sig, og han havde sin familie, nemlig sagsøgerens nabokone til hjælp.

Alle var tilfredse, indtil fagforeningen 3F blandede sig.

Afhørt om tillægget af 1. november 2006 forklarede han, at IK skulle have lavet en brandmur, og det endte med efter krav fra byggemyndighederne at skulle være cementspånplader. Det blev han bestilt til, og det lejede han polakkerne til.

Efterfølgende kom der forsinkelser, hvorefter han lavede anden tillægsaftale. Som nævnt var et senere hold deroppe, nogle noget ældre arbejdere, og de drak en del, hvilket han imidlertid ikke kunne blande sig i. Han gav dog besked om, at hvis de blev taget i at drikke på arbejdspladsen, blev de sendt hjem. Til sidst gav han dem et ultimatum om at gøre det færdigt eller at rejse hjem. Det skulle være færdigt, så G1 kunne komme i gang med at montere det, de skulle. For at afværge en misligholdelses aftalte han derefter en bonus med dem.

Ved afslutningen blev det hele gennemgået, hvorunder IK havde en sagkyndig med. Også SN og ST var tilstede. Der var enkelte ting, der skulle rettes.

Arbejdet blev ikke færdig til jul, men det skyldtes bl.a., at sagsøgeren selv lavede en fejl ved at bestille nogle forkerte varer.

Han udbetalte de 30.000 kr. til polakkerne, selv om de faktisk stak af før tiden.

Afhørt om, hvorvidt de arbejdede mere end et sted for ham, forklarede han, at det gjorde de både og, idet 2 af dem startede på noget arbejde i ...4. Der havde været en snak om, at han skulle ansætte disse 2, men det skete ikke. SNs firma arbejdede ikke andre steder i Danmark for ham.

Forevist sagens bilag K forklarede han, at det ikke er en, han har skrevet. Han kan se, at det er SN som står som arbejdsgiver, men det er ikke noget sagsøgeren har med at gøre.

ST har ikke prøvet at rejse noget krav overfor sagsøgeren efter opgavens afslutning. ST arbejdede med oppe på arbejdspladsen, men ikke hele tiden. Han var vist også i gang med andet arbejde. Han vil tro, at ST har fået det han skulle have.

Nærmere afhørt forklarede han, at han på et tidspunkt havde kontrakt med nogle polske arbejdere i en 2 - 3 dage. Han krævede at se deres papirer, som de sagde, de havde, men de kom aldrig med dem, hvorefter han sendte dem hjem. I denne forbindelse forsøgte 3F at få penge fra sagsøgeren.

Foreholdt han er blevet afhørt af politiet og afhørt om, hvad 2.000 euro i salær vedrører forklarede han, at han ikke har udbetalt noget salær, men han har givet sin nabokone 2.000 euro i kommission for formidlingen. ST har ikke skaffet noget.

Han forklarede videre, at den pågældende hal i øvrigt styrtede sammen grundet meget stor snebelastning. Der kom langt mere sne end sædvanligt. Det havde intet med de polske arbejderes kvalitet at gøre. Han har ikke rejst noget krav mod dem.

Nærmere afhørt af sagsøgtes advokat forklarede han, at han tidligere har forsøgt at engagere udenlandske virksomheder.

Vedrørende selve aftalen om opførelse af hallen indgik han sin aftale med firmaet G1 og ikke direkte med IK. Derefter indgik han aftale med et polske firma.

Nærmere afhørt om sin aftale med G1 forklarede han, at der forelå dokumentationsmateriale. Derudover var der en side med bekræftelse på, at han skulle levere hallen. Der var bilagt et omfangsrigt tegningsmateriale. som var meget detaljeret, men der var ingen arbejdsbeskrivelser. Tegningsmaterialet fyldte 40 - 50 sider. Hallen skulle opføres på grunden, men al indmaden skulle udføres af G1. Han fik selv 1,2 mill. kroner for hallen. Som nævnt blev prisen udregnet via det edb-program, han selv havde lavet. Dette program havde G1 fået. De skulle som nævnt sælge alle hans haller, og aftalen var, at han skulle tjene 15 %.

Der var noget tekst, nemlig anlægsbeskrivelser, men derudover var det tegninger. Nærmere afhørt vedrørende en tidsfrist forklarede han, at der var en deadline, men der var masser af tid. Aftalen blev indgået i marts, og kontrakten lavet i maj. Ingen regnede med, at der ville gå til efter jul, inden de var færdige.

