Parter:
A
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat B)
Afsagt af dommerne:
3 dommere
Den 27. august 1998 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:
"Indkomstår: 1994
...
Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende
punkt:
Aktieindkomst.Provenu ved salg af ejendom tilhørende E ApS tiltransporteret klageren anset som udlodning til
klageren i alt 1.614.794 kr.
Sagen har været forhandlet med klageren og dennes advokat.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i det påklagede indkomstår var direktør i E ApS.
Selskabets væsentligste aktivitet bestod i at eje udlejningsejendommen X-vej 35, Q-by
Selskabet blev stiftet den 30. december 1987 af C, der er samlevende med klagerens datter.
Den 28. november 1988 overtog D ifølge anpartshaverfortegnelsen samtlige anparter og har ifølge
denne ejet disse siden. Klageren var anmeldt som direktør og som eneste tegningsberettigede. Det
er oplyst, at D ikke for 1988 og 1989 har selvangivet anpartsbesiddelsen eller tilgodehavendet. D er
for 1990-1991 takseret som følge af manglende selvangivelse og har meldt adresseændring til
Frankrig pr. den 2. september 1992.
Ved skøde af 23. juni 1994 solgte selskabet ejendommen X-vej 35 til Andelsboligforeningen
X-vej for - reguleret - 2.290.000 kr., hvorved der fremkom et provenu efter indfrielse af gæld til
Grundejernes Investeringsfond og Realkredit Danmark på i alt 1.614.794 kr. Ved transporterklæring
af 1. juli 1994 er ethvert provenu ved salget af ejendommen tiltransporteret klageren.
Transporterklæringen er underskrevet af klageren.
Klageren har over for de stedlige skattemyndigheder og i et som likvidationsregnskab benævnt
opgørelse beregnet det over for kapitalejerne afregnede provenu til 1.263.075 kr., idet klageren har
foretaget fradrag med 200.000 kr. vedrørende "gæld til administrator" og 151.719 kr. vedrørende,
"aktionærindskud". Selskabet indsendte sidst regnskab for indkomståret 1991/1992, hvori de nævnte
poster fremtræder.
Den 6. juli 1994 blev selskabet på begæring fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tvangsopløst
ved skifteretten, jf. anpartsselskabslovens § 86, jf. § 96, og
konkurslovens § 143, stk. 1 (uden midler). Af skifteretsprotokollen fremgår det, at
klageren ejede anparterne. Det fremgår endvidere, at selskabets gæld var 0.
Der er i sagen fremlagt kvittering af 15. september 1996 fra D, hvoraf fremgår: "For modtagelsen
af aktionærindskud og endelig udlodning af anpartsværdien efter selskabets opløsning og likvidation,
i alt kr. 1.414.794, kvitteres hermed."
Det stedlige skatteankenævn har ved sin afgørelse lagt til grund, at klageren reelt ejede
anparterne i selskabet, hvorved der især er henset til klagerens forklaring i skifteretten. Da klageren
ikke har kunnet dokumentere, at der er sket videreafregning af det modtagne provenu, er beløbet
anset som udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Skatteankenævnet har ikke
tillagt det betydning, at klageren har haft et betydeligt arbejde med at får salget bragt på plads.
Skatteankenævnet har ikke givet fradrag i opgørelsen af provenuet for gæld til administrator på
200.000 kr. og aktionærindskuddet på 151.719 kr., idet det ikke er anset for dokumenteret til hvem
og med hvilke beløb, der er sket afregning.
Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af det
selvangivne.
Til støtte herfor har advokaten i første række anført, at det må anses for godtgjort, at beløbet er
afregnet over for D.
Såfremt retten måtte finde, at beløbet ikke er afregnet, må beløbet betragtes som udlodning i
overensstemmelse med ankenævnets afgørelse.
Landsskatteretten skal udtale:
Retten finder ikke, at det med den fremlagte kvittering med fornøden sikkerhed er godtgjort, at
klageren har videreafregnet det fra ejendomshandlen ubestridt modtagne provenu.
Retten er efter omstændighederne enig med skatteankenævnet i, at klageren reelt har været
anspartshaver, hvorfor beløbet kan betragtes som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16
A. Der er herved lagt vægt på klagerens forklaring i skifteretten samt de nærmere
omstændigheder omkring gennemførelsen af ejendomshandlen, herunder afregning m.v.
