Indledning
Revisionsfirmaet R har ansøgt om tilladelse til, at X ApS kan grenspaltes, således at den ejendom, som selskabet ejer, grenudspaltes til et søsterselskab.
Faktum
X ApS driver grusgravningsvirksomhed dels fra egen ejendom og dels på lejebasis ved graveindvindingsaftaler fra fremmed ejendomme.
Selskabet ønsker grenspaltning, således at den ejendom, som selskabet ejer, grenudspaltes til et søsterselskab. Herefter vil udvinding og afsætning fortsat ligge i det indskydende selskab, medens ejendom og råstof kommer til at ligge i det modtagende selskab.
Det modtagende selskab vil med en graveaftale (på markedsvilkår) med det indskydende selskab overdrage brugsretten og graveretten til ejendommen.
Jus
Den skattefrie grenspaltning skal behandles efter fusionsskattelovens §§ 15 a og § 15 b. For så vidt angår grenkravet er det nærmere beskrevet i SKATs juridiske vejledning, afsnit C.D.6.2.3.1.
Praksis
Fast ejendom anses normalt for gren af en virksomhed, men det vil dog bero på en konkret vurdering om den faste ejendom i visse tilfælde ikke kan udgøre en selvstændig virksomhedsgren, jf. SKATs juridiske vejledning, afsnit C.D.6.2.3.1, under delafsnitsoverskriften "Ad a. Fast ejendom".
SKATs vurdering
Ejendomme, hvorfra der drives grusgravningsvirksomhed, er ikke ejendomme med blot en brugsret, men også tillige med en råstofudvindingsret.
Normalt anses brugsretten som en sådan aktivitet, at den kan anses for en selvstændig gren, hvorfor der gives tilladelse til skattefri grenspaltning m.h.p. koncernintern leje.
Det er oplyst, at graveindvindingsaftaler, hvor ejeren af ejendomme med råstof overdrager retten til at udvinde og afsætte råstoffer, er almindeligt forekommende. Dette indikerer, at det i praksis er muligt at identificere en aktivitet og forretning omkring selve ejendomsretten til råstoffet samt at identificere en aktivitet omkring udvinding, forædling og afsætning.
På den baggrund vurderer SKAT, at det vil være muligt at opfylde grenkravet, således at et selskab, som både ejer ejendommen med råstofferne og i øvrigt udvinder, forarbejder og afsætter råstoffet, ved grenspaltning kan indskyde ejendommen med råstofferne til det modtagende selskab. (For god ordens skyld bemærkes, at det principielt alene er grenen, der tilgår det modtagende selskab, der er testet for opfyldelse af grenkravet).