åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a skal efter udløbet af hver momsperiode indsende momsangivelse.

Angivelsen skal indeholde (beløb i hele kroner):

  • Salgsmoms (udgående moms),
  • Moms af varekøb fra udlandet (udgående moms),
  • Moms af køb af ydelser fra udlandet med omvendt betalingspligt (udgående moms),
  • Købsmoms (indgående moms),
  • Energiafgifter,
  • Afgiftstilsvar,
  • Rubrik A - varer, jf. nedenfor
  • Rubrik A - ydelser, jf. nedenfor
  • Rubrik B - varer ►EU-salgsangivelse◄, jf. nedenfor
  • Rubrik B - varer, ikke EU-salgsangivelse, jf. nedenfor
  • Rubrik B - ydelser, jf. nedenfor
  • Rubrik C - værdien af andre varer og ydelser, som kan sælges momsfrit efter §§ 14-21 d og § 34.

I rubrik A - varer anføres:

  • Værdien uden moms af varekøb fra registrerede virksomheder i andre EU-lande (EU-erhvervelser), jf. momslovens § 11
  • Værdien uden moms af udenlandske virksomheders fjernsalg her til landet, jf. momsbekendtgørelsens § 83, og
  • Værdien uden moms af udenlandske virksomheders installation og montering her i landet, jf. momsbekendtgørelsens § 78, stk. 1

I rubrik A - ydelser anføres:

  • Værdien uden moms af køb af ydelser omfattet af hovedreglen i momslovens § 16, stk. 1 i andre EU-lande, hvor virksomheden er betalingspligtig for momsen efter momslovens § 46, stk. 1, nr. 3

I rubrik B - varer ►EU-salgsangivelse ◄anføres:

  • Værdien uden moms af varesalg til ►registrerede købere i◄ andre EU-lande, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1-4

►I rubrik B - varer, ikke EU-salgsangivelse anføres:◄

  • ►Værdien uden moms af leverancer af nye transportmidler til ikke registrerede virksomheder og private forbrugere i andre EU-lande, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 2◄
  • ►Værdien uden moms af installation og montering af varer i andre EU-lande, jf. momsbekendtgørelsens § 77◄
  • ►Værdien uden moms af fjernsalg af varer til andre EU-lande, jf. momsbekendtgørelsens § 82, stk. 2◄

I rubrik B - ydelser anføres:

  • Værdien uden moms af salg af ydelser omfattet af hovedreglen i momslovens § 16 til andre EU-lande, hvor modtageren er betalingspligtig for momsen af ydelserne

Varesalg uden moms til ►registrerede købere i ◄andre EU-lande, jf. § 34, stk. 1, nr. 1-4, og rubrik B-varer EU-salgsangivelse, skal endvidere listeangives (indberettes til VIES). Det samme gælder ydelser leveret uden moms, hvor køberen er betalingspligtig for momsen af ydelserne, idet leveringsstedet for ydelserne er bestemt efter lovens § 16, stk. 1, jf. rubrik B-ydelser. Se N.4.

Salg af nye transportmidler forsendt eller transporteret til privatpersoner i andre EU-lande, jf. § 34, stk. 1, nr. 2, skal således anføres i rubrik B - varer, ikke EU-salgsangivelse, og der skal ikke indsendes listeoplysninger. Tilgengæld skal der indsendes fakturakopi til SKAT, se N.3.

►De ovenfor beskrevne regler har virkning for angivelse for perioder, der begynder den 1. juli 2011 eller senere, jf. bekendtgørelse nr. 274 af 23. marts 2011, § 2.◄.

Indberetning og betaling via internettet

►Efter momsbekendtgørelsens § 49a, jf. bekendtgørelse nr. 794 af 29. juni 2011, skal virksomhederne elektronisk afregne og angive moms til SKAT på skat.dk/TastSelv Erhverv, jf. dog stk. 2.◄

►Efter § 49, stk. 2, afregner og angiver virksomheder, der ikke råder over eget teknisk udstyr til elektronisk afregning og angivelse af moms efter stk. 1, moms ved at benytte en blanket, udarbejdet af SKAT.◄

Underskrift af papirindberetning

Angivelsen skal være underskrevet af den, der tegner virksomheden, eller af en, der har fået fuldmagt af virksomheden. Fuldmagtsforholdet skal kunne dokumenteres over for SKAT ved forevisning af en fuldmagtserklæring eller lignende.

Rettidig betaling og indberetning

Indberetning er sket retttidigt, hvis virksomheden har fået kvittering for indberetningen inden kl. 24 på den sidste rettidige indberetningsdag.

Betaling er sket rettidig, når

  • beløbet, der skal betales, betales via netbank og bliver trukket på virksomhedens konto senest sidste rettidige betalingsdag og er sket i henhold til bankens regler vedrørende tidsfrister for netbankoverførsler.
  • anmodning om overførsel af det beløb, der skal betales, er virksomhedens pengeinstitut i hænde, sådan at overførslen fra virksomhedens konto til SKAT´s konto kan ske senest på sidste rettidige betalingsdag.
  • beløbet, der skal betales, er indbetalt til et posthus, et pengeinstitut eller til SKAT senest sidste rettidige betalingsdag.

Falder sidste rettidige betalingsdag på en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. OPKL § 2, stk. 3.

Generelt

Virksomheden skal indsende angivelse for hver momsperiode, selv om der ikke skal indbetales moms, enten fordi momstilsvaret er nul, eller fordi købsmomsen overstiger salgsmomsen. I sidstnævnte tilfælde skal momstilsvaret tydeligt markeres med et minus.