Den påklagede ansættelse stadfæstes således.
Herefter bestemmes:
Aktieindkomst.Provenu ved salg af ejendom tilhørende E ApS tiltransporteret klageren anset som udlodning til
klageren i alt 1.614.794 kr. Stadfæstes."
Parternes påstande
Under denne den 25. november 1998 anlagte sag har sagsøgeren, A, efter sin endelige påstand
påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens aktieindkomst for 1994
nedsættes med principalt 1.614.794 kr., subsidiært et beløb mindre end 1.614.794 kr. men større end
1.514.794 kr., mere subsidiært 1.514.794 kr. og mest subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn.
Sagsøgte har påstået principalt frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens indkomst
for indkomståret 1994 hjemvises til fornyet ansættelse ved den stedlige ligningsmyndighed.
Sagen angår
Udover det i Landsskatterettens kendelse anførte er bl.a. følgende oplyst for landsretten:
Ifølge anpartshaverfortegnelsen solgte D den 1. juli 1992 anparterne til D I/S.
Kvitteringen af 15. september 1996 angiver at være underskrevet af D I/S.
I udskrift af retsbogen for skifteretten ved Sø- og Handelsretten i København den 4. juli 1994
hedder det bl.a:
" ...
Mødt var statsautoriseret ejendomsmægler A, der behørigt formanet forklarede, at selskabet fra
adressen X-vej 35, 4. tv., xxxx Q-by har drevet virksomhed med design-rettigheder.
Selskabets aktiviteter ophørte medio 1993.
Selskabets aktiver er solgt for så vidt angår de 2 ejendomme. Derudover verserer der en sag i
Landsretten, hvor selskabet har anket en sag fra byretten med påstand om betaling af kr. 140.000,-.
Sagen kan nok ikke gennemføres og vil blive hævet, hvis selskabet opløses.
Selskabet har en gæld på ca. 0.- kr.
Selskabets anparter ejes af A.
Der er ikke ydet anpartshaverlån.
Selskabet er i dag uden aktiver og ønskes ikke genetableret.
..."
I et notatark udfærdiget af Z's kommunes skatteankenævns sekretariat er sagsøgeren
refereret for at have oplyst bl.a. følgende i et møde den 19. august 1997:
"...
Med hensyn til klagerens vidneforklaring i Sø- og Handelsrettens Skifteafdeling vedstod klageren
sin forklaring, at han var ejer af anparterne. Klageren mente dog, at det måske var gået for stærkt i
Skifteretten og enten havde han måske udtrykt sig klodset eller også havde dommerfuldmægtigen
ikke forstået sagen - selskabet blev erklæret død.
..."
Forklaringer
Sagsøgeren har forklaret bl.a., at han er uddannet ejendomsmægler. På grund af dårlige knæ
måtte han ophøre hermed. Han læser for tiden på Y's Handelsskole. Anpartsselskabet er oprindelig
stiftet af sagsøgerens svigersøn. Han ved ikke, til hvilket formål svigersønnen stiftede selskabet.
Selskabet ejede nogle møbeldesignrettigheder, som datteren og svigersønnen var interesseret i,
men der er ingen indtægter opnået herved. På stiftelsestidspunktet opholdt sagsøgeren sig for det
meste i Spanien. Efter nogle år kom han ind i selskabet. Han ejede da ikke andre selskaber og drev
ikke anden erhvervsvirksomhed. Selskabet havde ikke andre ansatte end sagsøgeren. Selskabet
erhvervede ejendomme med henblik på udlejning. Sagsøgeren har i perioder gjort brug af selskabets
ene sommerhus. Selskabet havde ud over lejeindtægterne visse finansindtægter. I sommeren 1994
var selskabet ved at blive tvangsopløst. Ejendommen på X-vej var dårligt vedligeholdt, og en
byfornyelsessag ville ved tvangsopløsningen gå i stå. Sagsøgeren og hans søn boede i
ejendommen, og han havde derfor væsentlig interesse i at løse situationen.
