A's klage til Landsskatteretten angår spørgsmålet, om hans komponistvirksomhed skal anses for en erhvervsmæssig drevet virksomhed med deraf følgende adgang til at foretage fradrag for underskud i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det er oplyst, at klageren komponerer musikværker, underviser og i et vist omfang tillige giver koncerter. Klageren er medlem af Dansk Komponistforening og Samfundet til udgivelse af Dansk Musik og har blandt andet taget Den Store Organisteksamen fra Musikkonservatoriet samt Den Musikpædagogiske Eksamen.

Det er videre oplyst, at klageren modtager livsvarig statsydelse fra Statens Kunstfond. Derudover modtager klageren tillige indtægter fra KODA. KODA er en forening, der varetager ophavsrettigheder for blandt andet komponister, når deres musikværker spilles offentligt. KODA laver aftaler om betaling for brug af medlemmernes værker og afregner efterfølgende over for medlemmerne efter et sæt fordelingsregler afhængigt af, hvor musikken er blevet spillet og i hvor lang tid. Det fremgår videre af sagens oplysninger, at klageren for de pågældende år ud over afgifter for tredjemands benyttelse af klagerens tidligere værker tillige har modtaget indtægter fra KODA for en uropførelser i henholdsvis 1996 1997

Klageren modtager endvidere beløb fra KODA-fonden/stamfondsmidler bestående i en årlig ydelse, der uden ansøgning tildeles partiturkomponister, idet deres indtjening typisk ligger under indtjeningen for andre medlemmer af KODA. Klageren har desuden indtægter i form af pensions- og indeksudbetalinger.

Klageren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for komponistvirksomheden selvangivet indtægter og udgifter med følgende beløb:

Det fremgår af sagens materiale, at den stedlige told- og skatteregion efter anmodning fra klagerens revisor har anset klageren for berettiget til tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag i relation til selvangivne nettoindtægter vedrørende komponistvirksomheden for indkomstårene 1995 til 1997.

Det fremgår af TSS cirkulære nr. 1998-21 om genoptagelse af opgørelsen af arbejdsmarkedsbidrag vedrørende biblioteksafgift m.v., at biblioteksafgift og andre betalinger for udnyttelse af ophavsmandens værk ikke er omfattet af bidragspligten og bidragsgrundlaget i lov om en arbejdsmarkedsfond, med mindre den der modtager de pågældende indtægter, er selvstændigt erhvervsdrivende. Skatteforvaltningen har herefter genoptaget klagerens skatteansættelser for de omhandlede år og truffet fornyet afgørelse om, at de af klageren modtagne honorarindtægter ikke skal anses som indtjent som led i selvstændig erhvervsvirksomhed.

Skatteankenævnet har ikke anset klagerens komponistvirksomhed for erhvervsmæssigt drevet. Der er herved henset til, at den af klageren i indkomstårene 1995, 1996 og 1997 udøvede komponistvirksomhed har været af et sådant beskedent omfang og intensitet, at virksomheden ikke kan anses for drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.

Skatteankenævnet har derudover ikke anset de af klageren oppebårne faste ydelser fra Statens Kunstfond og KODA-fonden for indtægter, der er indtjent som led i komponistvirksomheden. Indtægterne skal i stedet anses for selvstændig skattepligtig indkomst for klageren i medfør af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, som følgelig skal beskattes særskilt som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

Skatteankenævnet har derimod anset afgifter fra KODA for at vedrøre komponistvirksomheden. Der er herved henset til, at klageren for indkomstårene 1995, 1996 og 1997 har modtaget KODA-afgift for to uropførelser i form af nye kompositioner, mens øvrige afgifter vedrørede tredjemands brug af klagerens tidligere værker er af beskeden størrelse. Skatteankenævnet har tillige anset de af klageren selvangivne udgifter for at vedrøre indkomstkilden i relation til afgifter fra KODA.

Resultat af ikke erhvervsmæssig komponistvirksomhed kan herefter opgøres som følger:

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den af klageren drevne komponistvirksomhed skal anses for erhvervsmæssigt drevet.

