Selskab A A/S ønskedes spaltet pr. 1. januar 2000 ved en skattefri spaltning uden ophør af det indskydende selskab. Det modtagende selskab benævnes her B A/S. Selskabet fandt det hensigtsmæssigt, at der på forhånd var indgået aftale om, hvorledes der skulle forholdes med krav, som opstår efter spaltningsdatoen den 1. januar 2000, men som vedrører perioden forud for denne dato.

De krav, som kan opstå kan være såvel skattekrav som andre krav.

Skattekrav
Fra og med indkomståret 2000 indgiver det indskydende og det modtagende selskab hver sin selvangivelse. Til og med indkomståret 1999 har det indskydende selskab indleveret selvangivelsen for begge virksomhedsgrene. I en årrække ud i fremtiden kan der imidlertid opstå skattesager vedrørende indkomståret 1999 og tidligere år.

Problemstillingen kan illustreres ved det eksempel, at et datterselskab i udlandet, som tidligere var ejet af A A/S, men som ved spaltningen er overført til B A/S er genstand for en skatterevision. Revisionen resulterer i, at det pågældende datterselskab får en forhøjelse, medens A A/S får en nedsættelse i sin selvangivelse, dvs. at skatterevisionen i udlandet får en afsmittende effekt for A A/S' selvangivelse. A A/S opnår herved en økonomisk fordel, mens B's datterselskab opnår en økonomisk ulempe.

Herved opstår en skævvridning/ubegrundet berigelse i form af en forhøjelse i B's datterselskab og nedsættelse i A A/S. ASL § 136, stk. 3 og FUL § 15 b, stk. 3, regulerer forholdet udadtil, dvs. overfor kreditorerne og aftaleparter. Hæftelsesreglerne løser ikke problemstillingen inter partes. Hvis ikke parterne i forbindelse med spaltningen aftaler nogle principper for fordelingen mellem selskaberne af skattekrav, vil der nemt efterfølgende kunne opstå uenighed herom. Selskaberne har derfor behov for retningslinier for behandling af skattesager.

Foruden skattekrav kan der blive tale om, at selskabet modtager tilbagebetalinger fra skattemyndighederne i form af allerede honorerede krav, som senere viser sig ikke holdbare.

Andre krav
Der er ligeledes brug for retningslinier for senere opståede krav, som vedrører andet end skattekrav.

Som eksempel nævnes, at tredjemand stævner A A/S i en civil retssag. Ârsagen til stævningen er, at sagsøgeren påstår, at selskabet er ansvarlig for en forurening, som har påført sagsøgeren et tab. Forureningen stammer fra den aktivitet, der er udspaltet til B A/S, og det er derfor B A/S, der bør bære risikoen for sagen. Hvis sagsøgeren vinder sagen, dømmes A A/S til at erstatte sagsøgeren det lidte tab incl. renter og sagsomkostninger, selvom den gren, der har givet anledning til sagen nu er placeret i B A/S.

Fordelingsprincipper
Hovedprincippet, som selskabet ønsker, går ud på, at den gren, der har givet anledning til kravet i sidste ende skal afholde udgifterne hertil. Den ene gren skal ikke beriges på den anden grens bekostning.

Grenspecifikke krav
Hvor krav entydigt kan henføres til de tilbageblevne aktiviteter i det indskydende selskab eller kan henføres til grenen i det modtagende selskab, skal kravet henføres til det selskab, hvor den relevante gren nu er placeret. Den gren, som det efterfølgende opståede krav vedrører, skal bære risikoen for kravet.

Fælles sager
Visse krav vil ikke kunne henføres til nogen af grenene; der tale om sager, der kan benævnes fælles sager. Ved sådanne krav vil selskaberne anvende en fordelingsnøgle på x% til det indskydende selskab og y% til det modtagende selskab. Fordelingsnøglen x%/y% er baseret på omsætningen i de to grene, og fordelingsnøglen svarer også til antallet af medarbejdere i de to grene.

Ligningsrådets afgørelse
Ligningsrådet tiltrådte, at den omtalte aftale om fordeling af skattekrav og andre krav samt af tilbagebetalinger, som selskaberne agter at indgå med hinanden, ligger indenfor rammerne af den meddelte tilladelse til spaltning. Accepten af fordelingsaftalen blev givet på følgende

Vilkår
A A/S og B A/S skal hvet år med indgivelse af selvangivelsen i særskilt bilag til selvangivelsen angive, 1) om der er i det forløbne indkomstår er honoreret krav eller modtaget tilbagebetalinger, som henhører under den beskrevne aftale, og 2) præcisere og forklare, hvorledes sådanne krav/tilbagebetalinger er placeret i de to selskaber.

Vilkåret gives for at give den skatteansættende myndighed mulighed for at se, hvorledes fordelingsaftalen er udmøntet, herunder at påse om skattemyndigheden er enig i den konkrete udmøntning af aftalen.

Begrundelse for afgørelsen
Ligningsrådet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at det indskydende selskab og det modtagende selskab begge er/skal være børsnoterede selskaber. Selvom ejerkredsen ved spaltningens vedtagelse er identisk, vil aktionærkredsen i de to selskaber qua børsnoteringen hurtigt blive ændret i forhold til hinanden. De to aktionærkredse vil efterfølgende have modsatrettede interesser.

Efter rådets opfattelse er aftalen om fordeling af efterfølgende krav/efterfølgende tilbagebetalinger for det første i overensstemmelse med grenkravet i fusionsskattelovens § 15 a, stk. 3, jf. § 15 c, stk. 2. Det er således i overensstemmelse med grenafgrænsningen, at efterfølgende krav mod selskaberne skal afholdes af den gren, der har givet anledning til, at kravet kunne rejses. Ligeledes er det i overensstemmelse med grenkravet, at evt. tilbagebetalinger til selskaberne placeres i den gren, som tilbagebetalingen vedrører - og dermed i det selskab, som grenen er placeret i. For det andet er der tale om børsnoterede selskaber med uafhængige aktionærkredse, og som følge heraf må fordelingsaftalen anses som rent forretningsmæssigt begrundet.