Afhørt om, hvorvidt der var stillet garantier, forklarede han, at der var betalingsgarantier. G1 havde udbetalt en forlodssum til ham, og han havde så lavet en garanti.

Afleveringsforretningen fandt sted i januar måned, og polakkerne SN og ST var der da stadig. Som nævnt skulle enkelte ting justeres, f.eks. nogle fodbeslag males, et net gøres tæt og en port justeres. Polakkerne udbedrede selv dette. Han ved ikke, hvor lang tid denne udbedring tog.

Forevist sagens bilag F, skrivelse af 18. august 2006, forklarede han, at han troede, han måtte ansætte 4 mand, men det måtte han ikke, det ville ikke være lovligt. Der var dengang voldsom mangel på arbejdskraft.

Afhørt om, hvorfor lige 10 euro forklarede han, at det var fordi, de forlangte 75 kr. i timen, hvilket han havde talt med nabokonen om. Han regnede så på, hvad det ville koste med skat.

Det er korrekt, at ST havde kontaktet ham forud for denne telefax. Nummeret fik han fra nabokonen TS, hvorefter han ringede og derefter sendte en fax. Der var tale om et tilbud, der imidlertid aldrig blev til noget.

Det endte så med, at han hyrede et polsk firma. Han gav dem ikke fri bolig, men han hjalp dem indimellem. De holdt som regel fri i weekenderne og ST var så tit nede hos sagsøgerens nabokone og i den forbindelse boede han i sagsøgerens søns udlejningsejendom, men det havde intet med arbejdet at gøre. Ellers blev udlæg for logi returneret.

Sagsøgeren kendte ikke dengang reglerne om arbejdsudleje. Han talte med nogen om det og blev opfordret til at kontakte SKAT, hvilket han gjorde omkring 20. - 22. august, hvor han talte med SKAT og fik oplyst, at han skulle passe på. Det blev oplyst, at reglerne var lempet, men ikke så meget. Han skulle have en godkendelse hos Udlændingeservice. Såfremt han ville noget, burde han få fat i et firma dernede, det kunne man gøre helt legalt, hvilket bl.a. SJ har fortalt ham. Han fik intet oplyst om, at han kunne komme til at betale skat.

Da han senere blev indkaldt til samtaler sagde de, at han burde have bedt om en bindende forhåndsgodkendelse.

Han vidste godt der var skat, hvis han hyrede arbejdskraft, men han vidste ikke, der var skat, når han indgik en kontrakt med et udenlandsk firma. Efterfølgende har han sat sig ind i reglerne. Han var dengang ikke i tvivl om, at det han gjorde, var lovligt.

Han ved ikke, om arbejderne fik løn hver 14. dag. De var ikke ansat hos ham. Den forklaring ST har afgivet til politiet er løgn. Sagsøgeren havde dengang ikke gang i andre projekter. Det fik han først i 2007.

Nærmere afhørt om tilsyn forklarede han, at han var der en gang om ugen, idet han selvfølgelig førte tilsyn. Afhørt om, hvorvidt han så påpegede noget, forklarede han, at det gjorde han f.eks. da de lavede et stillads, som han var betænkelig ved, men det endte med at blive helt forsvarligt. Han omtalte også noget med cementspånpladerne, der ikke sad ordentligt efter opfordring fra IK, men det blev så lavet om. Polakkerne var ikke med til selve byggemøderne, men var med, når de gik rundt. De forstod som nævnt ikke dansk. Han var i øvrigt tilfreds med deres arbejde.

Forevist sagens bilag K, lønkvittering, forklarede han, at det ikke er en, han kender. Bemærkningen G3 er nok fra ham. Når der står ...1, er det nok fordi, de var nede hos ham, hvor de lærte at sætte elementerne sammen. Hos ham var de måske en 20-30 timer, nemlig 6 - 8 timer om dagen. Det var der, han selv oplærte dem. De anførte datoer passer ikke i forhold til kontrakterne. De var nemlig hos ham i starten. Adresserne ...5 og ...6 svarer til hans private bopæl.

Han ved ikke, om de selv skrev timer op, men de har talt om det. Det var vist SN, der skrev deres timer ned. Han spurgte engang, hvordan de styrede timeforbruget.

De betalte ikke for at låne hans værktøj.