Han drøftede denne med D, og de blev enige om, at provenuet ved salget til
andelsboligforeningen skulle tiltransporteres sagsøgeren personligt, således at sagsøgeren var
legitimeret til at varetage ejendommens interesser, selv om selskabet blev likvideret. Provenuet på
ca. 1,6 mio. kr. fra ejendommens salg blev indsat på sagsøgerens konto eller muligvis på en særlig
likvidationskonto. Sagsøgeren beholdt 200.000 kr., idet han som administrator havde dette beløb til
gode. Beløbet er ikke selvangivet. Beløbet dækkede formentlig over en række udlæg, som
sagsøgeren havde haft. Restbeløbet blev af flere gange udbetalt til D ved check trukket på kontoen.
De sidste 200.000 kr. - 300.000 kr. fik D udbetalt i efteråret 1995. D er blikkenslager, og sagsøgeren
lærte ham at kende, da D udførte noget arbejde på et af selskabets sommerhuse. D etablerede
forretning i Frankrig, og det var meningen, at de skulle indlede et samarbejde, men det blev ikke til
noget. D har på et tidspunkt lånt 200.000 kr. af sagsøgeren for at købe ejendom i Frankrig.
Det I/S, som ifølge anpartshaverfortegnelsen endte med at ejed anparterne, havde ikke relation
til deres påtænkte samarbejde. Sagsøgeren har ikke kendskab til identiteten af andre interessenter i
D I/S. Sagsøgeren ved ikke, med hvilket formål D i 1988 købte anparterne. Han mener at have hørt,
at D betalte kurs 100 for anparterne. Sagsøgeren har ført anpartshaverfortegnelsen. Tilførsel er sket
på det tidspunkt, hvor handel blev indgået. Han erindrer ikke, hvad han så som dokumentation, men
han antager, at han har set en overdragelseserklæring. Sagsøgeren har stadig kontakt til D og til
svigersønnen. Sagsøgeren var tilsagt og mødte i skifteretten den 4. juli 1994 som direktør for
selskabet. Skiftefuldmægtigen spurgte, om anpartskapitalen var mødt, hvortil sagsøgeren svarede, at
han repræsenterede anpartskapitalen. Han har ikke givet udtryk for, at han ejede anparterne, men
han har heller ikke direkte sagt, at han ikke var ejer deraf. Han har ikke fået retsbogsudskrift fra
mødet. Det er først hos skatteforvaltningen, at han har set forvaltningens udskrift af retsbogen. Da
han så udskriften, protesterede han straks imod indholdet.
Parternes argumenter
Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at han ikke har været ejer af
anparterne i selskabet og ikke har modtaget det omtvistede beløb, ej heller som maskeret udlodning.
Han har været direktør i og senere likvidator af selskabet. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte
anpartshaverfortegnelsens oplysninger om ejerforholdene. Fortegnelsen har været kendt af
skattemyndighederne, og selskabet har i alle årene været under konstant overvågning af
skattemyndighederne. Der er derfor intet grundlag for at betvivle rigtigheden af
anpartshaverfortegnelsen. Det er ikke sagsøgerens opgave at føre yderligere bevis til støtte for
ejerforholdene, og det kan ikke komme sagsøgeren til skade, at D ikke har selvangivet sit
ejerforhold. Sagsøgeren har fremlagt fornøden kvittering fra D I/S for provenuets modtagelse, og det
er ikke sagsøgerens opgave at føre yderligere bevis til støtte for rigtigheden af denne kvittering.
Oplysningen i skifterettens retsbog om ejerforholdet til anparterne skyldes en beklagelig
fejltagelse, og oplysningen kan i øvrigt ikke tillægges betydning, da den vedrører forhold, som
skifteretten ikke skulle påse, når selskabet straks blev opløst som værende uden midler. Sagsøgeren
er først gjort bekendt med retsbogsudskriftens indhold af skattemyndighederne. Han protesterede
straks derover. Sagsøgeren har som likvidator udført et betydeligt arbejde med at redde selskabets
værdier. For at sikre salget til andelsboligforeningen og gennemførelsen af byfornyelsessagen var
det nødvendigt, at transporterklæringen blev udfærdiget. Erklæringen legitimerede sagsøgerens
arbejde med at redde værdierne til glæde for bl.a. selskabets kreditorer og anpartshaver.