Til støtte herfor har revisoren anført, at klageren er en af de meget anerkendte store danske komponister, der fortsat er aktiv og komponerer musik dels på bestilling, men hovedsageligt som fri kunst til Danmarks Radio, Dansk Komponistforening m.v. Klageren har i årenes løb modtaget adskillige legater og hædersgaver fra Statens Kunstfond. Udover den livsvarige statsydelse han tillige har opnået 1. pris i en dansk operakonkurrence samt 1. pris i en nordisk operakonkurrence. Derudover har han artikler i Gads musikleksikon samt i svenske, engelske og amerikanske musikleksika. Der er videre ved at blive udarbejdet en portræt-cd med 5 af hans store værker, der vil blive sat i handlen. På baggrund heraf har revisoren anført, at klageren har drevet komponistvirksomheden særdeles seriøst og absolut med den fornødne faglige viden og indsigt.

Revisoren har derudover anført, at omfanget og intensiteten af klagerens komponistvirksomhed ikke umiddelbart kan aflæses i resultaterne i de enkelte indkomstår. Revisoren har bemærket, at det at komponere et musikværk er en proces, der kan strække sig over mange år. Der vil således typisk kunne arbejdes mange timer på samme værk over en årrække, før værket kan uropføres. Først på tidspunktet for uropførelsen kan resultatet af de mange timers arbejde imidlertid aflæses i en kontant afregning. Revisoren har derfor anført, at han finder det helt urimeligt, at skatteankenævnet på baggrund af de enkelte års indtjening ser sig i stand til at vurdere den bagvedliggende arbejdsindsats, og at skatteankenævnet tilmed anser denne for at være af beskedent omfang og intensitet.

Revisoren har tillige anført, at det er hans opfattelse, at samtlige de af klageren modtagne honorarer og afgifter skal anses for en del af den erhvervsmæssige virksomhed, idet de pågældende ydelser er vederlag for en tidligere arbejdsindsats. Revisoren har derudover bemærket, at selvom man alene medtager afgifterne fra KODA som erhvervsindtægter, har virksomheden givet overskud i 1997 og 2000. Der er således ej heller på dette grundlag belæg for at antage, at der ikke er tale om en virksomhed, der ikke har udsigt til at generere overskud.

Revisoren har henvist til LSRM 1978.153, TfS 1989.656 og TfS 1998.485. Det er revisorens opfattelse, at man udfra retspraksis kan konkludere, at en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig uanset år med underskud, når der blot er udsigt til, at virksomheden på sigt vil give en rimelig fortjeneste.

Revisoren har over for skattemyndighederne forklaret, at komponistværelset er en specialbygget fritstående bygning, der er specielt lydisoleret og indrettet alene til brug for komponistvirksomheden.

Revisoren har subsidiært nedlagt påstand om, at såfremt klagerens virksomhed ikke anses for erhvervsmæssigt drevet, skal ændringen af virksomhedens status alene have virkning for fremtiden og ikke med tilbagevirkende kraft.

Landsskatteretten bemærker, at i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Retten bemærker videre, at der i relation til ikke erhvervsmæssig virksomhed i medfør af nettoindkomstprincippet alene kan foretages fradrag for udgifter, der vedrører selve indkomstkilden. Der kan således ikke foretages fradrag for underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed.

Retten finder at måtte være enig med skatteankenævnet i, at alene afgifter fra KODA kan anses for at vedrøre erhvervelsen af indtægter i komponistvirksomheden, mens statsydelsen og det årlige legat/ydelse fra KODA-fonden ikke kan anses for modydelser for konkrete arbejder udført af klageren, hvorfor der ikke har været tale om indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Retten finder endvidere at måtte være enig med skatteankenævnet i, at den af klageren drevne komponistvirksomhed må anses for at være af ikke erhvervsmæssig karakter. Der er herved blandt andet henset til, at virksomheden ikke kan anses for drevet med udsigt til at opnå en rimelig indtjening.

Retten finder derudover, at klageren ikke kan anses for at have haft en retsbeskyttet forventning om, at hans virksomhed ville blive anset for erhvervsmæssigt drevet i de omhandlede indkomstår. Der er herved henset til, at skattemyndighedernes undladelse af at revidere selvangivelsen ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at bibringe klageren en berettiget forventning om, at selvangivelsen vil blive godkendt fremover, ligesom undladelsen heraf ikke har været egnet til at have indflydelse på klagerens dispositioner.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.