Det var sagsøgeren der producerede og indkøbte alt det materiale, der blev brugt til hallen. Det, der skulle bruges til IKs hal, var produceret, inden de gik i gang, og han lavede så løbende nye elementer til det næste projekt, der skulle udføres i ...4 i 2007. Det, der skulle bruges hos IK, kom derop i starten.

Der var kun aftale om, at de skulle opføre denne ene minkhal.

Afhørt om, hvorvidt de skulle fremstille dele, forklarede han, at det kom de aldrig til, men sagsøgeren havde håbet på det.

Nærmere afhørt forklarede han, at han ikke tænkte på at præcisere aftalen, når der lå et så stort bilagsmateriale, som der gjorde.

Kontrakten fremlagt som bilag 3, har han lavet. Den er på dansk, men der blev lavet en polsk oversættelse af en translatør. Nabokonen TS var i øvrigt med. Det foregik hos ham personligt, idet de var kørt op til ham. Prisen på de 76.000 kr. blev ikke forhandlet, fordi den var så billig. Da der var tale om udendørs arbejde, var han klar over, at der senere kunne komme et forhandlingsgrundlag.

På ny afhørt om tidsfrist forklarede han, at de havde tid nok, nemlig et halvt år. Han stolede på, at de kunne nå det. Han valgte dem på grund af prisen. Han regnede med, at der måske ville komme cirka 20.000 kr. oveni. Såfremt han havde vidst, det ville komme op i de 151.000 kr., havde han valgt et af de 2 andre tilbud. Han havde brug for et firma, der skulle lave det arbejde for ham.

Nærmere afhørt om, hvorvidt han instruerede dem, forklarede han, at han selvfølgelig gav gode råd, men mest gik han og roste dem. De snakkede sammen fra uge til uge om, hvad der skulle laves i løbet af den kommende uge. De gjorde et fag helt færdig ad gangen. De skulle helst nå 3 fag pr. uge og der skulle opføres i alt 20 fag. Han kunne ikke bestemme over dem. Han kunne sige noget til SN, og denne kunne så blive sur, men næste uge var tingene rettet. Han sagde ikke noget til de andre arbejdere.

Nærmere afhørt vedrørende kontrakten fremlagt som bilag 3, forklarede han, at der med denne var en stak på cirka 40 sider fortrinsvis tegninger. De blev ikke oversat til polsk. De kunne i øvrigt gå til TS, hvilket han også ved, de gjorde.

Han leverede også noget af materialet til det stillads, de lavede. Han ved også, at G1s folk hjalp dem med et fag, uden han på forhånd vidste noget om dette.

Foreholdt bilagene 4 og 5, aftalesedler, forklarede han, at han ikke tænkte over at få disse underskrevet. Han ved ikke om de blev oversat til polsk.

Foreholdt om disse er nævnt overfor SKAT forklarede han, at SKAT har haft det hele. Det blev afleveret dernede. Det er også derfor, de er kommet frem til beløbet på cirka 148.000 kr. De 45.000 kr. var for ekstraarbejde.

Vedrørende bilag 5 forklarede han, at de havde lovet ham at være færdig til jul. Han tænkte ikke på at indsætte nogen bod. Han mente, det var bedre med belønning, hvilket de 30.000 kr. var. Det var ikke noget, der var aftalt fra starten.

Vedrørende bilag G forklarede han, at fakturaerne er lavet af hans kone. SN kom og sagde hvor meget. Det sagde han enten til sagsøgeren eller dennes kone. Han var sommetider nede at besøge dem i weekenderne. Han ved ikke, hvordan de er kommet frem til beløbene. Han tror, det svarer til et antal zloty. Han kontrollerede det ved at se, om det passede nogenlunde med det arbejde, der var udført. De skulle have, hvad der var rimeligt.

Foreholdt de 410 euro til ST forklarede han, at de kun fik penge, hvis de kom med bilag. Der kunne eventuelt være tale om spisebilletter, som han ikke skulle betale, og derfor er det blevet trukket. Faktura nr. 1002 kunne være til SN, men han ved ikke til hvad.

Der blev afleveret 6 fakturaer til SKAT. Faktura 1006 var på 3.630 euro dateret 12.12.2006. Det var den sidste. Afhørt om, hvorvidt de da var færdige, forklarede han, at det var de ikke. Det var på det tidspunkt, de begyndte at tale om et yderligere projekt. Der manglede da kun småting. Det har de ikke fået betaling for, idet det indgik i kontrakten.