Kvitteringen fra D I/S blev udfærdiget efterfølgende, fordi skattemyndighederne krævede skriftlig
dokumentation for, at sagsøgeren havde fyldestgjort anpartshaveren. Sagsøgeren havde i selskabet
et tilgodehavende på 200.000 kr., hvilket også bekræftes af selskabets regnskab. Q-by skattevæsen
har sluttet sagen, hvorefter Z' Skattevæsen uberettiget har genoptaget den, og pustet den op.
Sagsøgtes subsidiære påstand, hvorefter beløbet skal anses som personlig indkomst med deraf
følgende større skattekrav, er aldeles uhørt, og kan ikke tages til følge, allerede fordi den trufne
afgørelses retskraft er til hinder herfor.
Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse anført, at sagsøgeren i 1994 var den reelle
ejer af anparterne, og at udlodningen fra selskabet til sagsøgeren derfor er omfattet af ligningslovens
§ 16 A, stk. 1. Ejerforholdet bekræftes bl.a., at sagsøgeren i skifteretten
oplyste om sit ejerskab, at sagsøgeren i skatteforvaltningen vedstod at have udtalt sig
således i skifteretten, at transporten af salgsprovenuet er udfærdiget af sagsøgeren
og er sket til sagsøgeren, at sagsøgeren var direktør og eneste tegningsberettigede i
selskabet, at selskabet har samme adresse som sagsøgeren, og at
sagsøgeren ikke har dokumenteret i form af pengeoverførsler eller lignende, at provenuet er tilgået
andre, samt at D ikke på noget tidspunkt har selvangivet at eje anparter i selskabet eller at have
andet tilgodehavende deri. Sagsøgte har i sit svarskrift opfordret sagsøgeren til at redegøre for disse
og andre forhold vedrørende selskabet og pengeoverførslerne. Disse opfordringer har sagsøgeren
ikke efterkommet, og dette må komme sagsøgeren til skade, jf. retsplejelovens § 344,
stk. 2.
Bevisbyrden for, at sagsøgeren ikke var den reelle ejer af anparterne, påhviler herefter
sagsøgeren, og denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.
Sagsøgerens principale påstand kan ikke tages til følge, allerede fordi nettoforhøjelsen er
1.514.794 kr. og ikke 1.614.794 kr. Sagsøgeren har ikke taget i betragtning, at han samtidig med
forhøjelsen på 1.614.794 kr. har fået et tabsfradrag svarende til anparternes nominelle værdi på
100.000 kr. Sagsøgerens mest subsidiære påstand kan heller ikke tages til følge. Det tilkommer ikke
domstolene at foretage skønsmæssige skatteansættelser, og sagsøgeren har ikke redegjort for, på
hvilket grundlag en skønsmæssig ansættelse skulle ske.
Sagsøgtes subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at landsretten skulle give sagsøgeren
medhold i, at forhøjelsen af aktiebeskatningen skal reduceres, og for det tilfælde, at landsretten
måtte mene, at sagsøgeren ikke har været anpartshaver. I sidstnævnte tilfælde gøres det gældende,
at provenuet, der i alle tilfælde er tilgået sagsøgeren, er indkomstskattepligtigt i henhold til
statsskattelovens § 4 jf. personskattelovens § 3, stk. 1.
Begrundelse og konklusion
Sagsøgeren har været direktør, eneste ansatte og tegningsberettigede i selskabet i den
relevante periode. Trods dette har sagsøgeren ikke været i stand til at redegøre fyldestgørende for
anpartsejeren D I/S, ligesom sagsøgeren ikke har fremlagt udskrifter fra forhandlingsprotokol eller
lignende, der bekræfter Ds engagement i selskabet. Salget af selskabets ejendom og transporten til
sagsøgeren af selskabets meget betydelige salgsprovenue er sket, uden at det er dokumenteret, at
D I/S har været underrettet herom eller har tiltrådt dette. Den faktiske overførsel af beløbet til D I/S er
ikke dokumenteret. Når disse omstændigheder sammenholdes med, at sagsøgeren i skifteretten har
oplyst, at han var ejer af anparterne, findes det ubetænkeligt at fastslå, at sagsøgeren har været
eneejer af selskabets anparter. Den efterfølgende tilvejebragte kvittering kan ikke uden bestyrkelse
af kvitteringens indhold medføre andet resultat.
Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Inden 14 dage fra dato skal sagsøgeren, A, til sagsøgte i sagsomkostninger betale 45.000 kr.