Afhørt om, hvorfor nogle fakturaer lå tæt på hinanden, 2 f.eks. på samme dato, ved han det ikke. Foreholdt, at fakturaerne af 27. oktober 2006 allerede overstiger 76.000 kr., bekræfter han dette. Det var fordi, der var tillæg. Foreholdt at tillæggene var senere, forklarede han, at han regnede på 44.000 kr. mere end kontrakten. Han ved ikke, hvornår de gik i gang med ekstraarbejdet. Det er muligt aftalen var indgået før, det kom på papir. Beløbene passer godt sammen.

Afhørt om forskellen på de cirka 148.000 kr. og de 151.000 kr. forklarede han, at det kan skyldes kursen eller bankprovision.

IK har forklaret bl.a., at han har været minkfarmer i cirka 30 år. I 2006 skulle han have en yderligere minkhal ud over de 10 - 15 han havde i forvejen. Han indgik aftale med G1/G4, og købte en hal, som A stod som Georg Gearløs på. Der var nogle sider tekst med mange tegninger til. Afhørt om teksten forklarede han, at der måske var 4 - 6 sider. Der var aftalt en tidsplan og var en tidsfrist, men denne blev ikke overholdt. Hallen skulle være færdig, så han kunne sætte unger ud i den cirka 10 uger efter april. Der var ikke aftalt bod eller lignende. De sikrede ham således, at dyrene kom i en anden hal, hvilket G4 betalte for.

Han mener, prisen for hallen var omkring 1,3 mill. kroner, hvortil kom inventaret.

Han havde fået oplyst, at det var en hal, som A havde udviklet. A var med deroppe den dag, sælgerne fra G4 var der og solgte hallen til ham. Han kender ikke aftalen mellem A og G4.

Nærmere afhørt om nationaliteten på de folk, der arbejdede på stedet forklarede han, at han tror, der var polakker imellem. Han ved ikke, hvem der havde hyret disse. A var oppe at sætte dem i gang, og han kom med det materiale, de skulle bruge. Det kom han løbende med. Opførelsen skulle have taget 3 måneder, men tog næsten et år. A var der en gang om ugen og vistnok ind imellem oftere. Han talte med ham engang imellem, men ikke hver gang. Der var byggemøder cirka hver 14. dag. I disse deltog A, han selv og en fra G4. Han mindes ikke, at der skulle have været nogen polakker med. Han havde ikke nogen kommunikation med polakkerne.

Det var A, der viste dem, hvordan elementerne skulle sættes sammen. De skulle gøre, som A sagde til dem. Han har, når han selv var i området, set A tale med polakkerne.

Vidnet var ikke tilfreds med arbejdsindsatsen. Det blev vist så ændret, idet der kom et nyt bold, uden han ved, hvem der besluttede dette.

Nærmere afhørt af sagsøgerens advokat forklarede han, at kontrakten om hallen blev underskrevet efter messen i februar 2006, inden de gik i gang. Han blev fra starten lovet en opførelsestid på 3 - 4 måneder, så han kunne nå at få unger i den det pågældende år. Han kan ikke huske datoerne. Foreholdt datoen 14. juni 2006 forklarede han, at den så må skulle have været færdig til unger senest året efter.

Der var noget med, at de kunne opsætte et fag om ugen. Der skulle først støbes.

Der kom nogle polske arbejdere, uden han ved hvor mange. Han tror en af dem var nemmere at forstå end de andre, men som nævnt talte han ikke med dem. Han ved ikke, om der var en sjakbajs. Den, der kunne forstå A, fortalte videre.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at det udførte arbejde med montage af en hal er en meget enkel opgave. Den krævede ingen beskrivelse eller nærmere instruktion. Dette udelukker ikke, at arbejdet udføres efter en entrepriseaftale. Der kræves ikke andet end aftale om prisen og tidspunktet. For nærværende opgave var der ud over den beskedne aftale 40 sider med tegninger, som entreprenøren så, inden arbejdet gik i gang. Dette er tilstrækkeligt til, at det kan karakteriseres som en entrepriseaftale.

Den omstændighed, at der ikke er indført bestemmelser om ansvar omkring mangler eller forsinkelse, er uden betydning, idet dansk rets almindelige regler indeholder udmærkede regler herom.

Vedrørende instruktionsbeføjelsen er det sagsøgte, der har bevisbyrden for, at denne skulle være anderledes end i andre entrepriseaftaler. Sagsøgeren demonstrerede, hvad arbejdet gik ud på, hvorefter han ikke blandede sig i udførelsen, og derfor kun var på pladsen i forbindelse med byggemøder. Han har her kun påtalt mangler, bl.a. efter opfordring fra bygherren. Dette må i øvrigt antages at være en pligt, og er ikke noget, der betyder, han har overtaget instruktionsbeføjelsen.

Det er korrekt, at sagsøgeren har leveret materialerne.

Han har udlånt værktøj i beskedent omfang, idet det entreprenøren medbragte var for dårligt. Det forrykker ikke billedet.

Det er en selvfølge, at sagsøgeren havde risikoen for arbejdets udførelse overfor sin hvervgiver, nemlig G1.

Helt afgørende er det, at der i sagen ikke foreligger timeopgørelser. Såfremt der var tale om udleje af arbejdskraft, skulle betaling ske for forbrugt tid, altså antal timer, der skulle kunne kontrolleres. Dette mangler. Der findes ingen angivelse om, hvilke personer der har arbejdet, eller hvor meget der er udbetalt til hver enkelt, hvilket må siges at være helt afgørende og må føre til frifindelse.

Vedrørende den manglende momsberegning, har sagsøgeren drøftet dette med SKAT og fået bekræftet, at dette ikke skulle ske. Dette er imidlertid den polske entreprenørs ansvar.

Vedrørende de af sagsøgte fremlagte og påberåbte politirapporter, kan sådanne ikke bruges som bevis i sagen. Såfremt det tillades, er beviskraften lig 0. Der er tale om, at polsktalende personer er afhørt af en dansk politimand uden medvirken af tolk og uden mulighed for kontradiktion. Videre er nøglepersonen involveret i fagforeningen 3F's helt urimelige adfærd.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden nærmere anført, at der her er tale om arbejdsudleje, hvilket medfører, at der skal indeholdes skat, som sagsøgeren hæfter for betaling af.

Det foreliggende kontraktgrundlag viser tydeligt, at der er tale om arbejdsudleje og ikke om en entrepriseaftale. Med det foreliggende kontraktsgrundlag, er det sagsøgeren, der har bevisbyrden for entrepriseaftale, og dette er en skærpet bevisbyrde, når man ser på de fremlagte bilag.

Sagen skal vurderes konkret på baggrund af de foreliggende beviser. Det, der foreligger i sagen, taler åbenbart for arbejdsudleje. Sagsøgte har både under retssagen og tidligere, fremsat en række provokationer til fremlæggelse af bilag, men ingen af disse er blevet opfyldt.

Ved arbejdsudleje gælder kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, om begrænset skattepligtigt i Danmark. Der er tale om, at en polsk virksomhed har stillet arbejdskraft til rådighed. I medfør af kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra H, skal der betales A-skatter. I medfør af samme lovs § 46, skulle der foretages foreløbig indeholdelse, hvilket påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Det er for sagen irrelevant, hvem de polske arbejdere var.

Ifølge forarbejderne skal der foretages en samlet vurdering, og det er ikke nødvendigt, at samtlige de i teori og praksis anvendte kriterier alle er opfyldt.

Ved prøvelsen i Landsskatteretten var man ikke i tvivl om, at der ikke var tale om entreprise.

Det fremgår af sagsøgerens forklaring, at han havde fået en god idé og havde et projekt og materialerne dertil, men manglede arbejdskraft, og det var det han skaffede.

Videre må det lægges til grund, at sagsøgeren i et vist omfang har betalt for logi.

Den betaling, der faktisk er foretaget, svarer ikke til det aftalte, og man må lægge til grund, at der er sket betaling efter tidsforbrug, men igen er det sagsøgerens bevisbyrde. Det må regnes sagsøgeren til skade, at han ikke trods opfordringer har fremlagt dokumentation.

Sagsøgerens partsforklaring har som i skattesager i øvrigt ringe bevisvægt.

Det anføres videre, at sagsøgeren havde den overordnede ledelse. Det var også ham, der oplærte folkene.

En optagen politirapport kan godt indgå i en civil skattesag. Bevisvægten af en sådan, er det op til retten at vurdere.

Videre anføres, at såfremt dem der skulle udføre arbejdet, kun havde sagens bilag 3, ville de ikke have nogen mulighed for at udføre arbejdet. Sagsøgerens forklaring om de mange tegninger er overhovedet ikke dokumenteret. De er ikke tidligere nævnt, og de er ikke fremlagt.

Det er meget sandsynligt, at der har været en mere omfattende aftale mellem sagsøgeren og hans hvervgiver, G4, men det indgår ikke i aftalen med den polske virksomhed.

Videre anføres, at den omstændighed, at man ikke har holdt sig til aftalen omkring prisen, taler for, at der er tale om arbejdsudleje. Sagsøgeren har ikke underbygget, hvordan man er nået frem til de udbetalte a´contobeløb.

Først var der aftalt 76.000 kr., hvilket i ifølge sagsøgeren var et tilbud, men det blev ikke overholdt. Man må derfor som nævnt gå ud fra, at der er betalt i forhold til medgået tid.

Den som bilag K fremlagte timeopgørelse har sagsøgeren ifølge sin forklaring intet kendskab til, men der er en formodning for, at der er blevet holdt styr på timerne.

Videre henvises til, at der oprindelig blev aftalt en fast pris på 76.000 kr., men allerede den 27. oktober 2006 forelå en faktura på 121.658 kr. Dette giver ingen mening, hvis aftalen dengang var 76.000 kr. Dette understøtter, at der i realiteten var tale om betaling for tidsforbrug. Dette viser også, at det var sagsøgeren, der havde risikoen for, at arbejdets udførelse tog mere tid end oprindelig formentlig forventet.

De samlede aftaler udgør i alt 151.000 kr., men der er kun betalt cirka 148.000 kr. Også dette understøtter, at det var sagsøgerens risiko. Ifølge sagsøgeren var der ingen aftale om tidsfrist eller kvalitet, hvilket tillige understøtter, at det var sagsøgerens risiko.

Sammenfattende anføres, at sagsøgeren leverede materialerne og i et vist omfang arbejdsredskaber ligesom han i et vist omfang stillede værktøj til rådighed uden at modtage betaling. I et vist omfang var der tale om fri logi, hvilket alt taler for arbejdsudleje frem for almindelig entreprise. Endelig henvises til, at der er afregnet uden moms, hvilket uanset betydningen tillige taler for arbejdsudleje. Endelig henvises til, at den polske virksomhed var nyoprettet til brug for netop denne opgave.

Vedrørende hæftelsen fremgår denne af Kildeskattelovens § 46 og § 69, og der er efter loven omvendt bevisbyrde vedrørende denne.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges efter sagsøgerens forklaring til grund, at denne som underentreprenør for G1/G4 i 2006 skulle opføre en minkhal uden inventar hos IK.

Ifølge sagsøgerens forklaring indgik han aftale med det polske G5. Aftalen er sålydende:

"...

Opførelse og fremstilling af dele og opførelse af minkhaller i Danmark, ...7. SN er ansvarlig for egne medarbejdere med hensyn til forsikring.

Samlet pris kr. 76.000,00.

Der kan foretages anmodning om a´conto betalinger ved forelæggelse af faktura

..."

Der er ikke fremlagt yderligere vedrørende denne aftale ud over 2 aftalesedler af henholdsvis 1. november 2006 og 3. december 2006, hvoraf fremgår, at aftaleprisen forhøjes med henholdsvis 45.000 kr. og 30.000 kr. Det fremgår af aftalesedlen fremlagt som bilag 5 afslutningsvis:

"Således udgør den samlede entreprisesum 151.000,00 kr."

Der er således ikke forelagt retten materiale til nærmere dokumentation af; hvem der havde den overordnede ledelse i forbindelse med arbejdets udførelse, om hvorledes vederlaget nærmere blev beregnet, eller om fordelingen af de arbejdsredskaber sagsøgeren stillede til rådighed i forhold til det, de polske arbejdere selv medbragte.

Herefter, og idet sagsøgeren ikke ved sin forklaring findes i øvrigt at have dokumenteret, at der mellem ham og det polske firma var indgået en aftale om et reelt entrepriseforhold, findes aftalen at kunne karakteriseres som arbejdsudleje som omfattet af Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3.

Herefter, og idet sagsøgeren som konsekvens heraf; i medfør af Kildeskattelovens § 46, § 48 B og § 69, samt Arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, jf. § 3, havde indeholdelsespligt og hæfter for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Der er ved sagsomkostningsafgørelsen taget hensyn til sagens størrelse og udfald.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren til sagsøgte betale i alt 16.000 kr., hvoraf 771 kr. + moms udgør udgifter til materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren A i sagsomkostninger til sagsøgte 16.000 kr.